Ikke så meget pis: Tissebyen

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, hvilket betyder at teatret har stillet billetten til rådighed, til gengæld for en min oprigtige og subjektive oplevelse af stykket.

Har man lyst til at læse mere om forestillingen, kan man gøre det på Fredericia Teaters hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri". 

Fredericia Teater skriver selv om forestillingen: Efter årtier med alvorlig tørke har det påført samfundet stor fattigdom. Vandmangel er et altoverskyggende problem, og befolkningen skal betale for at komme på potten. Alle toiletter ejes af et privat firma, som tjener en formue gennem bestikkelse, korruption og monopolisering af byens toiletter. Vi møder bl.a. en håndfast overbetjent og hans assistent, som opretholder orden og sender de ulydige - dem der undlader at betale afgift og tisser i bukserne - til Urinetown, hvilket i virkelighedens verden er lig med at blive smidt ud fra en skyskraber. Et oprør ulmer, en umulig forelskelse synes uundgåelig, og en kamp for retten til at tisse i frihedens navn bliver en bærende nødvendighed.

"Tissebyen" er en fjollet musical. Det er en fjollet titel. Det er en fjollet præmis. Dansene og sangene indeholder ofte en vis mængde fjolleri. Men den er også begavet. Replikker, musik og koreografi, er morsom og fjollet, men samtidig dybt begavet. Flere gange starter en koreografi med at være fjollet og bevæger sig så langsomt, men sikkert, over i noget som er teknisk overlegent. Det beskriver hele forestillingen ganske godt: Det der virker som simpelt fjolleri, er noget helt andet og mere. Tag nu for eksempel musikken. Den bevæger sig fra storladent (med sin kaotiske og abrupte begyndelse), over det jazzede og friske ("Run Freedom Run") til det oprigtigt smukke og melodiske ("Follow Your Heart"). Den store variation burde komme på bekostning af helheden, men utroligt nok hænger forestillingen ret perfekt sammen. Humoren er den røde tråd, som er genkendelig fra første, til sidste, øjeblik. Måske er det netop derfor, det ikke er et problem at den stikker af i nogle musikalske og stemningsmæssige vilde retninger.

"Får sit publikum til at grine hysterisk og klappe begejstret, af en central pointe, om at mennesker altid vil forbruge mere, hvis muligheden byder sig"

Der er noget løssluppent over denne opsætning af "Tissebyen". Uden at have set den oprindelige forestilling, er det uklart for mig, om der er en eller anden grad af improvisation involveret her. Der er flere steder, hvor samspillet mellem skuespillerne, virker så oprigtigt, at det godt kunne være tilfældet. I hvert fald virker castet til at nyde at lave denne forestilling. Som om de godt er klar over, at lige netop "Tissebyen", er noget helt særligt. Forestillingen er dystopisk, men selvrefererende, som når forestillingens fortæller indleder aftenen med at byde velkommen til Tissebyen og hurtigt skynder sig at understrege: "Musicalen! Ikke stedet!". Undervejs diskuteres forestillingens titel, plot og dramaturgiske opbygning på scenen og det er ekstremt morsomt. Disse scener med Lars Mølsted og Bjørg Gamst er en del af, hvad der gør forestillingen til noget helt særligt. Castet virker sammentømret, på en måde der får dem til at eje forestillingens humor, som var den deres egen. Derfor virker det også næsten absurd at begynde at fremhæve specifikke spillere frem for andre. Skuespillerne spiller næsten alle flere forskellige roller og måden de glider ud og ind af forskellige karakterer, ofte i samme scene, er indarbejdet, som en del af koreografi og fortælling. Det ene øjeblik ligger Frederikke Maarup Viskum som figuren Håb, bundet i en kasse, det næste står hun blandt de fattige og synger om sin trang til at dræbe selvsamme rigmandsdatter, som hun kort forinden portrætterede. Det glider umærkeligt sammen.

Fredericia Teater lykkedes enormt godt med at sætte en ramme om den bizarre forestilling: I døren mødes man af "tissekoner", som uddeler programmer printet på toiletpapir og bedyrer at det er "3-lags og ikke smitter af". Teatrets scene er omdannet til det mest sølle offentlige pissoir, man kan forestille sig. Det er ikke lige så omsiggribende som teatrets ekstravagante Disney-forestillinger, men matchet op med forestillingens præmis - historien går heldigvis forud for gimmicks. Man har valgt at gøre brug af teatrets store scene, selvom dette er en af de mindre, mere obskure forestillinger, som formentlig ikke har lige så bred appel, som "Seebach" og "Shu-bi-dua". Alligevel giver det mening at tage den lidt større scene i brug, fordi forestillingens dystopiske miljø, trods alt kalder på en smule mere plads, end de intime forestillinger, der typisk har været at finde på teatrets mindre scene. Ikke desto mindre er "Tissebyen" stadig relativt enkelt konstrueret og teknikken er ikke i hovedsædet her: Kompleksiteten og det uforlignelige ligger i musicalens konstruktion, dens replikker, musik og koreografi.   

I radioprogrammet "The Sound of Musical" var teaterchef Søren Møller gæst, tilbage i maj 2018. Her fortalte Møller at nærværende musical, er blandt hans personlige favoritter. Han kalder den en "outreret, surrealistisk forestilling". Deri har han ret. "Tissebyen" er en særpræget musical, med sin helt egen stemme, stemning og lyd. Den er humoristisk og dybt seriøs på samme tid. Den får sit publikum til at grine hysterisk og klappe begejstret, af en central pointe, om at mennesker altid vil forbruge mere, hvis muligheden byder sig. Det er en dybt politisk fortælling, men en som leveres legende og med enorm kreativ energi. Piller man humoren væk, er denne fortælling ret deprimerende - og måske er den det stadig med humoren i behold - men det er netop det der gør den så unik: Man går opløftet fra denne fortælling om menneskehedens hang til selvdestruktion. Det fine er at det hele flyder sammen, forestillingen løfter spillerne og spillerne løfter forestillingen. Det er en højere enhed, som der ikke er så meget pis med.

6/6

Svinger mod mål: Tarzan the Musical

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, hvilket betyder at teatret har stillet billetten til rådighed, til gengæld for en min oprigtige og subjektive oplevelse af stykket. Har man lyst til at læse mere om forestillingen, kan man gøre det på Fredericia Teaters hjemmeside.
Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Fredericia Teater skriver selv om forestillingen: Musicalen er baseret på Chris Buck og Kevin Limas tegnefilmsfortolkning af Edgar Rice Burroughs klassiker om menneskebarnet Tarzan, der vokser op blandt gorillaerne i den vestafrikanske regnskov.

Disneys tegnefilm "Tarzan" er en af de tidligste biografoplevelser jeg kan komme i tanke om. Filmen har derfor en særlig plads i mit hjerte. Jeg har brugt timevis på at lytte på Phil Collins' soundtrack, på min discman i bilen, på ture rundt i landet. Så vild var jeg med soundtracket, at mine forældre gentagne gange måtte bede mig om at afbryde min skrålen med fra bagsædet. Med andre ord er det altså godt at det ikke er mig der står på musicalscenen i Fredericia og skal fremføre de her vidunderlige sange. Fredericia Teaters forestilling er en lidt ujævn oplevelse. Scenografien er på niveau med den der blev kreeret til "Klokkeren fra Notre Dame" og er lige så - hvis ikke mere - altomfattende. Plateauer rækker ud i rummet fra scenen og helt frem til balkonen. Ensemblet bevæger sig omkring, til tider også ret langt fra scenen og drager publikum ind.

Det er umuligt at sætte en finger på denne del af forestillingen. Det tekniske er sublimt. Det samme kan siges for sangpræstationerne. Børnene i forestillingens begyndelse, er ikke ufejlbarlige sangere og skuespillere, men har masser af charme, som succesfuldt får solgt deres roller i den tid de er med. Med navne som Bjørg Gamst og Diluckshan Jeyaratnam, som begge er kendt fra tidligere forestillinger på teatret, er det ikke overraskende at de velkendte sange fra filmen, kommer flot i mål. Også kendt fra tidligere forestillinger, er Maria Skuladottir, som brillerer her. I rollen som Tarzans mor Kala, skal hun leverer en af forestillingens (og filmens) største sange, "Du er mit hjerteslag", som kommer helt i mål og efterlader flere medlemmer af publikum med tårer i øjnene. Det gør hun i det hele taget mange gange i forestillingens løb. Hendes indlevelse er til at tage og føle på og både hendes emotionelle ageren og sangtekniske præstation, er helt vidunderlig. Gamst er vanligt dygtig og udover samspillet med Kim Ace Nielsen (Tarzan), fungerer hende og Søren Bech Madsen (Janes far Porter) også utrolig godt sammen. Der er en omsorg i Madsen, som er milevidt fra hans, ellers så underholdende, skurk i "Legendale".

Gode Disney fortællinger balancerer sentimentalitet med mørke og mørke med humor. Det er den gode fortælling der er kernen og derfor bliver filmene, når de er bedst, langt mere end blot børnefilm. Det har Fredericia Teater eksemplificeret bedst i "Klokkeren fra Notre Dame" og det rammes ikke lige så rent her. Forestillingen laver nogle bratte skift mellem humor og drama, som særligt i 1. akt, er forstyrrende. Forestillingen indledes med bombastisk musik, der mest virker som et throwback til krimigenren anno 1930erne. Det virker malplaceret. Åbningen er derefter først smuk, men bliver snart for rodet og går for hurtigt. Tegnefilmens start er meget mørk og uhyggelig og koster både Tarzans forældre og Kalas barn livet. Det formidles på scenen med gepardøjne der bevæger sig omkring på storskærmene og så et hurtigt glimt, hvorefter det næsten virker underforstået at alt dette er sket. Det er forestillingens teknisk svageste øjeblik og fortællemæssigt ikke på niveau med det øvrige. Problemerne med pacing er til stede i en en stor del af 1. akt, tingene går for hurtigt, samtidig er de sange, som ikke er fra filmen, af noget mere uengagerende karakter. 2. akt er helt modsat og løfter forestillingen ved at have større ro, bedre tid og mere varme. Figurerne udbygges og alting løfter sig ganske enkelt. Desværre reintroduceres problemerne med tempoet kortvarigt omkring det store skurkeopgør nær slutningen af forestillingen. Her går det igen alt for hurtigt og man kan næsten få oplevelsen af, ikke at have opdaget hvad der skulle til at ske, før det er overstået. Der gøres dog op for dette med en ret smuk udtoning, som har en hvis poesi over sig.

Jeg vil ikke kloge mig på hvordan man skulle have udjævnet fortælletempoet, men kan bare konstatere at jeg bliver smidt lidt af og hægtet på igen løbende i den først halvdel af forestillingen. Der skal være plads til både det fjollede og det alvorlige, men udsvingende her, virker for store. Alligevel er der ingen tvivl om at mange vil elske den oplevelse de får her og med god grund. Det sentimentale og rørende fungerer, magien i de kendte sange er der. Ensemblet og skuespillerne gør et kæmpe stykke arbejde for at sælge illusionen af at være i junglen og i samspil med scenografien, er der ingen tvivl om at Fredericia Teater fortsætter med at opbygge deres tekniske kunnen. Der er lagt masser af omhu i arbejdet med musicalen og der er masser at opleve, det er bare ikke lige så helstøbt, som nogle af teatrets tidligere forestillinger har været.

4/6

The Prince of Egypt

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gøre det på Fredericia Teaters hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Fredericia Teater skriver selv om forestillingen: THE PRINCE OF EGYPT er historien om Moses og hans bror Ramses, der blev Farao af Egypten, og om et folk, der ændrede dem begge for altid. Om hittebarnet, der blev prins og siden landflygtig for endelig at vende tilbage til Egypten og føre sit folk ud af slaveriet i Egypten og mod det forjættede land Kanaan.

Der er ingen tvivl om at mange af de roser denne her musical har fået er velfortjente. Fredericia Teater har lavet endnu en forestilling, der er teknisk overlegen. Performerne er dygtige, opsætningen er flot og der er et par ekstraordinære tricks til at gøre aftenen lidt ekstra mindeværdig. "Klokkeren fra Notre Dame" står stadig i frisk erindring, som et teknisk mesterstykke, hvor man havde indtaget hele scenen - ja nærmest hele salen - som kulisse. Publikum var rykket med på scenen og i det hele taget var det en ekstravaganza uden lige. Derfor er det et intelligent træk at man hiver lidt i den anden retning her. Man tænker ikke at større pr. automatik er bedre. Tværtimod er denne opsætning mere nedtonet. Kulisserne er simple, meget som det ofte har været tilfældet i de mindre forestillinger på teatret. Det digitale bagtæppe benyttes, men kun i form af nogle antydninger af det gamle Egypten. Performerne er i centrum og særligt danserne hives helt frem, for at skabe livet på scenen. Fredericia Teater vil ikke have siddende på sig, at deres forestillinger lever på teknik alene, så selvom der også er en lille gimmick i forestillingen her, er den (relativt set) nedtonede tilgang et godt og spændende valg.

Der er altså ingen tvivl om at forestillingen er lavet af dygtige mennesker og er opsat på super flot vis. Problemet for mig er at jeg ikke rigtig bliver optaget af alt det den handler om. Historien om Moses er naturligvis meget gammel og Dreamworks versionering af den, er super spændende, både visuelt og musikalsk. I forestillingen er der tilføjet og fjernet sange. Ser man bort fra "Befri os nu", må jeg erkende at jeg ikke rigtig forlader forestillingen, påvirket af musikken. Den er sunget og fremført smukt, men numrene er forglemmelige og jeg bliver ikke draget ind i de figurer der synger dem. Forestillingens grundstemning er svær at få greb om. På den ene side er det en familieforestilling og dermed ikke et rent drama, på den anden side er humoren udeblivende i lange passager. Således blev særligt 1. akt en noget lang og alvorstung affære, som gør anløb mod det komiske, men ikke rigtig vil bevæge sig derhen. Den løssluppenhed, som vi får i en enkelt scene i stykket, savnes gevaldigt i resten, som bliver noget selvhøjtidelig, og det medfører at karaktererne også kommer til at virke lidt stive og ikke bliver spændende at kigge på, gode præstationer og nuancer til trods.

"The Prince of Egypt" griber ikke fat i mig følelsesmæssigt. Det lykkedes ikke at balancere alvor og humor, på samme måde, som det er lykkedes for en lang række af teatrets tidligere forestillinger. Derfor oplevede jeg at jeg tabte interessen for figurerne og historien. Læg dertil en række sange, som bliver lidt jævne, og det begynder at blive svært at løfte forestillingen rigtig højt op. Der er ingen tvivl om at opsætningen teknisk er i orden. Menneskerne der er involveret her er dygtige og der er også lavet nogle spændende visuelle valg, men jeg blev bare aldrig draget ind i dramaet, figurerne og musikken. Hvad vil Moses' fortælling i denne udgave mig, udover at blive fortalt? Min interesse for temaer, følelser og alt det der ligger under det umiddelbare, blev aldrig vakt og derfor er forestillingen en jævn oplevelse for mig.

3/6

Når du har en snegl i dit teater: Problemet med Douglas

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på musicalens egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Fredericia Teater skriver selv om forestillingen: "Douglas er en ung mand med bagagen fuld af succeshistorier. Han lever det gode liv med hans skønne kæreste, og det gør han lige indtil, han forvandles til…… en snegl. Livet kan være finurligt, og det bliver det i allerhøjeste grad for Douglas. Forestillingen er frit inspireret af Franz Kafkas Metamorfose."

Hvad er nu det her for noget? For et øjeblik siden beskæftigede i jer med gaming og nu en mand der bliver til en snegl? Har Fredericia Teater mistet forstanden? På ingen måde. På deres lille scene, har de skabt noget, der på sin helt egen måde, er nøjagtig ligeså storslået som "Klokkeren fra Notre Dame". Under forestillingen blev jeg ved med at sidde at lede efter et ord, der kunne beskrive det jeg var i færd med at opleve. Et ord der kunne omfatte at musicalen, til trods for at være lettilgængelig, også emmer af noget meget nuanceret og fint. Noget dybere. Til sidst fandt jeg det. "Problemet med Douglas" er en raffineret oplevelse, fordi den virker på utrolig mange planer. Dens slapstick taler til et bredt publikum og dens musik er fængende. Samtidig er universet der her skabes komplekst, fordi der i den centrale symbolik er gemt så meget. Teksterne er spidsfindige og rummer stor humor, i samspil med stor alvor. Når Douglas' forældre synger om hvorvidt de nu har gjort det godt nok, med opdragelsen af deres barn, er det sjovt, fordi det er tydeligt at de har lavet fejl. Det triste er at de nu desperat står tilbage med en følelse af at problemet med Douglas er deres skyld.

Skønt Lars Mølsted som Douglas er titelfiguren og hovedpersonen, handler musicalen meget mere om de 4 øvrige figurers reaktion på Douglas' transformation, end om Douglas selv. Det er en del af pointen og ret vidunderligt at betragte, fordi det giver mulighed for at Thomas Jensen, Bjørg Gamst, Christian Damsgaard og Ulla Ankerstjerne kan stråle. Mølsteds rolle er afgørende, fordi han skal præstere at vise os transformationen, hvilket han gør med stor sans for humoristisk såvel som dramatisk timing, men det er de andre figurer der i virkeligheden skal igennem den største udvikling. På den måde kommer særligt Thomas Jensen til at stråle. Som en del af teatrets faste ensemble har han imponeret masser af gange og ofte i humoristiske, drengerøvsroller, som han også tildeles her. Men ligesom forestillingen i det hele taget, stikker også Jensens figur dybere end som så. Det er rørende at betragte netop hans udvikling, fordi han åbnes op, i takt med at Douglas lukker sig i.

"En musical der er raffineret, rørende og røv-morsom."

Kemien mellem Lars Mølsted og Thomas Jensen fornægter sig ikke.

Det er efterhånden tydeligt at Fredericia Teaters "lille" Perhaps Scene, kan indeholde omfattende tekniske formater. Forestillingen er båret af digitale baggrunde, men de er så vellavede og velintegrerede med udvalgte fysiske rekvisitter, at det giver en fin dybde til scenen. Teatret beviser gang på gang at de er ambitiøse med alle deres produktioner - store som små - og selvom "Problemet med Douglas" er mere enkel end eksempelvis "Legendale", er der stadig lagt enorme krafter i at skabe en dragende teateroplevelse, hvilket absolut lykkedes. Forestillingens musik er, som tidligere nævnt, fængende. Ligesom historiens forestilling, er den også skæv og i modsætning til en musical som "Lizzie", er det her de færreste numre, der føles som individuelle sange. Numrene er del af en helhed og har alle til funktion at drive historien frem. Det formindsker dog hverken deres, eller forestillingens, kvalitet.

Ved slutningen af "Problemet med Douglas", sidder jeg med en tåre på kinden. Det til trods for at jeg mest har grinet af det absurde i fortællingen, men jeg har også været med under huden på et ensemble af figurer, der på hver deres måde har mistet grebet. De har givet slip på deres selvstændighed og lænet sig op ad hverandre, mens de langsomt er gledet væk fra det der engang var rigtig lykke. Slutningen giver et nostalgisk sug i maven og efterlader os med en bittersød fornemmelse. Hvad er nu det her for noget, startede jeg med at spørge: Det er minsandten en musical der er raffineret, rørende og røv-morsom.

6/6

Kulturbloggeri: Legendale

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på Fredericia Teaters egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Teatret skriver selv om forestillingen: "Legendale er en original og moderne komedie om fantasiens verden. Den handler om Andy, som er en indadvendt programmør, hvis favoritbeskæftigelse er at flygte fra sin kedelige hverdag og ind i computerverdenen i spillet Legendale.  En dag annoncerer skaberen af spillet en once-in-a-lifetime turnering for alle gamerne, hvor de kan vinde en million dollars og ubegrænset magt i spillet. Hvis Andy skal vinde spillet, skal han have fat i den helt rigtige avatar med de helt rette skills.  Han er dog på sit dødkedelige arbejde, da avatarerne skal vælges, og han går glip af ræset om de fedeste af dem og ender med at få Cowmaiden, som mildt sagt ikke er frygtindgydende. Han og Cowmaiden skal nu finde deres indre kriger frem for at vinde spillet." 

Jeg er lidt udfordret. Problemet er at "Legendale" er en musical jeg på alle måder ønskede mig at kunne lide, sådan virkelig lide. Det kan jeg desværre ikke rigtig sige at den er. Der er dele af den jeg absolut er vild med. Lars Mølsted er igen fantastisk og leverer i en af musicalens første sange en af sine allerbedste vokalperformances endnu. Karin Nordly-Holst leverer en powerhouse performance og hun har både gennemslagskraft som skuespiller og sanger. Det samme gælder Søren Bech-Madsen, som er utrolig mindeværdig, fordi han både er utrolig morsom og slesk på den mest kikset (det er en ros!) mulige måde. Hans figur emmer af at være en drengerøv der er blevet slynget ind i noget han ikke helt kan overskue og hans overlegne facon, dækker tydeligvis over noget langt mindre selvsikkert. Jeg er også ret vild med fantasiverdenen der skabes, i hvert fald et stykke af vejen. "Legendale"-spillet ville aldrig fungere i praksis og der er mange ting der ikke giver mening, som spil betragtet. Som fantasiunivers i historien, er det et sjovt og karikeret sted, der leverer alle de bedste øjeblikke af forestillingen. Blandt dem er nogle vidunderligt fjollede robotzombier og et sumpmonster, som lignede noget fra Muppets, hvilket gjorde mig ganske lykkelig, hver gang den trådte ind på scenen.

At jeg ikke sidder med armene over hovedet, er der flere årsager til. Først og fremmest er der noget med historien, der klinger lidt hult. Mens ideen om at springe mellem den virkelige verden og fantasien, er enormt god og underholdende, ender den overordnede fortælling med at blive lidt flad. Det kommer til at handle mere om at fortælle en lidt jævn kærlighedshistorie, end et virkeligt eventyr. Derudover er der nogle falske konflikter der optrappes for at bringe historien frem og jeg savner virkelig at se mere til de andre spillere i "Legendale". Vi introduceres for en gruppe fra start, som ikke bliver brugt så meget, som jeg godt kunne have ønsket mig. Forestillingens sange er meget svingende i kvalitet. Som musical mangler "Legendale" en rød tråd, som musikken skulle have været leverandør af, hvilket aldrig rigtig bliver tilfældet. Melodierne sætter sig aldrig rigtig fast, men kommer til at opleves som lidt jævne. Enkelte numre er naturligvis undtaget. Søren Bech-Madsen leverer smukt et kitsch-præget nummer om de mange velsignelser ved Silicon Valley - centrum for udviklingen af moderne teknologi. Sangen er sjov og samtidig meget overbevisende leveret. Performerne er i det hele taget vanligt solide. 

Der var en del udfordringer på den tekniske side i aftenens forestilling. En stor del af det virkede, som en kombineret mængde uheld. Jeg nævner det fordi det virkelig gør mig meget i tvivl om min holdning til forestillingen. Mikrofonernes lydniveau blev aldrig rigtig godt, skuespillerne kæmpede for at gøre sig hørt, særligt i de tekstmættede vers og til tider sågar i dialogscener, hvor baggrundsmusikken kom til at overdøve stemmerne. Dette gør det meget svært for mig at vurdere om sangene, som jeg just har stillet mig kritisk overfor, er bedre end min oplevelse af dem til aften. Der var udfald i skærmene der fremviste de smukt designede kulisser og nogle andre problemer undervejs. Jeg har valgt at nævne dette, fordi jeg ved at Fredericia Teaters tekniske ambitionsniveau er tårnhøjt og fordi de her ting ellers aldrig sker i deres forestillinger, som på den front plejer at ramme absolut plet. Jeg har derfor valgt ikke at give nogen stjernevurdering til forestillingen, da jeg simpelthen føler mig for usikker i min vurdering.

Jeg har et stort bankende hjerte for nørder og betragter stolt mig selv som en. Derfor vil jeg gerne elske "Legendale". Jeg ville gerne deklarere min kærlighed til denne gamermusical fra hustagene og udbrede mig om hvordan den bare forstår hvad gaming er og hvorfor folk forelsker sig i disse eventyr... Det er bare ikke helt sådan jeg oplever det. "Legendale" har hjerte og den har kærlighed til sine karakterer, men den rammer ikke så rent, som den kunne have gjort. Historien bliver for forceret, musikken har nogle drastiske svingninger i kvalitet og figurerne er interessante, men bliver forkastet til fordel for plottet. På den anden side har denne her musical utroligt morsomme øjeblikke, den opbygger et fantasiunivers man har lyst til at være i og er båret af nogle centrale præstationer, der er virkelig stærke. Jeg er splittet, det er forhåbentlig tydeligt. Så derfor skal du selvfølgelig indløse billet til denne her forestilling og selv gå ind og vurdere om den får din indre nørd til at knappe op for skjorten, for at afsløre en hengemt heltinde og et hjerte formet af tal der danser og synger. 

Medea: Hvorfor er der vand på scenen?

Billederne herunder er taget af Emilia Therese for Århus Teater. Læs mere om forestillingen og køb billetter her.

Århus teater skriver om forestillingen: "Medea opgiver sin familie og sit land for sin store kærlighed, Jason. Sammen med deres to sønner flygter de til Korinth, hvor Kong Kreon giver dem eksil. Her svigter Jason Medea og gifter sig i stedet med kongens datter. Medea er ikke længere velkommen i landet. Hun er med ét en fremmed. Skærende ensomhed, sorg og vrede får en uudslukkelig hævntørst til at flamme i Medea. Og den driver hende ned ad en tragisk vej belagt med had, blod og bitre tårer."

Der skete noget i publikum da "Medea" sluttede. Skønt der ikke var nogen tvivl om hvilken kraftpræstation salen netop havde været vidne til, var der efter stykkets barske afslutning en nærmest andægtig stemning blandt publikum. Selvom der blev klappet, var der ingen der rejste sig til en stående ovation, til trods for at mange af os sad og fik lyst til det. Og hvorfor så det?

Først og fremmest er Århus Teaters forestilling igen kendetegnet ved et ekstremt dygtigt spillende hold af skuespillere. Mette Døssing er her svær at komme udenom som forestillingens titelfigur og helt centrale omdrejningspunkt. Døssing skal igennem et mentalt forfald, som skal bære historien. Endnu mere vidunderligt er det at denne hadefulde, bitre kvinde også skal præsenteres som værende humoristisk og påtaget uskyldig, alt imens hun fastholder sin deprimerede grundstemning. Døssing formår at formidle alle disse nuancer og hendes præstation er fyldt med en detaljerigdom, der er dragende. Jacob Madsen Kvols har været en favorit siden jeg så ham i "Det gyldne kompas" for år tilbage, hvor han også skulle præstere, dog i et langt mere farverigt og eventyrligt univers end dette. Siden har han brilleret i "Antichrist", "Brødrene Løvehjerte" og mange andre forestillinger, som jeg ikke har været så heldig at se. I "Medea" leverer Kvols som Jason en stor dramatisk præstation, der både kræver nogle voldsomme følelsesmæssige udbrud, men også en balancegang mellem arrogance og oprigtighed, som Kvols absolut leverer smukt. Også de to helt unge skuespillere Malthe Rosenkrands Langballe og Amily Anarkia Ivanhoe Lundvig skal nævnes: Skønt de ingen replikker har, skal de purunge talenter stå model til nogle yderst dramatiske optrin, der udspiller sig omkring dem, hvilket kræver stor professionalitet i en meget ung alder.

Forestillingen spilles bogstavelig talt i vand til anklerne. Hvad der kan virke som en gimmick, er et spændende greb, både fortælleteknisk og symbolsk. Vandet benyttes til forskellige ting i forestillingens forløb, hvilket hjælper historien på vej. Det bliver også en forhindring, for skuespillerne der gør en pointe ud af at trampe voldsomt igennem vandet. De kæmper sig frem. Det bliver et billede på medeas forvrængede sind og hendes utilnærmelighed bliver meget konkret. Der er mange gode tanker gemt bag valget, men samtidig er det også med til at gøre forestillingen til en helt unik oplevelse. Det er usædvanligt og mindeværdigt, samtidig med at det har en klar funktion, hvilket er smukt.

"Udsæt dig selv for medeas omfavnelse, omend du ender med en kniv i ryggen"

 
I sagens natur ved vi at tragedien nødvendigvis må ende under gråd og tænders gnidsel. På den front skuffer "Medea" ingenlunde. "Medea" er en hjerteskærende fortælling om faren ved hævn og forbitrelse. Evigt aktuelle emner, som bestemt er væsentlige, i en verden, hvor snakken om at tage grove torturmetoder i brug, udviser en mangel på empati, som i sandhed er Medea værdig. "Medea" er et mesterstykke og en slående teateroplevelse. Ikke alene gør det ondt hvad Medea gør ved dem omkring sig, men også den ubarmhjertighed hun udsætter sig selv for, er smertelig og selvdestruktiv i en grad, der er skræmmende. Udsæt dig selv for medeas omfavnelse, omend du ender med en kniv i ryggen.

6/6 

Lizzie: Rebellion - one axe-chop at a time

My ticket for this was provided by Fredericia Teater. My earlier reviews of shows can be found here and are all in danish. Please go to lizziemusical.co.uk for more information on the show.

Fredericia Teater on "Lizzie": On a sweltering summer morning in 1892, in a small New England city, a prominent businessman and his wife were axed to death in their home. Their daughter Lizzie Borden was the prime suspect. Lizzie’s trial was a coast-to-coast media sensation, and her story has become an American legend.

Deep and dark in its sense of humour, aggressive and beautiful in its music: "Lizzie" is what you've been waiting for. At least if you've been waiting for a rock'n'roll musical which will send you flying on the wings of both its riffs and weighty drums. The music is a huge part of the quality but there is no doubt that the story and layers which are hidden within, are equally as fascinating. Lizzie grows up through the story and in the process she frees herself from both her abusive parents, her inhibitions and a culture that didn't leave much room for the individual. "Lizzie" is rebellion on several levels and when the music soars, it's this sense of rebellion that places a solid punch in the groin - almost as much as the music itself.

 

The four women on stage are all terrific singers as well as actresses. The show utilizes the four both when they're center stage and when they're lurking in the background. Sometimes they almost become part of the scenery - which doesn't sound like a compliment, but it very much is. Due to the effectively simplistic use of props, the four become important both as their specific characters but also on a more symbolic level. They each come to signify different emotional and human qualities, and their reactions to what's going on in a song which they are not actively part of, becomes almost as significant, as when they're actually singing.

As I mentioned all of these performers are great. I especially enjoyed Jodie Jacobs as Maggie, who is the funniest part of the show and who could have easily become annoying to a point where it would've been intrusive, happily that doesn't happen. Jacobs' vocal talents gives her performance the authority it needs. She is fiendishly clever and doesn't give two shit(e)s what anyone thinks. Eden Espinosa is fierce and there is no doubt that this character is strong-willed and has a heavy sense of right and wrong. Bleu Woodward as Alice is sweet, maternal and sings with a hint of country. She really shines in her big solo numbers like "Will You Stay?". Lizzie herself is performed by Bjørg Gamst who also played the part in the danish cast production back in 2014. Gamst is a great performer whom I've seen in several plays the last couple of years and I've yet to see her fail. The role of Lizzie has room for both subtlety and hysterics both of which require a lot of talent to deliver, not least through song.

 

"Lizzie" is a great show. It is choreographed with creativity and balances a simplistic aesthetic with complicated routines and some fun gimmicks. The women of this production are infinitely talented and delivers both raw energy and emotional vulnerability. All of it begins and ends with an awesome batch of songs which are both sexual, depraved and sometimes divinely beautiful. At the beginning of act II, Lizzie enters the scene with a pear. She lifts it into the air for all to see, and then gleefully takes a bite, blissfully chewing loudly. In that bite she brushes of the repression of her life and culture. She has found freedom, through terrible and bloody means. And though her actions have been brutal, it's hard not to feel like she deserves it.

6/6 

Quasimodo uddeler ingen platte moraler: Klokkeren fra Notre Dame - the musical

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på musicalens egen hjemmeside. hvor man bl.a. kan komme helt tæt på den smukt udsmykkede scene.

Billederne herunder er taget af Søren Malmose for Fredericia Teater. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Teatret skriver selv om forestillingen: "Efter Fredericia Teaters kæmpe succes-produktioner af Disneys Aladdin: The musical, Disneys Den lille havfrue: The musical,  og senest Shu·bi·dua: The musical, kommer turen nu til  Disneys Klokkeren fra Notre Dame – The musical! Med noget af tegnefilmhistoriens bedste musik – og én af de bedste historier – er der lagt op til en oplevelse i særklasse, når Fredericia Teater sætter alle sejl i en helt utrolig og storslået musical-udgave."

Forestillingen er lige slut. Den sidste tone har lyt og publikum begynder at klappe. De første par statister når dårligt at bukke før publikum springer til fødderne, for at tildele et stående bifald i retning af scenen. Begejstringen vil ingen ende tage, men vi har jo allerede rejst os op. Da Mads M. Nielsen (Frollo) går på scenen, klappes der panisk endnu hårdere i hænderne, mens publikum bæver ved tanken om hvordan de dog skal lave mere larm, når Lars Mølsted (Quasimodo) om et øjeblik går på scenen. Mølsted har selv erklæret at rollen som Quasimodo er hans livs rolle og publikum lader til at være enige med ham, for da han træder frem og bukker, bliver stemningen nærmest hysterisk og folk må også have fødderne i brug, for at videreformidle deres begejstring over det Mølsted og hele holdet har præsteret. Men hvad er det publikum synes de har fået? 

Jo jeg tror publikum har fået et chok. Når man ser Disney's tegnefilm "Klokkeren fra Notre Dame", har den antydninger af massivt mørke. Paris brændes ned, Quasimodo tortureres og Frollo er måske den mest ubehagelige skurk Disney har præsteret. Alt sammen kulminerer det, når Frollo synger "Et helvede af flammer". En sang der handler om seksualitet og skammen over denne. Om en hellig mands forbudte lyster og udfordringer med at kontrollere dem. Tegnefilmen gør op for disse massive og mørke øjeblikke med ikke mindre end 5 gennemgående comic relief figurer: 1 ged, 1 hest og 3 gargoyler - som for sidstnævntes vedkommende, danser, synger og fjoller sig igennem det meste af filmen, selv i de mest skæbnesvangre øjeblikke. Så når alle 5 figurer på scenen er skåret væk. Der er skruet op for seksualiteten og skammen. Når det meste af 2. akt er én lang nedtur for hovedpersonerne. Så tror jeg der er nogen der har fået et chok. Det der er med det, er bare at de samtidig er blevet rørt. Det blev jeg i hvert fald. For al Disney støjen og ramasjangen er skåret væk, uden at man har mistet kernen. Historien handler stadig om det simple spørgsmål: Hvem er et monster og hvem er en mand? Forskellen er bare at det simple spørgsmål, besvares mere nuanceret, mere virkeligt og med større tragik end Disney selv turde.  

Der er skruet op for seksualiteten i "Klokkeren fra Notre Dame: The musical".

 I Disneys film er det Frollo der er monstret, det er der ikke så meget tvivl om. Han er en skurk og et ondt menneske. I Fredericia Teaters opsætning er han ikke et monster. Han er et menneske der gør onde ting. Nogle gange fordi han tror at de er gode. Andre gange fordi hans drifter, bliver for stærke og frister ham til det. Det er altså netop fordi han er menneskelig at han fejler, som han også selv konstaterer i løbet af forestillingen. Quasimodo er ikke bare blevet lidt genert af at leve i relativ isolation hele sit liv. Han er en stemmehørende mand, der er nedtrådt og i øvrigt voldsomt fysisk påvirket af sit arbejde i klokketårnet de mange år. Hørelsen er ikke for god og hans evner til at kommunikere er derfor også udfordrede. Det ændrer ikke ved at han er elskelig, men han er også skadet, på både sjæl og krop. Sigøjnerne er rent faktisk tyveknægte. Phoebus lider af PTSD og flirter i øvrigt hidsigt med enhver kvinde der kommer i nærheden af ham, for som han forklarer er han jo netop hjemvendt fra krigen, og enhver kvinde er således god nok til ham. 

Og Frollos sang jeg talte om? Den der er højdepunktet i tegnefilmen og blandt det mest dystre, både visuelt og tematisk, Disney har kreeret? Den er brillant leveret her. Mads M. Nielsen synger sangen med overbevisning, ensemblet brænder (også her) igennem og det hele toppes af med et sammenspil mellem musik og teknik der er helt mesterlig og efterlod en sitren i kroppen, som varede ved, i resten af forestillingen. Publikum fortæres af de samme flammer, som Frollo selv, mens Esmeralda danser æggende i baggrunden. Indeholdt i denne ene scene er de kvaliteter, som gør hele forestillingen til sådan en fornøjelse: Ensemblet der indenfor 2 minutter fra forestillingens begyndelse, producerede toner så storslåede, dramatiske og smukke, at jeg allerede efter introduktionen, var klar til at give et stående bifald. Teknikken som Fredericia Teater med stolthed har deklareret er det mest ambitiøse de hidtil har præsteret, hvilket det er svært at være uenig i når man betragter resultatet. Samtidig er det på et plan hvor det understøtter historien og dramaet og ikke overdøver dette. Det hele spiller sammen på en måde her, som gør udtrykket "at blive blæst bagover" utilstrækkeligt. Forestillingens enorme kvaliteter overskygger da også rent de kritikpunkter jeg kunne have, såsom at kampen i Paris' gader blev for hektisk og hurtigt fortalt, samt enkelte problemer med at musik og ensemble kom til at overdøve solist. Det personlige opgør der er det centrale i forestillingens afsluttende drama, bliver modsat førnævnte kamp, afviklet på en stærk og bevægende måde, der igen løfter forestillingen og Mads M. Nielsen og Lars Mølsted brænder også her igennem, som de gør det hele forestillingen igennem.  

"Klokkeren fra Notre Dame" musicalen er helstøbt på en måde, der er ulig nogle af de andre Disney-produktioner fra Fredericia Teaters hånd. Der er gjort drastiske ændringer fra filmens historie og de valg der i den sammenhæng er taget viser et mod, som Fredericia Teater længe har været garant for, ikke mindst i deres mindre forestillinger. Men ikke alene gør valgene historien bedre og mere sammenhængende i forhold til Disney's film, historien gør sig også bedre som musical. Der er sat så mange små ekstra stykker musik og tilføjede sange ind, at det giver indtryk af at denne forestilling er sit eget værk. Et værk der er stærkt aktuel i kraft af dens temaer om religion, fjendebilleder og medmenneskelighed.

Så hvad er det publikum synes de har fået? En gribende smertelig fortælling om godt og ondt, om "os og dem" tænkning, om det at være udenfor og en hel række andre spændende tematikker, som stikker uendelig meget dybere, end man har nogen ret til at forvente af en forestilling som denne? Det fik jeg i hvert fald med. I stedet for en morale, tilbyder forestillingen tanker og spørgsmål. Så når vi allesammen blev smådesperate for at lave så meget larm vi kunne, var det måske fordi tårerne lurede lige bag øjenlågene og at "Klokkeren fra Notre Dame: The musical" både havde efterladt os med knuste hjerter og løftede sind.  

6/6