Ikke så meget pis: Tissebyen

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, hvilket betyder at teatret har stillet billetten til rådighed, til gengæld for en min oprigtige og subjektive oplevelse af stykket.

Har man lyst til at læse mere om forestillingen, kan man gøre det på Fredericia Teaters hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri". 

Fredericia Teater skriver selv om forestillingen: Efter årtier med alvorlig tørke har det påført samfundet stor fattigdom. Vandmangel er et altoverskyggende problem, og befolkningen skal betale for at komme på potten. Alle toiletter ejes af et privat firma, som tjener en formue gennem bestikkelse, korruption og monopolisering af byens toiletter. Vi møder bl.a. en håndfast overbetjent og hans assistent, som opretholder orden og sender de ulydige - dem der undlader at betale afgift og tisser i bukserne - til Urinetown, hvilket i virkelighedens verden er lig med at blive smidt ud fra en skyskraber. Et oprør ulmer, en umulig forelskelse synes uundgåelig, og en kamp for retten til at tisse i frihedens navn bliver en bærende nødvendighed.

"Tissebyen" er en fjollet musical. Det er en fjollet titel. Det er en fjollet præmis. Dansene og sangene indeholder ofte en vis mængde fjolleri. Men den er også begavet. Replikker, musik og koreografi, er morsom og fjollet, men samtidig dybt begavet. Flere gange starter en koreografi med at være fjollet og bevæger sig så langsomt, men sikkert, over i noget som er teknisk overlegent. Det beskriver hele forestillingen ganske godt: Det der virker som simpelt fjolleri, er noget helt andet og mere. Tag nu for eksempel musikken. Den bevæger sig fra storladent (med sin kaotiske og abrupte begyndelse), over det jazzede og friske ("Run Freedom Run") til det oprigtigt smukke og melodiske ("Follow Your Heart"). Den store variation burde komme på bekostning af helheden, men utroligt nok hænger forestillingen ret perfekt sammen. Humoren er den røde tråd, som er genkendelig fra første, til sidste, øjeblik. Måske er det netop derfor, det ikke er et problem at den stikker af i nogle musikalske og stemningsmæssige vilde retninger.

"Får sit publikum til at grine hysterisk og klappe begejstret, af en central pointe, om at mennesker altid vil forbruge mere, hvis muligheden byder sig"

Der er noget løssluppent over denne opsætning af "Tissebyen". Uden at have set den oprindelige forestilling, er det uklart for mig, om der er en eller anden grad af improvisation involveret her. Der er flere steder, hvor samspillet mellem skuespillerne, virker så oprigtigt, at det godt kunne være tilfældet. I hvert fald virker castet til at nyde at lave denne forestilling. Som om de godt er klar over, at lige netop "Tissebyen", er noget helt særligt. Forestillingen er dystopisk, men selvrefererende, som når forestillingens fortæller indleder aftenen med at byde velkommen til Tissebyen og hurtigt skynder sig at understrege: "Musicalen! Ikke stedet!". Undervejs diskuteres forestillingens titel, plot og dramaturgiske opbygning på scenen og det er ekstremt morsomt. Disse scener med Lars Mølsted og Bjørg Gamst er en del af, hvad der gør forestillingen til noget helt særligt. Castet virker sammentømret, på en måde der får dem til at eje forestillingens humor, som var den deres egen. Derfor virker det også næsten absurd at begynde at fremhæve specifikke spillere frem for andre. Skuespillerne spiller næsten alle flere forskellige roller og måden de glider ud og ind af forskellige karakterer, ofte i samme scene, er indarbejdet, som en del af koreografi og fortælling. Det ene øjeblik ligger Frederikke Maarup Viskum som figuren Håb, bundet i en kasse, det næste står hun blandt de fattige og synger om sin trang til at dræbe selvsamme rigmandsdatter, som hun kort forinden portrætterede. Det glider umærkeligt sammen.

Fredericia Teater lykkedes enormt godt med at sætte en ramme om den bizarre forestilling: I døren mødes man af "tissekoner", som uddeler programmer printet på toiletpapir og bedyrer at det er "3-lags og ikke smitter af". Teatrets scene er omdannet til det mest sølle offentlige pissoir, man kan forestille sig. Det er ikke lige så omsiggribende som teatrets ekstravagante Disney-forestillinger, men matchet op med forestillingens præmis - historien går heldigvis forud for gimmicks. Man har valgt at gøre brug af teatrets store scene, selvom dette er en af de mindre, mere obskure forestillinger, som formentlig ikke har lige så bred appel, som "Seebach" og "Shu-bi-dua". Alligevel giver det mening at tage den lidt større scene i brug, fordi forestillingens dystopiske miljø, trods alt kalder på en smule mere plads, end de intime forestillinger, der typisk har været at finde på teatrets mindre scene. Ikke desto mindre er "Tissebyen" stadig relativt enkelt konstrueret og teknikken er ikke i hovedsædet her: Kompleksiteten og det uforlignelige ligger i musicalens konstruktion, dens replikker, musik og koreografi.   

I radioprogrammet "The Sound of Musical" var teaterchef Søren Møller gæst, tilbage i maj 2018. Her fortalte Møller at nærværende musical, er blandt hans personlige favoritter. Han kalder den en "outreret, surrealistisk forestilling". Deri har han ret. "Tissebyen" er en særpræget musical, med sin helt egen stemme, stemning og lyd. Den er humoristisk og dybt seriøs på samme tid. Den får sit publikum til at grine hysterisk og klappe begejstret, af en central pointe, om at mennesker altid vil forbruge mere, hvis muligheden byder sig. Det er en dybt politisk fortælling, men en som leveres legende og med enorm kreativ energi. Piller man humoren væk, er denne fortælling ret deprimerende - og måske er den det stadig med humoren i behold - men det er netop det der gør den så unik: Man går opløftet fra denne fortælling om menneskehedens hang til selvdestruktion. Det fine er at det hele flyder sammen, forestillingen løfter spillerne og spillerne løfter forestillingen. Det er en højere enhed, som der ikke er så meget pis med.

6/6