Beta Test

"Beta Test" er stillet til rådighed af Sandrew Metronome og udkom d. 27/2 på en række streaming- og udlejningstjenester, deriblandt Viaplay, iTunes og Blockbuster.

Filmen handler om Max (Larenz Tate), der er gamer og beta tester. Han får et helt nyt spil til test, et spil der skal føles mere virkeligt end nogensinde før. Hvad Max ikke ved at han ved første tryk på controlleren har taget styringen over et virkeligt menneske og at hver en bevægelse han foretager sig i spillet, har konsekvenser i den virkelige verden.

"Beta Test" er en actionfilm, der er lavet på et lavt budget. Filmen har fået en meget hård medfart blandt anmeldere. En ting lader der dog til at være enighed om - og det er at det er en interessant præmis filmen baserer sig på. Ideen om at lade den kære gamer kontrollere et virkeligt menneske, uden at han er klar over det, er spændende. Manu Bennett som spiller Creed, manden der bliver styret via controller, har en overbevisende tilstedeværelse i filmen. De replikker han skal levere tager ofte form af one-liners, men det giver mening, særligt så længe han er styret af Max. Bennett er overbevisende i actionsekvenserne og dem er der flere underholdende af. Måske er det bare længe siden jeg har set en traditionel actionfilm, men jeg var ganske underholdt, ikke mindst af en stor sekvens mod filmens slutning, hvor Creed kommer op imod 16 modstandere på en gang.

Der er ingen tvivl om at der er mange fjollede ting ved "Beta Test". Nogle gange er det meningen at det skal være humoristisk, andre gange bliver den ufrivilligt morsom: Filmens skurk er på ingen måde overbevisende eller tydelig omkring hvad det er hans plan handler om. Ikke fordi han ikke taler om planen og om hvad det er han synes den skal gøre, det han siger hænger bare aldrig rigtig sammen. Han taler om at give magten tilbage til spilleren, men må tvinge sin spiller til at spille og giver ham ingen frihed. Det er ulogisk og usammenhængende. At kidnappe Creeds kone er en klichefyldt klemme at have på hovedpersonen, men jeg synes til gengæld ganske godt om Sara Coates, der giver hendes figur Abbie ben i næsen og en hård attitude, som ikke virker påtaget.

"Beta Test" er en underholdende film. Jeg var revet med og transporteret ud af virkeligheden og ind i den absurde verden filmen eksisterer i. Selvom det lille budget sætter begrænsninger, har der i filmens action og ide alligevel været ambitioner og der er også gjort et ihærdigt forsøg på at levere nogle medrivende spændingssekvenser. Skuespillet rangerer fra det karismatiske til det overspillede (sidstnævnte er der meget af, ikke mindst fra skurkene). "Beta Test" føltes på den måde som en B-film af den gamle slags. Den spændende præmis fænger an, men er grundlæggende en undskyldning for at lave nogle scener der både er humoristiske og medrivende. Ingenlunde en perfekt film, men en underholdende en af slagsen, ikke desto mindre.

4/6

The Messenger

"The Messenger" er stillet til rådighed af Sandrew Metronome og udkommer d. 16/1 på en række streaming- og udlejningstjenester, deriblandt Viaplay, iTunes og Blockbuster.

Sandrew Metronome skriver selv om filmen: “For omverdenen er Jack (Robert Sheehan) tydeligvis ikke rask. I hele sit liv har han boet på forskellige institutioner, taget al tænkelig medicin og prøvet alle de behandlingsformer, han er blevet foreslået... men ingenting kan fortrænge de døde, det lykkes dem altid at få kontakt. Jack bliver modvilligt indblandet i den uafsluttede affære med mordet på journalisten Mark (Jack Fox), hvis kone var programværten Sarah (Tamzin Merchant). Mark forsøger desperat at tage en sidste afsked med Sarah, og Jack kommer hende stadig nærmere i sin besættelse for at videregive Marks besked.”

Instrueret af David Blair og med et alvorstungt tema, dukker “The Messenger” op på det danske marked for at gøre sit indtryk på alle dem der holder af film, der balancerer mellem thrills og drama. Hvis den lille dreng fra “The Sixth Sense” var en voksen mand, med seriøse mentale problemer, udløst af i årevis at have forsøgt at hjælpe de døde, ville han være Jack fra denne film. Men Jack vil hellere være fri for de døde end hjælpe dem. For hans konstante samtaler med de døde tiltrækker opmærksomhed og det får ham til at fremstå psykotisk. “The Messenger” er ufravigeligt en film med noget at byde på. Den er alvorstung og dramatisk, nærmest sørgmodig i sit udtryk. Visuelt er den grå og til tider nærmest steril. Det gør også oplevelsen en anelse tung. Kombinationen af de massive temaer og det autentiske billedunivers, gør filmen barsk at være tilskuer til.

Sat fast i siden af et spejl, er et postkort: “Have you any idea, how loved you are?” Jack er en intelligent herre, men har været igennem så meget, at han måske ikke længere er klar over at han er elsket. Den type tunge og relevante emner vælter “The Messenger” sig i. Et hav af nuancer og kompleksitet. Ser Jack virkelig døde eller er dem han tror han ser, udtryk for noget andet og dybere? Robert Sheehan skal præstere at bære al denne kompleksitet på sine skuldre og gør det hele glimrende. Han får både vidunderlige følelsesfulde close-ups, men leverer også meget fysisk. Særligt imponerende er det, hvordan hans desperation over dem han opsøges af, aldrig bliver aggressiv. Uanset at han slår sig selv og vælter ting, viser Sheehan, med stor overbevisning at det han gennemlever er frustration og sorg.

Jeg er usædvanligt splittet af min oplevelse med “The Messenger”, som jeg på den ene side synes er prisværdig for hvad den forsøger at fortælle og på den anden side synes savner en skarpere udvikling i sin historie. Og så er den bare tung. Massive emner kan behandles med stor lethed, som i “Room” (2015), hvor der ikke er nogen tvivl om at fortællingen er af enorm vægt, men billederne og forløbet tilføjer poesi og drama til historien undervejs. I “The Messenger” er der ingen forløsning, men blot problematikker og tunge dialoger stablet ovenpå hverandre. Det er prisværdigt at bearbejde psykiske problematikker og at tale om døden, men på film må det alligevel forventes at man bruger mediet på flere parametre. Filmen er ikke dårligt sammensat, men den mangler en kunstnerisk vision, noget der gør den til en filmfortælling og ikke bare en historie, der tilfældigvis udfoldes på film.

“The Messenger” bliver ganske enkelt for tung til mig - som ellers holder meget af melankolske dramaer om problematikker som disse. Jeg burde være publikummet til en film som denne, men historien bliver for ensidig, det visuelle udtryk for klinisk og den overordnede brug af filmiske virkemidler for sparsom. “The Messenger” kvæler desværre sig selv, i sit eget drama.

3/6

Last Days in the Desert

"Last Days in the Desert" er stillet til rådighed af Sandrew Metronome og udkommer d. 12/12 på en række streaming- og udlejningstjenester, deriblandt Viaplay, iTunes og Blockbuster. 

Hvis du kan lide film der handler om hovedpersoner der kæmper med deres indre dæmoner, er "Last Days in the Desert" måske lige noget for dig. Filmen har naturligvis et religiøst aspekt, men mest af alt er det en film om at bevare håbet for og troen på det gode i mennesker. Filmen er instrueret af Rodrigo Garcia og har Ewan McGregor i hovedrollen som Jesus og djævlen, i et opdigtet kapitel fra de 40 dage med faste og bøn i ørkenen. På sin vej ud af vildnisset kæmper Jesus mod Djævelen om en kriseramt families skæbne, og det bliver en dramatisk prøvelse.

"Last Days in the Desert" er en langsom, næsten meditativ filmoplevelse, der udspiller sig blandt ganske få personer. Den egentlige kamp er mellem Jesus og djævlen, som begge er spillet af Ewan McGregor, men det er en lille familie og de hemmeligheder de skjuler, der bliver kamppladsen. Resultatet er et intenst lille drama, der har ørkenens ensomhed, som smuk baggrund. Ørkenens omskiftelighed vises meget fint. Hvordan den kan være gold og nøgen, men også kan være et fredeligt helle, for dem der selv tilvælger den. Enkelte øjeblikke får vi også et glimt af drømmene der opfylder hovedpersonen og som visuelt er imponerende. Det meditative kommer både i form af den fornemmelse filmen giver af ørkenlandskabet, som fredfyldt, men også fra det overordnede tempo. "Last Days in the Desert" er på ingen måde actionpræget i sin klipning. Tværtimod dyrker den et roligt tempo, med lange dialogscener, hvor der også er plads til pauser og stilhed.

Ewan McGregor har tidligere spillet overfor sig selv, i den actionprægede "The Island". Der er ingen tvivl om mandens store talent og når han stilles overfor sig selv, leverer han med en sådan indlevelse at det er umuligt at overse hans evner. Lykkeligvis er McGregor støttet op af nogle vidunderlige medspillere. Ikke mindst Ciaran Hinds som mange vil kende fra "Game of Thrones" og meget andet. Han har en autencitet og en naturlig autoritet, som gør ham til en perfekt arketypisk far og en stærk tilstedeværelse i filmen. Han er også meget stædig og det er kernen til mange af de grundlæggende problematikker, som er mellem den lille families medlemmer. Som mor og søn er Ayelet Zurer og Tye Sheridan. Zurer spiller den syge mor og har derfor en lille rolle i filmen, men er ikke desto mindre helt central. Mere fyldig er Sheridan, der særligt i scenerne med McGregor gives plads til at vise både humoristisk, energisk og dramatisk talent.

Djævlen fortæller Jesus hvad der ville være sket med den lille familie, om han ikke havde mødt dem. Han fortæller også, at nu Jesus har mødt dem, ved han ikke længere hvad der vil ske. "Last Days in the Desert" excellerer i sin langsomme opbygning af drama, men ikke mindst en utrolig vellykket eskalering af konflikten mellem far og søn. Det er et fascinerende drama, der bruger Jesus-figuren til at sætte et familiedrama på spidsen, netop fordi vi kender deres oprindelige skæbne. Vi udfordres til selv at skulle turde håbe på det gode i mennesket og på at skæbner kan omgøres. Der er både meget på spil i den lille familie, men også helt almenmenneskeligt og det gør filmen både rørende, hjerteskærende og ikke mindst dybt fascinerende.

5/6