Post Mortem: Marilyn Monroes sidste film

Post Mortem er en række artikler der beskæftiger sig med de sidste værker i en kunstners karriere: Den sidste film, det sidste album eller den sidste bog. Hvad siger denne svanesang om karrieren som sådan - og hvad efterlades vi med? 

The Misfits: En bittersød afsked

Filmen der gav punkbandet sit navn og markerede afslutningen på to glorværdige Hollywood-karrierer: Blot ti dage efter "The Misfits" afsluttede sine optagelser døde Clark Gable og halvandet år senere i august 1962, blev Marilyn Monroe fundet død, efter at have taget en overdosis af sovepiller. Gable sagde om filmen at det var første gang han for alvor følte han formåede at spille skuespil og Monroe? Hun siges at have afskyet sin karakter. Diskussioner over manuskriptet, som var skrevet af hendes daværende husbond Arthur Miller, ødelagde deres ægteskab og Monroe listede sig med jævne mellemrum afsted til Frankrig, for i hemmelighed at mødes med Yves Montand, som hun spillede overfor i "Let's Make Love" (1960).

"You have the gift for life, Roslyn. The rest of us, we're just looking for a place to hide and watch it all go by." 

Filmen selv er ganske unik i Monroes filmografi. Selvom hun i førnævnte "Let's Make Love" gjorde en fin figur, som en mere intelligent udgave af den blondine hun gjorde en karriere ud af at spille, markerer "The Misfits" en markant skillelinje for skuespillerinden. Hun er mere intelligent i "The Misfits", hendes naivitet udspringer ikke længere af dumhed, men af oprigtig omsorg for verden. Monroe kommer til at symbolisere en femininitet, som er mere fyldig end de roller der tidligere gav hende sin status som sexsymbol. Hun er fortsat sensuel, men i langt højere grad også nærmest moderlig i sin kærlighed til alt levende. Mændene falder stadig i svime over hende, men hun er mere uforudsigelig, skiftende mellem det maniske og depressive. Hun er også mere frygtsom i hendes forhold til mændene. Den fnisende og ubekymrede pige er blevet til en kvinde, der bærer livets forgængelighed på sine skuldre.

"We're all dying aren't we. We're not teaching each other what we really know, are we?"

I filmen venter Monroes karakter Roslyn på at hendes skilsmisse skal gå igennem. Hun får tiden til at gå med Gay (Clark Gable) og hans kammerater. Gay lover hende at de skal leve frie og bekymringsløse liv langt ude på landet. Der går dog ikke længe før det bliver tydeligt at idylen har sin pris og ikke holder evigt. "The Misfits" er en melankolsk filmoplevelse, der er fyldt med velskrevne dialoger, som stikker dybt. Alle filmens karakterer er udskud (deraf titlen) der ikke har kunnet finde deres plads i en forandret verden. På den måde ligner filmen en western, når den viser hvorledes det omgivne samfunds udvikling, smider dem der søger den amerikanske drøm om et lille stykke jord og et fredeligt liv, over bord til fordel for hvad frihedssøgerne opfatter som et moderne slaveri: Det timelønnede arbejde! Som en anden John Steinbeck, kommenterer Arthur Miller på industrialisering og tabet af fokus på individets frihed og lykke. 

Film som denne her er grunden til at det sidste værk i en kunstners karriere kan være interessant. Monroe hadede karakteren, måske netop fordi den viste en virkelig kvinde, med al den usikkerhed og sårbarhed, som hun til overflod selv bar rundt på. Hendes virkelige smerte synes at kunne mærkes i filmen. Om det så er en efterrationalisering, en tilfældighed eller sådan det virkelig forholder sig ved jeg ikke. Hovedsagen er at "The Misfits" er en film der drives frem af karakterer, i langt højere grad en plot. Den handler om menneskene der portrætterer, mere end tingene de udsættes for. Monroe tager afsked med et publikum hun havde i sin hule hånd, selvom hun aldrig selv lader til helt at have troet på sine egne evner eller sit eget værd. Hun er en legende og en del af filmhistorien, sit korte liv til trods. Som altid får Monroe selv det sidste ord, med denne retrospektivt sørgmodige overvejelse:

"Sometimes I think it would be easier to avoid old age, to die, young, but then you'd never complete your life, would you? You'd never wholly know yourself..." 

 

Post Mortem: Alfred Hitchcock

Post Mortem er en række artikler der beskæftiger sig med de sidste værker i en kunstners karriere: Den sidste film, det sidste album eller den sidste bog. Hvad siger denne svanesang om karrieren som sådan - og hvad efterlades vi med? 

Alfred Hitchcock er en legende. De film han efterlod sig, viser ikke bare en produktiv, men også en alsidig instruktør. Mesteren af suspense blev tildelt denne titel af en årsag og hans film svælger ofte i stemningsopbygning, der bærer seeren lige til bristepunktet. Fra en panisk hviskende James Stewart i "Rear Window" til de to arrogante gerningsmænd i "Rope", har han altid været mand for filmmediets ekstraordinære evne til at angribe tilskuerens sanseapparat og ikke skræmme os, før vi har været på en grundig rejse gennem en hel række bekymringer på hovedpersonens vegne.

  
Det mest påfaldende ved Hitchcocks sidste film, er at den ikke er mere mindeværdig end hvad der er tilfældet. Jeg husker dårligt dens egentlige indhold. Det er ikke nogen frygtelig eller elendig film, den er bare ikke af samme kaliber som mesterens tidligere film. Nogle vil måske mene at det er tilfældet for hele den senere del af instruktørens karriere, men "Frenzy" fra 1972 var anderledes stærk. Visuelt har den nogle slående øjeblikke, den velkendte suspense er til stede og så er det en af de mest skræmmende film han har lavet.

Jeg indledte med at konstatere at Hitchcock var alsidig. Instruktøren var godt klar over, at der var nogle forventninger til de film han gav sig i kast med: "I am a typed director. If I made Cinderella, the audience would immediately be looking for a body in the coach."  Men indenfor sin ramme, gav Hitchcock bud på reelt gys, krimi og ikke mindst humor i stort omfang. Oftest som en medspiller men til tider var humoren også det helt bærende, som i "The Trouble with Harry" (1955). Hitchcock efterlod et teknisk forbillede, som er blevet fulgt af talløse filmskabere efter ham, men også en respekt for publikum og en hengivenhed til sine historier, som ikke altid er tydelig i den nutidige mainstream.

"The only way to get rid of my fears is to make films about them."

Post Mortem: Wes Cravens sidste film

Post Mortem er en række artikler der beskæftiger sig med de sidste værker i en kunstners karriere: Den sidste film, det sidste album eller den sidste bog. Hvad siger denne svanesang om karrieren som sådan - og hvad efterlades vi med?

D. 30. august 2015 døde Wes Craven. Det resulterede i en eksplosion af indlæg på de sociale medier, som alle tog afsked med Craven og hyldede hans kvaliteter, som instruktør og filmskaber. Wes Craven startede sin instruktørkarriere med "The Last House on the Left" (1972) og nåede i de resterende år op til 2011 at lave yderligere 20 spillefilm. Hans sidste film var "Scream 4" (2011).

Craven er af mange blevet kaldt en horrormester. Instruktøren selv befandt sig til dels godt i genren, men savnede også muligheder for at bryde ud af den. At prøve noget nyt. Han fik chancen for at prøve med sin film "Music of the Heart" (1999), filmen blev jævnt modtaget og året efter var Craven tilbage i gyserfilmenes verden. 

"Scream" franchisen har altid handlet om at gøre op med klichéer i horrorgenren. Med selvrefererende humor, gøres der sjov med de dumheder, som publikum har vænnet sig til at acceptere. Denne sidste film var ifølge Craven selv, et opgør med remakekulturen, de uendelige fortsættelser og de mennesker i Hollywood-systemet, der står bag. Filmen blev modtaget med blandede anmeldelser, men løftede sig over den tredje film, som blev mødt med stor kritik. Spørgsmålet er selvfølgelig om det er dobbeltmoralsk at en fjerde film i en franchise, gør grin med en kultur, den i høj grad selv er del af. "Scream" er postmoderne og alt kan dækkes ind under selvironi, men når nu franchisen er blevet udvidet med en tv-serie, har det måske alligevel taget overhånd?

Craven havde erfaring med fortsættelser der udvander det originale koncept. "A Nightmare on Elm Street" (1984) var Cravens idé og vel nok den af hans film, som flest kender til. Efter filmens fejlslagne fortsættelse, var Craven tilbage i forbindelse med den tredje film, men tabte derefter fuldstændig kontrol over serien, dette til hans store fortrydelse. Særligt ærgrede han sig over den mere humoristiske vinkel der blev taget på seriens centrale figur: Freddy Krueger. Med tiden blev han mere en komisk figur, end en skræmmende en af slagsen.

På sin vis er der noget meget fint i at horrormesteren Craven afsluttede sin karriere med at tage kritisk stilling til genrefilmens nuværende stade. Så kan man mene hvad man vil om selve filmen, men budskabet var ufravigeligt: Vi savner opfindsomheden og nytænkningen. Som en kunstner der selv var blevet sat i bås og oplevede at blive tvunget til at begrænse sin udtryksform af studiesystemet, er det uendeligt sympatisk at dette blev hans sidste besked til industrien.

"I believe the cinema is one of our principal forms of art. It is an incredibly powerful way to tell uplifting stories that can move people to cry with joy and inspire them to reach for the stars." - Wes Craven