Den svenske Forrest Gump er pisse ligeglad

Nu sker der det helt usædvanlige, at der dukker et bog til film indlæg op, der ikke er skrevet af min søde kone, men af mig selv. Jeg har nemlig gjort mig bekendt, med både film og bogversionen af "Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt".

De udstødte bliver til de smarte:   
Af Mark S. Svensson

"Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt" af Jonas Jonasson, er som bog en vittig fortælling om Allan der er bombeekspert og befundet sig i kulisserne af nogle af de seneste årtiers største historiske momenter. Han minder på den måde til forveksling om Forrest Gump fra filmen af samme navn fra 1994. Allan er ligesom Forrest ikke den hurtigste knallert på havnen. Det betyder også at bogen ikke bliver meget mere end en humoristisk fortælling. Der er ingen stor refleksion omkring de ellers så afgørende begivenheder Allan har været omkring i sit liv. Og det er netop pointen. Allan kan ikke holde politik ud og vil egentlig gerne bare leve sit liv, lidt efter behag. Det gør ham på sin vis nemmere at identificere sig med, men han er samtidig også så egoistisk, at det til tider kommer til at fremstå som om han er uinteresseret i verden omkring sig. Lykkeligvis introducerer bogen en hel række bifigurer, som på hver deres måde er udskud. Skæve eksistenser som samles om Allan og en efter en bliver del af hele det tossede eventyr, som Jonasson så fint iscenesætter. Det er bogens største kvalitet - når man ser bort fra humoren - at den fortæller en historie om disse mange sælsomme mennesker, der finder et fællesskab i hverandres selskab. Det er på mange måder meget rørende.      

Denne sidste pointe er afgørende i forhold til filmen, fordi instruktør Felix Herngren ikke lykkedes med at få denne del af historien indarbejdet, så godt som det er tilfældet i bogen. Filmen er stærkt optaget af den humor bogen besidder, men har skruet tempoet noget i vejret. Det er forståeligt at der er behov for et øget tempo, i betragtning af hvor mange historiske begivenheder der skal berøres, men på sine knap 2 timer når filmen aldrig rigtig at få sin rytme på plads. Personligt havde jeg hellere undværet nogle af de historiske tilbageblik, til fordel for en skarpere nutidig del.     

Filmen er skåret med henblik på at have bred appeal og også at få et stort format ved hjælp af de historiske sekvenser. Bogens Allan ligner måske nok Forrest Gump, men Herngrens film vil gerne være "Forrest Gump". Den er da også flot fra et visuelt standpunkt. Hovedrolleindehaver Robert Gustafsson er sminket til at ligne den hundredårige Allan, på en meget overbevisende måde, billederne er fine og alt er i det hele solidt og godt filmhåndværk. Men filmen bliver aldrig sin egen. I stedet er den et miks af noget meget amerikansk, med blot en smule af den skævhed som bogen flyder over med.    

Felix Herngrens filmversion af "Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt" har et fokus, der er drejet markant mere i retning af de sjove situationer vores hovedpersoner kommer ud i, end på menneskerne selv. Bogen har bedre tid og kan derfor både få inddraget spektakel og figurer, men filmen tager også et tydeligt valg om at ville være morsom på en folkelig og lidt flad måde, i stedet for at tilføje lidt kant, ved at vise at de her personer, er både sære og for manges vedkommende har et moralkodeks, som de fleste nok ville betragte som skævt. 

Hverken bogen eller filmen om Allan Karlsson er mesterlige, bogen er dog i højere grad i stand til at byde ind med nogle personportrætter, der tilføjer noget ekstraordinært og lidt mere vedkommende end blot den underholdende, men på mange måder ligegyldige historie om en mand der tilfældigvis er kommet i berøring med nogle afgørende punkter i historien, uden egentlig at være bevidst om hvad hans indsats betød eller skulle gøre godt for. Historien om en flok af udstødte særlinge, bliver i lidt for høj grad til en række mærkelige situationer, kædet sammen af nogle tørre one-liners, der da er meget kække, men ikke så meget mere end det. 

Fortællingen om den store fisk

Hej igen alle sammen! Denne måneds indlæg bliver om en film, som ikke er ny for læserne her på bloggen! Jeg vil som sådan ikke anmelde filmen, og historien bag kan helt sikkert findes i Marks eget indlæg – som sædvanligt vil mit fokus være på filmatiseringen af bogen!

Bogen bag den første blockbuster

Af Xenia E. Svensson

Peter Benchley er forfatter til bogen bag filmen. De to har meget til fælles, også selvom der er nogle plotlines, som filmen undlader at inddrage. Benchleys bog er fyldt med spænding, drama og gys! Det er lang tid siden, at jeg har læst en bog, som faktisk gjorde mig bange. Samtlige gyserbøger har ikke haft den virkning på mig, men det har Dødens Gab!

I bogen er det også politibetjenten Brody, der er hovedpersonen. Filmen og bogens Brody ligner meget hinanden: En velset familiefar, der er god til sit arbejde og som har styr på det meste af sin tilværelse. Der går ikke mange sider, før man som læser er glad for Brody og er sikker på, at han er helten, der skal sørge for, at alt bliver godt igen. Det samme gælder for filmen. Brody hviler så meget i sig selv, alle hilser på ham med positive miner og hans autoritet lyser igennem med det samme, han befinder sig på et gerningssted. Brody er helt klart helten i fortællingen, og filmen har taget beskrivelsen af ham bogstaveligt, så det er ligesom at læse om ham, når han ses på det store lærred.

  

Bogen har valgt at have hajen som en hovedperson også: Ja, du læste rigtigt: Hajens synsvinkel fortælles også. Dette kunne have været meget plat og fjollet, men det ender med at skabe en masse ekstra spænding til fortællingen, fordi vi som læsere ved, hvornår angrebene kommer. Så snart hajen bider sig fast i sit offer, springes der tilbage til en menneskelig synsvinkel, og der ved vi godt, at det allerede er for sent. Beskrivelserne af hajen gør den til et uhyggeligt monster, som vil fortære alt på sin vej. Den er en sand dræbermaskine, og dette portrætterer filmen også.

Hvad en film kan, som bøger ikke formår på samme måde, er suspense for den visuelle sans! I filmen afsløres hajen langsomt, og det er først til allersidst, at man ser den i al sin magt og vælde! Dette skaber kuldegysninger som ingen anden film har gjort det for mig, og kunne man skabe denne uhyggelige stemning i bogen også, er jeg ikke sikker på, at jeg havde læst den færdig! At følge hajens vinkel på fortællingen kombineret med filmens virkemidler skaber en hel og genial fortælling, og netop derfor passer bog og film så godt sammen!

Handlingen i filmen følger bogen fint. Der er nogle enkelte ting, som filmen har undladt, den største er affæren mellem Brodys kone og forskeren Hooper, og denne plotline er så ligegyldig, at jeg i dette tilfælde vil foretrække filmen og dens version uden the famous love triangle! Ydermere er der dødsfald, som filmen ikke tager med, og på sin vis er det faktisk en skam. Hele slutningen er ændret i filmen, og selvom den fungerer rigtig godt og giver mening, chokerede det mig, hvor anderledes den var i forhold til bogen!

Dødens gab er en af de bedste gyserfortællinger, jeg nogensinde har set og læst! Begge fungerer, og som fan af bogen, er der ikke meget i filmen, man kan sætte en finger på. Portrætteringerne af karaktererne er rigtig vellykket, og slutningen kan man sagtens se igennem fingre med, fordi filmen også gør fortællingen til sin egen!

Læs Xenias anmeldelse af Peter Benchleys bog ovre på hendes blog og giv din mening til kende herunder eller på facebooksiden.

Sære Odd

Odd Thomas er ikke en ny fortælling for bogelskere. Der er en del bøger i serien efterhånden, og det er den karakter, som forfatter Dean Koontz også selv har svært ved at slippe. Nu er det endelig gået op for filmverdenen, at denne fantastiske fortælling bare har ventet på at blive levende – og det er sket med stor succes og tilfredshed fra min side!

 

Actioninstruktør gives nyt liv af Koontz' kildemateriale:
Af Xenia E. Svensson

Odd Thomas er fortællingen om Odd, der spilles af Anton Yelchin. Odd kan se de døde og kommunikere med dem. Derfor er Odd ikke som alle andre. Da byen Pico Mundo pludselig besættes af Bodakker (Ånder der dukker op, når der er nogle, der skal til at dø), indser Odd, at noget stort og blodigt skal til at se. Han har aldrig set så mange Bodakker før, og han har kort tid til at opklare, hvor blodbadet skal finde sted… 

En fortælling som Odd Thomas er så oplagt at lave til en film. Der er gys, action og nogle karakterer som bare skriger efter at blive spillet af de dygtigste skuespillere. Alt dette virkeliggør filmen! Jeg har altid selv været enormt glad for Odd Thomas-fortællingen, og da jeg hørte, at den var blevet filmatiseret, var der en del af mig, som var en anelse skeptisk: Især da jeg hørte en masse ukendte navne på rollelisten. I mit hoved havde jeg allerede skabt et dream-cast til denne film, men mine holdninger blev gjort til skamme, da jeg så filmen!

Anton Yelchin gør det fantastisk som Odd. Han formår at bibeholde alle Odds små finurlige kendetegn, og ikke mindst giver han karakteren den kærlighed, som den fortjener! Odd er en person, der er kærlig, omsorgsfuld og samtidig angst og skæv. Det kræver virkelig sin mand at balancere på denne line, men Yelchin gør et formidabelt stykke arbejde! Addison Timlin spiller rollen som Odds kærlighed, Stormy. Stormy er meget lig Odd og alligevel ikke. Hun er helt nede på jorden, og alligevel er hun så lykkelig, at man skulle tro, at hun havde taget et eller andet. Timlin er som skabt til rollen, og hun formår at levere alle replikker og scener lige som de er skrevet i bogen. 

Yelchin og Timlin har et samspil og nærvær, der ikke kunne gøres bedre. Som seer er man fuldt ud overbevist om, at de skal være sammen for evigt og altid, og deres kærlighed er så uendelig, at man ikke kan andet end at kåre dem som det perfekte par. Deres skævheder passer så godt til hinanden, og den lykke, de begge udstråler i filmen, er virkelig bogen værdig!

Handlingen i filmen passer godt til bogen. Filmen tager sig tid til at få alle tingene med, selv de helt små sekvenser, som normalt droppes i de store produktioner, hvis de ikke har noget med selve hovedplottet at gøre. Heldigvis for filmen, er bogen kun 250 sider, og når man har en lang film, kan man nå vidt omkring. Som læser var der enkelte af de mange karakterer, jeg savnede. Selvom personerne var med, var der nogle af deres særheder, som filmen valgte at cutte fra. Har man ikke læst bogen, vil det ingenlunde ødelægge filmoplevelsen for én, og det gjorde det såmænd heller ikke for mig: Det var blot disse ting, der kunne have sat den fede prik over i’et!

Denne film gør virkelig bogen ære, både med cast og måden at fortælle historien på! Det er et modigt sats, men det er så vellykket, og jeg håber inderligt, at de næste bøger også snart vil kunne ses på det store lærred!


Læs Xenias anmeldelse af Dean Koontz bog ovre på hendes blog og giv din mening til kende herunder eller på facebooksiden.

Stjernedrømme

Hej igen, alle sammen!  Som planlagt kommer der også denne måned et indlæg fra mig. Februars indlæg handler om bogen ’Precious’ og filmatiseringen af denne. Precious handler om den amerikanske pige, Precious, der bor med sin mor og stedfader. Hele sit liv har hun drømt om at blive elsket af alt og alle: Hun vil gerne være berømt, synge, danse og være beundret. Men virkeligheden er en anden: Derhjemme får hun bank, hun har aldrig færdiggjort skolen, og hun har været gravid med sin stedfaders barn…

'Precious' tør ikke gå hele vejen på film: 
Af Xenia E. Svensson

Bogen er skrevet af Sapphire og er på 150 sider, og er derfor meget hurtigt læst. Da jeg begyndte på den, var jeg sikker på, at der var gået noget galt, da den blev printet, men det er ingenlunde tilfældet: Precious fortæller selv sin historie på sit ubehjælpelige sprog, og på trods af sin ordblindhed, skriver hun hvert eneste smertelige ord, og hun kæmper til det sidste for at få færdiggjort fortællingen. Det tager 3-4 siders tid at vende sig til de mange stave- og tastefejl, men når man har accepteret dette og lært at forstå Precious’ sprog, kan man ikke lægge bogen fra sig! Precious er en bog som tragedie, og flere gange har man lyst til at lægge den fra sig, for man kan ikke kapere al den ulykke, som Precious gennemlever. Hendes beskrivelse af de følelser, tanker og refleksioner, det hårde liv giver hende, er så ærlige, at man som læser ikke kan andet end at føle dem med hende. Som læser er man nødt til at få slutningen på det hele med og hele vejen igennem er bogen en blanding af ulykke og et sandt eventyr.

Dengang ’Precious’ blev filmatiseret, var der mange blandede anmeldelser på banen. Alt fra ”Et sandt mesterværk og en hjertegribende fortælling” til ”En historie fik mig til at forlade biografen” og enkelte biografer har endda oplevet, at seerne er gået i protest grundet de vulgære detaljer, som filmen skulle siges at vise.

Det var med skræk i sjælen, at jeg første gang satte filmen på, og som så mange andre, havde jeg læst bogen inden. Jeg var sikker på, at alle detaljerne og de mange traumatiske oplevelser ville kunne opleves i filmen, og bogens grafiske detaljer ville blive til filmklip, som ville brænde sig ind på nethinden for evigt.

Dette var ingenlunde tilfældet. Filmen tør slet ikke gå så langt som bogen, og jeg fandt det meget ærgerligt og skuffende. Historien blev netop meget stærkere af de beretninger og den måde, som Precious fortalte dem på. Filmen udvander bogens voldelige og seksuelle scener, og det er en skam, når det er en så stor af del handlingen. Precious fortæller fortsat historien, men hendes stemme er ikke så tydelig som i bogen, hvilket også er en skam.

Når det så er sagt, har filmen også en masse stærke sider; især skuespillerne. Gabourey Sidibe, der spiller Precious, fik rollen på grund af sin vægt. Som instruktøren selv sagde: ”Hvor mange sorte kvinder på 150 kilo går lige til audition?” Sidibe gør et fænomenalt job i rollen. Hun viser alle de følelser, som Precious gennemgår i fortællingen med så stor overbevisning, at seeren flere gange må fælde en tåre eller smile af lykke sammen med hende. Mo’Nique, der spiller Precious’ mor Mary, er ikke længere glamourøs men en nedslidt og bitter kvinde, der hader sin egen datter mere end noget andet. Samspillet mellem de to er så perfekt og gennemført, og Mo’Nique har helt klart opnået det, hun ville med rollen: At sætte fokus på det seksuelle misbrug, der kan foregå i alle hjem, og at det ikke altid er faderen, der er skyld i dette…

Alle skuespillere i filmen passer ind, og det er tydeligt, at de alle har lagt alt i deres karakter og den fortælling, som med god grund vandt en oscar for bedste adapterede manuskript!

Precious er både som bog og film fantastiske fortællinger, og man må ikke snyde sig selv for en historie som med både eventyr og beretninger, rammer seeren og læseren dybt nede i hjertet!

Læs flere af Xenias anmeldelser på hendes blog og giv din mening til kende herunder eller på facebooksiden.

Forfatteren der blev filmmager

I en indsats for at 2014 skal blive et mere livligt år på denne blog, har jeg adspurgt min samlever, som har bloggen Xenias Bog-blog om hun kunne have lyst til at skrive et månedligt indlæg om filmatiserede bøger og deres forlæg. Xenia beskæftiger sig i dette sit første indlæg med den absolut anbefalelsesværdige film 'The Perks of Being a Wallflower' og dens forlæg, som jeg kun kender ganske lidt til.  



Tårevædet karakterstudie står distancen på film:
Af Xenia E. Svensson

Jeg har fået lov til at hacke mig ind på Marks blog og skrive nogle indlæg om noget, jeg ved en masse om: Bøger! Cirka en gang om måneden vil jeg skrive et indlæg med fokus på blandt andet bøger og filmadaptationer af disse. I denne måned vil indlægget handle om The Perks of being a Wallflower af Stephen Chbosky (1999). Bogen er netop blevet filmatiseret, og Chbosky selv var instruktør på filmen, hvilket jeg kun kan være enig i er et godt valg!



Perks er en ikke særlig kendt bog i Danmark, men i USA og England er den, hvad ”Det forsømte forår” er for os. Alle i folkeskolen kender til den og har læst den. Filmen har gjort, at mange flere er blevet dus med bogen, hvilket kun er glædeligt. Kort og godt handler bogen (som er mit udgangspunkt) om Charlie, der skriver breve til sin penneven om sin hverdag. Charlie er udenfor i skolen, men da han begynder i High School møder han Sam og Patrick, et søskendepar, som han hurtigt bliver bedste venner med. Sammen udvikler de et tæt bånd, og de går igennem tykt og tyndt, hvor Charlie hurtigt oplever fordelene ved at være fluen på væggen i skolen. Min anmeldelse af bogen kan læses her.

Perks er en bog, der rørte mig meget. Jeg græd, grinte og holdt meget af alle karakterne. Det samme er tilfældet for Chbosky selv. Han har alle sine karakterer helt inde i hjertet, og han har sørget for, at de alle har en del af ham i sig. I interviews fortæller han, hvor vigtigt det var for ham, at han selv var med til at lave filmen, for han kunne ikke bære, hvis nogle ødelagde de mange kræfter og følelser, han havde lagt i sine små hjertebørn. Som sagt så gjort: Chbosky instruerede filmen og har haft mulighed for at arbejde intenst med de skuespillere, der skulle gøre hans mesterværk levende. Chbosky fortæller selv, at det var meget vigtigt for ham at arbejde med Emma Watson (Sam) og Logan Lerman (Charlie), fordi deres forhold er helt specielt i bogen, og det skulle vises i filmen på en helt speciel måde.

Flere gange har Chbosky rost Watson for sit enorme arbejde med karakteren Sam, og han har intet, han ville have gjort om. Hun gør det perfekt, siger han, og jeg er enig. Watson er fremragende i filmen, og den ånd, personlighed og skæve eksistens, som Sam er, bliver portrætteret til perfektion. Det samme kan siges om Lerman. Han har fanget essensen af Charlie, og han har gjort ham levende, som ganske få ville kunne. Charlies usikkerhed ligger hele tiden under overfladen, og det har krævet en talentfuld skuespiller og instruktør at kunne vise dette i en film i stedet for en bog.

Som fan af bogen, kan jeg også tilslutte mig filmens fanskare. Den får alt med fra bogen, og der er intet, som jeg sidder og savner, hvilket ofte er tilfældet, når man laver en filmadaptation. Det er overhovedet ikke tilfældet her. Perks er et mesterværk, både som film og som bog!

Læs flere af Xenias anmeldelser på Xenias Bog-blog og giv din mening til kende herunder eller på facebooksiden.