Ekstraordinær filmoplevelse: Paris, Texas

En mand vandrer i ørkenlandskabet. Vi kender ikke hans mål og vi kender ikke ham. Langsomt introduceres vi for hans familie, som han opsøger, men ham lærer vi kun lidt om. Han er stille, tilbagetrukken og på jagt efter en kvinde, han ikke har set i mange år. 

"I knew these people, these two people. They were in love with each other. The girl was very young, about 17 or 18 I guess and the guy was quite a bit older. He was kind of raggedy and wild. And she was very beautiful , you know. And together they turned everything into a kind of an adventure. And she liked that."

 

Det er egentlig lang tid siden jeg har set "Paris, Texas". Alligevel står filmen stadig tydeligt for mig. Ikke så meget dens fortælling alene, men mere måden den er fortalt på og alt det flertydige den besidder. "Paris, Texas" er en af de film, som jeg er sikker på vil blive ved med at give noget nyt, gensyn efter gensyn. Den er langsomt fortalt, men driver af stemning. Det er sjældent jeg husker en film så meget for dens billeder. Jeg husker ikke bare at den er flot, men specifikke billeder står også frem: En kvinde iført pink bag en glasrude, ørkenens ensomme vidder og byen belyst i grønt. Filmen bruger farver på en måde, der efterlader et indtryk. Det er ikke bare iøjnefaldende og det er på ingen måde prangende, men det er så mættet og ladet med betydning og følelse, at det stadig sidder i kroppen når jeg formulerer disse sætninger. Der er også øjeblikke der sidder fast: En mand og en dreng på jagt efter en kvinde i en særlig bil, samtalen med føromtalte kvinde bag ruden, stilhed mellem sætningerne der veksles.

"Et sansemæssigt bombardement, der vækker mindelser om David Lynch når han er bedst."

Jeg har pinligt dårlig viden om Wim Wenders' film. Så jeg kan ikke forholde mig til mandens øvrige filmografi, men bare konstatere at jeg er helt vild med det han her har lavet. Harry Dean Stanton er en vidunderlig skuespiller, der oftest vandrer rundt i periferien af film, i en sær, men fascinerende, eller som minimum underholdende, birolle. Her er han front and center. Det bærer han smukt med en imponerende introvert personlighed, som det egentlig er mærkeligt er så fascinerende, når man tænker på hvor lidt han i lang tid viser af sig selv. I virkeligheden er det sikkert netop mystikken omkring ham, der gør ham så fascinerende. Hans jagt efter sin forsvundne kone, er medrivende fordi den også er en jagt efter mandens egen historie og en nøgle til forståelsen af ham. Har han engang været noget andet og mere end den noget passive personlighed, der nu er tilbage?

Jeg er sikker på der er dem, som vil kede sig bravt under "Paris, Texas". Den er ikke noget brag af en spændingsmættet filmoplevelse. Til gengæld er den et sansemæssigt bombardement, der vækker mindelser om David Lynch når han er bedst. Den er ikke nær så surrealistisk, men den er nøjagtig lige så kompleks. Det der accelererer oplevelsen, er at den tager os med på jagten efter et forsvundet menneske, som kommer til at repræsentere meget mere end hende selv. Det bliver en utroligt rørende oplevelse at se, om smerten til sidst bliver det værd. Det er en mand på skattejagt, men i stedet for guld, er det noget af ham selv der har ligget begravet: Moderen til hans barn, en kompleks kærlighed som er blevet uvirkelig og et håb for en fremtid, alt sammen indeholdt i en stakkels kvinde bag plexiglas.



Wim Wenders film er én af dem du skal se midt om natten, når du sidder alene og der er ganske stille omkring dig. En historie og et univers du skal lade dig forføre af, fordi det er smerteligt, samtidig med at være helt vidunderligt. Filmen er præget af et mediterende tempo og den har hang til brug af ekstreme farver og kontraster. En følelsesmæssig tur der både kan virke nostalgisk og messende. Med sit nedtonede tempo og følelsestunge intensitet, vil du ikke falde i søvn, men i en dyb forelskelse. Når du drager gennem ørkenen og oplever hvad der kan virke som et fatamorgana, men i virkeligheden bare er poetiske øjeblikke, smukt kompileret i en film og fortalt som en historie om fortid og fremtid og kampen med at forlige sig med begge dele. En simpel kærlighedshistorie, der på en og samme tid er uendeligt kompleks.  

Melancholia

“Melancholia” fortæller i to dele historien om verdens undergang gennem de to søstre Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg). Fra først den deprimerede Justines synsvinkel og siden den på overfladen mere kontrollerede Claires, opleves den sidste tid, før planeten Melancholia kolliderer med jorden. Det bliver imidlertid aldrig truslen mod vores jordklode, der kommer i fokus, men i stedet karakterernes individuelle reaktioner på den snartkommende undergang.  

"Antichrist" og "Melancholia" udgør de to første dele af Lars Von Triers såkaldte depressions trilogi. For begge film gælder det at stemningen i høj grad tager prioritet over det egentlige plot. Ligeledes har begge film også nogle ekstremt smukke prologer optaget med højhastighedskameraer. Ligesom i “Antichrist” er det i “Melancholia” også mørke tematikker, der dominerer, og psykisk ustabilitet anført af depression er helt central i fortællingen. Von Trier leverer således endnu en følelsesladet film, som ingenlunde kan påstås at efterlade seeren med en opløftende fornemmelse, men i stedet er filmen atter en gang en udforskning af filmmediet og i øvrigt et vellykket eksempel på, hvordan visuelle effekter kan bruges subtilt og komme til at fremstå langt mere virkelige ved ikke nødvendigvis altid at være det primære fokus. Æstetisk er filmen derudover ofte en fornøjelse at betragte. I al sin upolerede glorværdighed har Von Trier efterhånden fundet en vellykket balance mellem fordums dogmeteknik og et mere klassisk filmisk udtryk.   

Justine er i centrum for filmens første halvdel, men hele vejen igennem filmen får Kirsten Dunst mulighed for at levere en dybfølt og intens præstation. Justine personificerer den melankoli, Von Trier har sat i fokus,men er også nærmest skizofren i sin skiften mellem sårbarhed og styrke. Hendes karakters mange humørsvingninger kommer grundet Dunsts præstation til at fremstå realistiske og grundede i karakteren. Samtidig er Justines del af filmen bevidst holdt i en mere gullig tone, som giver netop denne del en varme, som på mange måder står i kontrast til den distancering, Justine selv føler overfor sine omgivelser. Alt sammen resulterer det i en første halvdel, som længe er meget langt fra filmens overordnede plot men i høj grad sætter tonen for filmen og slår fast, at “Melancholia” i højere grad er et karakterstudie. Den er perfekt indrammet af en stemningsmæssigt vellykket opbygning mere end en traditionel katastrofefilm eksempelvis ville have været det. Ydermere er slutningen utvivlsomt en af de stærkeste, undertegnede nogensinde har oplevet. For i modsætning til amerikanske storfilm som “2012”, hvor folk dør i massevis og effekterne er mange, påvirkes denne tilskuer i “Melancholia” på et følelsesmæssigt plan og kan derfor fornemme omfanget af ødelæggelserne, hvilket ikke er tilfældet i førnævnte Hollywood film. 

"I al sin upolerede glorværdighed har Von Trier efterhånden fundet en vellykket balance mellem fordums dogmeteknik og et mere klassisk filmisk udtryk."

Filmens anden del viser opløsningen af de såkaldt “almindelige” menneskers håb, da planeten, fra hvilken filmen har fået sin titel, nærmer sig. Ligesom Willem Dafoes karakter i “Antichrist” er Kiefer Sutherlands karakter John (Claires husbond) i denne film repræsentant for den fornuft, som på mange måder er modsat den følelsesdrevne Justine. Under tiden udvikler Claire (anden dels centrale karakter) en angst, der bedre end noget andet, får kommunikeret karakterens enorme frygt, og at Claire måske ikke er så langt fra Justine, som hun forestiller sig. Charlotte Gainsbourgs evner er nemme at få øje på, og des nærmere filmen nærmer sig sin kulmination, des mere dominerende bliver hendes karakter og den allerede nævnte angst, som også publikum besmittes med. Samtidig er Claires forsøg på at fastholde normaliteten også ganske væsentlig. Selvom anden halvdel øger fokus på planeten, som langsomt nærmer sig jorden, er det fortsat karaktererne og særligt Kiefer Sutherlands snusfornuft bliver her benyttet til at vise, hvor ubarmhjertig virkeligheden kan være, også selvom den ses fra et logisk synspunkt i stedet for et følelsespræget. Atter en gang er parallellen til “Antichrist” oplagt at drage, i det her også var stor forskel på de to karakteres henholdsvis emotionelle og intellektuelle tilgang til en stærkt traumatiske oplevelse.

I kraft af filmens afslørende indledning, behøver publikum ikke at overveje, hvorvidt kulminationen mellem Melancholia og jorden vil ske, for det er ikke, hvad der er væsentligt. Det er tværtimod karaktererne, for hvem fortællingens skæbnesvangre gang er både uundgåelig og frygtelig, men i filmens sammenhæng resulterer i en endnu mere fokuseret fortælling om jordens og sjælens forfald. Lars Von Trier er til stadighed en af vort lands mest interessante instruktører og en mand, hvis film uden problemer er i stand til at tale for sig selv. "Melancholia" holder hvad der blev lovet inden dens udgivelsen: Den er en smuk film om verdens ende.

The Rocky Horror Picture Show

En regnfuld aften kører det nyforlovede par Brad (Barry Bostwick) og Janet (Susan Sarandon) hjem fra et bryllup. Deres bil punkterer på vejen, og de må søge hjælp i et mystisk slot. På slottet bydes de velkommen af Riff Raff (Richard O'Brien), en mystisk tjener. Parret opdager snart, at de er ankommet midt under, hvad der til forveksling ligner en fest. Det varer ikke længe, inden deres vært, Dr. Frank-N-Furter (Tim Curry), gør sin entre. Herfra vikles parret ind i en bizar række begivenheder.

Det er svært at vide, hvad man skal forvente af denne film. Kender man ikke i forvejen til dens mystiske univers, vil man formentlig blive overrasket, når hastigheden i filmen for alvor stiger. Man skal være usædvanligt hårdhjertet for ikke at lade sig rive med ind i det tossede univers, som er lige så kikset, som det er smukt og rebelsk på den mest vidunderlige måde. Indledningen ligger op til en mere klassisk film og det er i kraft af denne indledning, at vi lærer vores hovedkarakterer Brad og Janet at kende, og det er samtidig også den ændring i stil, der snart efter forekommer, der effektivt suger seeren ind i den mere mystiske del af filmen. I denne del spiller den pukkelryggede Riff Raff, der som en anden Igor, hjælper den transseksuelle doktor Frank-N-Furter med sine eksperimenter en stor rolle. Ikke bare er præmissen om en transseksuel doktor, der tager Frankensteins arv op og skaber muskelmænd til sin egen fornøjelse, bizar, men udførslen er i al sin musikalitet ligeså. Særligt er lyrikken med til at vise filmens komiske sider, og der henvises rask væk til alt fra King Kong til sci-fi klassikeren "The Day the Earth Stood Still".

"I al sin uperfekthed, fjol og ballade, er der trods alt nærmest noget smukt over filmen." 

 

Måden, filmen formår at balancere sin humor, referencer og seriøsitet, er imponerende. Man kommer til at holde af den sære samling karakterer - samtidig med at de allesammen grundlæggende er både uhæderlige og fuldstændig i deres følelser og lysters vold. Tim Currys mildest talt excentriske Dr. Frank-N-Furter er fremragende leveret. Curry har en selvsikkerhed, som man ikke skulle tro, en mand kunne præstere iført et så stramt outfit, som Curry ifører sig i denne film. Med et smil på læben og en melodi på tungen leveres karakterens narcissistiske mani med en sådan overbevisning, at vi fra første scene køber karakteren og igennem ham resten af præmissen. Modsat Curry er de to "almindelige" mennesker, som fører os ind i historien Brad og Janet. Barry Bostwick, som mange vil kende som den lettere distræte borgmester i "Spin City", virker indledningsvist tilpas almindelig til, at publikum kan lade sig blive fulgt ind i filmen af ham. Susan Sarandon leverer ligeledes en indledningsvist meget tilbageholdende præstation som Janet, der så gerne vil giftes. De to giver filmen meget af dens pointe, for det varer ikke længe, inden vi erfarer alt det Brad og Janet har holdt tilbage. Frank-N-Furter er en manipulerende frister og inden længe, er de to som forandrede.

Filmens musik er meget sigende for resten af filmen. Med stærke rødder i rock og mere traditionelle musicals, når den fra intenst pumpende glæde til sørgmodigt længselsfuld ærgrelse. Vi følger vores karakterer igennem musikken, og det er tydeligt, at filmens handling og musikken går tæt i spænd, som det naturligvis hører sig til i en musical. Instruktør Jim Sharman har tydeligt haft føling med Richard O'Briens musik og formår igennem filmen at kommunikere sangene på ganske vellykket vis. Derudover formår han at lege med musicalgenren, som den ser ud på film. Stilen er også et tydeligt nik til b-filmenes klichefyldte historier. Det er tydeligt, at filmen er sig selv bevidst. Det ses både i de overgearede præstationer og de kitschede kulisser. Curry henvender sig også til kameraet et par gange, og det giver seeren en fornemmelse af den selvironi, der lader til at ligge i hele historien. Klipningen giver også et indtryk af b-films klodsethed, men det er fortsat benyttet meget bevidst. Til slut er det rart, at Sharman, og holdet bag manuskriptet, beslutter at afslutte i en mere seriøs tone. Slutningen og det der leder op til den, har en større oprigtighed og da vi når til Frank-N-Furters sidste store nummer, er det svært ikke at lade sig opsluge af Currys meget indfølte præstation. I al sin uperfekthed, fjol og ballade, er der trods alt nærmest noget smukt over filmen - uden at den derfor kommer til at tage sig selv ubetinget seriøst.

Man skal ikke lade sig skræmme af denne film. Selvom den til tider er fjollet og overgearet, er det helhedens særprægede indtryk, der gør den til så stor en fornøjelse. Med sin flamboyante stil byder "The Rocky Horror Picture Show" på masser af pjat og tager aldrig sig selv for alvorligt, men præsterer ligeledes et frigørende budskab om ikke at drømme det, men være det! Filmen opfordrer til at udtrykke den, man er, og af og til give pokker i traditioner og etikette. "The Rocky Horror Show" er en sær fest: Buldrende humoristisk, frigørende og rytmisk medrivende!

Apocalypse Now

“Apocalypse Now” er historien om Kaptajn Benjamin L. Willard (Martin Sheen), der er hjemvendt fra krigen men ikke kan slå den ud af sit hoved. Således sidder han blot i sit hotelværelse og venter på den næste mission, og det varer heller ikke længe, før den lander på hans bord. Oberst Walter E. Kurtz (Marlon Brando) har under en mission i Vietnam sluppet sine opgaver og regnes for at være blevet sindssyg. Det er nu Willards opgave at tilvejebringe Kurtz, så han kan blive stillet til ansvar for sine handlinger.

Kender man blot en smule til de problematikker, der var i forbindelse med skabelsen af denne film, kan det være svært at forstå, hvorledes et sådant kaos har kunnet lede til en så fremragende film som “Apocalypse Now”. Filmen er nemlig ikke blot en fortælling om krig men også en beskrivelse af denne, og en meget psykologisk en af slagsen. Det er ikke blot vores hovedperson, der i denne film tages på en rejse men også seeren selv. Rejsen er til tider nærmest ubærlig og ofte ubehagelig, men det er hele vejen igennem nærmest umuligt at tvinge øjnene fra skærmen, selv når fortællingen bliver allermest mørk. 

Til en start er det visuelle udtryk, som Vittorio Storaros og Francis Ford Coppola får skabt i filmen, overvældende. Ikke alene er der en stor leg med lys, men man har samtidig formået at holde en fin balance mellem hård realisme og et stiliseret mørke, som langsomt får lov at få overtaget. Hvad der også varieres imellem er de tætte intime billeder og de større, for krigsfilm mere typiske, panoramabilleder af en mere voldsom karakter. Selve filmen bliver imidlertid aldrig tilnærmelsesvist typisk, og årsagen til dette ligger gemt i det faktum, at filmen altid krydrer sine billeder med atmosfære. Strøget til side er alt andet end den rå fornemmelse af at gå igennem denne oplevelse. “Enhver mand har et bristepunkt,” siges der tidligt i “Apocalypse Now”: Filmen portrætterer mennesker der står på kanten til at gå i stykker. Som den psykologiske pendant til en slasherfilm, forsvinder figurerne en efter en ud i fortabelsens mørke, men i stedet for Michael Myers eller Jason Vorhees er det deres egen psyke, der er ude efter dem. 

"Som den psykologiske pendant til en slasherfilm, forsvinder figurerne en efter en ud i fortabelsens mørke, men i stedet for Michael Myers eller Jason Vorhees er det deres egen psyke, der er ude efter dem."

Francis Ford Coppola har ikke blot medvirket som instruktør på denne film. Han har også medvirket på andre fronter, deriblandt både manuskriptet og musikken. Særligt musikken er endnu en komponent, som i den grad medvirker til at skabe den emotionalitet, som filmen besidder. Særligt i filmens sidste halvdel bliver Francis og Carmine Coppolas soundtrack mere dominerende og understøtter meget effektivt filmen, alt imens mørket tager til. Manuskriptet er løst baseret på bogen “Heart of Darkness” af Joseph Conrad. Selve manuskriptet var en kombineret indsats imellem John Milius og Francis Ford Coppola. Det, at filmens indhold aldrig kommer til at virke forceret, er en bedrift i sig selv. Grunden til dette er, at plottet i sig selv ikke er videre omfattende. Hvad der driver filmen frem er i stedet de individuelle scener. Med andre ord er det de oplevelser, vi følger Willard igennem, der holder filmens tempo.

Hvad der endvidere styrker filmen, er Martin Sheens tilstedeværelse i den. Han er, ligesom hans søn senere ville være det i “Platoon”, det filter, vi oplever historien igennem. Det, at hans karakter i lang tid blot er en betragtende part i filmen, forhindrer ikke Sheen i at understrege sine evner ganske eftertrykkeligt i denne film. Dette talent ligger såvel i de ordløse reaktioner, han ofte giver, som i de egentlig talte replikker og de enkelte scener hvor Willard for alvor får lov at udtrykke sine følelser. Filmen er i det hele taget fyldt med mindeværdige karakterer. Fra Robert Duvalls nu legendariske Oberst Løjtnant Bill Kilgore til Frederic Forrests Jay ‘Chef’ Hicks er denne film endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er med gode karakterer. Francis Ford Coppolas “Godfather” fra 1972 er ligeledes kendetegnet ved sine karakterer og huskes netop for disse. En genganger fra netop “Godfather” er Marlon Brando. Det er umuligt at komme uden om Brandos præstation i denne film. Med Oberst Walter E. Kurtz leveres der endnu en ikonisk karakter fra Brandos hånd; denne gang i form af en mand der både er ærefrygtindgydende og uendeligt sårbar. Scenerne med Kurtz er det perfekte følelsesladede crescendo til en film, der ikke svælger i action, men søger ind i de mennesker den handler om. Værd at fremhæve er også Dennis Hopper, hvis rolle mere eller mindre blev skrevet sideløbende med optagelserne men alligevel ender med at blive en af filmens mest særprægede og mindeværdige karakterer.

Francis Ford Coppola har som instruktør nogle ganske store film på CV’et. En af de mest væsentlige af disse er “Apocalypse Now”. Holder man sig til den oprindelig biografversion, vil man ikke blive skuffet af denne tragiske fortælling om den menneskelige morals forfald og krigens mørke.

Ekstraordinær filmoplevelse: Hushpuppy

Hushpuppy (Quvenzhané Wallis) bor med sin far Wink (Dwight Henry) i et lille lokalsamfund kaldet Bathtub. De to såvel som de øvrige beboere er stærkt afhængige af naturen, men en dæmning bygget af udefrakomne skader deres lille økosystem. Da Wink beslutter sig for at springe dæmningen, begynder en helt ny række af problemstillinger at melde sig.

Balancen mellem mennesket og naturen er central i ‘Hushpuppy’, som man på den måde kunne forvente ville virke en smule prædikende eller belærende. Det er ikke tilfældet. I stedet er Benh Zeitlins spillefilmsdebut en overraskende luftig filmoplevelse. Dermed ikke sagt at filmen er uden vægt eller relevans, langt fra, men de stærke præstationer står på egne ben på den måde, at Zeitlin gør en dyd ud af ikke at gøre filmen grå eller synke ned i et deprimeret stade. Filmen holder fast i en livlig klipning og musikalitet, og der er en god tråd i karakterernes grundindstilling om ikke at give efter for livets udfordringer, men i stedet acceptere dem som en naturlig del af vores grundvilkår; Et verdenssyn som bliver udfordret, når man stiller filmens centrale skæbner op imod den moderne vestlige verdens tilgang til livet. Filmen visualiserer, hvor massiv en barriere, der kan være i mødet mellem to forskellige kulturer, fordi det er to forskellige tilgange til livet såvel som døden, der her kolliderer.  

Quvenzhané Wallis og Dwight Henry er filmens absolutte midtpunkt. Wallis er blevet hyldet vidt og bredt blandt andet i form af en oscarnominering, hvilket for en 9-årig pige, der var endnu yngre under indspilningerne, er voldsomt imponerende. Der var i øvrigt ikke noget i vejen for at hun kunne have vundet. Hendes præstation er ikke bare tilstrækkelig men bevæger sig langt ud over, hvad de fleste ville have forventet: Nedtonet, underspillet og i det hele taget lige i øjet. Det er en pragtpræstation og ikke blot, fordi hun er et barn: Mange langt ældre skuespillerinder kan blot drømme om den karisma, som Wallis besidder, allerede på dette tidspunkt. Dwight Henry er egentlig bager. Sine kæmpe talenter indenfor skuespilsfaget til trods insisterer han fortsat på, at dette er hans primære beskæftigelse. Uanset hvad han lader fylde mest i sit liv, har han i rollen som Wink, den særprægede men i sidste ende sympatiske far til Hushpuppy, leveret en mindeværdig præstation. Hans optræden er eminent, og det er i gnisten mellem ham og Wallis, filmens stærkeste øjeblikke opstår.

"[...] en tåreperser, som ikke er nedslående, men nænsom i doseringen af sin emotionalitet. Den arbejder med tunge emner på en legende måde og er alligevel ikke bange for at gøre ondt på sin seer."

Man kan ligge en del overvejelser i, hvad der er hjertet af fortællingen i ‘Hushpuppy’ eller ‘Beasts of the Southern Wild’, som filmen oprindeligt er kaldt, men mest håndgribeligt er forholdet mellem far og datter. Ikke alene er Zeitlin og Lucy Alibars fortolkning af sidstnævntes teaterstykke ‘Juicy and Delicious’ utrolig velskrevet på et samlet plan, men dialogerne er helt eminente. Det er kendetegnende for filmen, at meget ligger gemt mellem linjerne, og til trods for, at der er inkluderet en voice-over, der potentielt set kunne have været dræbende for al selvstændig tanke hos seeren, ender det ikke med at være tilfældet. Redskabet er sparsommeligt brugt og medvirker mere til at bringe begivenhederne ned i børnehøjde, end til at beskrive ting, vi reelt set selv kunne have udledt af filmens billeder. Hushpuppy selv tumler med nogle enorme spørgsmål, fordi hun lever et liv, hvor der kræves meget af hende, og det er en af de andre ting, der gøres klart gennem voice-over.

‘Hushpuppy’ er en tåreperser, som ikke er nedslående, men nænsom i doseringen af sin emotionalitet. Den arbejder med tunge emner på en legende måde og er alligevel ikke bange for at gøre ondt på sin seer. Den insisterer bare ikke på det. I stedet videregiver den med en blanding af symbolske over- og undertoner et budskab om den styrke, Hushpuppy og hendes far i filmen bliver et billede på. Fremfor at gøre de to til til ofre, tegnes de som hele mennesker, der på deres egne betingelser er sejrrige; Selv når livet smerter dem allermest.

Love beats the demon

Ud for en diner ankommer tre mænd. Deres bil oser. De begiver sig ind på dineren og bliver mødt af jukeboxen, der spiller et gemytligt miks af rockabilly tilforladeligheder. En kvinde danser sensuelt foran. Den yngste af mændene bevæger sig, bevæbnet med en øl, hen mod kvinden og påbegynder en række grove danserutiner, som involverer øllen som fallossymbol. Først lader kvinden ikke til at genere sig ved det, men danser videre. Ved disken sidder to mænd imens og konverserer. Den ene, cowboyhat bærende, deltager i samtalen var blandt mændene der ankom i bilen, mens den anden, som er iført et par cirkelformede solbriller, har siddet der nogen tid. Cowboyhatten kommenterer på de to dansene og beskriver kvinden på en objektiviserende og nedladende måde, hvilket resulterer i en prompte respons fra manden med de markante briller: “Hendes navn er Mallory”. Cowboyhatten svarer henkastet: “Det er muligt du kalder hende Mallory, jeg kalder det fisse.” 

Dansen ved jukeboxen er blevet en smule mere tilbageholdende fra Mallorys side og det er tydeligt at hun begynder at være utilfreds med liderbassens tilstedeværelse. Pladen stopper og manden virker utilfreds. Mallory smiler og siger drillende: “Sig mig, flirter du med mig?” Hun griner og en ny plade ryger samtidig på jukeboxen. Mens bandet L7 bryder ud i deres aggressive nummer ‘Shitlist’, tager liderbassen en tår af sin øl. Mallory smadrer flasken, endnu før den første rigtige tår har ramt enden af hans tunge. Hun slår ham igen. Og igen. Nådesløst regner slagene ned over manden. Mallory klapper begejstret i sine hænder: “Hvor sexet er jeg nu!?” spørger hun triumferende. Inden nogen ved af det henlægger baren i kaos. Mickey - manden med solbrillerne - tager fat i sin sidekammerat og afliver ham med en kniv. Således dræbes hele dinerens besøgende og ansatte, pånær to. 

Mallory, der endelig er blevet færdig med liderbassen, afbryder servitricen i at flygte og Mickey skyder hende. Tilbage står en forskræmt mand. Mallory bevæger sig hen mod ham, med armene mobbende løftet til klør og siger: “Når politiet kommer, skal du fortælle dem at det var Mickey og Mallory Knox der gjorde det.” Lykkelig gentager hun deres navne og omfavner Mickey i et passioneret kys. 

Natural Born Killers (Director’s Cut) af Oliver Stone: 
Oliver Stone har beskæftiget sig med mange kontroversielle emner: JFK, Vietnam og i forlængelse af disse, vold. Her finder vi også en af de mest centrale emner for denne film. ‘Natural Born Killers’ beskæftiger sig med vold på en måde, der er stiliseret og på alle måder urealistisk. Dette står i skarp kontrast til instruktørens ‘Born on the Fourth July’, der havde konsekvenserne af vold som omdrejningspunkt og viste hvor uoprettelig en skade, en enkelt kugle kan gøre. Denne film er plastret fra væg til væg med vold, mord, blodsprøjt og foruroligende visuelle indtryk. Det har ledt til en del misforståelser i forhold til filmens indhold, for hvordan kan man lave en film der problematiserer vold og samtidig lave den ekstremt voldelig? Sagen er at Oliver Stone ikke har lavet en film der i så høj grad stiller skarpt på voldens væsen, som den gør det på de der betragter volden. Filmens tilskuere underholdes af det de ser og kommer sågar til at holde af dens antihelte, men hvorfor? Og hvorfor idoliseres massemordere? Det er altsammen berørt i Stones manuskript, som er en bidende satire på en kultur der blev og bliver slået ihjel af tomhjernet fjernsyn og ladhed. 

Det er da heller ikke så mærkeligt at filmen skabte furore. Dens stil alene vil være nok til at aftænde mange tilskuere, men igen er der en fin dobbeltsidighed i Stones værk, hvorfor fortælle en historie om en overstimuleret, forkælet generation i en stil som emulerer denne overstimulerende måde at fortælle på? For provokationens eller genkendelighedens skyld? Måske. I hvert fald kræver instruktørens valg sin tilskuers fulde opmærksomhed. I stedet for at fylde mængdevis af klip ind, blot for at gøre det, er de indsatte klip ladet med betydning. Instruktøren selv taler om arbejdet med parallel klipning, hvor filmens egentlige begivenheder krydsklippes med karakterernes perception af disse hændelser. Filmen er udover disse abrupte følelsesmæssige udbrud fyldt med baggrunde der konstant tilføjer til fortællingens subtekst. Udenfor vinduer eller på mure forekommer der pludselig billeder af krig og smerte. Filmen skifter undertiden også stil, så dele eksempelvis er fortalt som sit-com og reklamer dukker også op undervejs. Det er altsammen inkluderet for at give en fornemmelse af at filmen i sig selv er en del af den kultur den problematisere og det tilføjer atter et lag til fortællingen.

Men filmen er mere end sin stil og blandt de primære grunde til at blive engageret i filmen, er skuespillere som Juliette Lewis, Woody Harrelson, Tom Sizemore, Tommy Lee Jones, Robert Downey Jr. og mange flere. Filmen flyder over af skuespilpræstationer der er mangefacetterede, fordi de veksler mellem overspil, tilbageholdenhed og oprigtighed. Alt sammen fremstår det overlagt. For ligesom filmens stil skifter og den springer fra poesi til upolerede grovheder, til tider i samme scene, er der plads til at skuespillerne kan udforme deres karakterer med en række nuancer, som gør filmen nærværende på en anden måde end hvis den blot var satire, politisk kommentar eller hvorledes man nu vil omtale filmens øvrige indhold. Filmen byder på nogle figurer, hvis mørke er så unikt at det er svært ikke at blive nysgerrigt på hvad der ligger under. Endvidere præsenteres vi også for et persongalleri, der er sorthumoristisk og tragedien blander sig succesfuldt med komedien talrige gange undervejs. 

Oliver Stone tildeler filmen en vis forløsning og fordømmer ikke sine karakterer, men former dem således at vi som tilskuere i sidste ende går splittede fra historien. Hvem er i det hele taget ofre og hvem er skurke? Filmen er et broget skilderi og byder derfor på flere spørgsmål end svar. ‘Natural Born Killers’ er først og fremmest et stemningsfuldt sansebombardement, der kan betragtes fra mange vinkler og også er blevet det. For mit eget vedkommende er det den film jeg oftest er vendt tilbage til. Den er rig på mørke, men samtidig også på kærlighed og så er den fascinerende for både sin fortælling, sin stil og sine holdninger. 

Ond kvinde

Antichrist:

Et par i dyb sorg tager til "Eden", deres hytte i skoven, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da naturen griber ind. Willem Dafor og Charlotte Gainsbourg (der modtog prisen for Bedste kvindelige skuespiller ved filmfestivalen i Cannes) spiller hovedrollerne i denne intense fortælling om ondskab, magt og kærlighed mellem to mennesker.

(- Resume fra udgivelsen) 

Mit bekendtskab med Lars Von Triers film startede cirka her omkring. Jeg husker ikke længere hvad det var der dragede mig mod lige præcis ‘Antichrist’, når nu jeg ikke tidligere havde haft det store kendskab til manden, måske havde jeg ligefrem tilsluttet mig gruppen af mennesker der decideret afskyr Trier. Under alle omstændigheder landede min bagdel i biografsædet og jeg benyttede derefter filmens spilletid på at have den absolut mest inddragende biografoplevelse jeg nogensinde har haft. Min antipati overfor filmskaberen opstod i forbindelse med noget tv jeg så omkring hans ‘Direktøren for det hele’ fra 2006, hvor instruktøren fortalte om de algoritmer der på tilfældig vis havde udregnet vinklerne i filmen. Jeg var oprørt over idéen om at en filmskaber reelt ikke længere skulle skabe sin film, men blot overlade udseendet til en computer. Herfra hvor jeg nu står, synes det nemmere at acceptere den type forsøg, fordi det netop er i afsøgningen af filmmediets grænser at Trier kan komme til at stråle. Det er ‘Antichrist’ et glimrende eksempel på. Filmen vakte selvsagt opmærksomhed i pressen for sine provokerende elementer og det overskyggede langt omtalen af selve filmen. Da de frygtsomme samtaler om nosser der bliver kvast og vaginaer der mishandles stilnede af, efterlod filmen både en række flotte og en mængde ekstremt negative anmeldelser bag sig og som med så mange kunstværker, efterlades filmen selv tilbage, som den eneste målestok man i sidste ende kan bruge til noget, når der tale om noget der som Trier skiller vandene.

Og hvilken film det er. Temaer som sorg, sex og ondskab boltrer sig imellem hverandre, hvilket efterlader tilskueren i en absolut trance. Anthony Dod Mantles billeder har sandsynligvis været for kønne for Trier i retrospekt, men for undertegnede skal den dygtige kinematograf ikke høre nogen klager. Der veksles mellem det råt upolerede og det grotesk smukke, hvilket er en vindende kombination, når det kombineres med filmens fortælling. ‘Antichrist’ er blevet kaldt mandschauvinistisk og kvindefordømmende. Hvorvidt Trier har komplekser i forhold til kvinder, skal jeg ikke forholde mig til, men til trods for alt det der kan tolkes i den retning, må man samtidig konstatere at Charlotte Gainsbourgs karakter, ikke alene er sympatisk en vis del af filmens forløb, men også indeholder mest af Trier selv, som jo netop har kæmpet med den angst og depression, som hun portrætterer. Samtidig er Trier en af de allermest dygtige manuskriptforfattere, når det kommer til at udforme stærke feminine karakterer, hvilket også er årsagen til at han til stadighed, sine frækheder til trods, kan tiltrække velkendte amerikanske skuespillerinder til sine film.

Kristian Eidnes Andersen har skabt lydcollager til filmen, som jeg tøver med at kalde decideret musik, men som fuldt ud kan måle sig med det ellers mesterligt foruroligende underlæg Tobe Hoopers ‘The Texas Chainsaw Massacre’ var pakket ind i. Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe der i samarbejde skal bære filmen på deres skuldre, er blevet pacet til at yde deres absolut bedste. Dafoe er i det hele taget fremragende som skuespiller, men kan have en tendens til at være overmåde underholdende i hans overspil. Det er der ikke et spor af her. Begge figurer er mesterligt afbalanceret mellem det sympatiske og det usympatiske. Dafoe bliver undertiden tilskuerens primære fokus, men indledningsvis er det ham der foretager mange af fejlene og ikke vil dæmme op for smerten i det tab han har lidt. Det er muligt at filmen er hård ved kvinder, men den har bestemt heller ikke den store sympati overfor machomanden, der hiver i jernskjorten og fralægger sig sine egne følelser for at dyrke sin partners.

‘Antichrist’ er i høj grad en film der skal opleves med det fulde sanseapparat. Dens sorgfortælling er hjerteskærende og den stemning af noget uforløst som hviler over det meste af filmen, skaber en anspændthed, som ingen ‘Paranormal Activity’ eller tilsvarende suspensebaserede gyserfilm kan matche. Med andre ord er ‘Antichrist’ udover sin symbolisme, tungsindighed og multifacetterede fortælling, en fandens god skrækfilm. Den oser af stemning og mens Trier eksempelvis i ‘Riget’ skifter mellem stemninger og tager det gode med det onde, er ‘Antichrist’ nådesløs i sin fastholdelse af ondskaben, sorgen og mørket.

Teatralsk sælsomhed

Ordet:

Morten Borgen er gårdejer og den troens mand, der vakte egnen for kristendommen i Grundtvigs ånd. Han har tre sønner; Mikkel, Johannes og Anders. Mikkel passer gården og er gift med Inger, men deler ikke faderens tro, Johannes har studeret teologi men er blevet sindssyg, og Anders vil gerne giftes med skrædderens Anne, hvis familie tilhører indre mission, der ikke kan forenes med grundtvigianismen, hvorfor de to unge ikke kan få hinanden. Inger føder en dødfødt søn og dør selv i barselsseng. De ulykkelige omstændigheder blødgør de to stejle fædre, der nu giver Anders og Anne lov til at gifte sig. Ingers datter Maren og Johannes, der har genvundet fornuften, beder ved Ingers kiste til Gud om at få hende opvækket fra de døde – og miraklet sker.
(- Resume fra carlthdreyer.dk)

Carl Th. Dreyer var en fascinerende mand. Hans indsigt i filmmediet og historiefortælling var absolut unik og langt størstedelen af hans film er, som denne, absolut anbefalelsesværdig. Instruktøren havde en drøm om at lave en film om Jesu liv, hvilket aldrig blev indfriet - og så alligevel. For ‘Ordet’ er ret uforbeholdent en historie om tro. Således har jeg også måttet diskutere med mig selv hvorvidt jeg, som ateist, kunne placere filmen blandt mine favoritter. Tro er naturligvis en meget personlig ting og måske er det hvad der i sidste ende er så fint ved ‘Ordet’ og hvad der gør den ufravigelig som oplevelse. Den fortæller om tro og religion på en måde der er smuk i sin naivitet, men som samtidig indeholder en kompleksitet, der gør den mesterlig. Hvad der oprindeligt er så engagerende ved Dreyers film, er den særprægede stemning den emmer af. En højtidelighed og uvirkelighed som gør den nærmest overjordisk, hvilket jo passer meget godt med dens temaer.

Dreyer havde en stil der var umiskendeligt hans. Over hans tre talefilm udviklede han et roligt tempo, der dvælede frem for at jage oplagte visualiseringer. Han formåede at udnytte lyd som virkemiddel på en måde der til stadighed er fascinerende. I stedet for blot at understøtte hvad vi kan se, benytter Dreyer lydbilledet til at skabe stemninger og var samtidig meget bevidst om den vægt der ligger i fraværet af lyd. Ligesom instruktøren havde en forkærlighed for minimalisme, når det kom til hans kulisser, havde han det også med de øvrige virkemidler. Blandt de smukkeste øjeblikke i ‘Ordet’ er en sekvens hvor Johannes har en samtale om Ingers død med hendes datter Maren. Med en smerteligt rolig panorering omkring de to spillere tildeles seeren muligheden for at føle dialogen, uden hverken at blive under eller overstimuleret visuelt. Dreyers balance fungerede således at han brugte virkemidlerne præcis i den mængde og grad, som scenen og mediet forlangte, uden at fokus forsvinder for den centrale historie.

Henning Bendtsen og Dreyers æstetik er umulig ikke at nævne. Dybden af filmens symbolik har meget med billederne at gøre og ikke mindst lyset. En af de ting instruktøren gør, som er med til at skabe det virkelighedsfjerne udtryk han dyrker, er måden hvorpå skuespillerne næsten taler til publikum. Som det ofte er traditionen i moderne teater henvender karaktererne sig ikke til hinanden, de har i hvert fald sjældent øjenkontakt. Dette fremstår som en bevidst beslutning fra Dreyer og giver undertiden dialogen en fornemmelse af snarere at være udtalte tanker og følelser end egentlige meningsudvekslinger. Der er øjeblikke hvor karaktererne henvender sig mere direkte til hverandre og her er eksempelvis Mikkel og Inger ofte de mest jordbundne karakterer - måske fordi vores sympati for de to er så vigtig?    

‘Ordet’ som fortælling er smuk fordi den indeholder livsangst, -lyst og passion. Det kys filmen afsluttes med er ulig noget andet i filmhistorien, fordi det tildeles en vægt, som det var sjældent dengang og stadig er det. Inger og Mikkel udveksler ikke blot kys, men også både talte og uudtalte ord af passion og kærlighed til livet, som transcenderer religiøse tematikker og simpelthen kommer til at omhandle livet. I det hele taget kan ‘Ordet’ bevæge og engagere i hvert fald denne publikummer, på et grundniveau, som få andre film har formået det. Så til trods for at det religiøse tema ikke nødvendigvis står mit hjerte nær, gør denne film, mystisk og unik som den er, det alligevel.

Hvem glor du på?

Taxi Driver af Martin Scorsese:

Travis Bickle (Robert De Niro) kan ikke falde i søvn om natten og beslutter sig derfor til at bruge tiden fornuftigt. Han tager et job som taxichauffør. Enspænderen overvældes langsomt, men sikkert af de vrede, sårede og ubehagelige kunder han til tider transporterer og bliver bitter på en verden, som han hovedsageligt har oplevet skyggesiderne af. Omstændighederne formildes dog da han forelsker sig i Betsy (Cybill Shepherd), en engageret og smuk ung kvinde. Hans ringe sociale evner skaber imidlertid snart problemer mellem de to og Bickle opsluges atter af bitterhed og afsky for verden.

‘Taxi Driver’ er en dunkel film. Vi trækkes med langt ind i den forstyrrede virkelighed, der er Travis Bickles, og ligesom i Francis Ford Coppolas ‘Apocalypse Now’, synker vi dybere og dybere ned i mørket, såvel som surrealismen, som er anderledes markeret i Scorseses film, men ikke desto mindre tilstedeværende. Robert De Niro vækker Paul Schraders karakter til live, med en naivitet der, mikset med vrede, er en skræmmende cocktail. Modsat John Rambo, en krigsveteran der helt konkret skulle skubbes til grænsen for at koge over, er det for Bickle en mere subtil rejse mod sammenbruddet. Han fremstilles som en utroligt kompleks figur og det taler til Scorsese, såvel som De Niros fordel at man i en eller anden grad fatter sympati for hovedpersonen i ‘Taxi Driver’, som langt hen ad vejen gør alle de forkerte ting. Han viser sin date de forkerte film, lever et simpelt liv og er såvel racistisk som simpel i sin tankegang om at sætte ild mod ild i forhold til gadens mørkere sider. I princippet er hans sorte tanker placeret i en virkelighed og moral vi kan forholde os til, han mener at verden ville være bedre uden al denne ondskab, men tanken om at kunne fjerne det med et snuptag, er naturligvis en kende ekstrem. 
 
Nogle af de stærkeste film der findes beskæftiger sig med veteraner, ikke mindst fra Vietnamkrigen, som er blandt de mest behandlede krige i filmhistorien, fordi den var så kompleks og til stadighed synes at være et ømt punkt for USA. Film som ‘Born on the Fourth July’ beskæftiger sig med de enorme personlige omkostninger krigen havde for soldaterne der kæmpede, men ved deres hjemkomst blev mødt med afsky og optøjer, mens førnævnte ‘Apocalypse Now’ og Oliver Stones ‘Platoon’ beskæftigede sig med krigen mere specifikt. ‘Taxi Driver’ kan meget vel tages med ind under førstnævnte kategori og ses som et billede på den sjælelige destruktion og desillusion med land og loyalitet, krigen forårsagede nogle soldater. Travis Bickle konstaterer at ensomheden altid har fulgt ham og det er således meget passende at netop afskårethed fra omverdenen er noget af det Scorseses film fremstiller allermest klart. Melankolien flyder fra såvel Michael Chapmans stiliserede billedside, som Bernard Herrmanns sidste soundtrack.

Basalt set er dette Travis Bickles film og derfor giver det enorm stor mening at det er ensomheden og vreden der er mest markant i filmens udtryk. Aggressionen kommer såvel frem i Robert De Niros præstation, eksempelvis i filmens mest ikoniske scene, men også i nogle små hektiske klippemæssige øjeblikke, hvor særligt filmens allersidste øjeblikke står tydeligt frem. Fremstillingen af New York City er endnu en af filmens styrkepunkter og ligesom de øvrige elementer medvirker byen til at fremstille hovedkarakterens tab af fornuft og tiltagende desperation. Byens liv er den direkte årsag til Bickles detour, men også en kontrast hertil. Filmen synker langt ned i ubehag, men viser os elementer af en virkelighed vi kan forholde os til, helt modsat Travis, der lader til at være mindre hjemme i dagslysets NYC end det er tilfældet når mørket er faldet på. Han er sunket så dybt ned i sin ensomhed at han er begyndt at søge den i byens mørke gader.

Martin Scorsese har skabt en kompleks film, der, tror jeg, i højere grad end andre film, vil blive oplevet subjektivt. Søger man volden og ubehaget er det at finde her, men det er sørgmodigheden og den menneskelige desperation også. Her er ingen nemme svar, hvilket er ret essentielt, fordi det netop er hvad der frustrerer filmens hovedperson, fordi hans verden er, eller i hvert er blevet, sort/hvid i en sådan grad at han ikke længere ønsker at søge nuancer af grå i sit verdensbillede. Enten er man rigtig eller forkert og når mørket tager til er det ikke givet at manden selv falder på den rigtige side af sit kodeks.

Vindueskigger

Rear Window af Alfred Hitchcock: 
I Alfred Hithcocks 'Rear Window' brækker fotografen Jeff (James Stewart) benet og er bundet til sin rullestol i sin lejlighed. Af kedsomhed begynder han at udspionere naboerne med sin telelinse. Og pludselig er han overbevist om at den ene har myrdet sin kone. Men hvordan får han sikre beviser? Låst i sin stol vender Jeff sig til sin gode ven, der er detektiv (Wendell Corey) og sin kæreste Lisa (Grace Kelly), der begge er svære at overbevise om at dramaet ikke er opspind.
(- Resume fra Kino.dk, redigeret)

Hvad gør Hitchcock god? Hvad har gjort ham til en af de helt store inspiratorer for filmskabere i hele verden? Mit gæt ville være at mandens film, til trods for at være bredt prist for deres tekniske spidsfindigheder og genialiteter, er blevet så standardsættende, fordi Hitchcock kommunikerede i et sprog, der søgte at få den filmiske fortælling ud til publikum, med hvad der kan synes lethed, til trods for at det er komplekst i sin udførsel. 

Se på ‘Rear Window’, en på overfladen lille historie om en mand, der er ude af stand til at bevæge sig andet end en smule rundt i sin lejlighed. Det lyder ikke bare nemt at gå til som filmskaber, men måske også en kende kedeligt. Hvor det bliver interessant, ikke alene at se filmen, men også at overveje hvordan den blev skabt, er når det øvrige nabolag involveres. Hitchcocks hovedperson er måske bundet til en kørestol, men det er hans fantasi ikke og således betragter han, sammen med publikum, nabolaget, og udfylder selv hullerne. Hele nabolaget, som i øvrigt er skabt i et studie og hvis omfang viser noget om hvilken popularitet og relativ frihed instruktøren havde, er interessant, fordi det fremvises med den helt særlige humor instruktøren er kendt for at snige ind i en stor del af sine film. Vi får som publikum lov til at få et glimt i ikke bare en karakters liv, men også en stak mere perifere karakterer, der ligeledes tildeles sjæl.

Plakat af Daniel Norris.

James Stewarts portrættering af den livslystne Jeff er i sig selv ganske engagerende, ikke mindst med introduktionen af såvel Stella (Thelma Ritter) og Lisa. Førstnævnte er fyldt med fornuft og foranlediger mange humoristiske samtaler for at udtrykke sine meget korrekte holdninger, men kan alligevel ikke styre sin nysgerrighed i forhold til naboerne, mens sidstnævnte er en kærlig kvinde med ben i næsen. Begge er meget bekymrede for Jeffs fritidsaktivitet og er i filmen et meget klart billede på hvorfor han burde have bedre at tage sig til, men også hvor irrationelt et nysgerrigt menneske kan være. Filmens begrænsede omgivelser er en fordel fordi det giver seeren et meget klart defineret rum for fortællingen, men også fordi der er enormt potentiale for udvikling. I det virkelige liv, som vi naturligvis alle oplever ud fra et relativt begrænset perspektiv, er der ikke blot en historie i et givent nabolag, men massevis og det gives vi her en fornemmelse af, filmskaberne forstår er tilfældet. Det virker på mange måder meget virkeligt og så meget desto mere vækkes seerens egen nysgerrighed til live.

Hitchcock og filmens forfattere rammer et ømt punkt, om man så må sige, idet han taler til den side i tilskueren, som bliver nysgerrig, når vi får en bid af en anden persons virkelighed, når bidder af en telefonsamtale høres i toget, eller i en mere ubehagelige sammenhæng, når der skabes kødannelser på motorvejene, fordi vi ikke kan holde os fra at lure på en bilulykke. Derudover tager mesteren af suspense naturligvis også et fermt greb om tilskuerens opmærksomhed, med sin stille opbygning af at noget er galt. Spørgsmålet er om det er vores hovedkarakter der er noget galt med, eller om der reelt er blevet begået et mord - uanset hvad er det sikkert, at det er noget der er helt tæt på os. Tanken om at mord bogstaveligt talt skulle være noget der skete ved genboen og om at være paralyseret (såvel fysisk som handlingsmæssigt) er skræmmende. Ikke at filmen er nogen egentlig gyser, men den har utvivlsomt nogle elementer af genren og nogle meget slående visuelle metoder til at trække seeren ud på kanten af sædet og holde vejret.

‘Rear Window’ er et mordmysterium, men samtidig meget mere end det. Filmen er grundlæggende udført med en humor og en sikkerhed der gør den til en særdeles fængende filmoplevelse. Ikke bare fordi det er spændende at erfare plottets udvikling, men også grundet nogle stærke karakterer, charmerende dialoger og en af de mest velfortalte romancer i filmhistorien.

Kaniner

Watership Down af Martin Rosen: 
En lille kaninkoloni rammes af panik, da en af flokkens yngste - Fiver (Richard Briers) - forudser at noget forfærdeligt vil ske. Ikke alle lytter til den unge kanin, men de der gør beslutter sig for i samlet flok at drage afsted for at starte deres egen koloni. Deres leder Hazel (John Hurt) beslutter sig for at deres nye hjem skal være anderledes end det tidligere, fri for den tyranni og rigide struktur der tidligere forpestede deres liv. Men først skal de finde nogle hunner. 


 
Martin Rosens film er en hypnotiserende oplevelse, der har et særegent roligt og nærmest poetisk tempo. Tegningerne er markante og adskiller sig fra den stil man eksempelvis ser hos Disney. Ikke mindst fordi der er øjeblikke i denne film, der bevæger sig ud i det surrealistiske og abstrakte. Eksempelvis en scene hvori det skal illustreres hvordan en større mængde kaniner dræbes, da de presses tættere og tættere sammen i takt med at deres huller fyldes med jord. De klaustrofobiske illustrationer er frygtindgydende, fordi de er så præcise i deres ubehag at de sniger sig ind i tilskuerens grundangst. Mindre grusom er scenen der følger med til sangen ‘Bright Eyes’ af Art Garfunkel. Her er det mere den førnævnte poesi der trækkes i front, hvilket ingenlunde resulterer i et mindre nærværende øjeblik, tværtimod. Dog er det her melankolien der kan beskrives som værende den overordnede stemning. Disse to sekvenser markerer to af de stærkeste øjeblikke i filmen, og nogle af de mest følelsesmæssigt engagerende animationssekvenser jeg kan komme i tanke om overhovedet. Slutscenen er endvidere en utrolig fin udtoning ovenpå al dramatikken, som trækker filmen tilbage til de mere hypnotiserende og filmisk magiske kvaliteter, som de førnævnte scener også indgyder seeren med. 

Man kunne måske forvente at det ville være lige for at gøre mennesket til skurken i historien her, men vi er blot en af mange fjender, protagonisterne stilles overfor. Måden filmens plot afvikles på, går godt i spænd med karakterernes rejse og filmen får indfanget mange af de forskellige stemninger, man oplever på en sådan rejse. Fra morgen til aften følger vi kaninerne på deres frygtsomme rejse og fordi filmen så effektivt placerer os på samme niveau som de små hovedpersoner, bliver det pludselig muligt at se hvor udsatte de er, både i forhold til andre kolonier og andre dyr, hvoraf mennesket er et af de mere fremtrædende, i og med at de både er skyld i at dyrenes huller forsvinder og at deres mad forgiftes (hvilket opleves i en ret intens lille portion af filmen). Filmen kan siges at have en helt konkret hovedskurk, som ikke er et menneske, den grumme general Woundwort (Harry Andrews), som det ikke er svært at sidestille med mangt en diktator fra den virkelige verden, der pisker sin flok frem, uden det mindste glimt af empati. På den ene side kan denne ekstreme ondskab virke en smule unuanceret, men set som en slags antitese til Hazels idealistiske tanker om et “samfund” eller en koloni, der kan medregne alles ønsker, for deres fælles bedste, fungerer han ganske godt. I tilgift er han en utrolig velfungerende skurk, fordi han er så helt og aldeles usympatisk.

Richard Adams der forfattede den oprindelige bog som ligger bag denne filmatisering af ‘Watership Down’, har understreget at han aldrig har tænkt bogen som en allegori, religiøs eller politisk, men blot som en “fiktiv historie han fortalte sine børn”. Det til trods kan man ikke vige tilbage fra at der er blevet læst nogle større symbolske overvejelser ind i hans historie, der da også griber fat i nogle tematikker, som rækker ud over hvad det gennemsnitlige børneeventyr beskæftiger sig med. Mest fremtrædende er de tydelige politiske undertoner historien, også i filmudgaven, indeholder. Undertrykkelse, manipulation og andre voldsomme metoder tages i brug for at styre såvel skurkenes koloni, som i nogen grad den koloni kaninerne drager afsted fra. Filmen indledes med fortællingen om kaninernes Gud, som placerede en kanin i verden, men da den blev for hovmodig, lod den være jagtet af alle andre væsner i verden. Den grundlæggende præmis er med andre ord en noget angstfyldt en af slagsen. Alt hvad kaninerne gør, er med bevidstheden om at det handler om liv eller død for dem. Altså lever mange af karaktererne i filmen her i konstant desperation, hvilket meget vel kan være årsagen til mange af de forsøg på at beskytte sig, som vi gennem filmen oplever at de forskellige flokke har gjort.

‘Watership Down’ er til tider en brutal filmoplevelse, men ligeså smertelig dens fortælling kan være, ligeså poetisk kan den være i sin skønhed. Det er en film der nægter at lade sig indeksere blandt de børnetegnefilm, som den med sin unikke tegnestil heller ikke ligner, bortset fra det faktum at hovedpersonerne er dyr. I modsætning til mange af Disneys er disse dyr imidlertid ikke små mennesker, med et anderledes udseende, men skabes som helt deres egne væsner, med egen logik, religion og følelsesregister. Instruktør Martin Rosens eneste anden film som instruktør: ‘The Plague Dogs’, er endnu mere dunkel og tungsindig samtidig med at instruktørens rolige stil bliver næsten episodisk deri. I ‘Watership Down’ vandres linjen mellem sorrighed, kampen for overlevelse og de subtile politiske budskaber, helt problemfrit.  

Bad Moon Rising

An American Werewolf in London af John Landis:
De amerikanske rygsækturister David Kessler (David Naughton) og Jack (Griffin Dunne) tager af sted på en 3-måneders udflugt igennem Europa. På vej gennem et øde engelsk landskab møder de nogle lokale beboere, som giver dem et par iskolde råd: "Hold jer på vejen og væk fra heden" og "Pas på månen". Drengene begiver sig ud i mørket og hører et skrækindjagende hyl ude fra heden. De ved ikke at et mytisk uhyre med smag for blod forfølger dem. Den som bliver dræbt af dette væsen, bliver en af de udøde som flakker om på jorden i al evighed, men for den som slipper med livet i behold venter en ganske anden skæbne...
(- Fra den danske dvd-udgivelse)

‘An American Werewolf’ er blevet hyldet vidt og bredt for dens sorte humor. Der er da heller ikke den store tvivl om at det er afsindigt morsomt når en gruppe udøde med lidt for stor iver forsøger at hjælpe den stakkels David med forslag til hvordan han skal begå selvmord. Men filmens humor findes ikke alene i de mere surrealistiske øjeblikke. Dialogerne der driver filmen fremad bobler over af morsomheder, som strækker sig fra det underfundige til det mere direkte. Man ved at man har med en god komedie at gøre når genren bruges til fordel for karakterernes udvikling og arbejdet med at gøre såvel filmens univers, som karaktererne deri, troværdige. Humoren fremstår som en naturlig del af John Landis’ udtryk, som instruktør såvel som manuskriptforfatter og det gør seeren aldrig får en fornemmelse af at der er presset på for at få plads til humoren, f.eks. igennem fjollede comic relief karakterer, der ikke har nogen betydning for plottet. For selvom Griffin Dunnes karakter Jack står for en del af humoren i filmen, er han samtidig enormt vigtig for fortællingens fremgang og har også en meningsfuld forbindelse til hovedkarakteren. I øvrigt er det fordelagtigt at Jack kan levere nogle af de overnaturlige dele af fortællingen på en så nonchalant måde, at tilskueren nemt godtager disse elementer, uden at de uddybes mere end hvad der er strengt nødvendigt for historien.


Hvad der tilfører filmen hjerte, er dens humor, dens karakterer og ikke mindst den kærlighedshistorie der tilfører filmen et lag af tragik, som er endnu et af de mesterlige aspekter ved den. Som tidligere skrevet er karakterernes styrke i høj grad påvirket af Landis’ humor som gør dem sympatiske og værd at være i selskab med. Vi får igennem de vittige dialoger en fornemmelse af karakterernes baggrund. Skuespillerne fra Naughton og Dunne til Jenny Agutter og John Woodvine skaber nogle personligheder med enorm karisma og liv. Ikke mindst er jeg begejstret for Agutter, der er en herligt skæv karakter, samtidig med at hun er enormt pæn og ordentlig, på en meget britisk måde.

At balancere mellem horror og komedie er en sand kunst og ikke just en nem en af slagsen. Der er ingen tvivl om at det lykkes for denne film. Det bedste eksempel på uhygge er en sekvens i Londons undergrundsbaner, hvor en varulv er på fri fod og jager efter en forretningsmand. Ved brugen af lyde, reaktioner fra den forfulgte og nogle livlige kamerature lykkedes det at opbygge en yderst vellykket fornemmelse af gru. Det kan siges om såvel denne sekvens, som filmen i det hele taget, at der arbejdes med et vist mådehold i forhold til rent faktisk at fremvise filmens monster. Der er massere af glimt, særligt af dyrets hoved, men udover helt til slut, hvor et klip fastholdes lidt længere, bliver det ved det. En vis gru dækker en af filmens mest hyldede øjeblikke: Transformationsscenen hvor menneske bliver til varulv. Her holdes der absolut ikke igen med længden af klippene, som er pinefuldt detaljeret. Smerten passerer næsten gennem skærmen og ud til seeren. David er gennem filmen plaget af mareridt, som er et sidste element der er værd at nævne i forhold til uhygge. Ikke mindst er sekvensen, hvor en hyggelig aften i familiens skød afbrydes af nazi- og maskeklædte maskinpistolspsykopater fremragende.

John Landis’ fortolkning af varulvemyten, er en af de mest mindeværdige der findes og filmen er et stramt fortalt lille mesterværk af en tragisk, morsom og uhyggelig oplevelse. Landis’ evne til at balancere og kombinere disse forskellige stemninger i én historie, gør sig for en ekstremt underholdende og nærværende filmoplevelse. Rick Bakers make-up er ældet med en sådan ynde at det til stadighed vil være film som denne (et andet eksempel kunne være John Carpenters ‘The Thing’), der er bevis for at praktiske effekter kan skabe en illusion, som det sjældent er lykkedes at gøre det med computeranimation.

Dødedag

Day of the Dead af George A. Romero:
I lighed med de to foregående film i George A. Romeros oprindelige ‘Dead’ trilogi handler ‘Day of the Dead’ om en relativt lille gruppe mennesker, der er lukket inde på et begrænset område. Denne gang er området en underjordisk base, hvor en gruppe forskere har forskanset sig med en lille gruppe militærfolk, som deres eneste beskyttelse fra zombierne. Inden længe vender situationen dog, da dem, der skulle beskytte forskerne, i stedet vender sig imod dem og gør dem til gidsler i en magtkamp. Mens intellekt og desperation splitter menneskene ad, slæber de levende døde sig langsomt nærmere.

Mens George A. Romero i sine to første zombiefilm fokuserede på underliggende temaer som konsumerisme og racisme, er den afsluttende del af hans oprindelige ‘Dead’ trilogi, som instruktøren har udpeget som sin egen favorit, en mere politisk størrelse. Hvad filmen først og fremmest fokuserer på er kontrol. Karaktererne forsøger ikke alene at kontrollere hinanden indbyrdes, men også zombierne, som er blevet en del af en fast rutine i et forsøg på at gennemskue, hvordan man kan skaffe sig af med de levende døde. Det er imidlertid nemmere sagt end gjort, og hvis der er noget, filmen beviser, er det, at magt er en skrøbelig størrelse, ikke mindst når den er taget med vold. Det ligger ikke i mennesket at lade sig holde nede. Faktisk er det en så basal del af mennesket, synes Romero at konkludere, at den intelligente zombie Bub (Sherman Howard), ganske hurtigt genfinder sin uvilje mod at blive trådt under fode.


Zombier behøver ikke at være symbol for noget større men kan også blot være en udløser for persondrama, og selvom det (efter Romeros eget udsagn) havde en del med budget at gøre at mængden af zombier og blodorgier i filmen begrænser sig til den afsluttende del, har det resulteret i en film, der er mindeværdig for at føles som en langt mere intens oplevelse, end man kunne have forventet af en efterfølger til ‘Dawn of the Dead’. Forventet ville det have været, hvis instruktøren med en sådan tredje film havde ønsket at fokusere mere på splat end fortælling og rent havde forglemt sine rødder undervejs. I stedet får vi med ‘Day of the Dead’ en film, der vender tilbage til instruktørens udgangspunkt.

Seriens tredje film rammer mellem sine to forgængere rent stemningsmæssigt. ‘Night of the Living Dead’ (1968) er dunkel og melodramatisk, mens fortsættelsen, ‘Dawn of the Dead’ (1978) påtog sig en smule mere komik og tegneseriestemning med zombiernes blå hud og en række mere slapstick prægede øjeblikke. I ‘Day of the Dead’ er der kun en smule humor at finde i enkelte karakterers dialoger og i den tidligere omtalte trænede zombie: Bub. Derudover er filmen langt mere i tråd med originalen. Andet kunne velsagtens heller ikke forventes, når man vælger en så klaustrofobisk lokation, som en underjordisk bunker. Dertil kommer filmens skurke, som næsten er mere monstrøse end zombierne i denne omgang, efterhånden som de anført af den aggressive Rhodes (Joe Pilato) bliver mere og mere kontrollerende over for basens hold af forskere, som de egentlig burde beskytte. Det er med andre ord menneskene, der er hinandens største fjende, hvilket ofte er tilfældet i Romeros film. Vi spænder i høj grad ben for os selv i vores kamp for at overleve. 

Afslutningen på Romeros oprindelige zombietrilogi er på mange måder en brilliant filmoplevelse. Mens der ikke er den store tvivl om, at nogle af skuespillerne overspiller voldsomt, ender det i sidste ende med at være en del af charmen ved filmen, og hvad jeg i størst grad efterlades med af filmen er en følelse af, at Romero mest af alt ønsker at hive mennesket frem i lyset til trods for hans mangeårige fokus på zombier. Det er karaktererne, der står tilbage efter endt syn af ‘Day of the Dead’, og det gør den i min bog til en glimrende film i genren.

Jeg har i øvrigt anmeldt det rædsomme "remake" ovre hos BDlive.dk, læs mere her.