(Resume fra Kino.dk)
Jeg var formentlig den eneste der sad og i biografen i går aftes og følte mig frustreret over Kasper Torstings debutfilm "I krig og kærlighed". Da der efter filmen var spørgerunde, med instruktøren, producenten og to af filmens skuespillere, var publikums begejstring ganske stor. Filmen blev både kaldt "fantastisk" og "gribende". Selv sad jeg med en følelse af at have set en enormt flot, visuelt dragende film, der som fortælling, var helt usammenhængende. Holdet fortalte at det har taget fire og et halvt år at frembringe filmen og meget af det arbejde lader til at være sunket ned i detaljer omkring den historiske periode. For mens det understreges at filmen først og fremmest er et kærlighedsdrama, virker det til at være netop denne del af filmen der er gjort mindst for at gøre levende, nærværende eller på anden vis vedkommende.
Sebastian Jessen og Rosalinde Mynster investerer alt hvad de har i at bringe figurerne til live, er der på manuskriptplan en hel række problematikker. Mynsters figur er enormt vag og det er meget uklart hvad det grundlæggende er hun gerne vil. Det er svært at mærke hende have gnist og glæde med hendes mand. I stedet er hun hurtig til at beskylde sin netop hjemvendte (og forventeligt traumatiserede) mand for at være ugenkendelig for hende. Modsat er manden jaloux og uden tillid til sin kone. Filmen får aldrig succesfuldt lagt grundstenen for de tos forhold. Det er ikke nok at familien som enhed er truet, når det som seer er svært at mærke hvad det er de har haft, udover bare det at være en familie. Familiens lille dreng, Karl, er et fint eksempel på at figurerne ikke rigtig får liv, som mennesker, men i højere grad blot har en funktion de skal udfylde i filmens plot. Karls er at give publikum ondt i hjertet, fordi det ikke bare er forholdet mellem en mand og en kvinde der er på spil, men også et barn og hans fars.
Jeg har allerede nævnt at filmen er et visuelt pragtstykke. Vores lille land fremstilles smukt og i billederne alene, er der en poesi, som mangler i det talte ord. I det hele taget bliver der for ofte sagt, hvad blot kunne have været antydet. Således fungerer filmen bedst, når der er mindst dialog. En længere sekvens, der involverer en flugt, er utrolig vellykket og spændingsmættet. De mest velfungerende dele af filmen, er i dens første halvdel. Det er når kærlighedshistorien og trekantsdramaet der er skjult heri, tager fart, at filmen mister nerve. Jeg bliver sat af og mister interessen, fordi der mangler nuancer i denne del af filmen. Alle følelser er sat på spidsen og overfortalte. Det kombineret med at jeg i udgangspunktet ikke er investeret i Esben og Kirstines forhold, af tidligere nævnte årsager, er et dårligt udgangspunkt for den sidste halvdel af filmen.
"Filmen viser sig desværre, at være lige så banal som sin titel"
"I krig og kærlighed" er en kærlighedshistorie, der er sat under 1. verdenskrig. Krigen danner således rammen, men er ikke i sig selv pointen. Filmen handler mere grundlæggende om en mand der mister sig selv i krigen og de konsekvenser det har for ham og hans familie. Det er en relevant fortælling, men det er også en meget klichetung en af slagsen. Filmen lykkedes ikke med at løfte sig ud af disse klicheer. Dertil kommer at menneskerne i filmen er usammenhængende i deres handlemønstre og at plottet slår huller undervejs.
Der er mange der vil gå ind og være glade for denne her film, det er jeg ikke i tvivl om. Der er en hungren efter krigsfilm og dansk historie i det hele taget, som kan bekræfte os i hvem vi er. "I krig og kærlighed" ligner en Hollywoodfilm og overbeviser fint i forhold til den historiske kontekst, men som fortælling og som drama, er der smurt for tykt på og skåret for mange nuancer, for mange steder, til at den for alvor løfter sig over andre film af sin art. Filmen viser sig desværre, at være lige så banal som sin titel.
