Viser opslag med etiketten Anmeldelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Anmeldelser. Vis alle opslag

Dansk storfilm skuffer: I krig og kærlighed

Dramaet handler om den unge Esben, der efter tre år i felten deserterer for at slippe fra de brutale kampe og blive genforenet med sin kone Kirstine og deres lille søn Karl. Men da Esben endelig vender tilbage, er alt forandret. En charmerende tysk officer ved navn Gerhard er nemlig opsat på at overtage hans rolle i hjemmet, og Esben må nu sætte alt ind for at redde sin familie.
(Resume fra Kino.dk)

Jeg var formentlig den eneste der sad og i biografen i går aftes og følte mig frustreret over Kasper Torstings debutfilm "I krig og kærlighed". Da der efter filmen var spørgerunde, med instruktøren, producenten og to af filmens skuespillere, var publikums begejstring ganske stor. Filmen blev både kaldt "fantastisk" og "gribende". Selv sad jeg med en følelse af at have set en enormt flot, visuelt dragende film, der som fortælling, var helt usammenhængende. Holdet fortalte at det har taget fire og et halvt år at frembringe filmen og meget af det arbejde lader til at være sunket ned i detaljer omkring den historiske periode. For mens det understreges at filmen først og fremmest er et kærlighedsdrama, virker det til at være netop denne del af filmen der er gjort mindst for at gøre levende, nærværende eller på anden vis vedkommende.


Sebastian Jessen og Rosalinde Mynster investerer alt hvad de har i at bringe figurerne til live, er der på manuskriptplan en hel række problematikker. Mynsters figur er enormt vag og det er meget uklart hvad det grundlæggende er hun gerne vil. Det er svært at mærke hende have gnist og glæde med hendes mand. I stedet er hun hurtig til at beskylde sin netop hjemvendte (og forventeligt traumatiserede) mand for at være ugenkendelig for hende. Modsat er manden jaloux og uden tillid til sin kone. Filmen får aldrig succesfuldt lagt grundstenen for de tos forhold. Det er ikke nok at familien som enhed er truet, når det som seer er svært at mærke hvad det er de har haft, udover bare det at være en familie. Familiens lille dreng, Karl, er et fint eksempel på at figurerne ikke rigtig får liv, som mennesker, men i højere grad blot har en funktion de skal udfylde i filmens plot. Karls er at give publikum ondt i hjertet, fordi det ikke bare er forholdet mellem en mand og en kvinde der er på spil, men også et barn og hans fars.

Jeg har allerede nævnt at filmen er et visuelt pragtstykke. Vores lille land fremstilles smukt og i billederne alene, er der en poesi, som mangler i det talte ord. I det hele taget bliver der for ofte sagt, hvad blot kunne have været antydet. Således fungerer filmen bedst, når der er mindst dialog. En længere sekvens, der involverer en flugt, er utrolig vellykket og spændingsmættet. De mest velfungerende dele af filmen, er i dens første halvdel. Det er når kærlighedshistorien og trekantsdramaet der er skjult heri, tager fart, at filmen mister nerve. Jeg bliver sat af og mister interessen, fordi der mangler nuancer i denne del af filmen. Alle følelser er sat på spidsen og overfortalte. Det kombineret med at jeg i udgangspunktet ikke er investeret i Esben og Kirstines forhold, af tidligere nævnte årsager, er et dårligt udgangspunkt for den sidste halvdel af filmen.

"Filmen viser sig desværre, at være lige så banal som sin titel"  



"I krig og kærlighed" er en kærlighedshistorie, der er sat under 1. verdenskrig. Krigen danner således rammen, men er ikke i sig selv pointen. Filmen handler mere grundlæggende om en mand der mister sig selv i krigen og de konsekvenser det har for ham og hans familie. Det er en relevant fortælling, men det er også en meget klichetung en af slagsen. Filmen lykkedes ikke med at løfte sig ud af disse klicheer. Dertil kommer at menneskerne i filmen er usammenhængende i deres handlemønstre og at plottet slår huller undervejs.

Der er mange der vil gå ind og være glade for denne her film, det er jeg ikke i tvivl om. Der er en hungren efter krigsfilm og dansk historie i det hele taget, som kan bekræfte os i hvem vi er. "I krig og kærlighed" ligner en Hollywoodfilm og overbeviser fint i forhold til den historiske kontekst, men som fortælling og som drama, er der smurt for tykt på og skåret for mange nuancer, for mange steder, til at den for alvor løfter sig over andre film af sin art. Filmen viser sig desværre, at være lige så banal som sin titel.

2/6 

2 film i biografen

Tag med ind i biografmørket! Hvor der dufter af popcorn, folk selvfølgelig slukker deres mobiltelefoner og der er den der helt særlige stemning af at vi oplever noget sammen. Noget der efterhånden er en sjælden begivenhed.

Beauty and the Beast (2017)

(Instr. Bill Condon)

Jeg har godt kunne lide live-action udgaverne af "Cinderella" og "The Jungle Book". "The Beauty and the Beast" lægger sig lidt i samme vene. Den føles tættere på sit forlæg, sandsynligvis fordi forlægget er utrolig godt og ikke rigtig havde brug for forbedringer. I modsætning til førnævnte to film, som begge havde godt af en dramaturgisk opstramning. "Beauty and the Beast" får også tilføjet lidt ekstra gods. Lidt mere historie på figurerne og nogle sange hist og her. Det er altsammen ganske fint. Castet er også solidt, nogle gode navne i blandt og de gør det alle godt. Men det er meget jævnt alt sammen. Filmen har gjort udyret mindre intimiderende og selvom Belle stadig er en god figur, mister udyret meget af sin styrke. Det er altsammen blevet lidt for poleret. De andre live-action versioneringer har ellers nydt godt af - til trods for at være Disney - at blive en anelse mørkere og at få lidt mere på hjerte. Ikke nogen dårlig filmoplevelse, men en lettere forglemmelig en af slagsen.

4/6  

 

 

The Fate of the Furious

(Instr. F. Gary Gray)

De her film er grundlæggende fjollede og totalt over the top. Så er det ligesom lagt frem. Men det ændrer ikke ved at de er djævelsk underholdende. "Fast 8" er ingen undtagelse. Filmen er utrolig velproduceret action. Det er medrivende og hele holdet leverer præcis hvad vi efterhånden forventer af dem. Det samme gør selve filmen, som giver os både bilræs, heists og masser af pathos. For det der gør at de her film fortsat bliver produceret, er at Vin Diesels Dom bliver ved at minde os om at det altsammen i sidste ende handler om familie. Og det er super banalt og fjollet. Det er melodramatisk og på en eller anden måde slubrer folk det alligevel i sig. Jeg gør i hvert fald. Jeg bliver decideret en smule rørt nær filmens slutning. Så skammer jeg mig lidt og så tænker jeg det er okay. Vi lever i en tid hvor John Oliver opfordrer til at putte mænd udklædt som zebraer ind i videoer, ikke fordi det ændrer noget, men fordi det gør det ubærlige lidt nemmere at klare. På samme måde er det med "The Fast and the Furious"-serien, det er små pletter hvor man kan få lov at være en 11-årig dreng igen, der sidder benovet og kigger på store ubåde, flotte biler og ting der sprænger i luften. Det ændrer ikke rigtig noget, men et øjeblik får vi lov at flygte ind i en fiktiv verden, hvor det ender nogenlunde godt og folk holder sammen mod alt det onde i verden.

4/6 

 

Post Mortem: Marilyn Monroes sidste film

Post Mortem er en række artikler der beskæftiger sig med de sidste værker i en kunstners karriere: Den sidste film, det sidste album eller den sidste bog. Hvad siger denne svanesang om karrieren som sådan - og hvad efterlades vi med? 




The Misfits: En bittersød afsked

Filmen der gav punkbandet sit navn og markerede afslutningen på to glorværdige Hollywood-karrierer: Blot ti dage efter "The Misfits" afsluttede sine optagelser døde Clark Gable og halvandet år senere i august 1962, blev Marilyn Monroe fundet død, efter at have taget en overdosis af sovepiller. Gable sagde om filmen at det var første gang han for alvor følte han formåede at spille skuespil og Monroe? Hun siges at have afskyet sin karakter. Diskussioner over manuskriptet, som var skrevet af hendes daværende husbond Arthur Miller, ødelagde deres ægteskab og Monroe listede sig med jævne mellemrum afsted til Frankrig, for i hemmelighed at mødes med Yves Montand, som hun spillede overfor i "Let's Make Love" (1960).

"You have the gift for life, Roslyn. The rest of us, we're just looking for a place to hide and watch it all go by." 


Filmen selv er ganske unik i Monroes filmografi. Selvom hun i førnævnte "Let's Make Love" gjorde en fin figur, som en mere intelligent udgave af den blondine hun gjorde en karriere ud af at spille, markerer "The Misfits" en markant skillelinje for skuespillerinden. Hun er mere intelligent i "The Misfits", hendes naivitet udspringer ikke længere af dumhed, men af oprigtig omsorg for verden. Monroe kommer til at symbolisere en femininitet, som er mere fyldig end de roller der tidligere gav hende sin status som sexsymbol. Hun er fortsat sensuel, men i langt højere grad også nærmest moderlig i sin kærlighed til alt levende. Mændene falder stadig i svime over hende, men hun er mere uforudsigelig, skiftende mellem det maniske og depressive. Hun er også mere frygtsom i hendes forhold til mændene. Den fnisende og ubekymrede pige er blevet til en kvinde, der bærer livets forgængelighed på sine skuldre.


"We're all dying aren't we. We're not teaching each other what we really know, are we?"


I filmen venter Monroes karakter Roslyn på at hendes skilsmisse skal gå igennem. Hun får tiden til at gå med Gay (Clark Gable) og hans kammerater. Gay lover hende at de skal leve frie og bekymringsløse liv langt ude på landet. Der går dog ikke længe før det bliver tydeligt at idylen har sin pris og ikke holder evigt. "The Misfits" er en melankolsk filmoplevelse, der er fyldt med velskrevne dialoger, som stikker dybt. Alle filmens karakterer er udskud (deraf titlen) der ikke har kunnet finde deres plads i en forandret verden. På den måde ligner filmen en western, når den viser hvorledes det omgivne samfunds udvikling, smider dem der søger den amerikanske drøm om et lille stykke jord og et fredeligt liv, over bord til fordel for hvad frihedssøgerne opfatter som et moderne slaveri: Det timelønnede arbejde! Som en anden John Steinbeck, kommenterer Arthur Miller på industrialisering og tabet af fokus på individets frihed og lykke. 

Film som denne her er grunden til at det sidste værk i en kunstners karriere kan være interessant. Monroe hadede karakteren, måske netop fordi den viste en virkelig kvinde, med al den usikkerhed og sårbarhed, som hun til overflod selv bar rundt på. Hendes virkelige smerte synes at kunne mærkes i filmen. Om det så er en efterrationalisering, en tilfældighed eller sådan det virkelig forholder sig ved jeg ikke. Hovedsagen er at "The Misfits" er en film der drives frem af karakterer, i langt højere grad en plot. Den handler om menneskene der portrætterer, mere end tingene de udsættes for. Monroe tager afsked med et publikum hun havde i sin hule hånd, selvom hun aldrig selv lader til helt at have troet på sine egne evner eller sit eget værd. Hun er en legende og en del af filmhistorien, sit korte liv til trods. Som altid får Monroe selv det sidste ord, med denne retrospektivt sørgmodige overvejelse:

"Sometimes I think it would be easier to avoid old age, to die, young, but then you'd never complete your life, would you? You'd never wholly know yourself..." 

 


Beta Test

"Beta Test" er stillet til rådighed af Sandrew Metronome og udkom d. 27/2 på en række streaming- og udlejningstjenester, deriblandt Viaplay, iTunes og Blockbuster.

Filmen handler om Max (Larenz Tate), der er gamer og beta tester. Han får et helt nyt spil til test, et spil der skal føles mere virkeligt end nogensinde før. Hvad Max ikke ved at han ved første tryk på controlleren har taget styringen over et virkeligt menneske og at hver en bevægelse han foretager sig i spillet, har konsekvenser i den virkelige verden.



"Beta Test" er en actionfilm, der er lavet på et lavt budget. Filmen har fået en meget hård medfart blandt anmeldere. En ting lader der dog til at være enighed om - og det er at det er en interessant præmis filmen baserer sig på. Ideen om at lade den kære gamer kontrollere et virkeligt menneske, uden at han er klar over det, er spændende. Manu Bennett som spiller Creed, manden der bliver styret via controller, har en overbevisende tilstedeværelse i filmen. De replikker han skal levere tager ofte form af one-liners, men det giver mening, særligt så længe han er styret af Max. Bennett er overbevisende i actionsekvenserne og dem er der flere underholdende af. Måske er det bare længe siden jeg har set en traditionel actionfilm, men jeg var ganske underholdt, ikke mindst af en stor sekvens mod filmens slutning, hvor Creed kommer op imod 16 modstandere på en gang.

Der er ingen tvivl om at der er mange fjollede ting ved "Beta Test". Nogle gange er det meningen at det skal være humoristisk, andre gange bliver den ufrivilligt morsom: Filmens skurk er på ingen måde overbevisende eller tydelig omkring hvad det er hans plan handler om. Ikke fordi han ikke taler om planen og om hvad det er han synes den skal gøre, det han siger hænger bare aldrig rigtig sammen. Han taler om at give magten tilbage til spilleren, men må tvinge sin spiller til at spille og giver ham ingen frihed. Det er ulogisk og usammenhængende. At kidnappe Creeds kone er en klichefyldt klemme at have på hovedpersonen, men jeg synes til gengæld ganske godt om Sara Coates, der giver hendes figur Abbie ben i næsen og en hård attitude, som ikke virker påtaget.


"Beta Test" er en underholdende film. Jeg var revet med og transporteret ud af virkeligheden og ind i den absurde verden filmen eksisterer i. Selvom det lille budget sætter begrænsninger, har der i filmens action og ide alligevel været ambitioner og der er også gjort et ihærdigt forsøg på at levere nogle medrivende spændingssekvenser. Skuespillet rangerer fra det karismatiske til det overspillede (sidstnævnte er der meget af, ikke mindst fra skurkene). "Beta Test" føltes på den måde som en B-film af den gamle slags. Den spændende præmis fænger an, men er grundlæggende en undskyldning for at lave nogle scener der både er humoristiske og medrivende. Ingenlunde en perfekt film, men en underholdende en af slagsen, ikke desto mindre.

4/6

Ekstraordinær filmoplevelse: Paris, Texas

En mand vandrer i ørkenlandskabet. Vi kender ikke hans mål og vi kender ikke ham. Langsomt introduceres vi for hans familie, som han opsøger, men ham lærer vi kun lidt om. Han er stille, tilbagetrukken og på jagt efter en kvinde, han ikke har set i mange år. 

"I knew these people, these two people. They were in love with each other. The girl was very young, about 17 or 18 I guess and the guy was quite a bit older. He was kind of raggedy and wild. And she was very beautiful , you know. And together they turned everything into a kind of an adventure. And she liked that."

 


Det er egentlig lang tid siden jeg har set "Paris, Texas". Alligevel står filmen stadig tydeligt for mig. Ikke så meget dens fortælling alene, men mere måden den er fortalt på og alt det flertydige den besidder. "Paris, Texas" er en af de film, som jeg er sikker på vil blive ved med at give noget nyt, gensyn efter gensyn. Den er langsomt fortalt, men driver af stemning. Det er sjældent jeg husker en film så meget for dens billeder. Jeg husker ikke bare at den er flot, men specifikke billeder står også frem: En kvinde iført pink bag en glasrude, ørkenens ensomme vidder og byen belyst i grønt. Filmen bruger farver på en måde, der efterlader et indtryk. Det er ikke bare iøjnefaldende og det er på ingen måde prangende, men det er så mættet og ladet med betydning og følelse, at det stadig sidder i kroppen når jeg formulerer disse sætninger. Der er også øjeblikke der sidder fast: En mand og en dreng på jagt efter en kvinde i en særlig bil, samtalen med føromtalte kvinde bag ruden, stilhed mellem sætningerne der veksles.

"Et sansemæssigt bombardement, der vækker mindelser om David Lynch når han er bedst."





Jeg har pinligt dårlig viden om Wim Wenders' film. Så jeg kan ikke forholde mig til mandens øvrige filmografi, men bare konstatere at jeg er helt vild med det han her har lavet. Harry Dean Stanton er en vidunderlig skuespiller, der oftest vandrer rundt i periferien af film, i en sær, men fascinerende, eller som minimum underholdende, birolle. Her er han front and center. Det bærer han smukt med en imponerende introvert personlighed, som det egentlig er mærkeligt er så fascinerende, når man tænker på hvor lidt han i lang tid viser af sig selv. I virkeligheden er det sikkert netop mystikken omkring ham, der gør ham så fascinerende. Hans jagt efter sin forsvundne kone, er medrivende fordi den også er en jagt efter mandens egen historie og en nøgle til forståelsen af ham. Har han engang været noget andet og mere end den noget passive personlighed, der nu er tilbage?

Jeg er sikker på der er dem, som vil kede sig bravt under "Paris, Texas". Den er ikke noget brag af en spændingsmættet filmoplevelse. Til gengæld er den et sansemæssigt bombardement, der vækker mindelser om David Lynch når han er bedst. Den er ikke nær så surrealistisk, men den er nøjagtig lige så kompleks. Det der accelererer oplevelsen, er at den tager os med på jagten efter et forsvundet menneske, som kommer til at repræsentere meget mere end hende selv. Det bliver en utroligt rørende oplevelse at se, om smerten til sidst bliver det værd. Det er en mand på skattejagt, men i stedet for guld, er det noget af ham selv der har ligget begravet: Moderen til hans barn, en kompleks kærlighed som er blevet uvirkelig og et håb for en fremtid, alt sammen indeholdt i en stakkels kvinde bag plexiglas.



Wim Wenders film er én af dem du skal se midt om natten, når du sidder alene og der er ganske stille omkring dig. En historie og et univers du skal lade dig forføre af, fordi det er smerteligt, samtidig med at være helt vidunderligt. Filmen er præget af et mediterende tempo og den har hang til brug af ekstreme farver og kontraster. En følelsesmæssig tur der både kan virke nostalgisk og messende. Med sit nedtonede tempo og følelsestunge intensitet, vil du ikke falde i søvn, men i en dyb forelskelse. Når du drager gennem ørkenen og oplever hvad der kan virke som et fatamorgana, men i virkeligheden bare er poetiske øjeblikke, smukt kompileret i en film og fortalt som en historie om fortid og fremtid og kampen med at forlige sig med begge dele. En simpel kærlighedshistorie, der på en og samme tid er uendeligt kompleks.  

3 film du kan streame lige nu

Her kommer 3 film der alle kan streames på C More lige nu - og som rent faktisk er værd at bruge tid på! De havde allesammen gemt sig i filmkrukken...




The Talented Mr. Ripley

(Instr. Anthony Minghella, streamet hos C More)

"The Talented Mr. Ripley" er et stærkt menneskeligt drama, men samtidig er det også en intens thriller. Her er ingen biljagter eller store actionprægede optrin, men bare et spil mellem mennesker, der bringes langt ud. Filmen sætter ild til moralske spørgsmål om rigtigt og forkert. For hvad skal vi egentlig synes om hovedpersonen i denne film? Han er i hvert fald fascinerende. Matt Damon der spiller hovedrollen, har beskrevet filmen, som sin favorit blandt dem han har medvirket i. Rollen som Tom Ripley er multifacetteret. Han er en grå mand, der også er i besiddelse af masser af talenter og som skjuler sine tanker for omverden. "The Talented Mr. Ripley" er i det hele taget fyldt med velspillende og velkendte navne som Jude Law, Gwyneth Paltrow og Cate Blanchett. Minghellas film er intens, men ikke mørk og rugende, som mange andre thrillere. Handlingen og ideerne er mørke, men filmen er placeret i omgivelser der er solrige, smukke og vækker nogle helt andre følelser, end den ensomhed og tungsindighed Ripley kæmper med. "The Talented Mr. Ripley" leverer thrills og overvejelser om identitet og fortidens spøgelser, på en og samme tid. Eftertænksomhed serveret i en medrivende og helstøbt form. 

5/6



Joy

(Instr. David O. Russell, streamet hos C More)

Jeg troede ikke "Joy" ville være noget særligt. Det er i bund og grund en historie om den amerikanske drøm: En husmor der vil bryde ud af sin dårlige økonomi og fastlåste hverdag. Den er bare mere. Jennifer Lawrences præstation er central for hvad der gør filmen god. Lawrence viser en stædighed, ikke bare i Joys handlinger, men også i hendes måde at reagere og tale på. Joys konstante evne til at nægte at se nederlag i øjnene og give op, vises smukt af Lawrence, men også af filmen selv. Russells film er klippet på en super levende måde, der giver den dynamik og holder den i gang. I stedet for at blive en boglam biografisk film, bliver den et statement om vedholdenhed. En opfordring til at tro på sig selv, men også til at tro på andre. Filmen bliver undervejs lidt frustrerende, fordi den modstand Joy møder, bliver meget repetitiv og de fleste af menneskerne omkring hende, virker til at have lidt for travlt med at acceptere nederlag. Joys styrke var ikke blevet mindre tydelig af at hendes families nedadvendte tommelfingre, lidt sjældnere blev sat i fokus. Lawrence er vidunderlig, men de øvrige personer omkring hende er væsentlig mindre mindeværdige, ofte generende i deres lidt endimensionelle mangel på evne til at se logisk og fornuftigt på både små og store konflikter. Måske er det sådan disse mennesker er i virkeligheden, men deres historier må indeholde mere end det. "Joy" er et portræt af en person og en tilstand, som kan fremstå uretfærdig og som der er brug for at se overkommet, til alle tider. Filmen bliver på den måde et kunstnerisk projekt og et vellykket et af slagsen. 

4/6 

 

Me, Earl and the Dying Girl

(Instr. Alfonso Gomez-Rejon, streamet hos C More)

Jeg havde hørt en del om denne film, både for og imod. For mig var det en filmoplevelse der bød på noget friskt og anderledes levende. Hvis ikke ungdomsfilm skulle være garant for netop noget anderledes og optimistisk (hvilket filmen trods alt er), ved jeg ikke hvad der skulle. John Green filmatiseringerne "The Fault in Our Stars" og "Paper Towns" har begge overrasket positivt for mig, med en dialog og en oprigtighed, som jeg troede hørte en anden tid til. Jeg synes "Me, Earl and the Dying Girl" følger i de fodspor, uden på nogen måde at være den samme film. Gomez-Rejons film er ikke en romantisk historie om at vælge kærligheden til, et kort perspektiv til trods. Det er mere en historie om påvirkningen menneske til menneske og hvordan vi filtres ind i hinandens liv og får betydning, om vi vil det eller ej. Filmen er smukt fortalt, har en dialog der er humoristisk og så er den en herligt skæv filmoplevelse. Kemien blandt de unge skuespillere er helt vidunderlig og bærer i sig selv filmen langt. De sjove henvisninger til andre film og de små kortfilm som spiller en rolle i plottet, er en både humoristisk, men også udtryksfuld tilføjelse til filmens udtryk. "Me, Earl and the Dying Girl" er en slående, følelsesladet og ærlig filmfortælling om ungdomslivet. Om håbløshed og den udfordring det er at turde satse på fremtiden og på at det nok skal gå.

5/6

 

Lidt rødt, lidt blødt og lidt kedsommeligt...

Jeg skylder min dejlige kone for inspiration til den kære filmkrukke. Det var nemlig hende der startede med at lave en to be read-jar (hendes er langt mere formfuldent kreeret end min), som jeg så blot har overført til film. Læs endelig mere ovre på hendes blog. Så credit til hende! Nu videre til atter et par små anmeldelser. 


Cinderella  

(Instr. Branagh, streamet hos Netflix)

Skulle man udelukkende se Kenneth Branaghs "Askepot" i sammenligning med Disney-tegnefilmen, er der for mig ingen tvivl om at det er en bedre film. Mens tegnefilmen er smukt udført og kendetegnet af den periode i Disney-historien, hvor de lavede deres smukkest tegnede og mest detaljerede film, er det også en fejlbarlig film, der er lidt klodset fortalt og mest af alt har en hovedperson der fremstår hjælpeløs. Live-action udgaven gør meget for nuancere Askepot selv, der i tegnefilmen aldrig rigtig gør noget selv eller har særlig meget personlighed udover hendes uskyld. Det gør Lily James' udgave af figuren heldigvis. Hendes udgave af Askepot er ærkegod, men ikke naiv eller dum. Hun opfatter alt det onde der gøres ved hende, men vælger at tro på at der stadig er godt i selv hendes stedmor og hendes døtre - og er snarere idealist end godtroende. Hun vælger igen og igen at tilgive dumhed og ondskab, hvilket gør hende til en større, mere spændende karakter og giver filmen klangbund. James er charmerende og bringer så meget liv hun kan ind i figuren. Det samme kan siges om Branaghs instruktion. Han gør meget for at skabe magi og liv, hvilket lykkedes noget af vejen. Men filmen forfalder til overdreven brug af CGI, benyttet til både det der giver mening og det der ikke gør: Som f.eks. unødvendig slapstick, der er ekstremt fjollet på en træls og nedladende måde. Filmen er umiskendeligt Disney, hvilket viser sig ved at den er ekstremt poleret. Verdenen i "Askepot" er befolket af smukke mennesker og selve billederne er manipuleret til en sådan grad, at selv det virkelige, til tider kommer til at virke computerskabt. Derfor bliver pointen om at være tro mod sig selv, ikke alene banal, men også lidt hult klingende, når hovedpersonen aldrig kommer i nærheden af at se grim eller på nogen vis fejlbarlig ud, hverken af udseende eller som person. Branaghs "Askepot" er mere nuanceret, bedre fortalt og en oplevelse jeg lever mig mere ind i. Samtidig er det svært ikke at føle at filmen, i al sin glamourøse, ofte computerskabte skønhed på mange måder er mere kjoler og fjol, end reelle moraler og virkelige karakterer.

4/6


 

Three Colors: Red 

(Instr. Kieslowski, set på BD)

Det er begrænset hvad jeg kan bidrage med når det kommer til disse film, som vel nok er blandt de mest velanmeldte film nogensinde. Bredt anerkendte er de i hvert fald og med god grund. Kieslowski har lavet tre fortællinger, som kun kunne laves som film. Mediet er brugt så effektivt, at det minder alle de hærdede nørder om, at film stadig kan noget helt særligt. Det er også tilfældet med "Rød", der er fyldt med fascinerende symbolik og mindeværdige billeder. Det allerfineste ved den, er at den i al sin pragt og vælde har et ganske præcist fokus. Det er to personer der er i absolut centrum og det er det almenmenneskelige drama mellem dem (og de mennesker de i øvrigt påvirker med deres handlinger), der danner filmens kerne. Det er mesterligt håndværk vi her præsenteres for i Kieslowskis sidste film.

6/6



The Daughter of Dawn

(Instr. Myles, streamet hos Netflix)

Og så får I også lige en stumfilm med. Jeg er filmnørd på en måde, hvor jeg synes det er fascinerende at grave ned i også det historiske aspekt af filmkunsten. Så jeg blev interesseret da jeg spottede denne film på Netflix, der ellers ikke plejer at være gode til at byde på film fra kunstartens barndom. Desværre er det en noget kedsommelig repræsentant for stumfilmsæraen vi her har at gøre med. Det mest fascinerende ved den, er at det er virkelige native americans der spiller med og at filmen dermed skulle give et relativt virkelighedsnært indblik i kulturen og skikkene. Men som film betragtet er det en kedsommelig historie, der ikke indeholder noget stort visionært - heller ikke rent filmteknisk. Et trekantsdrama der udfoldes både trægt og uengagerende, men der er da to indianere der hopper udover en klippekant for at vinde en kvindes gunst, hvilket er cirka lige så fjollet som det lyder.

Jeg tillod mig faktisk at eksperimentere lidt med "The Daughter of Dawn", ved at erstatte dens soundtrack med Radioheads seneste plade. Det gav da lidt liv til fortællingen, men rigtig meget hjalp det nu ikke og godt blev det aldrig.

2/6

 

Filmkrukken: Et monster, en blind og en mistet mødom

Filmkrukken er en måde ikke at ruge for meget over hvilken film, der skal være den næste i afspilleren. En tilfældighedsgenerator på noget så gammeldags som papir. Og nu har jeg igen gravet i den. Her får i atter 3 film, jeg har udsat mig selv for i den seneste tid... når jeg da har kunnet løsrive mig fra "Westworld", som jeg først er kommet i gang med nu. 


Godzilla (2014)

(Instr. Gareth Edwards, set på blu-ray)

Jeg har det lidt med "Godzilla", som jeg havde det med "Jurassic World": Den er egentlig fed, men samtidig er der utrolig meget galt med den. Man smider to vidunderlige skuespillere til side i løbet af filmens begyndelse og vælger i stedet at gøre disse to figurers søn til hovedperson. Han er ikke interessant at følge. Det eneste vi lærer om ham er at han gør gode ting. Han har ikke det der ligner kant eller personlighed. Værst af alt virker både han og alle menneskernes bestræbelser ret ligegyldige, for det er vores monstre der er spændende. Det er dem der er i kamp. Den del er hvad der gør filmen fængende. Monstrene - ikke mindst Godzilla selv - er yderst flot animeret og skjules tit i skygger, tv-optagelser eller på anden vis, for at fastholde mystikken og det legendariske ved figuren. Monstre der slås? Ja tak! Menneskelignende papfigurer der egentlig ikke udretter noget? Nej tak!

4/6

 

Azur og Asmar

(Instr. Michel Ocelot, set på DVD)

Jeg er vild med sære små animationsfilm. Denne her ér sær. Animationen er først kikset at se på og virker ufærdig. Men ligesom håndtegnede film, kan få charme ved at de ser rå og skitseagtige ud, får "Azur og Asmar" en egen skønhed. Det kommer selvfølgelig særligt af dens historie og de personer den handler om. Har man læst "1001 nats eventyr" (eller bare nogle af dem), har man en nogenlunde fornemmelse af hvilket univers vi er i. Det er et eventyr, men personerne er ikke for simple og moralen kommer ikke letkøbt. Lige så simpel denne film kan fremstå, lige så meget gods er der i det indhold den fortæller. Alt det samtidig med at det er et godt eventyr, der er værd at blive fortalt!  

4/6 

 

 

The Last Picture Show

(Instr. Peter Bogdanovich, streamet hos Netflix)

En af dem man bør have set. Den mistede mødom der henvises til i overskriften, er en af mange slående øjeblikke i denne film. Historien handler om at blive voksen, det at vokse fra, men også savne barndommens velkendte og trygge rammer. På den måde er det også en film der, med sit rolige tempo og karakterdrevne fremdrift, er kendetegnet ved både at være frisk og sjov, men også alvorlig og ikke mindst nostalgisk. Castet er helt brillant. En ganske ung Cybill Shepherd startede sin filmkarriere her og er helt eminent, som en ellers på mange måder frygtelig karakter. Centrale er præstationerne fra Jeff Bridges og Timothy Bottoms, der spiller et vennepar, der sammen gennemgår forandringen fra barn til ung til voksen. Filmen bugner af vidunderlige præstationer og alle er de præget af at de personligheder vi møder virker ægte og velrundede, fordi de - unge som gamle - fortsætter med at opleve både glæde og dyb sorg. Det bedste eksempel er den oscarvindende Cloris Leachman, der har flere af filmens stærkeste scener, fordi hendes længsel efter at glædes er så tydelig, samtidig med at hendes smerte trænger så overbevisende igennem. Det samme kan siges om hele filmen, der veksler mellem glæder og sorger, højdepunkter og heftige dyk ned i sølet. På mange måder ligesom livet selv. 

5/6



Og sådan vil jeg vende tilbage til fiktionens verden og forsøge at få presset film ind, så det hele ikke bliver seriekigning. Bl.a. har jeg trukket "Rød", den tredje og sidste del i Kiezlowskis trefarvers trilogi, som jeg endnu ikke har nået rent faktisk at få set. Men mere om den næste gang...

3 hurtige fra filmkrukken

Kender du også det der med at stirre alt for længe på Netflix uden at kunne vælge en film? Tøffer du også rundt foran filmreolerne alt for længe uden at tage en beslutning? Jeg har fundet en løsning. Jeg har nemlig stoppet de film jeg går og har lyst til at se i en krukke og nu trækker jeg dem én for én og lader på den måde tilfældighederne råde. Nogle af filmoplevelserne vil jeg dele med jer her. 


Fruitvale Station

(Instr. Ryan Coogler, streamet hos Netflix)

En af de første film jeg har hevet op af krukken, er "Fruitvale Station". En film baseret på den virkelige tragiske historie om Oscar Grant, der i 2008 blev skudt på en togstation af en politibetjent. Michael B. Jordan er i front, som den karismatiske Oscar. Jordan og resten af castet er helt sublime. Det er simpelthen en enormt dygtig gruppe skuespillere og det er hvad der skal bære filmoplevelsen. Det er en trist fortælling om en sørgmodig skæbne og særligt den sidste del af filmen, føjer den ene deprimerende og traumatiserende oplevelse ovenpå den næste. Der er ingen tvivl om at det er en god film. Men som det kan være med socialrealistiske dramaer, er den også SÅ trist og SÅ grå, at det kan være svært at føle sig beriget af oplevelsen, dens vigtige emne til trods.

4/6



Janis: Little Girl Blue

(Instr. Amy Berg, streamet hos Netflix)

Nu ser jeg ikke så mange dokumentarfilm at det gør noget, men jeg bed dog mærke i den store kærlighed der flød i retning af "Amy" sidste år. Jeg så den og synes det var en fin film, men til aften har jeg set en anden dokumentar om en musiker og den ramte mig på et helt andet niveau.  "Janis: Little Girl Blue" kan ses på Netflix og indeholder enorm kærlighed til mennesket Janis Joplin, men er også et portræt af den ånd, hun delte med sin samtid. Hendes kærlighed til musikken og den dybfølte indlevelse, der kendetegner hver eneste frasering i hendes vokal, er genspejlet i filmen på en helt vidunderlig måde. En dokumentar der både fungerer som tidsbillede, historien om en musikalsk og kulturel epoke samt et kærlighedsbrev til kvinden selv. Lige så frigjort hun var, lige så tungt vejede tvivlen om eget værd på hendes sjæl, og det er hjerteskærende, men også meget mere end det. Jeg har altid haft sympati for udskud og Joplin brugte hele sit liv på at føle sig som et, selvom hun var elsket af sin samtid og ufravigeligt også vil blive det af enhver der ser denne film.

5/6



Samurai Rebellion

(Instr. Masaki Kobayashi, set på DVD)

Sidste film i denne omgang, er "Samurai Rebellion" fra 1967. En film jeg længe har haft stående på hylden og som jeg egentlig har haft svært ved at tage mig sammen til at se. Jeg frygtede at den ville være lidt tung, da jeg har haft lidt blandede oplevelser med min evne til at leve mig ind i film omhandlende samuraier. Denne gang var det imidlertid ikke noget problem. "Samurai Rebellion" er i Danmark udgivet af Another World Entertainment og de er så elskværdige at inkludere et kort oprids af den historiske kontekst man skal se filmen i. Det er meget brugbart at læse den lille folder, der giver en kort introduktion til filmen og hjalp mig rigtig meget med at forstå vægten af de ting der udspiller sig. Grundlæggende er der tale om et familiedrama, som er både intenst og fascinerende beskrevet i sig selv, men som i den historiske kontekst også får karakter af et oprør for at genvinde æren for de engang så stolte samuraikrigere. Filmen er dygtigt instrueret og velfortalt. Ikke mindst når intensiteten stiger mod slutningen af filmen.

5/6



Således slutter denne tur ned i filmkrukken. Der gemmer sig stadig flere fremragende oplevelser i krukken. Lige nu vil jeg f.eks. give mig i kast med "The Last Picture Show".

The Messenger

"The Messenger" er stillet til rådighed af Sandrew Metronome og udkommer d. 16/1 på en række streaming- og udlejningstjenester, deriblandt Viaplay, iTunes og Blockbuster.

Sandrew Metronome skriver selv om filmen: “For omverdenen er Jack (Robert Sheehan) tydeligvis ikke rask. I hele sit liv har han boet på forskellige institutioner, taget al tænkelig medicin og prøvet alle de behandlingsformer, han er blevet foreslået... men ingenting kan fortrænge de døde, det lykkes dem altid at få kontakt. Jack bliver modvilligt indblandet i den uafsluttede affære med mordet på journalisten Mark (Jack Fox), hvis kone var programværten Sarah (Tamzin Merchant). Mark forsøger desperat at tage en sidste afsked med Sarah, og Jack kommer hende stadig nærmere i sin besættelse for at videregive Marks besked.”


Instrueret af David Blair og med et alvorstungt tema, dukker “The Messenger” op på det danske marked for at gøre sit indtryk på alle dem der holder af film, der balancerer mellem thrills og drama. Hvis den lille dreng fra “The Sixth Sense” var en voksen mand, med seriøse mentale problemer, udløst af i årevis at have forsøgt at hjælpe de døde, ville han være Jack fra denne film. Men Jack vil hellere være fri for de døde end hjælpe dem. For hans konstante samtaler med de døde tiltrækker opmærksomhed og det får ham til at fremstå psykotisk. “The Messenger” er ufravigeligt en film med noget at byde på. Den er alvorstung og dramatisk, nærmest sørgmodig i sit udtryk. Visuelt er den grå og til tider nærmest steril. Det gør også oplevelsen en anelse tung. Kombinationen af de massive temaer og det autentiske billedunivers, gør filmen barsk at være tilskuer til.

Sat fast i siden af et spejl, er et postkort: “Have you any idea, how loved you are?” Jack er en intelligent herre, men har været igennem så meget, at han måske ikke længere er klar over at han er elsket. Den type tunge og relevante emner vælter “The Messenger” sig i. Et hav af nuancer og kompleksitet. Ser Jack virkelig døde eller er dem han tror han ser, udtryk for noget andet og dybere? Robert Sheehan skal præstere at bære al denne kompleksitet på sine skuldre og gør det hele glimrende. Han får både vidunderlige følelsesfulde close-ups, men leverer også meget fysisk. Særligt imponerende er det, hvordan hans desperation over dem han opsøges af, aldrig bliver aggressiv. Uanset at han slår sig selv og vælter ting, viser Sheehan, med stor overbevisning at det han gennemlever er frustration og sorg.


Jeg er usædvanligt splittet af min oplevelse med “The Messenger”, som jeg på den ene side synes er prisværdig for hvad den forsøger at fortælle og på den anden side synes savner en skarpere udvikling i sin historie. Og så er den bare tung. Massive emner kan behandles med stor lethed, som i “Room” (2015), hvor der ikke er nogen tvivl om at fortællingen er af enorm vægt, men billederne og forløbet tilføjer poesi og drama til historien undervejs. I “The Messenger” er der ingen forløsning, men blot problematikker og tunge dialoger stablet ovenpå hverandre. Det er prisværdigt at bearbejde psykiske problematikker og at tale om døden, men på film må det alligevel forventes at man bruger mediet på flere parametre. Filmen er ikke dårligt sammensat, men den mangler en kunstnerisk vision, noget der gør den til en filmfortælling og ikke bare en historie, der tilfældigvis udfoldes på film.

“The Messenger” bliver ganske enkelt for tung til mig - som ellers holder meget af melankolske dramaer om problematikker som disse. Jeg burde være publikummet til en film som denne, men historien bliver for ensidig, det visuelle udtryk for klinisk og den overordnede brug af filmiske virkemidler for sparsom. “The Messenger” kvæler desværre sig selv, i sit eget drama.

3/6

Last Days in the Desert

"Last Days in the Desert" er stillet til rådighed af Sandrew Metronome og udkommer d. 12/12 på en række streaming- og udlejningstjenester, deriblandt Viaplay, iTunes og Blockbuster. 

Hvis du kan lide film der handler om hovedpersoner der kæmper med deres indre dæmoner, er "Last Days in the Desert" måske lige noget for dig. Filmen har naturligvis et religiøst aspekt, men mest af alt er det en film om at bevare håbet for og troen på det gode i mennesker. Filmen er instrueret af Rodrigo Garcia og har Ewan McGregor i hovedrollen som Jesus og djævlen, i et opdigtet kapitel fra de 40 dage med faste og bøn i ørkenen. På sin vej ud af vildnisset kæmper Jesus mod Djævelen om en kriseramt families skæbne, og det bliver en dramatisk prøvelse.


"Last Days in the Desert" er en langsom, næsten meditativ filmoplevelse, der udspiller sig blandt ganske få personer. Den egentlige kamp er mellem Jesus og djævlen, som begge er spillet af Ewan McGregor, men det er en lille familie og de hemmeligheder de skjuler, der bliver kamppladsen. Resultatet er et intenst lille drama, der har ørkenens ensomhed, som smuk baggrund. Ørkenens omskiftelighed vises meget fint. Hvordan den kan være gold og nøgen, men også kan være et fredeligt helle, for dem der selv tilvælger den. Enkelte øjeblikke får vi også et glimt af drømmene der opfylder hovedpersonen og som visuelt er imponerende. Det meditative kommer både i form af den fornemmelse filmen giver af ørkenlandskabet, som fredfyldt, men også fra det overordnede tempo. "Last Days in the Desert" er på ingen måde actionpræget i sin klipning. Tværtimod dyrker den et roligt tempo, med lange dialogscener, hvor der også er plads til pauser og stilhed.


Ewan McGregor har tidligere spillet overfor sig selv, i den actionprægede "The Island". Der er ingen tvivl om mandens store talent og når han stilles overfor sig selv, leverer han med en sådan indlevelse at det er umuligt at overse hans evner. Lykkeligvis er McGregor støttet op af nogle vidunderlige medspillere. Ikke mindst Ciaran Hinds som mange vil kende fra "Game of Thrones" og meget andet. Han har en autencitet og en naturlig autoritet, som gør ham til en perfekt arketypisk far og en stærk tilstedeværelse i filmen. Han er også meget stædig og det er kernen til mange af de grundlæggende problematikker, som er mellem den lille families medlemmer. Som mor og søn er Ayelet Zurer og Tye Sheridan. Zurer spiller den syge mor og har derfor en lille rolle i filmen, men er ikke desto mindre helt central. Mere fyldig er Sheridan, der særligt i scenerne med McGregor gives plads til at vise både humoristisk, energisk og dramatisk talent.


Djævlen fortæller Jesus hvad der ville være sket med den lille familie, om han ikke havde mødt dem. Han fortæller også, at nu Jesus har mødt dem, ved han ikke længere hvad der vil ske. "Last Days in the Desert" excellerer i sin langsomme opbygning af drama, men ikke mindst en utrolig vellykket eskalering af konflikten mellem far og søn. Det er et fascinerende drama, der bruger Jesus-figuren til at sætte et familiedrama på spidsen, netop fordi vi kender deres oprindelige skæbne. Vi udfordres til selv at skulle turde håbe på det gode i mennesket og på at skæbner kan omgøres. Der er både meget på spil i den lille familie, men også helt almenmenneskeligt og det gør filmen både rørende, hjerteskærende og ikke mindst dybt fascinerende.

5/6

3 passive kvinder, som tager dårlige beslutninger

(instr. Tate Taylor, 2016)

"Kvinden i toget" er fortalt fra 3 kvinders perspektiv. Mest central er Rachel, en fordrukken sørgmodig kvinde, der aldrig har fået det ud af livet hun ønskede sig. Hendes liv er reduceret til at køre med toget hver eneste dag, uden at have en destination. På togturen er hun begyndt at betragte et par, som hun betragter som perfekt, men hun finder snart ud af at der foregår noget under overfladen, som ikke er spor perfekt. 

Det er ikke til at komme udenom at der er gode skuespillere i denne film. Særligt er Emily Blunt fremragende og har nogle helt vildt fascinerende øjeblikke, særligt i starten af filmen. Dybden af hendes håbløshed bliver her tydelig og var det hvad filmen for alvor havde handlet om, havde det måske været interessant. Der er også gode øjeblikke i filmen, som i sig selv betragtet, er spændende og fint instrueret. Filmen er flot filmet og på mange måder fint håndværk. 



Der er dog et centralt problem, i form af filmens hovedpersoner. Rachel er den mest centrale, men der er ikke mindre end 3 kvinder vi følger. Og mens vi får nogen dybde på Rachel, er selv hun ikke voldsomt nuanceret. De øvrige hovedpersoner er endnu mere papirstynde, men selv det er ikke det største problem. Dét er nemlig at hver eneste gang en af de her kvinder stilles i en situation, hvor deres handling er afgørende for at handlingen udvikles, agerer de så ugennemtænkt og decideret dumt, at det er frustrerende: At ophidse en mand der har væltet en omkuld, så man er kommet til at bløde ud af hovedet, se på mens en mand er ved at kvæle et andet menneske uden at forsøge at gøre noget og at smide afgørende bevismateriale væk, er bare et par af de handlinger kvinderne bringes til at gøre. 

"En portrættering af tre lidt passive kvinder, der lader livet trække dem rundt ved næsen og når de tvinges til at reagere, tager de forkerte beslutninger."


Endnu større bliver dette problem, når filmen mod sin slutning får antydning af næsten at skulle være en form for feministisk hævnfortælling. Filmen smider med sine twists og jagt efter spænding både sine karakterer og sin tone væk. Filmen vil tages seriøst som et drama, men dens fuldstændige ligegyldighed overfor sammenhængende personligheder, gør den næsten ufrivilligt komisk undervejs og særligt til sidst. Hele spændingen er bundet op på hvem der er den onde og når vedkommende først afsløres, skal personen gøres så ond, at der ikke er antydningen af sammenhæng at spore. Personen er kun ond, har ingen kærlighed eller fortrydelse, men er samtidig heller ikke psykotisk nok til på den måde at blive interessant eller overbevisende. Filmen kommer til at virke som om den er så opsat på at plottet skal udvikle sig i spændende retninger, med drejninger og spidsfindigheder, at den fuldstændig taber den menneskelige komponent, som gav en film som "Gone Girl" en klangbund af noget brugbart. Spændingen her var ikke baseret kun på twists, men mere reelt på sammenspillet mellem figurerne. Og så handlede den om lidt mere og havde en originalitet i sin stil og sit udtryk, der gjorde den til en slående filmisk oplevelse. 


"Kvinden i toget" næsten ligeså flad, som titlen utilsigtet kan komme til at antyde. Der er for mange personer og for lidt fokus på dem. Plottet bliver bestemmende for hvad de skal tage af beslutninger, også selvom det ikke hænger sammen med hvad de i øvrigt har sagt eller antydet om deres personligheder. Hvis filmen var tænkt som en form for "you go girl!"-femistisk statement, bliver den i stedet til en portrættering af tre lidt passive kvinder, der lader livet trække dem rundt ved næsen og når de tvinges til at reagere, tager de forkerte beslutninger. 

2/6 

Beware of bad movies #10: What to Expect When You're Expecting

"Beware of Bad Movies" anser jeg som værende en slags service til bloggens læsere, og en mulighed for at advare om film der er så ringe, at de ikke engang er værd at se for deres elendige kvalitets skyld. Film som "Jaws 3-D", "The Room" og The Asylums "Mega Piranha" er film der er værd at se fordi de er så dårlige at de bliver gode. Den slags film vil ikke blive nævnt her. De film der her nævnes, er meget ringe, meget kedelige og på alle måder flade oplevelser.


Det er ikke en overraskelse at graviditeter er hårde. Humor, der handler om at være så ulækker som muligt, har været populært i komedier i nogle år. Det er imidlertid relativt nyt, at kvinder nu også kan være ulækre på film. I kølvandet på ‘Bridesmaids’, som dog havde andet og mere at byde på end afføring og opkast, er det blevet mere normalt at forsøge at skubbe grænserne for, hvad mainstream film kan vise og sige af vulgariteter, og det er helt fint med mig, hvis der er en pointe i det. Man lader til at tro, at det er morsomt, blot man antyder, at en kvinde har bumser, hæmorider med videre. Det er ikke tilfældet.

Det er ikke en overraskelse, at fædre elsker deres børn. Fædregruppen i denne film er unødvendigt fyld. Deres fælles møder og gåture er ligegyldige og stereotypiske, og instruktøren synes at forvente, at man som seer vil overraskes over, at fædregruppen elsker deres børn til trods for megen brok over disse. Det er en udtrådt og absolut ligegyldig kliché, som muligvis passer på nogen mænd men langt fra alle i vores tid, hvor det i større og større grad er udbredt for mænd at være åbne omkring kærligheden til deres børn. I det hele taget er mændene i denne film nogle svage størrelser. Hele gruppen er tyndt skrevne og derfor også uinteressante at følge, men mændene er også presset ind i en tøffelhelt form, uden nogle nuancer i sigte. At karaktererne over en bred vifte falder igennem skyldes formentlig, at disse film i højere og højere grad er fyldt med massevis af karakterer, hvilket kan være svært for selv voldsomt talentfulde instruktører at administrere. Der bliver ikke givet nok tid til nogle af menneskene i filmen, og vi får således kun de allermest overfladiske betragtninger med og når ikke i nærheden af for alvor at engagere os i de problemstillingerne, der stilles op. 

 
Det er ikke en overraskelse, at denne film finder det morsomt at sige: “Vagina.” Vi har været der før, kære læsere. Jeg er af den faste overbevisning, at det ikke i sig selv er morsomt at ytre ord som penis og vagina. Det lader det til at folkene bag nærværende film, og massevis af andre nyere komediefilm og serier, at være uenige med mig i. Endvidere er det åbenbart også morsomt at sige ord som “fuck”, fordi det er noget censorerne ikke bryder sig om. Jeg har absolut intet problem i, at der bliver bandet og svovlet i film - jeg synes bare ikke, at et bandeord på ene hånd kan gøre det ud for en joke. Det allerværste eksempel på, hvor umorsom Kirk Jones’ film er, er Chris Rock. Stand-up komikeren, som af en eller anden årsag bilder sig ind, at han også er skuespiller, leverer samtlige af sine meget lidt morsomme replikker i et bralrende tonefald, der blot får dem til at falde endnu voldsommere til jorden, end de af sig selv formåede. Det er kendetegnende for hele filmen, at den skyder i alle retninger for at prøve at ramme forskellige segmenter, og i forsøget på at ramme mange, rammer den ingen overhovedet.  

Det er ikke en fornøjelse at se ‘Du kan vente dig’. Den er overpoleret, flad og selvindbildsk i en sådan grad, at det er nærmest uudholdeligt. Jeg har kort sagt ikke den mindste fornemmelse af, hvordan nogen skulle kunne føle sig det mindste beriget af denne oplevelse, som i mine øjne er en forfærdelig og grufuld spild af tid.

Consider yourself warned!

Komikken forklæder middelklassens desperation: Swinger

(instr. Mikkel Munch-Fals, 2016) 

Turbo resume: Swingerpar. Manden er træt af tilværelsen. Mand møder ung pige i swingerklub og forelsker sig enten i hende eller i tanken om at være ung igen.

Det er meget nemt at vifte afværgende med hænderne og skyde på at "Swinger" er præcis den jævne og lettere uinteressante danske komedie, som dens trailer lægger op til. Jeg vil våge den påstand at filmen kan mere end det. 


Det er ikke at filmen bryder ny grund som sådan. Jeg synes blot at Mikkel Munch-Fals har formået at tilføje filmen en smule mere menneskelig gnist, end man kunne have frygtet. Der er skruet op for det tragiske, når Martin Buch i hovedrollen, bevæger sig igennem en livskrise foran øjnene på os. Han er så absolut den person vi får lov at bruge mest tid sammen med i filmen og Buch viser meget fint figuren med glimt af humor og varme, som giver en fornemmelse af hvem han engang var og hvad det er han længes tilbage efter. Munch-Fals er udover instruktør også hovedforfatter på filmen og det er netop dialogerne i filmen der er med til at løfte den over gennemsnittet. Samtalerne er reelt morsomme - omend triste og barske - og tilbyder overvejelser om kærlighed og parforhold, men også tilværelsen som sådan. Det er på sin vis meget banalt fordi det handler om lykke og manglen på samme, men måden tankerne bringes i spil og ordene der benyttes er ikke så lidt skarpe.


"Jeg kan lide "Swinger" fordi den er sjov, samtidig med at den gør ondt."


Og så er der tale om et godt cast. Buch løfter sig over "Rytteriet" og får lov at skinne, det også i højere grad end sin kollega fra selvsamme satireprogram: Rasmus Botoft, som i højere grad må se sig henvist til at levere en stereotyp. Dog får vi også hos ham glimt under facaden og det er fælles for de fleste af filmens figurer. Vi får for langt de flestes vedkommende lov til at se dem udtrykke reel smerte. Det er ikke selvsagt i dansk film, som kan have svært ved ikke enten at gå i socialrealismens eller folkekomediens retning. Her rammes i en eller anden grad et miks af de to - og det skal filmen have ros for. Mille Dinesen gentager på nogle måder tidligere roller, med en personlighed, der er fyldt med rappe comebacks, men tydeligt også er mere nedtrådt end roller som Rita fra tv-serien af samme navn. Derudover har jeg lyst til at nævne Therese Damsgaard Manley, fordi hun har potentiale til at blive overset en smule i gennemgående interessant og meget forskelligartet cast. Hendes rolle er ikke rig på ord, men udtryksfuld på anden vis og hun brillerer virkelig filmen igennem og særligt nær slutningen, hvor hun har nogle effektive øjeblikke.



"Swinger" er en usexet film om sex. Det er den fordi den mest handler om kærlighed og om hvad livet med et andet menneske er: En spændetrøje eller en redningsvest? Skal livet rystes ved store forandringer eller ved små kærlige favntag dag til dag? Jeg kan lide "Swinger" fordi den er sjov, samtidig med at den gør ondt. Fordi den er smuk mens den er sørgmodig og er en romance samtidig med at være en film om brud og slutninger.

4/6

Babe - den kække gris

Det er efterhånden blevet en god tommefingerregel, at man skal holde sig fra film med talende dyr. Film som 2004s "Garfield" har været med til at give denne type film et dårligt ry. Dårligt stemmeskuespil, metervis af platte jokes og slapstick i lange baner er normen, men her er filmen, der kan alt det, de andre drømmer om at kunne.  

Babe er en ung gris, hvis mor bliver taget til slagteriet og derefter, sammen med sine søskende, efterlades til en elektronisk fodermaskine. Kort efter det, tages Babe væk fra resten af sin familie og sælges på marked. Manden, der køber Babe, er den godmodige farmer Arthur Hoggett (James Cromwell), som først ønsker at benytte grisen til julemiddagen. Hoggett ombestemmer sig, da han begynder at bemærke, at Babe opfører sig anderledes end nogen anden gris, han har set. Snart mødes den unge gris af nogle helt anderledes udfordringer, end nogen gris tidligere har måttet leve op til.


Der er en ingrediens i filmskabning, som mange film falder på at mangle: Hjerte. Denne film er på trods af dens umiddelbart sære præmis fyldt med en hjertelighed, der gør den absolut uimodståelig. Intelligent er det først og fremmest, at filmskaberne har skabt et så eventyrligt univers omkring historien. Fra den måde filmen er inddelt i kapitler til den meget synlige klipning, lades vi aldrig i tvivl om, hvilken type historie dette er. Vi har her at gøre med et eventyr, og det et af den klassiske slags. Den unge helt, i dette tilfælde gris, må gå så grueligt meget igennem for at blive voksen. Det er en historie om at vokse op og en historie om at være unik. Det er med andre ord en fortælling, som er set før, men der er en fin grænse mellem klichepræget og klassisk, og denne film falder klart til den bedre side. For måden hvorpå den er fortalt og de virkemidler, der i filmen benyttes er fremragende udvalgt og udført. 


Skuespillerne er fremragende. Christine Cavanaugh, som ligger stemme til Babe, gør meget for at gøre vores protagonist sympatisk. Allerede fra starten af filmen, føler man med den lille gris, der mister sin mor og samtidig etableres filmens antagonist. I denne film er antagonisten ikke en person men snarere forandring. På samme måde som i Sergio Leones "Once Upon a Time in the West" er det den teknologiske industrielle udvikling, der er Babes såvel som Hoggetts, fjende. Det etableres fra start med den elektroniske mademaskine, der hurtigt tager moderens plads. Senere i filmens handling gøres det også klart, at Hoggett ikke er meget for teknologisk udvikling indenfor sit fag - især ikke hvis det er på bekostning af dyrenes velbefindende. En anden fjende er mennesket. Som i mange andre film, der har dyr som omdrejningspunkt, er mennesket også her en trussel. Hvad denne film gør fremragende, er, at den ikke maler mennesket som værende forfærdeligt men bare - om man så må sige - viser grisens side af sagen. Heldigvis har den et så nuanceret billede, at menneskets gode sider også vises frem.

Repræsentanten for det gode i menneskeheden er den godmodige men også hårde Arthur Hoggett, som gør, hvad han kan for at balancen på hans lille gård er, som den skal være. Igen er det en befrielse at skaberne formår at have en relativt nuanceret person i front for det menneskelige cast. På dyresiden er det svært at undgå at fremhæve de to andre større roller, nemlig Miriam Margoyles og Hugo Weaving som de to border collier Fly og Rex. Det ligger i filmens natur, at dyrene kun til dels er almindelige dyr. For at give dem liv, må man også give dem et større udvalg af følelser, men Rex er et tydeligt eksempel på en karakter, der er meget drevet af sin dyriske natur. Fly er modsat Rex hjertelig. På fin vis bakkes hendes tagen ansvar for Babe op af, at hun selv får frataget sine hvalpe, og det får det til at virke, som noget en hund ville gøre. 


"Denne film er fyldt med en hjertelighed, der gør den absolut uimodståelig"



Stilistisk foretager filmen et godt valg fra start. Den overdriver en lille smule på mange forskellige niveauer. Tidligere i anmeldelsen er klipningen blevet nævnt, men særligt er også designet af kulisserne en smule karikeret. Som taget ud af en børnebog. Filmen baserer sig rent faktisk på en bog af Dick King-Smith, men i hvor høj grad, der trækkes inspiration fra ham, er svært at sige uden at have læst bogen. De karikerede eller let overdrevne kulisser der hentydes til er i særdeleshed den lille gård, hvorpå Hoggett bor. Den har en skævhed over sig, som selv Hollandske arkitekter ikke ville anerkende som værende passende. Kulisserne bakkes smukt op af landskaberne i filmen, som bringer eventyret op på uventede niveauer. Det fornægter sig ikke, at filmen er optaget i smukke Australien. Det er skønt at se et kulissedesign med så megen personlighed, og som virker som en udvidet del af Hoggett-karakteren. Filmen vandt en oscar for sine visuelle effekter, og det er også disse effekter, der er med til at give universet det sidste liv, der er nødvendigt. Det skal imidlertid understreges, at det er i kraft af hele den øvrige visuelle stil at effekterne kommer til at fungere. Fordi universet sættes op som værende eventyrligt og overnaturligt fungerer både dukkerne (som i øvrigt er leveret af Jim Henson Company) og de øvrige visuelle effekter.

Der løber stærkt blod i denne films åre. Den er i sig selv på mange måder en hyrde for tilskueren. Den guider os langsomt, men sikkert igennem sin fortælling, og personligt overlod jeg med glæde halvanden time af mit liv i dens sikre greb. "Babe" får en til at overveje, hvad det er en børne- og familiefilm skal kunne. I mine øjne skal en film af denne type kunne det, "Babe" kan: Have modet til at være mørk og have et seriøst emne men samtidig også underholde og glæde. Denne film er som skabt til at opfostre nye små filmelskere med, for den har en kvalitet og en ærlighed, som mange nyere film, særligt de med talende dyr, ikke indeholder.


5/6