Orange is the New Black

Piper Chapman (Taylor Schilling) skal snart giftes. Hun er meget bevidst om sundhed, miljøet og kulturen. Hendes forlovede er skribent og venter på at få sit store gennembrud. Selv er hun på randen af en succes med luksuriøs sæbe som hun sammen med en nær veninde skal sælge i fornemme forretninger. Men der er også noget andet Chapman snart skal - i fængsel. Først ser hun blot opholdet, som noget der skal overstås med så lidt ballade som muligt, men snart erfarer hun at intrigerne i et kvindefængsel er svære at holde sig udenfor.

Kort om 'Orange is the New Black'

Serien består i øjeblikket af en enkelt sæson på 13 episoder, der hver varer omkring en time. Den er produceret af Netflix, som har arbejdet med Jenji Kohan, som tidligere har kreeret den fremragende tv-serie 'Weeds', og leveret en vittig, frisk og samtidig alvorsfuld drama-/komedieserie. Mens 'Weeds' levede højt på at have lidt kortere og skarpskårne episoder, nyder nærværende serie godt af et tempo der stadig er livligt, men som også giver plads til lidt mere afsøgende enkeltepisoder, samtidig med at det gode overordnede indtryk ikke forsvinder. Sæson 1 er tilgængelig nu på Netflix, mens sæson 2 dukker op til juni.

Stærke kvinder er ikke lig med mænd der er nogle svin

Det bliver svært ikke at nævne 'Weeds' som et sammenligningspunkt når 'Orange is the New Black' diskuteres. Den største fællesnævner og det der gør Jenji Kohan til en absolut heltinde i den moderne tv-verden er at hun i begge disse serier har givet nogle meget feminine karakterer, nogle konflikter og reaktionsmønstre, som til tider kan være meget maskuline. Med andre ord har hun skabt nogle af de mest nuancerede kvinder i både tv- og filmverdenen. Hendes "heltinder" er ikke ensidigt gode, men fyldt med den samme dynamik mellem sympatisk og usympatisk, som eksempelvis gjorde Walter White til så spændende en figur at følge. Piper Chapman har på overfladen styr på det hele, men hvad der bliver tydeligt igennem serien, er at hun i høj grad også er en kvinde der (måske som flertallet af sine kønsfæller, synes seriens skabere at hinte i retning af), gerne vil leve på en bestemt måde, fordi det er hvad der forventes af dem. Hvad der er fremragende ved 'Orange is the New Black' er at den viser kvinder som er lyststyrede og som har sig selv i centrum, hvilket på sin vis bliver hvad Chapman arbejder sig frem imod, og som er imod hvad hun har lært. Hvad der samtidig er fint, er at serien ikke fremstiller mænd som nogle klamme svin, men i stedet er de mænd historien byder på ligeså forskellige som kvinderne, samtidig med at de deler nogle udfordringer. For selvom serien byder på Pablo Schreibers ubehagelige og (magt)liderlige politibetjent Mendez, har den en endnu mere prominent Jason Biggs til at spille Chapmans forlovede, som er flerdimensionel figur, der både har styrke og ro, men også er enormt sårbar og benyttes til at vise hvordan den virkelige verden er milevidt fra fængslets. 

Sprængfarligt persongalleri

Mens Taylor Schilling er seriens midtpunkt, er hun omgivet af en bred vifte af fremragende skuespillerinder, som udgør de mange fascinerende, charmerende og skræmmende personager der befolker Litchfield Fængsel. Blandt dem er der ikke mange ansigter der var mig bekendte på forhånd. Laura Prepon, som tidligere har medvirket i 'That '70s Show', er for mig det bedst kendte ansigt mellem fangerne, men når det kommer til stærke og forskelligartede præstationer er der for mange til at de med nogen form for rimelighed kan listes. Kig på listen over medvirkende og tilsæt selv de rosende ord - jeg kan ikke pege på nogen af seriens figurer eller portrætteringer der falder igennem for mig, eller som ikke får et eller flere øjeblikke til at træde ud af den arketype de skulle være på vej til at lande i. Det bedste eksempel på hvorledes en meget lille figur også får lov at lyse op med mere end et ensidigt udtryk, er Samira Wileys figur Poussey, som er i den absolutte periferi af historien og er en slags side-kick til den charmerende "klassens klovn" Taystee (Danielle Brooks). Poussey virker igennem det meste af seriens forløb, som lidt af en død fisk der flyder med strømmen fra Taystee, men da hun står overfor en situation hvor hun oplever at Taystee tager tanken om at komme ud fra fængsel for givet, træder hun pludselig i karakter. Tidligere omtalte Prepon er det også en fornøjelse at se i noget der kræver lidt mere af hende end sit-com formatet og hun gør det fornemt og hvad der sker mellem hende og Schilling er blandt de mest oprigtige repræsentationer af homoseksuel kærlighed tv har præsteret. 

Fængslet og historien 

Serien er baseret på en bog af en anden Piper, nemlig Piper Kerman der har skrevet om sine oplevelser i et kvindefængsel. En stor del af seriens indledningsvise kvalitet gemmer sig i kulturchokket Chapman oplever ved sin ankomst og langsomme introduktion til de skrevne, såvel som uskrevne, regler i fængslet. Undertiden bliver karaktererne som allerede beskrevet mere i fokus og omgivelserne får en anden rolle, efterhånden som Chapman lærer dem bedre at kende. Det er imidlertid altid Litchfield historien spiller bold op af og måden hvorpå vi får vist forskellige figurers baghistorier, fungerer så godt fordi vi kender den frihedsberøvelse, som det hele leder frem imod. Korruptionen bliver gradvist tydeligere for publikum, der er hos Piper, når hun går igennem erkendelsen af at det ikke er hos fængslets personale hun skal søge retfærdighed, men i de indsattes eget system af kringlet moral. Michael Harney medvirkede også i 'Weeds' og optræder her, som Healy, betjenten der indledningsvist giver Chapman tryghed, men som langsomt viser sig at være ligeså forskruet, som resten af det system han repræsenterer. 

'Orange is the New Black' er en sejr for Netflix, der har skabt grobund for en serie, der kan leve op til kvaliteten af det HBO og lignende mere erfarne kanaler leverer. Serien balancerer drama og alvor med en luftighed og varme, som gør serien selv ligeså nuanceret som sin hovedperson. Jeg ser frem til at se hvor serien bevæger sig hen og måden denne første sæson afsluttes gør det kun mere interessant hvad vi præsenteres for når det bliver juni. Og så lad mig til sidst lige sige hvad jeg ikke havde tænkt mig at sige: Yael Stone, Natasha Lyonne og Taryn Manning, er henholdsvis charmerende, kompliceret omsorgssøgende og absolut tossede.  

6/6         

That '70s Show

Jackie (Mila Kunis), Steven (Danny Masterson), Donna (Laura Prepon), Michael (Ashton Kutcher) og Fez (Wilmer Valderrama) hænger ud i Eric Formans (Topher Grace) kælder. Det fornøjer Erics mor Kitty (Debra Jo Rupp) sig med, mens far Red (Kurtwood Smith) har travlt med at holde de unge mennesker i ørene. Vi følger gruppen af unge alt imens de vokser op, forelsker sig og indser at fremtiden lurer lige om hjørnet.

 

Kort om 'That '70s Show':

Serien er bygget op på som en typisk sit-com med ca. 25 afsnit i hver af sine 8 sæsoner. Spilletiden ligger på den sædvanlige lille halve time, som er typisk for formatet. 'That '70s Show' er feel good tv og langt hen ad vejen meget ufarligt. Referencerne til perioden er ofte gimmickprægede, men ikke desto mindre godmodige og morsomme. Seriens styrkepunkter er dets energiske cast samt dens legen med 70er psykedelia, ikoner og stemninger. Man forsøgte at følge op på succesen med 'That '80s Show', som dog kun nåede at eksistere i en enkelt sæson. Værre endnu gik det for det britiske remake 'Days Like These' der kun opnåede at få fremvist 10 af de 13 episoder der var blevet produceret. Mange af seriens skuespillere har i dag bevæget sig videre til relativ succes, det gælder ikke mindst Ashton Kutcher og Mila Kunis, som har fået succes i film som henholdsvis 'The Butterfly Effect' og 'Black Swan'. Laura Prepon medvirker i øjeblikket i den Netflix producerede serie 'Orange is the New Black', der er skabt af Jenjo Kohan, som tidligere har stået bag 'Weeds'. 

Udvidet kernefamilie

Jeg vil våge den påstand at det dragende ved 'That '70s Show' oprindeligt ikke i så høj grad er hele det nostalgiske periodemæssige aspekt. Det kommer helt sikkert i spil i seriens forløb, men det er en anden type nostalgi der først fænger seeren. Den naivitet og simplicitet der hviler over Eric og Donnas forelskelse i seriens begyndelse er utrolig charmerende. De to der har kendt hinanden hele livet og begynder at udveksle mere end legende skub, er et perfekt billede på hvordan den her gruppe unge mennesker bevæger sig ind i voksenlivets mere alvorlige verden. Forholdet mellem de to er bedst i starten af serien, mens de senere sæsoner, hvor det bliver lidt mere frem og tilbage mellem dem, mens fokus bliver lidt for tungt fokuseret på deres melodrama, er en smule mere kedsommelige. Det virker serien imidlertid bevidst om idet flere af de andre figurer laver sjov med det faktum at deres kærlighedsproblemer fylder så meget og over tid udfases dette aspekt da også og fokus bringes tilbage på gruppen som helhed. Hvad der endvidere er sympatisk ved serien er den lille kernefamilie som er i centrum. Her kommer tiden måske også i spil, idet kønsrollerne er mere fastlåste end det formentlig er tilfældet i det. Ikke desto mindre er der noget trygt ved som tilskuer at blive lukket ind i Forman-huset, hvor far er den bestemte, men grundlæggende kærlige frontfigur, mens mor subtilt styrer tingene og benytter en stor del af sin tid på at være udglattende part mellem far og søn. Det er en simpel dynamik, men ikke desto mindre en velfungerende en af slagsen og Kurtwood Smith har en utrolig kemi med Topher Grace, der er oprigtigt morsom at betragte. Kitty Forman ligger heller ikke på den lade side, men er en interessant karakter i sin egen ret. Selvom hun kan virke som en simpel husmor, der kun er fokuseret på overflade, er der episoder hvor hun viser at hun er en stærk kvinde, der ingenlunde slår sig til tåls med tingenes tilstand, men også kan slå i bordet og forlange at tingene mellem hendes to mænd bliver bedre.

Seriens udvikling

Eftersom Eric ikke er alene om at være central i den løbende fortælling serien byder på, er der et ret bredt karaktergalleri at udvikle på. Hvad der lykkedes fint for stortset hele gruppen, er at skabe en forandring i karakterne over tid, uden at de mister hvad de i udgangspunktet var. Med det sagt er der utvivlsomt mange af karaktererne, hvor i hvert fald dele af deres humor er baseret på nogle faste tricks: Red har nogle faste sætninger han på kreativ vis benytter (forskellige variationer af "foot up your ass" og "dumbass"), Kitty har det med at grine nervøst når ting bliver akavede, Fez er pervers osv. Meget af det er selvfølgelig mere karaktertræk end blot et forsøg på at genbruge den samme joke igen og igen, men særligt imod de sidste sæsoner er der afsnit hvor seriens oprindelige evne til at tilføje nye aspekter oven på de velkendte rutiner, svigter en smule. Der er en kritisk periode mellem 7. og 8. sæson hvor folkene bag serien kæmper med at finde en ny form efter to af de faste medlemmer af castet forlader showet. Uanset at der er kvalitetsmæssige skift i serien, hvilket også må forventes over så relativt mange sæsoner, er det et andet fast holdepunkt der gør at man ikke udmattes af serien, det dygtige cast. Jeg har allerede nævnt Forman familien, men også Danny Masterson, Mila Kunis, Laura Prepon og resten af den lille gruppe gør det godt. Alle fremviser i seriens forløb mere sårbare sider af deres karakterer frem. Kutcher og Wilderramas karakter er formentlig de mest ensidige karakterer og selvom der også er forsøg på at udvikle dem, lykkedes det kun til dels og særligt Wilderrama fremstår ofte som repræsentant for laveste fællesnævner på den humoristiske front. Mens Kutcher er beregnet på at være dum, er Wilderrama ikke klart defineret, udover at han er pervers, glad for slik og desperat, hvilket gør ham til den mindst interessante figur i serien.

Perioden

Nu har jeg ikke selv oplevet '70erne, så min evne til at vurdere hvor virkelighedsnært et billede der her gives af perioden, er begrænset. Men der er også grænser for hvor autentisk en sit-com verden behøver at være. Men for en der ikke har oplevet perioden er der alligevel noget nostalgisk over det tidsbillede der her tegnes, særligt med de mange henvisninger til bands som undertegnede utvivlsomt har et forhold til og som det derfor er morsomt at se blive bragt i spil, særligt på den passionerede måde det her gøres på. Musik spiller en stor rolle gennem hele serien, en karakter arbejder i seriens senere sæsoner i en pladeforretning, mens Donna bliver DJ på den lokale radiostation. Der er som nævnt også mere gimmickprægede elementer af perioden. Der er selvfølgelig moden, som til tider bruges til billige grin, men der er også nogle sjove faste indslag. Eksempelvis er der "the circle", som er et ret fast element i serien, hvor en gruppe af karaktererne samles om at ryge "the stuff". Visuelt bygges disse momenter op som værende deres eget lille univers. Deraf følger nogle sekvenser hvor Eric, under påvirkning af førnævnte euforiserende stof skældes ud af sine forældre, hvilket ligeledes har et eget udtryk, med nogle psykedeliske særheder indover. Serien har også gennem hele sit forløb nogle små bumpers, nogle klip der adskiller de forskellige scener, hvor seriens karakterer danser, falder eller fjoller på anden vis, mens de er omgivet af farverige ikoner fra perioden. Der er en gennemgående instruktør på alle afsnit af serien og det fornemmes på de stilmæssige ting, som går igen og som kan for nogle af tingenes vedkommende kan forsvinde i perioder, for at blive taget i brug igen, så snart det bliver relevant for en given episode. Der er på den måde ganske stor kontinuitet i seriens forløb og det er altid rart. Den største kontinuitetsmæssige særhed er Erics søster der kommer og går fra historien. Endvidere spilles hun af to forskellige skuespillerinder, hvoraf nyligt afdøde Lisa Robin Kelly er den mest brugte og utvivlsomt også bedste til at portrættere hende.

'That '70s Show' er en charmerende serie, der hænger fint sammen og er overordentligt sympatisk ikke mindst grundet sine skuespillere og figurer. Niveauet har en tendens til at dale en smule mod slutningen af serien, men ikke desto mindre er der stadig afsnit der hiver serien tilbage til sit oprindelige niveau. Serien kombinerer når den er bedst ungdommelighed uskyldighed med voksen kynisme og finder sin humor i nogle ofte meget oprigtige karakterdynamikker. Det er ikke en ufejlbarlig serie, men på sit-com skalaen scorer den alligevel over middel for at være godt selskab.

4/6

Cheers (Howe-æraen)

Da Diane (Shelley Long) forlod Cheers vidste både hun og Sam (Ted Danson) at hun ikke ville komme tilbage. Det efterlod barejeren i en identitetskrise. Han var ikke længere den samme kvindebedårer han havde været, nu han for alvor havde oplevet forelskelsen. I nogen tid forlod også Sam derfor baren. Nu er han vendt tilbage og er klar til at overtage styringen af baren igen. Så nemt går det ikke. I sin hast efter at rejse, solgte han baren til et stort firma, som har placeret den magtgærrige og følelsesladede Rebecca Howe (Kirstie Alley), i front for baren, som hun har forandret, til de ansattes mishag. Sam får dog nådigst tildelt et job og begynder langsomt, men sikkert, at arbejde sig frem mod at generhverve sig sin bar. 

Titelsekvensen er den samme og forbliver således gennem hele seriens forløb.

Kort om ‘Cheers’

Serien strakte sig overordnet set over 11 sæsoner. 271 episoder som har en gennemsnitlig varighed på de standardiserede ca. 22 minutter pr. afsnit. Denne anmeldelse beskæftiger sig med sæson 6 - 11 af ‘Cheers’ (på dansk kaldet ‘Sams bar’), som tager tråden op fra de foregående sæsoner, med et væsentligt skift i og med Shelley Long, som spillede Diane i de første 5 sæsoner af serien, forlod serien og efterlod rum til forandring. Det har resulteret i en imponerende række episoder der i endnu højere grad end tidligere når omkring såvel Sam og hans udfordringer, som barens øvrige klientel og deres liv, som i endnu højere grad får plads i denne omgang end tidligere. ‘Cheers’ er charmerende, lun og alligevel ikke uden kant og relevans, når den prikker til politikernes tendens til at spy varm luft eller overvejer forskellen mellem rig og fattig. En fornøjelig sit-com. Kan man ikke få nok af ‘Cheers’, er ‘Frasier’ en fremragende spin-off og har også gæsteoptrædener fra størstedelen af det primære cast fra ‘Cheers’ fordelt over sine 11 sæsoner. 

At fortsætte en klassiker

Det må have været sin udfordring at fortsætte successerien ‘Cheers’ ovenpå Shelley Longs exit fra serien. Hendes karakter Diane og Ted Dansons Sam, havde været det absolutte centrum for serien, med en typisk will they or wont they dynamik, som en meget grundlæggende fremdrift i den overordnede serie. I øvrigt kunne Dianes humanistiske og pseudo-intellektuelle tanker være en meget god kontrast til det sædvanlige slæng og deres idéer om verdens og livets gang. Det ville have været lige for at lade Rebecca overtage hvor Diane slap, men her gik forfatterne alt andet end den lette vej. Mens Shelley Longs karakter var totalt modsat den overfladiske Sam, er Kirstie Alleys neurotiske forretningskvinde mindre usammenlignelig med ham. Hun er på mange måder ligeså overfladisk, med en blødere, mere skjult side, og selvom hun indledningsvist er stærkt fokuseret på hendes karriere bliver hun som serien forløber mere og mere besat af at finde en mand. Hende og Sam har indledningsvist et forhold der indeholder Sam i konstant jagt efter hende, men over tid udvikler det sig af en uforventet sti og de to bliver mere venner end noget andet og helt modsat Diane og Sams dynamik, er der ikke nogen reel følelsesmæssig gnist mellem disse to. Seriens forfattere var indledningsvist ikke glade for Rebecca som karakter og kæmpede med at gøre hende morsom. Over tid erfarede de at det var i omfavnelsen af karakterens mere neurotiske og ekstremt følelsesladede side, humoren for alvor lå gemt. Således udvikledes hun i denne retning.  

Fra sæson 10s finale 'An Old Fashioned Wedding', hvor alt går galt, Sam får vist sin offervilje og Lilith viser nye sider
af sig selv.

Af nye stier

I det hele taget er der kommet nye boller på suppen i sæson 6 og frem. De historieforløb der strækker sig over længere tid, har større fokus på baren og det er i mindre grad romantikken der er i front, hvilket fungerer overraskende godt, fordi det bringer seriens øvrige karakterer i spil på nye måder. Episoderne bliver mindre forudsigelige og i episoder som sæson 6s 13. episode: ‘Woody for Hire, Meets Norman of the Apes’, sæson 7s 12. episode: ‘Please Mr. Postman’ og sæson 11s 3. episode: ‘The King of Beers’, er det forskellige af de øvrige karakterer der er i fokus. Woody (Woody Harrelson), Norm (George Wendt), Cliff (John Ratzenberger), Carla (Rhea Perlman) og selvfølgelig Frasier (Kelsey Grammer) og Lilith Sternin-Crane (Bebe Neuwirth), som jeg vender tilbage til, er alle blevet mere prominente i disse sæsoner og humoren vinder derved. Til trods for ‘Cheers’ gemytlige og tilsyneladende ufarlige kvaliteter, har serien fra tid til anden taget nogle væsentlige emner op. Alkoholisme, homoseksualitet og skellet mellem rig og fattig bringes eksempelvis op. Særligt sidstnævnte er tydeligt i disse senere sæsoner hvor Sams kamp for at tjene penge til at generhverve sig sin bar kommer i spil og endnu mere igennem Woodys store kærlighed Kelly Gaines (Jackie Swanson), der ligesom Woody er sympatisk omend ikke videre intelligent. Kelly er datter af en rigmand og voldsomt forkælet, men ikke synderligt bevidst om dette faktum, eller for den sags skyld at andre mennesker ikke har de samme privilegier. Det skaber nogle spændende møder mellem ‘Cheers’ klientel og rigmandsdatteren, der af flere omgange kommer til at træde de andre over tæerne. Det er ikke ‘Cheers’ hovedformål at være politisk, men der er humor og relevans i mødet mellem karakterer fra så forskellige verdener, hvilket eksempelvis kan ses i episode 10 af seriens sidste sæson: ‘Daddy’s Little Middle-Aged Girl’. 

Fra episoden 'The Norm That Came to Dinner': Et sjældent sårbart øjeblik for den distingverede Dr. Lilith Sternin-Crane.

Intellekt

Et hul der efterlades af Diane er den mere intellektuelle beskuer af begivenhedernes gang og det udfyldes i høj grad af Kelsey Grammers sympatiske psykiater Frasier Crane. Til dels er også hans kone Lillith repræsentant for logik og fornuft. Den mest markante forskel på de to er at Frasier har en større selvironi og har evnen til at være på niveau med resten af barens stamgæster. Lilith er mere distanceret. Med det sagt gives vi i nogle af seriens stærkeste episoder, som er centreret omkring Frasier og Lilith, et ret fint indblik i hendes karakter. Bebe Neuwirth gør et virkelig fornemt stykke arbejde med at vise små bidder af sårbarhed i Liliths stenhårde facade. I episode 6 og 7 af 11. sæson kommer hende og Frasiers forhold i spil og det fører til nogle af de stærkeste dramatiske øjeblikke i seriens forløb. Hvor spin-off serien ‘Frasier’, som er blandt mine absolutte favoritter indenfor genren, ikke frygtede alvor, tenderende til melodrama, er ‘Cheers’ en smule mere forsigtig, i det mindste i forløsningen af sine problematikker og selvom førnævnte episoder har nogle følelsesladede øjeblikke og fungerer fint, trækkes der lidt i land senere i forløbet, hvilket er en skam. Det samme sker da der i sæsonåbningen ‘The Little Match Girl’ lægges ud med stor dramatik, som når et meget stærkt højdepunkt, for så at blive forløst i den næste scene. Det ér svært i en sit-com at holde alvoren for længe af gangen, det er forståeligt, men det er ikke umuligt, hvilket serier som ‘Roseanne’ har bevist.

Endnu et billede fra sæson 10s finaleepisode.

Jeg forventede ikke af serien at den ville holde sit niveau fra de første par sæsoner, som jeg holdt meget af, for deres vekslen mellem alvor og godmodig humor. Ikke desto mindre lykkedes det og i sidste ende mener jeg faktisk at de senere sæsoner er de mere varierede og dynamiske af de to. Blandt seriens bedste episoder er de førnævnte Frasier & Lilith centrede episoder, samt ‘The Norm Who Came to Dinner’ (som strengt taget også har fokus på Frasier og Lilith), fra sæson 10, ‘Woody Gets an Election’ fra sæson 11 og sæsonafslutningen ‘An Old Fashioned Wedding’ (S10), som startede farce-traditionen, som i høj grad levede videre i ‘Frasier’. Seriefinalen 'One for the Road' er en rigtig fin en af slagsen. Det går i et fint tempo og seriens sidste øjeblikke lever op til den ellers enorme vægt det er at skulle afslutte et 271 episoders langt forløb.

5/6

Billeder (C): Paramount Pictures

Weeds

Da Nancy Botwin (Mary-Louise Parker) mister sin mand, står hun alene tilbage med to børn og en livsstil, som hun ikke længere har råd til at opretholde. Det løser hun på lettere utraditionel vis ved at engagere sig i narkotika, helt specifikt pot. Hun sælger stofferne til sine rige venner i den lille by Agrestic. Samtidig følger vi de mere traditionelle problemstillinger og dramaer der udspiller sig mellem byens øvrige indbyggere: Ægteskaber der halter, korruption der afsløres og teenageforelskelser. Til familien Botwin slutter sig også afdøde Judahs bror Andy (Justin Kirk), som hurtigt bliver lidt en klods om benet på Nancy, med hans mange seksuelle eskapader (der til tider skaber problemer i forhold til Nancys forretninger) og manglende støtte til husholdningen.

Efter de første par sæsoner stoppede titelsekvensen med at være generisk og begyndte at være unik for hver episode,
sæson 8 så en tilbagevenden til en fast stil og brugen af sangen 'Little Boxes' af Malvina Reynolds.

Kort om ‘Weeds’  

Serien består af 102 episoder fordelt over 8 relativt korte sæsoner. Episoderne er kompakte med deres længde på omkring 30 minutter stykket og leverer et livligt tempo, til trods for at der tages nogle seriøse tematikker op. Det er farverigt, det er dialogpræget humor og sidst men ikke mindst er det pakket med en fremragende brug af musik. Derudover er der også reelt drama at komme efter, nogle engagerende karakterer, leveret af dygtige skuespillere og det er med til at fænge fra afsnit til afsnit. Til trods for det korte format sker der meget i hvert enkelt afsnit og der er en meget klar fornemmelse af fremdrift, som både ved hjælp af seriens høje kvalitet og et par ufine tricks (cliffhangers) holder seeren fast fra sæson til sæson. 

Den større sammenhæng

Jenji Kohan pitchede oprindeligt sin idé til ‘Weeds’ for HBO, som takkede nej. Først senere fik hun kontakt til Showtime, som endte med at samle serien op, hvilket egentlig er morsomt, fordi serien faktisk havde hørt meget pænt hjemme på HBO. Sammenlignet med en anden fremragende serie: ‘Six Feet Under’, er de ting ‘Weeds’ adresserer, slet ikke så ukendt område for HBOs sendeflade. Ikke desto mindre blev det altså hos hjemstedet for tv-serien ‘Dexter’ Kohan fandt plads til sin skæve komedieserie om pot, sorgarbejde og den overfladiske øvre ende af middelklassen. Hele udgangspunktet for serien er familiefar Judahs død og efter at have set hele serien, overraskede det mig at erfare at han kun er krediteret for 2 episoder. Man ser aldrig manden i andet end glimt, men hans tilstedeværelse lurer overalt, ikke mindst i de første sæsoner. Men selv når serien drastisk forandres efter sæson 3, dukker han stadig op i replikker. Judah spilles af Jeffrey Dean Morgan, som nogle vil kende fra ‘Supernatural’, hvor han medvirker som Sam og Deans far, eller fra ‘Watchmen’, hvor han spiller the Comedian. De første par sæsoner, føles i nogen grad som Nancys kamp for at komme videre efter dødsfaldet og det kan påstås at ligge som et tema under hele seriens forløb. Et tema der ligeledes er tilstedeværende under hele seriens forløb, men som også skifter ind og ud af fokus efter sæson 3, er den overfladiskhed, som ikke mindst er symboliseret i Agrestic. Ikke bare Nancy, men masser af seriens karakterer, er så optagede af at udstråle det “rigtige” udadtil, at de er ved at opløses indadtil og det er her serien henter en stor del af sin humor. Når sat op mod forstadens glans, kommer de tiltagende dramatiske ting der sker i Nancy og hendes families liv til at fremstå helt ekstreme. Ikke bare hentes der humor herfra, men der skabes også et reelt drama, fordi det igen og igen føles for seeren, som om husmoderen er på for dybt vand. Hvordan vil hun mon klare sig ud af denne suppedas? Nancy lader ikke til at planlægge så langt frem, men tager problemerne som de kommer, hvilket i sig selv er problematisk af flere omgange. 

Stærk kvinde i front

I den forbindelse er det oplagt at gå ind i hovedrolleindehaver Mary-Louise Parker, som jeg blev introduceret for i denne serie. Hun medvirker ganske vist i film som ‘Red Dragon’ og ‘Red’, som begge er film jeg har set, men af en eller anden årsag har jeg ikke tidligere bidt mærke i hende, hvilket er sært af en årsag: Hun er en af de mest karismatiske skuespillerinder jeg har set i lang tid. Hun gør det formidabelt i den rolle hun har her og kan uproblematisk kombinere det sexede, med humor og stor dramatisk integritet. Seriens skaber siger at ‘Weeds’, som titel kan hentyde til mere end bare potplanter. Mest af alt mener Kohan at det er symbolsk for stædige, seje planter der klarer sig på trods, hvilket også er en meget fin karakteristik af Nancy Botwin selv: Stærk når nødvendigt. I bund og grund er hun dog også sårbar, hvilket ikke er nogen let balance at afspejle som skuespillerinde, men som det altså lykkedes Mary-Louise Parker og serieforfatterne at udvikle og nuancere over seriens 8 sæsoner. Interessant er det at karakteren i øvrigt flere gange udfordres på hendes valg af branche og selv da hun får chancen for at leve et relativt almindeligt liv, kan hun ikke lade være at søge tilbage til den forkerte side af loven. Det er spændende fordi det kræver en selvindsigt hos karakteren, såvel som seriens skabere, at erkende at et almindeligt liv ikke længere er en mulighed for hovedkarakteren og at antihelten kan stilles i situationer, hvor seeren kan blive alvorligt i tvivl om sin sympati for hende.

Doug Wilson har det med at snyde og svindle sig frem til en situation der fungerer for ham.

Hvad ‘Weeds’ kan

Ligeså dynamisk og nuanceret som Parker, er serien selv. Mens de tidlige sæsoner beskæftiger sig, i det mindste delvist, med sorg, er det kendetegnende for hele serien at den er utrolig morsom, på en kantet og til tider decideret provokerende måde. Som del af tidens trend, som lader til at være karakterer i moralske gråzoner, formår serien at trække både dele af sit drama og sin humor fra nogle store spørgsmål og overvejelser. Således prikkes der også til det amerikanske samfund. Der stilles helt grundlæggende spørgsmål ved den amerikanske drøm og hvilke omkostninger det har at bygge sit samfund på tanken om at man er sin egen lykkes smed. For hvad når det hele smuldre? Det spørgsmål stilles igen og igen, i takt med at nogle af seriens karakterer får mindre og mindre styr på deres liv. Det hele kommer måske til at lyde lidt højpandet, men frygt ej, det hele er serveret i en farverig og livlig indpakning der er utrolig nem at gå til. Samtidig er der også karakterer til stede der i en eller anden grad repræsenterer en noget mere håndgribelig humor, som ikke er plat, men bestemt er noget mere low-brow end andre dele af serien. Mest markant på den front er det charmerende røvhul Doug Wilson (Kevin Nealon), der ikke holder igen på nogen fronter og som det er morsomt at se det gå galt for, fordi han basalt set er utroligt usympatisk. Seriens senere sæsoner har undertiden lidt svært ved at finde fokus, men ikke mere end snartsagt alle afsnit indeholder mindeværdige øjeblikke. Forskellen er at seriens bedste afsnit vælter sig i disse.

Promobillede for serien.

Blandt mine favoritepisoder er 3. sæsons afslutning ‘Go’, åbningen af sæson 6: ‘Thwack’ og seriens tredje sidste afsnit, 8. sæsons 11. episode: 'God Willing and the Creek Don't Rise'. Serieafslutningen er todelt og bruger et spring i tid til at samle op på seriens begivenheder, hvilket giver en fin udgang på historien, der også giver masser af hints til tider sæsoners begivenheder. Seriens stærkeste sæsoner er de tre første, hvor satiren er stærkest. Senere opbygges der andre forcer og særligt imod slutningen af seriens forløb, når Nancys børn bliver gamle nok til for alvor at stille spørgsmålstegn ved nogle af de beslutninger deres mor har taget, og Nancy selv begynder at opleve flere og flere af konsekvenserne af sine handlinger, finder serien nogle nye holdepunkter. Parker i centrum og de omgivende spillere holder imidlertid seriens niveau højt hele vejen igennem de 8 sæsoner og overordnet set er det med varme tanker jeg vil tænke tilbage på min tid i selskab med familien Botwin. 

5/6

Billeder (C): Showtime

Star-ving

Den tidligere "Married with Children" stjerne David Faustino, har skabt denne webserie med det formål at skabe et selvironisk billede af sig selv. Lidt ligesom den danske tv-serie "Klovn" forsøger "Star-ving" at skabe humor ud af sin hovedkarakters håbløse situation.

Udfra sit meget simple set-up er serien stilbevidst håndholdt og meget klodset sammensat. Der skydes massevis af tegneserieagtig og ofte overdrevet humor ind, der tydeligvis følger traditionen fra "Married with Children", som ligeledes indeholdt masser af den type humor. I "Star-ving" er den overdrevne humor dog blandet med en mere realistisk og pinlig form for humor, som også den tidligere nævnte "Klovn" blandt andet benytter sig af. Resultatet af dette er meget rodet, og hvad der skulle have været tegneserieagtigt, eller bare overdrevet, bliver ofte direkte ulækkert og dybt ubehageligt. Faktisk er dette meget beskrivende for hele serien, dybt ubehagelig. Således går der ikke mange afsnit uden at diverse kropsvæsker skal fremvises, og selvom det tydeligvis er et forsøg på at skabe råhed i seriens realisme, er der simpelthen ikke tilstrækkeligt med positive elementer til at modveje de mange ulækre indslag. De omtalte momenter tæller bl.a. Faustinos afføringsfyldte underbukser peget direkte imod linsen, i forbindelse med et af de mange selvmordsforsøg. Endvidere kan nævnes en voksenbaby der ved et uheld kommer af dage, i et af seriens første afsnit. Altsammen er det eksempler på seriens niveau, og misplacerede forsøg på at skabe kant og realisme igennem avancerede pruttejokes.

Humoren tiltaler i den grad ikke undertegnede, og til forskel for "Married with Children", som til dels havde held med at være samfundskritisk i sit udtryk, og på den måde få en smule kant, mislykkedes "Star-ving" i alt andet end at gøre David Faustino til en yderst usympatisk hovedkarakter. Serien er med sine 12 afsnit en meget kort sag, og eftersom den oprindeligt er tiltænkt netformatet, er afsnittene også ganske korte (8 - 9 minutter) i længden. Kontinuitetsmæssigt er der imidlertid ikke meget at komme efter i serien, som ikke har den store overordnede historie, men hovedsageligt fokuserer på at vise forskellige situationer som er beregnet på at morer, men ofte med deres groteske humor mislykkedes i dette forehavende. Selv når man ser bort fra at seriens humor ikke tiltaler denne anmelder, er det tilmed også svært virkelig at interessere sig for afsnittenes historier, da de ofte er så langt ude på et overdrev, at de rent falder til jorden.

Den mest fyldige karakter er David Faustino, der giver det klare indtryk, at han mere eller mindre spiller sig selv. Det er svært at vurdere hans skuespil, da dette i serien hovedsageligt består af hysteriske udbrud. Faustino fejler ikke i rollen, men er blot ret ensidig og i længden ganske intetsigende. Udover Faustino er der løbende gæstespillere af stor alsidighed. Fra "Married With Children"s øvrige cast, til Coolio, som i serien er Faustinos nabo. Mere fast er Corin Nemec i rollen som en overdreven udgave af sig selv. Han og Faustino udgør i serien et makkerpar, som til trods for udemærket kemi trækkes ned af seriens øvrige kvalitet.

Man skal ikke lade sig snyde. Familien fra "Married With Children" er kun gæstemedvirkende i et enkelt afsnit.

Det er formentlig et ringe skjult faktum at denne serie langt fra huede undertegnede, som i særdeleshed fandt serien ulækker og dybt ubehagelig. I stedet for at skabe kant, efterlades man med en ganske tom fornemmelse ovenpå serien, der ikke har megen sammenhæng, og ligeledes heller ikke besidder megen humor. Et mislykket forsøg på at skabe et billede af en falden stjerne, som ganske vidst er vidende om sin egen overdriven, men samtidig også overskrider grænser blot for at gøre det, og ikke har noget andet at efterlade sin seer med end et dybt lettelsens suk da serien endelig afsluttes. 

1/6

Moonlighting

80erne bød på mange humoristisk prægede tv-serier. Meget længere var der ikke imellem detektivserierne, hvor spændende plots uge for uge blev løst. Mere sjælden er "Moonlighting" som kombinerer humor med detektivelementer og tilsætter en romance. Egentlig er det David Addison Jr. (Bruce Willis) der er detektiv, men da firmaets ejer, den smukke Madelyn Hayes (Cybill Shepherd) kommer i økonomiske vanskeligheder, beslutter hun sig for at nedlægge detektivfirmaet. Da hun i den forbindelse tager på et besøg hos Addison og kompagni, bliver det imidlertid svært for hende at følge sin plan til dørs. For selvom aktiviteten ikke er stor hos Addisons hold, er manden selv så generende og charmerende, at Maddie har svært ved at holde sig væk og snart slutter sig til ham.

 
"Moonlighting" endte med at strække sig over 5 sæsoner, og selvom det ret hurtigt i seriens forløb bliver tydeligt, at mindre nok kunne have gjort det, er der stadig tilpas mange mindeværdige momenter i seriens forløb, til at den er anbefalelsesværdig. Jeg skal for en god ordens skyld understrege at jeg ikke har haft mulighed for at se seriens 5. sæson. Ikke desto mindre er serien særegen af flere årsager. Mest fremtrædende af disse er måske de mange fremragende manuskripter som ligger til grund for serien, særligt i dens indledende to sæsoner. Således er serien kendt for de hurtige replikvekslinger, og det faktum at karaktererne ofte får lov at komme i så ophedede diskussioner, at de ikke engang stopper for at lade hinanden tale, men i stedet blot råber i munden på hinanden. Disse momenter er ofte yderst velfungerende fordi arbejdet med replikkerne tydeligt er stærkt, og selvom visse momenter er mærket af tidens tand, kan seriens dialogmæssige side oftest fungere uafhængigt af tidsperioden. Årsagen til dette er formentlig at man fra skabernes side ikke gør et for stort nummer ud af at komme med rappe referencer til samtiden, men i stedet fokuserer på at lade humoren og dramaet komme fra hovedkaraktererne - noget der i de senere sæsoner blev problematisk, idet seriens to stjerner, Bruce Willis og Cybill Shepherd, blev tiltagende mere interesserede i de ting der foregik udenfor skabelsen af serien. Willis var netop slået igennem på det store lærred, med sin debut som actionstjerne i "Die Hard", og Shepherd fik omkring samme tid tvillinger.

Intet er der dog at mærke i seriens første par sæsoner, hvor såvel skuespillerne som det generelle arbejde på serien er af højt niveau. For også i brugen af tekniske virkemidler er serien meget bevidst opbygget. Arbejdet bag kameraet er en stor del hvad der gør serien så underholdende, og særligt også grund til at den er så stemningsfuld. Lyset er ofte et stærkt element, og medvirker til at særligt de mere romantisk prægede scener bliver blandt seriens mest velfungerende elementer. Mere akavede bliver actionelementerne til tider. Det er utvivlsomt disse der lider mest under tidens tand, og selvom eksempelvis biljagterne ofte er underholdende, er de øvrige elementer ofte for platte. Til tider er det naturligvis bevidst fra seriens side at de er fjollede, men det går til tider over gevind, og særligt begynder man i seriens senere sæsoner at fornemme en metaltræthed idet at hvert afsnit skal afsluttes med en fjollet jagtscene, ofte indvolverende Willis der løber med Shepherd i en kørestol, vasketøjsvogn eller tilsvarende pjattede ting på hjul. Langt mere spændende er det, når serien forsøger sig med diverse eksperimenter. Heriblandt kan fra seriens 2. sæson nævnes "The Dream Sequence Always Rings Twice", som er optaget delvist i sort/hvid. Ikke alene er dette afsnit blandt seriens smukkeste, rent visuelt, men det er også i afsnit som denne, at den selvrefererende humor fungerer bedst. Et andet eksempel er en stopmotionsekvens, der i en senere sæson er et af højdepunkterne. Min absolutte favoritepisode må dog være juleepisoden "Twas the Episode Before Christmas", som er en af seriens mest hjertevarmende episoder, og selvom den for nogle sikkert vil fremstå sentimental, rammer den for undertegnede højdepunktet for alt det der gør "Moonlighting" til en fremragende serie.

Et eksempel på et af de smukke sort/hvide billeder fra særepisoden "The Dream Sequence Always Rings Twice".

Det er ikke så få gange i seriens forløb at den såkaldt "fjerde væg" brydes, og der tales direkte, og ofte selvrefererende, til publikum. Hvad ikke brydes er til gengæld karaktererne. Bruce Willis, Cybill Shepherd, Allyce Beasley og senere Curtis Armstrong, er altid i deres karakterer. Willis og Shepherds karakterer er skabt som modsætninger, og deres konstante sammenstød, er oftest et resultat af deres fuldstændigt forskellige livssyn. Deri ligger naturligvis også deres romance, og denne er utvivlsomt hele seriens fundament. Selv sagerne er oftest skabt udfra et ønske om at vise nye sider af de tos forhold, og det er da også hvad der i enkelte afsnit får sagerne til at virke lidt overflødigt påtrængende. Her er balancen ikke altid optimal. Ikke desto mindre spiller både Willis og Shepherd fremragende, og særligt Willis er meget fri i sit spil, i forhold til nogle af de roller han senere har spillet. Beasley og Armstrong er dog ikke så lidt vigtige, for det er de to der i løbet af serien bringer ny energi og særligt humor, til en serie der langsomt begynder at blive tungere på intriger end humor.


 
Det skinner forhåbentligt igennem i denne anmeldelse, at jeg holder meget af "Moonlighting". Jeg finder serien blandt de mest charmerende og indtagende af sin slags, og selvom niveauet ofte svinger faretruende, er det svært ikke at have en overordnet god fornemmelse af serien, hvis hjerte og sjæl aldrig lader til at forsvinde. Lige fra det fængende tema der indleder serien (og desværre revideres midtvejs i seriens forløb), til de stemningsfulde billeder og de velskrevne replikker, er "Moonlighting" en serie der i den grad er værd at sidde igennem. Som en sidenote kan det dog bemærkes at man ikke skal forvente sig meget af kommentarsporene på DVDerne, idet de ofte er fyldt med stilhed, og kun enkelte gange har virkelig informationsværdi. 

4/6

Seinfeld

Jerry Seinfeld spiller i denne serie en version af sig selv. Ligesom virkelighedens Jerry Seinfeld lever også karakteren Seinfeld af at være komiker. Således har han tilsyneladende en del fritid, og denne benyttes ofte i selskab med hans ungdomsven George (Jason Alexander), den tidligere kæreste Elaine (Julia Louis-Dreyfus) og den mildt sagt excentriske genbo Kramer (Michael Richards). Sammen oplever de fire over ikke mindre end 9 sæsoner, en hel række sære episoder, der i sit udgangspunkt dog ofte er meget let relaterbare og på mange måder dermed minder om Seinfelds stand-up. Der er i langt størstedelen af serien ikke nogen fortløbende historie afsnittene imellem (hvilket naturligvis ofte gør sig gældende for sit-coms), men man må give serien at den har så godt styr på sin kontinuitet, at man alligevel føler at karaktererne har erfaret noget fra de foregående afsnits oplevelser.

Seinfelds stand-up rutiner fungerer ofte som åbning til afsnittene, her er et eksempel fra en af seriens tidlige afsnit.

Sit-coms var hele årsagen til at jeg ønskede at starte denne blog. Genren er ofte mål for nedgørende kommentarer om banaliteter, dåselatter og ligegyldighed. Det er helt givet at der ligesom med alle andre typer underholdning, er meget langt fra kvalitetsserier, som bl.a. "Seinfeld", til ringere serier indenfor genren, som bedre kan passe til fordommene. For "Seinfeld" er det imidlertid uretfærdigt at smide langt størstedelen af generaliseringerne efter den. For serien er hverken banal eller ligegyldig. Der er stadig latter på lydsporet, men det er en del af genren, og i virkeligheden også dens charme. "Seinfeld" er tv eskapisme når det er bedst, og de fire venner i seriens centrum er alle meget veltegnede karakterer, hvilket naturligvis er væsentligt. Et andet skarpt, og helt centralt, element af serien, er manuskripterne. Serien er blandt de mest velskrevne når det kommer til at få meget ud af lidt, og ligesom karaktererne selv konkluderer, da de i et par meget metaprægede afsnit begynder at skrive en sit-com, er også virkelighedens "Seinfeld" ofte en serie der ikke handler om noget. Det skal selvfølgelig forstås sådan at serien ofte undgår at falde i genrens fælder, og skabe forudsigelige handlingstråde, som ender med at falde til jorden, fordi andre serier har gjort det før, og seeren dermed kan forudse udfaldet af den givne situation. Der er med andre ord ikke særlig meget plot i afsnittene, som alligevel altid har et fint momentum, og ofte fortæller flere små historier undervejs.

Vi er altså ofte overladt til at se karaktererne diskuterer mere eller mindre sære ting. Og selvom serien, efterhånden som den skrider frem i sæsonerne, får mere plot, tabes elementet af smalltalk aldrig. Serien er på dette punkt mesterlig, og ofte utrolig intelligent. Det er imidlertid også karaktererne der gør disse diskussioner så interessante, og skuespillerne gør et fremragende job. Jerry Seinfeld er vitterligt ikke nogen voldsomt dygtig skuespiller, men det gør ikke frygtelig meget, for han har timingen i orden, og da serien kun meget sjældent kalder på egentlig seriøse momenter, rækker Seinfelds evner. De øvrige tre faste medlemmer af vennegruppen er ikke bare "fine" skuespillere, men ofte fremragende. Det kan være svært ikke at holde af Jason Alexanders neurotiske og til tider selvudslettende George, som af og til får lov at fremstå stærkere, men mestendels er af ret nervøs støbning. Julia Louis-Dreyfus viser i Elaine en kvinde med ben i næsen, som fint kan følge med drengene på både skarpe bemærkninger, og lange rants om de mindste ting. Sidst men ikke mindst er Michael Richards vidunderlig som Kramer. Denne sære karakter, som altid henligger en smule i mystik, formår at tage slapstick til et nyt niveau, fordi det integreres så fint i karakteren. Således er det aldrig hverken plat eller generende når Kramer eksempelvis braser ind i et rum eller blot vælter en smule rundt, vi kan ligesom seriens karakterer blot konkludere at det 'bare er Kramer'. Endvidere gør Richards og seriens forfattere også meget for at fremhæve at Kramer, til trods for sin til tider bizarre opførsel, er utrolig vellidt af mange mennesker i seriens univers. I mindre faste roller kan Wayne Knight nævnes i rollen som Jerrys ærkefjende Newman, som er en slesk karakter, som forfatterne ofte benytter, når de har brug for en skummel eller mistænksom personage, til at hjælpe eller afslører vores hovedkarakterer. Fremhæves skal også Jerry Stiller, som Georges far. Stiller spiller her mere eller mindre den samme rolle som mange vil kende ham i fra den senere "Kongen af Queens". Han kan imidlertid også netop det, og gør sig fint i serien, selvom jeg er sikker på at nogle vil finde ham mere generende end morsom.

Hvorfor er serien så fremragende? Personligt vil jeg tro at det er fordi serien er meget nem at gå til, og på den måde utrolig velfungerende og stærkt underholdende. Man forsøger ikke at komme med de store forkromede fortællinger, men mindre kan også gøre det, og serien tager i sit forløb mange emner op, som kan anses for værende tabu, og måske i endnu højere grad var det da serien løb over skærmen i løbet af '90erne. Ting som sex, race og homoseksualitet tages op i løbet af serien, og der gøres ofte grin med den politiske korrekthed. Altsammen gøres det med legende lethed, og der er aldrig noget der virker forceret. Sit-coms er ofte forbundet med, udover humor, ekstensiv brug af patos og sågar eftertænksomhed. Det er en hårfin balance, som "Seinfeld" som sådan ser stort på, og det klæder den overraskende nok. Man kan med rette sige at der ikke findes andre serier i genren der er helt ligeså nonchalant i sin humor som denne, og det er både seriens styrke og svaghed i mine øjne. Jeg kan egentlig meget godt lide en smule patos, men særligt når man nu har valgt det fra, er der nogle ting man måske burde have udeladt. Eksempelvis bliver en karakter abrupt aflivet ved slutningen af en sæson, og selvom serien som altid følger dette til dørs, og sågar også hentyder til det i den nye sæson, er det trods alt en smule svært ikke at føle en stikkende sær fornemmelse af at man måske burde have gjort en smule mere ud af at vise, en eller anden form for sorg. Samtidig, og nu viser min splittelse sig formentlig, er det heller ikke dårligt håndteret. Der er i den handlingsmæssige sammenhæng en årsag til at dødsfaldet ikke tages tungere.

Jeg har allerede en gang konstateret det, men lad mig lige opsummere: "Seinfeld" er fremragende som eskapisme og indeholder nogle gode grin undervejs. Det skal man i sig selv ikke kimse af. Tilføjer man derefter de velskrevne karakterer, og seriens gode fornemmelse for kontinuitet, står man alt i alt tilbage med en serie der underholder, og måske ikke efterlader en bevæget, eller med en morale, hvilket i sig selv kan være farligt, men i stedet efterlader en med en lille smule mere eftertanke omkring hverdagsfænomener, og en lidt lettere fornemmelse i kroppen. Og så er det i øvrigt slående hvor højt et niveau seriens 174 episoder opretholder, over de 9 sæsoner de er fordelt på.

5/6

Columbo

Politimanden Columbo (Peter Falk) sendes fra afsnit til afsnit ud på forskellige mordsager, og formår som oftest at snøre den skyldige således at personen selv ender med at afsløre sin skyld.

Åbningsbilledet fra den Spielberg instruerede episode: "Murder by the Book"

Plotsummeringen er ganske kort for en serie som "Columbo". Årsagen hertil er selvfølgelig at serien meget er baseret på en afsnit til afsnit struktur, og som sådan ikke har nogen fortløbende historie. Et holdepunkt mister seeren imidlertid aldrig, og det er den kære betjent i centrum. Ukueligt og kun sjældent rystende på hånden, løser Peter Falks Columbo nogle af de mest snedige mordgåder der er produceret til tv. En del af seriens form er naturligvis at vi som seere er klar over hvem, og hvordan mordet er blevet begået. Bortset fra et enkelt afsnit, er der i seriens oprindelige 7 sæsoner ikke et eneste afsnit hvor man kan lade sig overraske af udfaldet af de enkelte mordsager. Hvad man til gengæld får lov at deltage i, er forsøget på at gennemskue hvad der vil afsløre de respektive afsnits skurke, og hvorledes deres reaktioner vil være. Jeg skal i den forbindelse ikke nægte at der af og til er et vidst mønster i netop de skyldiges reaktioner når de afsløres, men som oftest forsøger serien at gøre tingene anderledes fra afsnit til afsnit.

Fra venstre: Vincent Price, Martin Sheen & Johnny Cash, som alle har gæsteoptrædener i seriens tredje sæson.

Til at variere løjerne en smule undervejs, understøttes seriens hovedrolleindehaver Peter Falk, af en hel række af store navne, som dog ikke nødvendigvis er kendt for skuespil. Så forskelligt er udvalget, at seriens gæsteoptrædener går fra countrysanger Johnny Cash ("Swan Song") til gyserstjernen Vincent Price ("Lovely but Lethal"). Et glimt får vi sågar af en ganske ung Martin Sheen ("Lovely but Lethal"), som er så uheldig at blive aflivet i en af seriens afsnit. Over alle gæstestjernerne stråler naturligvis Peter Falk selv, som desværre afgik ved døden i juni 2011. Falk har et så fast greb om karakteren, at det kan være svært ikke at holde af den lille mand, som ofte fører sig klodset frem, men alligevel altid når frem til sandheden. En vis udvikling kan karakteren imidlertid også siges at have gennemgået, og det kan ses hvis man oplever enkelte af seriens tidligste episoder, hvor den kølige og eftertænksomt problemløsende Columbo, er en smule mere hårdtslående, og en enkelt gang sågar ondskabsfuld. Den Columbo vi kender og elsker er lykkeligvis også ham der eksisterer i de fleste af seriens afsnit, og uanset om han har erhvervet sig en hund, er ved at fortælle om sin kone eller lige har 'et spørgsmål mere', kan det som sagt være svært ikke at synes om ham.

Også Janet Leigh har gæstet serien, det gjorde hun i femte sæsons åbningsepisode: "Forgotten Lady", som er blandt mine favoritter.

Stemningen er for mig hvad der i bund og grund gør "Columbo" til den underholdende serie den er. På mange måder må det opfattes som perverst at betegne en krimiserie som værende hyggelig, men det er "Columbo" altså ikke desto mindre. Det kan imidlertid kun siges delvist, idet åbningssekvenserne fra tid til anden bliver reelt intense og skønt de ikke er uhyggelige, er de under alle omstændigheder ofte stemningsfulde. Instruktør Steven Spielberg lagde da også et højt niveau med sin instruktion af seriens første egentlige episode (der var produceret to piloter før Spielbergs afsnit). Afsnittet "Murder by the Book" er ikke alene med til at åbne serien, men er også en af de fineste afsnit, idet at man allerede her kan mærke Spielbergs fornemme evner som instruktør. For eksempel står åbningen af episoden meget stærkt i denne anmelders hukommelse, idet den akkompagneres af lyden fra en skrivemaskine, der manisk skrives på. Det er den slags små greb som gør åbningssekvenserne interessante, og også senere episoder har haft spændende tag på den indledende del af afsnittene.

Det skal retfærdigvis siges at serien fortsatte nogle år senere med et par kortere sæsoner, denne anmeldelse omfatter kun de første syv sæsoner, idet det er dem jeg har haft mulighed for at se. Ifølge Imdb har serien i alt 13 sæsoner, og den sidste episode der blev skabt var "Columbo Likes the Nightlife", som markerer den sidste gang Peter Falk spillede den ikoniske rolle som Columbo. En rolle som Falk få år efter sages at have glemt, grundet fremskreden demens. Falk døde den 23. Juni 2011.

Med syv sæsoner, og afsnit der varer lidt over en time stykket, er der naturligvis nogle afsnit som enten ikke lever op til standarden, eller netop kun gør dette. Det skal serien ikke som sådan klandres for, og personligt har jeg ikke oplevet serien som værende hård at sidde igennem. Tværtimod finder jeg at Falk altid holder serien vital og levende, og de ofte tragiske historier der ligger til grund for mordene, enkelte gange formår at røre momenter af melankoli, nostalgi og sågar poesi. Den svingende kvalitet trækker en karakter ned i forhold til den 5er mange af seriens bedste afsnit fortjener. Ikke desto mindre er dette endnu en serie man ikke må misse, hvis man som jeg elsker serier der tør dvæle ved deres historier, og måske endda selv kan finde på at sidde og længes en smule efter simplere tider.

4/6

Cheers (Diane-æraen)

Diane Chambers (Shelley Long) er forlovet, og står overfor snart at skulle giftes. Da hun og den kommende husbond kommer forbi den lille bar Cheers, er det blot tiltænkt som et kort visit. Dianes tilkomne bliver snart kaldt bort, og beder Diane vente på baren. Til den unge kvindes store overraskelse bliver hendes forlovede væk, i stedet for som lovet at komme tilbage efter hende. Det går derefter hverken værre eller bedre end at Diane ender med at få et job på baren, som køres af den tidligere baseballstjerne, og alkoholiker,  Sam Malone (Ted Danson). Efter at have fået sin karriere destrueret af alkoholen, har Malone lagt sin uvane fra sig, og serverer nu kun de alkoholiske drikke, alt imens han gør et forsøg på at skabe et andet hjem for de besøgende.

Det er muligvis et særpræget koncept at centrere en sit-com omkring en bar, og "Cheers" har igennem årene da også fået hilsner fra blandt andet "The Simpsons" der i en episode påpegede at virkelighedens barmiljø, nok er en smule anderledes end det der portrætteres i "Cheers". Det er imidlertid lykkedes seriens skabere Glen & Les Charles samt James Burrows og en række andre manuskriptforfattere og instruktører, at skabe en serie så holdbar, at den varede intet mindre end 11 sæsoner. Selvom serien er idylliseret, hvilket kan siges om de fleste sit-coms, har man heller ikke skabt en naiv serie. I kraft af at Sam, som på mange må betragtes som seriens hovedperson, er tidligere alkoholiker, og at flere af seriens karakterer er nogle lidt sære størrelse, som ikke altid portrætteres som havende et perfekt privatliv, formår serien alligevel at have tilpas meget kant til at være troværdig. Således besidder serien også en enorm charme, og det er formentlig den der endte med at betyde mest for at serien forblev på skærmen i så mange sæsoner.

En drivende kraft igennem den første periode, det vil sige de første 5 sæsoner, hvor Shelley Long besad den kvindelige hovedrolle, var den samme "vil de eller vil de ikke" dynamik, som gjorde den her på bloggen tidligere anmeldte serie "Moonlighting" så stærk. Det er ligeledes en romantisk opbygning, som er til stede i mange andre serier af den humoristisk/romantiske type, og som kan være utrolig effektiv når den er udført rigtigt - hvilket den eksempelvis er her. Forholdet imellem Sam og Diane er rigtig fint leveret, og selvom historien om de to unægteligt tager en del relativt ekstreme drejninger, bliver det for denne seer aldrig trættende, fordi det ikke bliver den eneste drivende kraft i seriens motor, men blot er en del af en helhed, som består af en ret omfattende mængde karakterer, som alle gives plads i løbet af serien. Udover humoren, som naturligvis er central, og rangerer fra det platte til det mere raffinerede, er det i høj grad også de stille momenter der gør serien til en flot helhed i denne anmelders øjne. For selvom serien går langt med sine karakterer, og i nogen grad karikerer dem, bruges tiden over sæsoner også til at udvide personlighederne, og gøre dem mere helstøbte. Samtidig virker det heller ikke som om karaktererne eksisterer i kraft af de jokes forfatterne skriver, men snarere omvendt. Det er helt centralt at humoren og de enkelte afsnits historier udspringer fra karaktererne, og det er i høj grad tilfældet i "Cheers".

Fra seriens 2. afsnit kaldet "Coach's Daughter" - Allyce Beasley ses her i tæt omfavnelse med Nicholas Colasanto, de to spiller far og datter i afsnittet.

Ted Danson er en mand der har været vidt omkring i sine humoristiske roller, og selvom han benyttede 11 år på "Cheers", har han blandt andet også medvirket i den oversete sit-com "Becker", og leverer i øjeblikket en fremragende præstation i HBOs "Bored to Death". I "Cheers" er hans rolle på mange måder både simpel, og kompliceret. For den ungdommelige playboy er ikke just nogen original karakter, ej heller særlig interessant i sig selv, men når det kombineres med Ted Dansons stærke evne til at skabe sympati for sin karakter, og et tidligere misbrug, samt en karriere der blev afbrudt for tidligt, er karakteren pludselig ikke længere så simpel. Hans bevæggrunde for at sidde fast i playboy livsstilen synes at være en hungren efter ungdom, en ungdom han måske har mistet i alkoholens tåger. Til at provokere Sams levestil dukker Diane så op, spillet af Shelley Long, og gør med sin semi-intellektuelle tilgang til livet, forvirringen komplet for stakkels Sam. Shelley Long spiller ret fremragende som den storsnudede, men også tryghedssøgende og følsomme Diane. Igen arbejdes der på modsætninger, så naturligvis er der også en modsætning til Diane, og det er karakteren Carla Tortelli (spillet af Rhea Perlman) som er ligeså rapkæftet som hun er hårdhudet. Med et utal af børn får man allerede igennem de første 5 sæsoner indtryk af at Carla i den grad kæmper for at holde skindet på næsen, og for at give sine børn den samme hårdhudede og temperamentsfulde tilgang til livet, som hun selv sværger til. Nicholas Colasanto spiller Sams gamle træner Coach i seriens første par sæsoner, men døde desværre under skabelsen af serien. Hans karakter er utrolig sympatisk, og i en af seriens første afsnit er han med til at etablere seriens fine evne til at veksle imellem humor og pathos, i en scene hvori han taler med sin datter, som i øvrigt er spillet af Allyce Beasley, der havde rollen som Agnes DiPesto i "Moonlighting". John Ratzenberger og George Wendt skal også nævnes kort, da de med to vidt forskellige, men begge meget excentriske karakterer, leverer et venskab ulig noget andet på tv. Til en afslutning må naturligvis nævnes Kelsey Grammer og Bebe Neuwirth, hvis karakterer Frasier og Lillith blev introduceret i "Cheers".

Fra episoden "I Do and Adieu" der er en af mine favoritter, og samtidig er sidste episode i seriens 5. sæson.

Det er først og fremmest hyggen der er central for "Cheers". Der er virkelig en fornemmelse af at også seeren lærer karaktererne så godt at kende at de føler sig hjemme i "Cheers" universet. At serien derfra aldrig går i stå, og bliver ved at udvide sine karakterer, og samtidig bibeholde kernen af det oprindelige koncept, er en ret fornem målsætning at have nået. Serien har, i hvert fald i denne første periode, ikke mange svage momenter, og underholder samtidig med at emotion også får plads, uden at det bliver repetitivt eller belærende. Dette første historieforløb, med Diane som det kvindelige centrum, afsluttes meget fornemt, og den endelige episode hvori karakteren medvirker (før 11. sæsons finale) er både rørende og kreativt udført.

5/6