Poesi med tænder.: Beware of Bad Movies

Viser opslag med etiketten Beware of Bad Movies. Vis alle opslag

Beware of bad movies #10: What to Expect When You're Expecting

"Beware of Bad Movies" anser jeg som værende en slags service til bloggens læsere, og en mulighed for at advare om film der er så ringe, at de ikke engang er værd at se for deres elendige kvalitets skyld. Film som "Jaws 3-D", "The Room" og The Asylums "Mega Piranha" er film der er værd at se fordi de er så dårlige at de bliver gode. Den slags film vil ikke blive nævnt her. De film der her nævnes, er meget ringe, meget kedelige og på alle måder flade oplevelser.

Det er ikke en overraskelse at graviditeter er hårde. Humor, der handler om at være så ulækker som muligt, har været populært i komedier i nogle år. Det er imidlertid relativt nyt, at kvinder nu også kan være ulækre på film. I kølvandet på ‘Bridesmaids’, som dog havde andet og mere at byde på end afføring og opkast, er det blevet mere normalt at forsøge at skubbe grænserne for, hvad mainstream film kan vise og sige af vulgariteter, og det er helt fint med mig, hvis der er en pointe i det. Man lader til at tro, at det er morsomt, blot man antyder, at en kvinde har bumser, hæmorider med videre. Det er ikke tilfældet.

Det er ikke en overraskelse, at fædre elsker deres børn. Fædregruppen i denne film er unødvendigt fyld. Deres fælles møder og gåture er ligegyldige og stereotypiske, og instruktøren synes at forvente, at man som seer vil overraskes over, at fædregruppen elsker deres børn til trods for megen brok over disse. Det er en udtrådt og absolut ligegyldig kliché, som muligvis passer på nogen mænd men langt fra alle i vores tid, hvor det i større og større grad er udbredt for mænd at være åbne omkring kærligheden til deres børn. I det hele taget er mændene i denne film nogle svage størrelser. Hele gruppen er tyndt skrevne og derfor også uinteressante at følge, men mændene er også presset ind i en tøffelhelt form, uden nogle nuancer i sigte. At karaktererne over en bred vifte falder igennem skyldes formentlig, at disse film i højere og højere grad er fyldt med massevis af karakterer, hvilket kan være svært for selv voldsomt talentfulde instruktører at administrere. Der bliver ikke givet nok tid til nogle af menneskene i filmen, og vi får således kun de allermest overfladiske betragtninger med og når ikke i nærheden af for alvor at engagere os i de problemstillingerne, der stilles op.

Det er ikke en overraskelse, at denne film finder det morsomt at sige: “Vagina.” Vi har været der før, kære læsere. Jeg er af den faste overbevisning, at det ikke i sig selv er morsomt at ytre ord som penis og vagina. Det lader det til at folkene bag nærværende film, og massevis af andre nyere komediefilm og serier, at være uenige med mig i. Endvidere er det åbenbart også morsomt at sige ord som “fuck”, fordi det er noget censorerne ikke bryder sig om. Jeg har absolut intet problem i, at der bliver bandet og svovlet i film - jeg synes bare ikke, at et bandeord på ene hånd kan gøre det ud for en joke. Det allerværste eksempel på, hvor umorsom Kirk Jones’ film er, er Chris Rock. Stand-up komikeren, som af en eller anden årsag bilder sig ind, at han også er skuespiller, leverer samtlige af sine meget lidt morsomme replikker i et bralrende tonefald, der blot får dem til at falde endnu voldsommere til jorden, end de af sig selv formåede. Det er kendetegnende for hele filmen, at den skyder i alle retninger for at prøve at ramme forskellige segmenter, og i forsøget på at ramme mange, rammer den ingen overhovedet.

Det er ikke en fornøjelse at se ‘Du kan vente dig’. Den er overpoleret, flad og selvindbildsk i en sådan grad, at det er nærmest uudholdeligt. Jeg har kort sagt ikke den mindste fornemmelse af, hvordan nogen skulle kunne føle sig det mindste beriget af denne oplevelse, som i mine øjne er en forfærdelig og grufuld spild af tid.

Consider yourself warned!

Beware of Bad Movies #9: A Little Bit of Heaven

En kræftdiagnose afbryder meget pludseligt Marley Corbetts (Kate Hudson) hverdag. Samtidig med at hun forsøger at komme overens med, at hun sandsynligvis er døende, forelsker hun sig i sin læge Julian (Gael García Bernal), og han forelsker sig i hende. Den stadigt mere afkræftede Marley kan ikke overskue at være forelsket, og nu er det store spørgsmål, om de to kan finde ud af det.

Historiefortælling tilbyder et stort udbud af måder. hvorpå det er muligt at manipulere en tilskuer til at føle på en bestemt måde. De bedste film gør enten så subtilt brug af disse virkemidler, at tilskueren ikke føler sig tvunget ud i en bestemt følelse; eller også fortæller de deres historie på en sådan måde, at de implicerede følelser kommer til at forekomme ægte og naturlige. Så er der film som “A Little Bit of Heaven”, som uden tilbageholdenhed gør brug af et hvert tarveligt trick i bogen til at fremprovokere en følelsesmæssig reaktion hos sit publikum. Filmen tager et alvorligt emne op og får således en vis pondus i sin indledning, ved at gribe fat om et så massivt emne som dødelig sygdom, i fortællingen skaber forventninger om en emotionel fortælling.

Det varer ikke længe, før man må indse, at filmen ikke har tænkt sig at gå i dybden med temaer, som det at komme overens med døden, men i stedet har tænkt sig at følge en alt for velkendt romantisk form og med vold og magt tvinge en kærlighedshistorie ind i billedet. Deri består filmens første problem. Filmen giver ikke publikum mange øjeblikke til at sluge nyheden om, at hovedkarakteren har kræft, før hun kaster sig i armene på sin læge, og en ny historie er i gang. Resten af filmen bliver en tvekamp mellem de to forløb, om hvilken, del der kan få mest tid, og hvad værre er, hvilken en af de to, der formår at være mest banal.

Det er på grænsen til disrespektfuldt overfor seeren, at filmen på den måde, læsser klichéer i så mange niveauer i sit narrativ og oveni konstant leverer overdrevent sentimentale øjeblikke, som fra inderst til yderst er designet til at skabe reaktioner hos publikum. Det, der er fornærmende, er, at det ikke lader til, at filmens formål er at fortælle sin hovedpersons historie men i langt højere grad virker til at være skabt som et simpelt produkt, der på kynisk vis er rettet mod nogle forskellige målgrupper. Filmen er ikke noget studie af, hvad det vil sige at skulle se døden i øjnene men er i stedet en mildest talt intetsigende opsamling af banale tanker om, hvor vigtigt det er at få afklaret diverse problemstillinger, mens tid er.

“A Little Bit of Heaven” er for filmmediet hvad Nik & Jay er for dansk musik: En popklodset formuleret masse af alt det, vi godt ved i forvejen. Filmens sukkerindsmurte syn på døden er forsimplet i en sådan grad, at man næsten må skamme sig på skabernes vegne. Det havde vitterligt været langt mere interessant, hvis man havde turde droppe den romantiske historie, som alligevel ender med at træde i baggrunden, og fokusere på at fortælle historien om den kræftramte unge kvinde og menneskerne omkring hende. Havde man dernæst været i stand til bare at give det en knivspids dybde og en smule mere indlevelse end det, man her præsenterer os for, ville skaberne muligvis have haft fat i noget.

Der er ingen grund til at lægge skjul på, at denne film er en frustrerende oplevelse. Det er meget at bede en tilskuer om at overveje døden, men det er ikke problematisk, hvis det behandles på en dybdegående, original eller blot interessant måde. Hvad denne film gør tilføjer intet interessant i sin overvejelse af døden og leverer i stedet en samling enten uinteressante eller usympatiske karakterer, som foretager sig ret fjollede ting, imens en af dem langsomt er ved at dø. Nogle vil måske opfatte filmens slutning som værende livsbekræftende, men personligt kategoriserer jeg den hellere som værende sukkerindpakket i en sådan grad, at det taler ned til tilskuerens følelsesmæssige intelligens.

Consider yourself warned!

Beware of Bad Movies #8: Abduction

Problemerne er mange for Nathan (Taylor Lautner), som på overfladen lever et liv uden bekymringer, men grundet et voldsomt temperament har været i problemer og går til psykolog af samme årsag. Han sættes i forbindelse med en skoleopgave sættes på hold med Karan (Lily Collins), hvem han har kendt, siden de var små. De to falder under arbejdet med deres opgave over en hjemmeside, der lister forsvundne børn, og Nathan overraskes, da han opdager, at et af børnene, der er listet på hjemmesiden, viser sig at være et billede af ham selv som ung.

Tillad mig et øjeblik at tegne en af scenerne fra nærværende film op for læserens indre øje. Vi befinder os i et tog. En af filmens mange skurke truer vores heltinde, fordi han vil have at vide, hvor karakteren Nathan befinder sig. Klip fra skurkens ophedede og hidsige insisteren over til Nathan, der helt afslappet sidder og stirrer fraværende ind i togkupéens væg, før der atter vendes tilbage til den unge heltinde, der nu trues med at få kappet fingeren af. En scene som denne kunne fungere i en film, der havde en af to ting: 1. Selvironi eller 2. fornemmelse for timing og evne til at afstemme længden af klip, således at de ikke bliver ufrivilligt morsomme. Heri ligger hele problemet med “Abduction”. Alt der foregår i filmens første halvdel sker, fordi det skal sætte karakterernes kampevner op til senere i filmen, og hver eneste gang, filmen nærmer sig et emotionelt øjeblik, oversvømmes seeren af banaliteter. Ikke bare er indholdet i dialogen intetsigende, men formuleringerne er så klichéprægede, at mange filmfans nærmest ordret vil være i stand til at forudsige karakterernes næste formuleringer.

Det hjælpes ikke just på vej af, at vores hovedkarakter mildest talt er en papudskæring af et menneske. Kontrasten mellem den festglade indledning og det bratte skift til, at man skal være i stand til at købe karakterens pludselige psykologiske problemer er for stor. Det ville kræve en helt anden type film at sælge, hvorledes en så popularitetssøgende ung mand samtidig skulle føle sig adskilt fra verden. Særlig problematisk er det, når man vælger at placere Taylor Lautner i hovedrollen. Hans stenansigt udviser ikke megen emotion, og selv når han græder, er det tilsyneladende stadig mere væsentligt for ham at se godt ud for sine fans, end at ligne et menneske, der er i besiddelse af en reel følelse. Det er trist at opleve, når mediet bliver udnyttet til noget så hjernetomt som “Abduction”. Der er ikke nødvendigvis noget galt med actionfilm, hvis mål er at underholde og ikke en frygtelig masse andet, men selv da er enormt stort talent påkrævet både foran og bagved kameraet.

Man må antage, at der er en målgruppe for denne film derude. Dog kan man undre sig over, hvem det skulle være? Vil Lautners mange “Twilight” fans finde denne film interessant? Det er ikke just romantik eller følelser, der fylder mest her, selvom mængden af banaliteter og oversensitivitet i Lautners karakter til forveksling kunne ligne noget fra “Twilight”. De hardcore actionfans vil formentlig ikke nyde filmen, da den er en meget tynd kop te, og som tidligere nævnt ikke synderligt underholdende. Dertil kommer, at volden føles ret nedtonet, muligvis netop grundet de tidligere nævnte fans.

Consider yourself warned.

Beware of Bad Movies #7: Far til fire på japansk

Den fjerde film i rækken af “Far til fire” genindspilninger omhandler familien Fars nye naboer, som tilfældigvis stammer Japan. Det fører til en række skøre situationer, der involverer bambuspinde, samuraisværd og flæskesteg. Med andre ord er der lagt op til et kulturelt sammenstød af første grad, og uanset familiens gode hensigter om at få de nyindflyttede til at føle sig hjemme, ender det naturligvis alligevel med at gå galt på så fjollet vis som muligt.

“Far til fire - på japansk” er af den opfattelse, at ting bliver sjove blot af at blive gentaget mange gange. De mange gange Onkel Anders fremtvinger ordet: “Ulovligheder”, kunne man fra skabernes side ligeså godt have tilføjet et laugh track, da man tilsyneladende finder dette så morsomt, at man partout skal benytte det gang på gang. De oprindelige film om “Far til fire” blev skabt i løbet af halvtredserne og starten af tresserne, hvilket præger både sproget, temaerne og sågar karaktererne en stor del. Med disse genindspilninger forsøger man at bringe idéen om en lille familie med den kække dreng Per (oprindeligt spillet af Ole Neumann) i centrum frem til i dag. Da idéen som sådan er ret løs, er det ikke noget dårligt koncept, men hvad der er sært er elementerne, man har valgt at bibeholde. Samtidig med at alle karaktererne, hvis man ser bort fra Onkel Anders, er blevet opdateret såvel i personligheder som i interesser, har man tilsyneladende bibeholdt den naivitet, der stråler ud af originalerne. Problemet er bare, at de oprindelige i høj grad fremstår, som de gør, på grund af tidens tand og nogle kraftigt ændrede normer, når det kommer til eksempelvis sprog, påklædning og deslige. I denne nye version af “Far til fire” er naiviteten og det melodrama, der til tider opstår, allerede så karikeret, at det til tider bliver akavet og komisk på en utilsigtet måde, der vil få nogle af de voksne dele af publikummet til at krumme tæer. Både måden, karaktererne kommunikerer, og den simplistiske måde, de agerer på, er med til at gøre filmen til en lettere bizar oplevelse.

Filmens klimaks er mildt sagt er noget af det mest fjollede, jeg længe har set - og det ikke på den gode måde. Ikke alene er det en ærgerlig måde at slutte en ellers nogenlunde udført børnefilm på. Det er også at nedvurdere børnene og smide hele filmens pointe væk. Ninjatricks er måske nok sjove at se på, men videre understøttende for en film, der indtil sin slutning har forsøgt at levere en relevant pointe om, hvordan man løser sine problemer og i øvrigt opfører sig overfor andre, er det ikke. Det er tværtimod fordummende og frustrerende at overvære. "Far til fire - på japansk" lider af den samme sygdom som flere nyere "familiefilm", når den ikke sørger for at levere noget brugbart til sin egentlige målgruppe: Børnene.

På den anden side: Hvad havde jeg forventet? En film der tager sin målgruppe alvorligt og prøver at være underholdende uden at være nedladende og måske endda være eventyrlig, have en brugbar morale eller på anden måde gøre sig mindeværdig måske? Njaaa. Det er ikke det der tjener penge.

Consider yourself warned.

Beware of Bad Movies #6: Thirteen Ghosts

Arthur Kriticos' (Tony Shalhoub) lille familie kæmper for at komme sig ovenpå moderens død, og nedbrændingen af familiens hus. Det er derfor med åbne arme at de tager imod tilbuddet om et større hus, da en advokat dukker op på vejne af en onkel Cyrus (F. Murray Abraham). Huset skal dog vise sig ikke at være helt almindeligt.

En tung film at sidde igennem. Fra start er præstationerne overgearede, og det siger en del om filmen at den scene den åbner med hovedsageligt er fyld. Scenen kunne snildt have været fjernet, for den tilføjer ikke noget til plottet, stemningen eller karaktererne. Udmattet bliver man til gengæld, da man kort efter sendes videre til en komplet anden historie, som endda også springer i tid, og forventer at engagere sit publikum emotionelt. Ovenpå den platte indledning var det for mit vedkommende fuldstændig umuligt at tage introduktionen af de nye karakterer alvorligt, og det er simpelthen fatalt for filmen. For uden sympati for disse karakterer falder den tilbageværende spilletid totalt til jorden, og bliver enormt intetsigende.

Det er tydeligvis special effekterne, den rodede flashklipning og filmens unødvendige twists der for skaberne tager prioritet over karaktererne, og det gjorde filmen meget lang at sidde igennem, og de afsluttende momenter meget indviklede helt at følge. Der er helt klart nogle plothuller her, og nogle ting der ikke bliver forklaret tydeligt nok - hvilket er en smule morsomt når man tager i betragtning hvor ofte filmen ellers overfortæller sine pointer. Tilføj dertil at de praktiske effekter der bliver benyttet er ganske rædderlige, og til trods for at de er ganske bizarre er de også utrolig malplacerede, og minder mere om en klodset fantasyfilms udklædning end om lig/spøgelser.

Consider yourself warned.

Beware of Bad Movies #5: Blueberry

Det er meget svært for mig at gengive filmens plot idet jeg aldrig rigtig følte der var noget. Hævnmotiver, hvad jeg antager er sorgfuldhed og generel tristesse omkrænser filmen i et lag af mystik, som ville have været fascinerende i bedre film, men her blot tilføjer yderligere til forvirringen.

Et makværk af en film. Jeg blev tiltrukket til filmen fordi Juliette Lewis medvirker, men uanset hvor glad man er for denne skuespillerinde, kan hun ikke gøre op for denne films talrige fejl. Filmen er en western, men forsøger at tilføje et artsy lag, som dog i helt ekstrem grad mislykkedes. Bevares, der er nogle meget flotte billeder undervejs, men så snart filmens mere overnaturlige elementer støder til, er filmen for evigt ødelagt. De afskyeligt ringe CGI-effekter der bruges i stor stil, er forsøgt afhjulpet ved at klippe meget hurtigt. Det lykkedes ikke at skjule hvor ringe de er skabt, og tilmed sætter de plottet, eller den smule der er af dette, fuldstændigt i stå.

Der er i det hele taget ikke meget at komme efter i denne film. Skuespillet er ganske fint enkelte steder, men udover det og de stedvist interessante billeder, er filmen, som nævnt, noget makværk. Der er ingen kontrol over plot, sammenhæng eller den eftertænksomhed man forsøger at tillægge karaktererne. Den er for lang, udmattende og en af de oplevelser man hurtigt begynder at glæde sig til er overstået. Endnu en flad oplevelse, som ikke for alvor indeholdt nogle lyspunkter.

Consider yourself warned.

Beware of Bad Movies #4: Superhero Movie

Denne film fra 2008 er en af de seneste i den lange række af filmspoofs, som har taget udgangspunkt i forskellige genrer startende med gyser- og særligt slasherfilm i 2000s “Scary Movie”. Selvom bagmændende er skiftet ud undervejs, har tonen igennem disse mange film været den samme. En let men også ekstremt plat og humoristisk tilgang til forskellige genres klicheer. Således er denne titel holdt i samme platte tone og måske endda i endnu højere grad. Der går sjældent meget mere end nogle sekunder, før filmen forsøger at presse et grin ud af tilskueren. Laveste fællesnævner er kongen i instruktør og manuskriptforfatter Craig Mazins verden, og han har derfor lavet, hvad der kunne være den mindst intelligente film, denne anmelder nogensinde har haft den misfornøjelse at betragte.

Hvor film som “Hot Shots” skyder på alle mulige former for cheesy film og ligeledes har en ekstrem og til tider plat form for humor, fungerer den, fordi den mere griner med de film og mennesker, den gør grin med, end af dem. Den har en kærlighed for de film, den spoofer. “Hot Shots” formår samtidig at opbygge sit eget univers og have en kontinuerlig fortælling, der fungerer frit fra den eller de film, plottet er baseret på. “Superhero Movie” fejler på alle disse punkter. Der er ingen charme i denne film, og den har ingen selvstændige kvaliteter. Den har blot taget nogle scener og forandret dem en smule, hvorefter de er sammensat i en nogenlunde kontinuerlig rækkefølge, der absolut ikke forventer nogen intelligens fra den betragtende.

Det er absolut umuligt at engagere sig i denne film. Ikke alene er den generende i sin konstante søgen efter billige grin, men det er samtidig en af de mest dovne film til at udkomme i 00erne. Fantasiløs fra manuskript til klipning. Fra soundtrack til kameraarbejde. En på alle fronter elendig oplevelse, der måske skal betegnes som værende en film men som på ingen måde kan betegnes som værende en oplevelse.

Consider yourself warned.

Beware of Bad Movies #3: Eat, Pray, Love

Denne film vil gerne en hel masse. For det første vil den gerne fortælle noget om den livsstil mange mennesker i den vestlige verden fører. Dernæst vil den gerne fortælle en historie om en kvinde og sidst, men ikke mindst, vil den gerne fortælle om kærligheden. Fællesnævneren for disse ideer er, at de i høj grad er blevet berørt tidligere. Filmen er ligesom hovedpersonen en turist i de lande, der besøges, og dens overvældelse af disse lokationer er en af filmens største svagheder. For hvordan skal man komme under huden på noget, man blot betragter på afstand? Hvis man fra filmskabernes side ønskede at fortælle om livet i eksempelvis Italien, hvorfor så ikke følge en italiensk familie og se dem leve deres liv? Det ville naturligvis fjerne muligheden for at caste Julia Roberts i hovedrollen, men det ville formentlig også have været en bedre film.

Roberts’ insisterende voice-over kommer til at virke ekstremt overforklarende og i den grad skærer hver eneste pointe ud i pap for seeren. Ikke meget overlades til seerens egne analytiske evner. Roberts karakter virker nærmest som om, hun er dybt forvirret og blot går fra mand til mand for at få råd. Det er ironisk, at det netop gang på gang er mænd, der hjælper hende og taler fornuft til hende, når filmen netop forsøger at promovere kvindelig selvstændighed. Det taler ærlig talt ikke til den moderne kvindes fordel, at Roberts, til trods for sin styrke, næsten ikke foretager nogle valg på egen hånd og samtidig hele tiden opfører sig som om, hun er alene imod verden.

En usympatisk hovedkarakter, en voldsomt overdrevet spilletid og al for megen prædiken om den vestlige verdens åndelige begrænsninger. Denne film vil så meget og formår i forsøget på at gøre meget ikke at gøre noget som helst. Den vil så hjertens gerne være spirituel og rørende, men den ender i langt højere grad med at virke overfladisk. Filmen har en oppustet spilletid og er overdrevent selvhøjtidelig, hvilket gør den næsten ubærlig at komme igennem.

Consider yourself warned.

Beware of Bad Movies #2: Dracula 3000

"Dracula 3000" er en vampyrfilm der finder sted i rummet. Mange år ude i fremtiden er det nemlig ikke længere almen viden hvad en vampyr er, og således bliver crewet på et rumskib så meget desto mere overraskede da de opdager et rum fyldt med kister hvorfra der snart rejser sig en vampyr.

Her er en film der i den grad viser hvad en dårlig film er skabt af. For selvom filmen ikke er mislykket i sin fortælling på samme måde som "The Room" og "Mega Piranha", er den nøjagtig ligeså, og måske endda endnu mere, ligegyldig. For man kan sige hvad man vil om Wiseaus makværk af en film "The Room", men i det mindste havde han intentioner om at lave noget med en pointe. Denne film er komplet ligegyldig. Den er ikke morsom på et selvbevidst plan, den er ikke morsom på et ubevidst plan, og den dræbende lange indledning får på ingen måde opbygget sine karakterer, simpelthen fordi der ikke er nogle karakterer at opbygge. Filmens papirstynde hovedkarakterer er så uinteressante, som de næste kunne være, og således fejler filmen også som semi-horror film. Hvis jeg ikke interesserer mig for karaktererne, hvorfor i alverden skulle jeg så være skræmt, eller overhovedet engageret i filmens plot.

En fejl er også castingen af Langley Kirkwood i rollen som Dracula. Manden er ikke tilnærmelsesvis så intimiderende, dyrisk eller charmerende som tidligere portrætteringer af karakteren har været det. En film der fejler på sin historie, sine karakterer og måske for genren værst af alt, ikke underholder det mindste. Et gabende kedeligt bekendtskab, der tilmed afslutter sin knapt halvanden time lange spilletid på en af de mest platte og bratte måder jeg nogensinde har set.

Consider yourself warned.

Beware of Bad Movies #1: Home Town Story

En lille historie om en politiker der vender tilbage til sin hjemby, efter at have mistet en ledende politisk post. Hjemvendt overtager han en avis og begynder som redaktør for denne at skrive negativt formulerede ledere omkring industrien. Det varer dog ikke længe før en talsmand for netop industrien opsøger ham, og forsøger at lære ham om kapitalismens goder.

Jeg fik allerede et lille stykke inde i denne film en fornemmelse af at noget var galt. Mange af præstationerne virkede mere som om de hørte hjemme i en oversødet reklame, end en egentlig film. Jeg blev videre mistænkelig da filmens hovedkarakter, en politiker turned avisredaktør, blev formanet om de anti-kooperations tanker han har prædiket i sin avis, af en lokal virksomhedsleder. Denne benytter mellem 5 og 10 minutter af filmens blot 60 minutter lange spilletid, på at tale om hvor meget godt de store fabrikker etc. gør for deres kunder, og at kunderne jo på den måde tjener deres penge igen. Ovenpå denne smøre havde jeg fuldstændigt mistet engagement i filmen, og resten af filmen er da også en gang pladder, der mindede mig om propagandafilm som de blev masseproduceret i '50ernes USA.

Det var først bagefter filmen var overstået, at jeg læste lidt om "Home Town Story", og opdagede at filmen oprindeligt var en reklame, der er blevet strukket over semi-spillefilmslængde. Pludselig gav den 10 minutter lange tale om kapitalismens goder, de uendeligt lange sekvenser involverende en gravemaskine og de mange mildest talt elendige præstationer mening. Jeg føler ikke alene at jeg som seer er blevet forurettet af denne films elendige præmis og udførsel, men jeg føler i endnu højere grad at filmen er en hån imod filmkunsten som helhed. Dette er filmmediet på dets mest mislykkede stadie, såvel moralsk som rent teknisk. Noget værre rod, der kun er til at anskaffe sig, fordi Marilyn Monroe har en 2-minutter lang scene i filmen.

Consider yourself warned.

Sider

Consider yourself warned!