Post Mortem: Marilyn Monroes sidste film

Post Mortem er en række artikler der beskæftiger sig med de sidste værker i en kunstners karriere: Den sidste film, det sidste album eller den sidste bog. Hvad siger denne svanesang om karrieren som sådan - og hvad efterlades vi med? 




The Misfits: En bittersød afsked

Filmen der gav punkbandet sit navn og markerede afslutningen på to glorværdige Hollywood-karrierer: Blot ti dage efter "The Misfits" afsluttede sine optagelser døde Clark Gable og halvandet år senere i august 1962, blev Marilyn Monroe fundet død, efter at have taget en overdosis af sovepiller. Gable sagde om filmen at det var første gang han for alvor følte han formåede at spille skuespil og Monroe? Hun siges at have afskyet sin karakter. Diskussioner over manuskriptet, som var skrevet af hendes daværende husbond Arthur Miller, ødelagde deres ægteskab og Monroe listede sig med jævne mellemrum afsted til Frankrig, for i hemmelighed at mødes med Yves Montand, som hun spillede overfor i "Let's Make Love" (1960).

"You have the gift for life, Roslyn. The rest of us, we're just looking for a place to hide and watch it all go by." 


Filmen selv er ganske unik i Monroes filmografi. Selvom hun i førnævnte "Let's Make Love" gjorde en fin figur, som en mere intelligent udgave af den blondine hun gjorde en karriere ud af at spille, markerer "The Misfits" en markant skillelinje for skuespillerinden. Hun er mere intelligent i "The Misfits", hendes naivitet udspringer ikke længere af dumhed, men af oprigtig omsorg for verden. Monroe kommer til at symbolisere en femininitet, som er mere fyldig end de roller der tidligere gav hende sin status som sexsymbol. Hun er fortsat sensuel, men i langt højere grad også nærmest moderlig i sin kærlighed til alt levende. Mændene falder stadig i svime over hende, men hun er mere uforudsigelig, skiftende mellem det maniske og depressive. Hun er også mere frygtsom i hendes forhold til mændene. Den fnisende og ubekymrede pige er blevet til en kvinde, der bærer livets forgængelighed på sine skuldre.


"We're all dying aren't we. We're not teaching each other what we really know, are we?"


I filmen venter Monroes karakter Roslyn på at hendes skilsmisse skal gå igennem. Hun får tiden til at gå med Gay (Clark Gable) og hans kammerater. Gay lover hende at de skal leve frie og bekymringsløse liv langt ude på landet. Der går dog ikke længe før det bliver tydeligt at idylen har sin pris og ikke holder evigt. "The Misfits" er en melankolsk filmoplevelse, der er fyldt med velskrevne dialoger, som stikker dybt. Alle filmens karakterer er udskud (deraf titlen) der ikke har kunnet finde deres plads i en forandret verden. På den måde ligner filmen en western, når den viser hvorledes det omgivne samfunds udvikling, smider dem der søger den amerikanske drøm om et lille stykke jord og et fredeligt liv, over bord til fordel for hvad frihedssøgerne opfatter som et moderne slaveri: Det timelønnede arbejde! Som en anden John Steinbeck, kommenterer Arthur Miller på industrialisering og tabet af fokus på individets frihed og lykke. 

Film som denne her er grunden til at det sidste værk i en kunstners karriere kan være interessant. Monroe hadede karakteren, måske netop fordi den viste en virkelig kvinde, med al den usikkerhed og sårbarhed, som hun til overflod selv bar rundt på. Hendes virkelige smerte synes at kunne mærkes i filmen. Om det så er en efterrationalisering, en tilfældighed eller sådan det virkelig forholder sig ved jeg ikke. Hovedsagen er at "The Misfits" er en film der drives frem af karakterer, i langt højere grad en plot. Den handler om menneskene der portrætterer, mere end tingene de udsættes for. Monroe tager afsked med et publikum hun havde i sin hule hånd, selvom hun aldrig selv lader til helt at have troet på sine egne evner eller sit eget værd. Hun er en legende og en del af filmhistorien, sit korte liv til trods. Som altid får Monroe selv det sidste ord, med denne retrospektivt sørgmodige overvejelse:

"Sometimes I think it would be easier to avoid old age, to die, young, but then you'd never complete your life, would you? You'd never wholly know yourself..." 

 


Beta Test

"Beta Test" er stillet til rådighed af Sandrew Metronome og udkom d. 27/2 på en række streaming- og udlejningstjenester, deriblandt Viaplay, iTunes og Blockbuster.

Filmen handler om Max (Larenz Tate), der er gamer og beta tester. Han får et helt nyt spil til test, et spil der skal føles mere virkeligt end nogensinde før. Hvad Max ikke ved at han ved første tryk på controlleren har taget styringen over et virkeligt menneske og at hver en bevægelse han foretager sig i spillet, har konsekvenser i den virkelige verden.



"Beta Test" er en actionfilm, der er lavet på et lavt budget. Filmen har fået en meget hård medfart blandt anmeldere. En ting lader der dog til at være enighed om - og det er at det er en interessant præmis filmen baserer sig på. Ideen om at lade den kære gamer kontrollere et virkeligt menneske, uden at han er klar over det, er spændende. Manu Bennett som spiller Creed, manden der bliver styret via controller, har en overbevisende tilstedeværelse i filmen. De replikker han skal levere tager ofte form af one-liners, men det giver mening, særligt så længe han er styret af Max. Bennett er overbevisende i actionsekvenserne og dem er der flere underholdende af. Måske er det bare længe siden jeg har set en traditionel actionfilm, men jeg var ganske underholdt, ikke mindst af en stor sekvens mod filmens slutning, hvor Creed kommer op imod 16 modstandere på en gang.

Der er ingen tvivl om at der er mange fjollede ting ved "Beta Test". Nogle gange er det meningen at det skal være humoristisk, andre gange bliver den ufrivilligt morsom: Filmens skurk er på ingen måde overbevisende eller tydelig omkring hvad det er hans plan handler om. Ikke fordi han ikke taler om planen og om hvad det er han synes den skal gøre, det han siger hænger bare aldrig rigtig sammen. Han taler om at give magten tilbage til spilleren, men må tvinge sin spiller til at spille og giver ham ingen frihed. Det er ulogisk og usammenhængende. At kidnappe Creeds kone er en klichefyldt klemme at have på hovedpersonen, men jeg synes til gengæld ganske godt om Sara Coates, der giver hendes figur Abbie ben i næsen og en hård attitude, som ikke virker påtaget.


"Beta Test" er en underholdende film. Jeg var revet med og transporteret ud af virkeligheden og ind i den absurde verden filmen eksisterer i. Selvom det lille budget sætter begrænsninger, har der i filmens action og ide alligevel været ambitioner og der er også gjort et ihærdigt forsøg på at levere nogle medrivende spændingssekvenser. Skuespillet rangerer fra det karismatiske til det overspillede (sidstnævnte er der meget af, ikke mindst fra skurkene). "Beta Test" føltes på den måde som en B-film af den gamle slags. Den spændende præmis fænger an, men er grundlæggende en undskyldning for at lave nogle scener der både er humoristiske og medrivende. Ingenlunde en perfekt film, men en underholdende en af slagsen, ikke desto mindre.

4/6

100 anmeldelser

For et stykke tid siden passerede jeg min anmeldelse nummer 100 hos min mangeårige samarbejdspartner Allan Sørensens blog Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents. Jeg er og har over tid været glad for samarbejdet og den gode undskyldning skriverierne har givet mig, til at grave ned i genrefilmens mørkeste sider. Jeg har oplevet en utrolig dedikeret horrorfanbase, som altid er dybt dedikerede til at søge efter det obskure, sære og selvfølgelig allerhelst skræmmende.

Blandt anmeldelserne har jeg udvalgt en af mine favoritter: "Maniac", som jeg både er meget tilfreds med anmeldelsen af, men som også er en af den type film, jeg altid håber at ramme ind i, når jeg sætter mig til at se en skrækfilm. Noget med lige så meget gods i karakterer og som leger lige så meget med at skabe uhygge med sin stemning og udformning. Og noget der er skabt med lige så stor passion og respekt for sit publikum.

Here's to another 100! Læs min anmeldelse af "Maniac" her.


Ekstraordinær filmoplevelse: Paris, Texas

En mand vandrer i ørkenlandskabet. Vi kender ikke hans mål og vi kender ikke ham. Langsomt introduceres vi for hans familie, som han opsøger, men ham lærer vi kun lidt om. Han er stille, tilbagetrukken og på jagt efter en kvinde, han ikke har set i mange år. 

"I knew these people, these two people. They were in love with each other. The girl was very young, about 17 or 18 I guess and the guy was quite a bit older. He was kind of raggedy and wild. And she was very beautiful , you know. And together they turned everything into a kind of an adventure. And she liked that."

 


Det er egentlig lang tid siden jeg har set "Paris, Texas". Alligevel står filmen stadig tydeligt for mig. Ikke så meget dens fortælling alene, men mere måden den er fortalt på og alt det flertydige den besidder. "Paris, Texas" er en af de film, som jeg er sikker på vil blive ved med at give noget nyt, gensyn efter gensyn. Den er langsomt fortalt, men driver af stemning. Det er sjældent jeg husker en film så meget for dens billeder. Jeg husker ikke bare at den er flot, men specifikke billeder står også frem: En kvinde iført pink bag en glasrude, ørkenens ensomme vidder og byen belyst i grønt. Filmen bruger farver på en måde, der efterlader et indtryk. Det er ikke bare iøjnefaldende og det er på ingen måde prangende, men det er så mættet og ladet med betydning og følelse, at det stadig sidder i kroppen når jeg formulerer disse sætninger. Der er også øjeblikke der sidder fast: En mand og en dreng på jagt efter en kvinde i en særlig bil, samtalen med føromtalte kvinde bag ruden, stilhed mellem sætningerne der veksles.

"Et sansemæssigt bombardement, der vækker mindelser om David Lynch når han er bedst."





Jeg har pinligt dårlig viden om Wim Wenders' film. Så jeg kan ikke forholde mig til mandens øvrige filmografi, men bare konstatere at jeg er helt vild med det han her har lavet. Harry Dean Stanton er en vidunderlig skuespiller, der oftest vandrer rundt i periferien af film, i en sær, men fascinerende, eller som minimum underholdende, birolle. Her er han front and center. Det bærer han smukt med en imponerende introvert personlighed, som det egentlig er mærkeligt er så fascinerende, når man tænker på hvor lidt han i lang tid viser af sig selv. I virkeligheden er det sikkert netop mystikken omkring ham, der gør ham så fascinerende. Hans jagt efter sin forsvundne kone, er medrivende fordi den også er en jagt efter mandens egen historie og en nøgle til forståelsen af ham. Har han engang været noget andet og mere end den noget passive personlighed, der nu er tilbage?

Jeg er sikker på der er dem, som vil kede sig bravt under "Paris, Texas". Den er ikke noget brag af en spændingsmættet filmoplevelse. Til gengæld er den et sansemæssigt bombardement, der vækker mindelser om David Lynch når han er bedst. Den er ikke nær så surrealistisk, men den er nøjagtig lige så kompleks. Det der accelererer oplevelsen, er at den tager os med på jagten efter et forsvundet menneske, som kommer til at repræsentere meget mere end hende selv. Det bliver en utroligt rørende oplevelse at se, om smerten til sidst bliver det værd. Det er en mand på skattejagt, men i stedet for guld, er det noget af ham selv der har ligget begravet: Moderen til hans barn, en kompleks kærlighed som er blevet uvirkelig og et håb for en fremtid, alt sammen indeholdt i en stakkels kvinde bag plexiglas.



Wim Wenders film er én af dem du skal se midt om natten, når du sidder alene og der er ganske stille omkring dig. En historie og et univers du skal lade dig forføre af, fordi det er smerteligt, samtidig med at være helt vidunderligt. Filmen er præget af et mediterende tempo og den har hang til brug af ekstreme farver og kontraster. En følelsesmæssig tur der både kan virke nostalgisk og messende. Med sit nedtonede tempo og følelsestunge intensitet, vil du ikke falde i søvn, men i en dyb forelskelse. Når du drager gennem ørkenen og oplever hvad der kan virke som et fatamorgana, men i virkeligheden bare er poetiske øjeblikke, smukt kompileret i en film og fortalt som en historie om fortid og fremtid og kampen med at forlige sig med begge dele. En simpel kærlighedshistorie, der på en og samme tid er uendeligt kompleks.  

3 film du kan streame lige nu

Her kommer 3 film der alle kan streames på C More lige nu - og som rent faktisk er værd at bruge tid på! De havde allesammen gemt sig i filmkrukken...




The Talented Mr. Ripley

(Instr. Anthony Minghella, streamet hos C More)

"The Talented Mr. Ripley" er et stærkt menneskeligt drama, men samtidig er det også en intens thriller. Her er ingen biljagter eller store actionprægede optrin, men bare et spil mellem mennesker, der bringes langt ud. Filmen sætter ild til moralske spørgsmål om rigtigt og forkert. For hvad skal vi egentlig synes om hovedpersonen i denne film? Han er i hvert fald fascinerende. Matt Damon der spiller hovedrollen, har beskrevet filmen, som sin favorit blandt dem han har medvirket i. Rollen som Tom Ripley er multifacetteret. Han er en grå mand, der også er i besiddelse af masser af talenter og som skjuler sine tanker for omverden. "The Talented Mr. Ripley" er i det hele taget fyldt med velspillende og velkendte navne som Jude Law, Gwyneth Paltrow og Cate Blanchett. Minghellas film er intens, men ikke mørk og rugende, som mange andre thrillere. Handlingen og ideerne er mørke, men filmen er placeret i omgivelser der er solrige, smukke og vækker nogle helt andre følelser, end den ensomhed og tungsindighed Ripley kæmper med. "The Talented Mr. Ripley" leverer thrills og overvejelser om identitet og fortidens spøgelser, på en og samme tid. Eftertænksomhed serveret i en medrivende og helstøbt form. 

5/6



Joy

(Instr. David O. Russell, streamet hos C More)

Jeg troede ikke "Joy" ville være noget særligt. Det er i bund og grund en historie om den amerikanske drøm: En husmor der vil bryde ud af sin dårlige økonomi og fastlåste hverdag. Den er bare mere. Jennifer Lawrences præstation er central for hvad der gør filmen god. Lawrence viser en stædighed, ikke bare i Joys handlinger, men også i hendes måde at reagere og tale på. Joys konstante evne til at nægte at se nederlag i øjnene og give op, vises smukt af Lawrence, men også af filmen selv. Russells film er klippet på en super levende måde, der giver den dynamik og holder den i gang. I stedet for at blive en boglam biografisk film, bliver den et statement om vedholdenhed. En opfordring til at tro på sig selv, men også til at tro på andre. Filmen bliver undervejs lidt frustrerende, fordi den modstand Joy møder, bliver meget repetitiv og de fleste af menneskerne omkring hende, virker til at have lidt for travlt med at acceptere nederlag. Joys styrke var ikke blevet mindre tydelig af at hendes families nedadvendte tommelfingre, lidt sjældnere blev sat i fokus. Lawrence er vidunderlig, men de øvrige personer omkring hende er væsentlig mindre mindeværdige, ofte generende i deres lidt endimensionelle mangel på evne til at se logisk og fornuftigt på både små og store konflikter. Måske er det sådan disse mennesker er i virkeligheden, men deres historier må indeholde mere end det. "Joy" er et portræt af en person og en tilstand, som kan fremstå uretfærdig og som der er brug for at se overkommet, til alle tider. Filmen bliver på den måde et kunstnerisk projekt og et vellykket et af slagsen. 

4/6 

 

Me, Earl and the Dying Girl

(Instr. Alfonso Gomez-Rejon, streamet hos C More)

Jeg havde hørt en del om denne film, både for og imod. For mig var det en filmoplevelse der bød på noget friskt og anderledes levende. Hvis ikke ungdomsfilm skulle være garant for netop noget anderledes og optimistisk (hvilket filmen trods alt er), ved jeg ikke hvad der skulle. John Green filmatiseringerne "The Fault in Our Stars" og "Paper Towns" har begge overrasket positivt for mig, med en dialog og en oprigtighed, som jeg troede hørte en anden tid til. Jeg synes "Me, Earl and the Dying Girl" følger i de fodspor, uden på nogen måde at være den samme film. Gomez-Rejons film er ikke en romantisk historie om at vælge kærligheden til, et kort perspektiv til trods. Det er mere en historie om påvirkningen menneske til menneske og hvordan vi filtres ind i hinandens liv og får betydning, om vi vil det eller ej. Filmen er smukt fortalt, har en dialog der er humoristisk og så er den en herligt skæv filmoplevelse. Kemien blandt de unge skuespillere er helt vidunderlig og bærer i sig selv filmen langt. De sjove henvisninger til andre film og de små kortfilm som spiller en rolle i plottet, er en både humoristisk, men også udtryksfuld tilføjelse til filmens udtryk. "Me, Earl and the Dying Girl" er en slående, følelsesladet og ærlig filmfortælling om ungdomslivet. Om håbløshed og den udfordring det er at turde satse på fremtiden og på at det nok skal gå.

5/6

 

Lidt rødt, lidt blødt og lidt kedsommeligt...

Jeg skylder min dejlige kone for inspiration til den kære filmkrukke. Det var nemlig hende der startede med at lave en to be read-jar (hendes er langt mere formfuldent kreeret end min), som jeg så blot har overført til film. Læs endelig mere ovre på hendes blog. Så credit til hende! Nu videre til atter et par små anmeldelser. 


Cinderella  

(Instr. Branagh, streamet hos Netflix)

Skulle man udelukkende se Kenneth Branaghs "Askepot" i sammenligning med Disney-tegnefilmen, er der for mig ingen tvivl om at det er en bedre film. Mens tegnefilmen er smukt udført og kendetegnet af den periode i Disney-historien, hvor de lavede deres smukkest tegnede og mest detaljerede film, er det også en fejlbarlig film, der er lidt klodset fortalt og mest af alt har en hovedperson der fremstår hjælpeløs. Live-action udgaven gør meget for nuancere Askepot selv, der i tegnefilmen aldrig rigtig gør noget selv eller har særlig meget personlighed udover hendes uskyld. Det gør Lily James' udgave af figuren heldigvis. Hendes udgave af Askepot er ærkegod, men ikke naiv eller dum. Hun opfatter alt det onde der gøres ved hende, men vælger at tro på at der stadig er godt i selv hendes stedmor og hendes døtre - og er snarere idealist end godtroende. Hun vælger igen og igen at tilgive dumhed og ondskab, hvilket gør hende til en større, mere spændende karakter og giver filmen klangbund. James er charmerende og bringer så meget liv hun kan ind i figuren. Det samme kan siges om Branaghs instruktion. Han gør meget for at skabe magi og liv, hvilket lykkedes noget af vejen. Men filmen forfalder til overdreven brug af CGI, benyttet til både det der giver mening og det der ikke gør: Som f.eks. unødvendig slapstick, der er ekstremt fjollet på en træls og nedladende måde. Filmen er umiskendeligt Disney, hvilket viser sig ved at den er ekstremt poleret. Verdenen i "Askepot" er befolket af smukke mennesker og selve billederne er manipuleret til en sådan grad, at selv det virkelige, til tider kommer til at virke computerskabt. Derfor bliver pointen om at være tro mod sig selv, ikke alene banal, men også lidt hult klingende, når hovedpersonen aldrig kommer i nærheden af at se grim eller på nogen vis fejlbarlig ud, hverken af udseende eller som person. Branaghs "Askepot" er mere nuanceret, bedre fortalt og en oplevelse jeg lever mig mere ind i. Samtidig er det svært ikke at føle at filmen, i al sin glamourøse, ofte computerskabte skønhed på mange måder er mere kjoler og fjol, end reelle moraler og virkelige karakterer.

4/6


 

Three Colors: Red 

(Instr. Kieslowski, set på BD)

Det er begrænset hvad jeg kan bidrage med når det kommer til disse film, som vel nok er blandt de mest velanmeldte film nogensinde. Bredt anerkendte er de i hvert fald og med god grund. Kieslowski har lavet tre fortællinger, som kun kunne laves som film. Mediet er brugt så effektivt, at det minder alle de hærdede nørder om, at film stadig kan noget helt særligt. Det er også tilfældet med "Rød", der er fyldt med fascinerende symbolik og mindeværdige billeder. Det allerfineste ved den, er at den i al sin pragt og vælde har et ganske præcist fokus. Det er to personer der er i absolut centrum og det er det almenmenneskelige drama mellem dem (og de mennesker de i øvrigt påvirker med deres handlinger), der danner filmens kerne. Det er mesterligt håndværk vi her præsenteres for i Kieslowskis sidste film.

6/6



The Daughter of Dawn

(Instr. Myles, streamet hos Netflix)

Og så får I også lige en stumfilm med. Jeg er filmnørd på en måde, hvor jeg synes det er fascinerende at grave ned i også det historiske aspekt af filmkunsten. Så jeg blev interesseret da jeg spottede denne film på Netflix, der ellers ikke plejer at være gode til at byde på film fra kunstartens barndom. Desværre er det en noget kedsommelig repræsentant for stumfilmsæraen vi her har at gøre med. Det mest fascinerende ved den, er at det er virkelige native americans der spiller med og at filmen dermed skulle give et relativt virkelighedsnært indblik i kulturen og skikkene. Men som film betragtet er det en kedsommelig historie, der ikke indeholder noget stort visionært - heller ikke rent filmteknisk. Et trekantsdrama der udfoldes både trægt og uengagerende, men der er da to indianere der hopper udover en klippekant for at vinde en kvindes gunst, hvilket er cirka lige så fjollet som det lyder.

Jeg tillod mig faktisk at eksperimentere lidt med "The Daughter of Dawn", ved at erstatte dens soundtrack med Radioheads seneste plade. Det gav da lidt liv til fortællingen, men rigtig meget hjalp det nu ikke og godt blev det aldrig.

2/6

 

Medea: Hvorfor er der vand på scenen?

Billederne herunder er taget af Emilia Therese for Århus Teater. Læs mere om forestillingen og køb billetter her.

Århus teater skriver om forestillingen: "Medea opgiver sin familie og sit land for sin store kærlighed, Jason. Sammen med deres to sønner flygter de til Korinth, hvor Kong Kreon giver dem eksil. Her svigter Jason Medea og gifter sig i stedet med kongens datter. Medea er ikke længere velkommen i landet. Hun er med ét en fremmed. Skærende ensomhed, sorg og vrede får en uudslukkelig hævntørst til at flamme i Medea. Og den driver hende ned ad en tragisk vej belagt med had, blod og bitre tårer."


Der skete noget i publikum da "Medea" sluttede. Skønt der ikke var nogen tvivl om hvilken kraftpræstation salen netop havde været vidne til, var der efter stykkets barske afslutning en nærmest andægtig stemning blandt publikum. Selvom der blev klappet, var der ingen der rejste sig til en stående ovation, til trods for at mange af os sad og fik lyst til det. Og hvorfor så det?

Først og fremmest er Århus Teaters forestilling igen kendetegnet ved et ekstremt dygtigt spillende hold af skuespillere. Mette Døssing er her svær at komme udenom som forestillingens titelfigur og helt centrale omdrejningspunkt. Døssing skal igennem et mentalt forfald, som skal bære historien. Endnu mere vidunderligt er det at denne hadefulde, bitre kvinde også skal præsenteres som værende humoristisk og påtaget uskyldig, alt imens hun fastholder sin deprimerede grundstemning. Døssing formår at formidle alle disse nuancer og hendes præstation er fyldt med en detaljerigdom, der er dragende. Jacob Madsen Kvols har været en favorit siden jeg så ham i "Det gyldne kompas" for år tilbage, hvor han også skulle præstere, dog i et langt mere farverigt og eventyrligt univers end dette. Siden har han brilleret i "Antichrist", "Brødrene Løvehjerte" og mange andre forestillinger, som jeg ikke har været så heldig at se. I "Medea" leverer Kvols som Jason en stor dramatisk præstation, der både kræver nogle voldsomme følelsesmæssige udbrud, men også en balancegang mellem arrogance og oprigtighed, som Kvols absolut leverer smukt. Også de to helt unge skuespillere Malthe Rosenkrands Langballe og Amily Anarkia Ivanhoe Lundvig skal nævnes: Skønt de ingen replikker har, skal de purunge talenter stå model til nogle yderst dramatiske optrin, der udspiller sig omkring dem, hvilket kræver stor professionalitet i en meget ung alder.


Forestillingen spilles bogstavelig talt i vand til anklerne. Hvad der kan virke som en gimmick, er et spændende greb, både fortælleteknisk og symbolsk. Vandet benyttes til forskellige ting i forestillingens forløb, hvilket hjælper historien på vej. Det bliver også en forhindring, for skuespillerne der gør en pointe ud af at trampe voldsomt igennem vandet. De kæmper sig frem. Det bliver et billede på medeas forvrængede sind og hendes utilnærmelighed bliver meget konkret. Der er mange gode tanker gemt bag valget, men samtidig er det også med til at gøre forestillingen til en helt unik oplevelse. Det er usædvanligt og mindeværdigt, samtidig med at det har en klar funktion, hvilket er smukt.

"Udsæt dig selv for medeas omfavnelse, omend du ender med en kniv i ryggen"


 
I sagens natur ved vi at tragedien nødvendigvis må ende under gråd og tænders gnidsel. På den front skuffer "Medea" ingenlunde. "Medea" er en hjerteskærende fortælling om faren ved hævn og forbitrelse. Evigt aktuelle emner, som bestemt er væsentlige, i en verden, hvor snakken om at tage grove torturmetoder i brug, udviser en mangel på empati, som i sandhed er Medea værdig. "Medea" er et mesterstykke og en slående teateroplevelse. Ikke alene gør det ondt hvad Medea gør ved dem omkring sig, men også den ubarmhjertighed hun udsætter sig selv for, er smertelig og selvdestruktiv i en grad, der er skræmmende. Udsæt dig selv for medeas omfavnelse, omend du ender med en kniv i ryggen.

6/6