The Wall

Pink (Bob Geldof) sidder alene i sit rum. Her tænker han tilbage på sit liv, og frem strømmer hurtigt hans mest ubehagelige og traumatiserende minder, der hjulpet godt på vej af hans begyndende sindssyge bliver så virkelige for ham, at han snart bogstavelig talt kan løbe fra dem.

Der er ingen grund til at lægge skjul på min holdning til Pink Floyds plade "The Wall", som er det bedste album jeg nogensinde har hørt. Var dette en topliste over albums ville det være førstepladsen vi i den forbindelse talte om. Instruktør Alan Parkers billedlige fortolkninger af den følelsesladede plade er en kaotisk film, men på alle de rigtige måder. Pink Floyds originale forsanger Syd Barrett gjorde stort indtryk på Roger Waters da han efter længere tilbagetrukkethed viste sig i deres studie for at lytte til "Shine on You Crazy Diamond" der var skrevet om netop Barrett (til pladen "Wish You Were Here"). Således finder den originale forsanger også vej ind i Alan Parkers film, og enkelte af Pinks udfald er inspireret af ham. Hvad der for alvor provokerede Waters til at skrive albummet, var oprindeligt ham selv. Efter ved en koncert at have spyttet en tilskuer i ansigtet, erfarede Waters nogle ting om sig selv, verden og musikken. Allerede på pladen udviklede temaerne sig imidlertid langt udover Waters selv. Den oprindelige plade er således en fortælling om menneskets moralske korruption, og måden hvorpå vi bogstaveligt såvel som figurativt bygger mure omkring os selv. Niveauet af emotionel dybde er enorm og der gribes af flere gange tilbage til barndommen, der blandt andet er hentet fra Waters selv, der mistede sin far i en meget ung alder.

At konstatere at Alan Parkers film er både psykedelisk og snart sagt ligeså tosset som sin hovedperson, er åbenlyst. Filmen er ikke blot en forlænget musikvideo til albummet, men tager massevis af interessante stilistiske valg, for at skille sig ud fra musik, samtidig med at understøtte den. Det gør sig for en massiv oplevelse, der strækker fra det grå hverdagsliv, til nogle sjælelige dybde, som den originale plade i dén grad kalder på. Således er filmens vigtigste aktiv dens stemninger. De mange oplevelser vi tages igennem er interessante fordi de er portrætteret så rammende og stilistisk overvældende, at man er nødt til at lade sig rive med, selvom man ikke på traditionel vis får mulighed for at opbygge sympati for karakteren fra start. Faktisk kan man påstå at det er en del af pointen at vores hovedkarakter er dybt usympatisk i kraft af sin egocentriske opførsel. Langsomt piller filmen lag af og minsandten om ikke der gemmer sig en årsag til hans væremåde her. Det er særligt barndomsminderne der i den forbindelse står stærkt i min hukommelse. De repræsenterer såvel det smukt naive ved børn, som den langsomme destruktion af selvsamme umiddelbarhed - når vi bevæger os fra den lille dreng der søger efter en far ved at gribe en fremmeds hånd, til ensrettelsen af skoleeleverne i den mest kendte af filmens (og pladens) sange. Det essentielle moment er imidlertid en scene hvori den lille dreng skjuler en rotte i forsøget på at beskytte den fra sin mor, men næste dag finder dyret dødt. Scenen er rørende på flere niveauer og er muligvis også en af filmens visuelt mest smukke scener.

Voksenlivet fremvises med noget større kulde. Ensomheden har overtaget Pinks liv, og det er ikke overraskende da han skubber alle mennesker omkring sig bort. I en blanding af arrogance og sindssyge destrueres karakteren langsomt for øjnene af os. Ikke alene ser vi ham i hans indelukkede stade, men vi oplever også hans små råb om hjælp, når han forsøger at ringe til en kvinde, som dog ikke ønsker at snakke med ham. Her opstår alligevel sympatien. For sine særheder til trods er Pink ikke til skade for andre end sig selv (og en enkelt fan der nær står i vejen). Han indser blot ikke sin indelukkethed, hvilket velsagtens leder tilbage til Waters selv, der i sin insisteren på at sætte musikken i fokus under koncerter, som nævnt endte med at spytte en fan i hovedet. Gennem de animerede sekvenser ser vi billeder af hvad selvsamme verdensfjerne adfærd kan føre til på et større plan. Industrialiseringen og afpersonaliseringen af vores verden vises i glimt, og kastes rask væk sammen med billeder af de krige vi fortsat har så travlt med at føre. Med andre ord prikker filmen til os såvel på et ultranært som et overordnet plan, hvilket giver anledning til nogle af de mest kaptiverende øjeblikke jeg har oplevet på film. 

Jeg har måske rodet mig ud i mere tolkning og beskrivelse af denne film, end decideret anmeldelse. Sandheden er ikke desto mindre at filmen i min oplevelse er et mesterværk, grundet dens enorme vilje til at fremvise menneskets grimmeste sider, og gøre det på en måde hvor publikum samtidig holdes interesseret. Filmen er velspillet, velinstrueret og den musik der ledsager den er af en anden verden. De dybder af håbløshed og melankoli filmen kommer ned i, er inspirerende fordi det afdækker præcis hvad sorg, depression og ligegyldighed kan være. Filmen har et nærvær i sine mange lag, som mangt en mindre velafviklet film, ikke engang formår at besidde i en mere simpel fortælling, og det er en enorm bedrift.