Eternal Sunshine of the Spotless Mind

Det kommer som et chok for Joel (Jim Carrey), da han opdager at hans elskede Clementine (Kate Winslet) har fået slettet de minder hun har om deres stormfulde forhold. I desperation kontakter han behandlingens opfinder, Dr. Mierzwaik (Tom Wilkinson), for at få Clementine slettet af sin egen hukommelse. Men efterhånden som Joels erindring svigter, genopdager han sin og Clementines oprindelige forelskelse og dybt i sin hjernebark, forsøger Joel at undgå behandlingen. Mens doktor Mierzwaik jagter Joel igennem hans hukommelse, indser Joel, at han umuligt kan glemme Clementine.
(- Resume fra Kino.dk)

Instruktør Michel Gondry og manuskriptforfatter Charlie Kaufman præsenterer os i denne film for et dystert fremtidsbillede, hvor verden i det store hele er den samme, men hvor det er blevet muligt at fjerne minder. Ikke overraskende er det en enormt omfattende beslutning at få fjernet en person fra sine minder, og endnu mindre chokerende er det, at mennesker tager beslutningen i hast og uden at overveje konsekvenserne. Således er det for Joel en ren hævnakt da han beslutter sig for at slette Clementine, som også har slettet ham fra sine minder. Vi bevæger os derefter snart ud i Joels minder og følger parrets udvikling, begyndende fra slutningen af deres forhold. Filmen emmer af melankoli allerede fra de første øjeblikke kommer mod seeren og i den forbindelse er Charlie Kaufmans manuskript noget nær perfekt i kommunikationen af Joels hverdagsagtige drømmerier og filosoferen. Det betyder også at seeren øjeblikkeligt engagerer sig i Joels fortælling. Generelt er karaktererne heri et styrkepunkt og såvel en central karakter som Kate Winslets Clementine, som en mere perifer en af slagsen i form af Mark Ruffalos Stan, er stærkt mindeværdige og sætter sig hver især fast i tilskuerens hukommelse. Karaktererne er skabt så fornemt at de på en og samme tid kan repræsentere en bestemt persontype og samtidig være meget specifikke og alt andet end stereotype. Eksempelvis er det interessant at have en karakter som Clementine, der selv erklærer at hun ikke er den drømmepige der eleverer et andet menneskes liv til vildskab. Den unikke og (ikke bogstaveligt talt) skæve pige ønsker sig et helt almindeligt liv.

Kate Winslet har sagt om "Eternal Sunshine of the Spotless Mind" at rollen hun selv påtager sig, normalt ville være tilfaldet hendes medstjerne på filmen Jim Carrey, alt imens hun selv formentlig oftest ville have fået den mere grå karakter som Carrey her tildeles. Det lille skift er ekstremt godt for begge skuespillere og særligt Carrey får lov til at fremvise nogle sider af sit talent, som han desværre alt for sjældent gør brug af. Winslet undersælger sig selv en smule med sin udtalelse omkring de "forbyttede roller". Det er ikke skuespillerinden uvant at spille kvinder med kant, det skal man ikke se længere end hendes debutfilm "Heavenly Creatures" for at få understreget. Hendes karakter heri er imidlertid en af de mest mindeværdige og ikke mindst virkelighedsnære jeg har set skuespillerinden levere. Karakteren når i sandhed fra den ene ende af spektret til den anden, og fordi vi ser udviklingen fra Joels vinkel, får hun også lov at afspejle deres fælles udvikling som par. Det er ikke altid kønt, men skuespillerinden formår i dén grad at være troværdig såvel når hun er elskelig, som når hun ikke kan udstå Joels excentriciteter længere. Filmen handler i høj grad om minder, og en af dens helt store forcer, er at vise det skift der sker i Joels rejse, når minderne drejer fra det rent negative, til det smukke.

Med hjælp fra sin baggrund i musikvideoer skaber Michel Gondry stemninger, som på nærmest skræmmende vis fremstår universelle. Med små detaljer vækker han tilskuerens egne minder. Scenerne på stranden, barndomsminderne og parrets drillende ordvekslinger under vattæppet er afsindigt rammende. Hvad der gør enkeltscenerne endnu stærkere, er overgangene imellem dem. Fordi filmen mestendels foregår i Joels hoved får instruktøren mulighed for at levere ulogik, som på sin vis bliver logisk, fordi det hele i princippet er en drøm. At se minderne når de begynder at blive destrueret er, særligt når Joel begynder at fortryde sine handlinger, kaptiverende og hjerteskærende som få andre film formår at være det. Minderne er i mellemtiden ikke filmens eneste fokus, da vi får glimt af de mennesker der foretager sletningen og deres problemer. Her udmærker Michel Gondrys cast sig endnu engang når Kirsten Dunst, Mark Ruffalo og Tom Wilkinsons intriger udspiller sig. Elijah Wood medvirker også her, som det nærmeste vi kommer en skurk, selvom han i bund og grund blot er en forelsket ung gut. Denne side af historien tager problemstillingen i at kunne slette minder op, og lægger i øvrigt op til det vellykkede klimaks, der ikke giver noget endegyldigt svar, men et lille glimt af håb. 

"Eternal Sunshine of the Spotless Mind" er en visuelt bemærkelsesværdig film, der udover nogle interessante karakterer og stemninger, også indeholder overvejelser om såvel kærligheden, som selve menneskelivet, og måden hvorpå vi driver ind og ud af hinandens liv. I modsætning til den mere nihilistiske "Irréversible" gives vi her et håb om at tiden ikke nødvendigvis vil ødelægge alt og når det kombineres med en lille pointe om at selv dårlige minder er værd at beholde, får det så absolut filmen til at ramme, i hvert fald mig, lige i hjertet.