Svinger mod mål: Tarzan the Musical

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, hvilket betyder at teatret har stillet billetten til rådighed, til gengæld for en min oprigtige og subjektive oplevelse af stykket. Har man lyst til at læse mere om forestillingen, kan man gøre det på Fredericia Teaters hjemmeside.
Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Fredericia Teater skriver selv om forestillingen: Musicalen er baseret på Chris Buck og Kevin Limas tegnefilmsfortolkning af Edgar Rice Burroughs klassiker om menneskebarnet Tarzan, der vokser op blandt gorillaerne i den vestafrikanske regnskov.


Disneys tegnefilm "Tarzan" er en af de tidligste biografoplevelser jeg kan komme i tanke om. Filmen har derfor en særlig plads i mit hjerte. Jeg har brugt timevis på at lytte på Phil Collins' soundtrack, på min discman i bilen, på ture rundt i landet. Så vild var jeg med soundtracket, at mine forældre gentagne gange måtte bede mig om at afbryde min skrålen med fra bagsædet. Med andre ord er det altså godt at det ikke er mig der står på musicalscenen i Fredericia og skal fremføre de her vidunderlige sange. Fredericia Teaters forestilling er en lidt ujævn oplevelse. Scenografien er på niveau med den der blev kreeret til "Klokkeren fra Notre Dame" og er lige så - hvis ikke mere - altomfattende. Plateauer rækker ud i rummet fra scenen og helt frem til balkonen. Ensemblet bevæger sig omkring, til tider også ret langt fra scenen og drager publikum ind.


Det er umuligt at sætte en finger på denne del af forestillingen. Det tekniske er sublimt. Det samme kan siges for sangpræstationerne. Børnene i forestillingens begyndelse, er ikke ufejlbarlige sangere og skuespillere, men har masser af charme, som succesfuldt får solgt deres roller i den tid de er med. Med navne som Bjørg Gamst og Diluckshan Jeyaratnam, som begge er kendt fra tidligere forestillinger på teatret, er det ikke overraskende at de velkendte sange fra filmen, kommer flot i mål. Også kendt fra tidligere forestillinger, er Maria Skuladottir, som brillerer her. I rollen som Tarzans mor Kala, skal hun leverer en af forestillingens (og filmens) største sange, "Du er mit hjerteslag", som kommer helt i mål og efterlader flere medlemmer af publikum med tårer i øjnene. Det gør hun i det hele taget mange gange i forestillingens løb. Hendes indlevelse er til at tage og føle på og både hendes emotionelle ageren og sangtekniske præstation, er helt vidunderlig. Gamst er vanligt dygtig og udover samspillet med Kim Ace Nielsen (Tarzan), fungerer hende og Søren Bech Madsen (Janes far Porter) også utrolig godt sammen. Der er en omsorg i Madsen, som er milevidt fra hans, ellers så underholdende, skurk i "Legendale".


Gode Disney fortællinger balancerer sentimentalitet med mørke og mørke med humor. Det er den gode fortælling der er kernen og derfor bliver filmene, når de er bedst, langt mere end blot børnefilm. Det har Fredericia Teater eksemplificeret bedst i "Klokkeren fra Notre Dame" og det rammes ikke lige så rent her. Forestillingen laver nogle bratte skift mellem humor og drama, som særligt i 1. akt, er forstyrrende. Forestillingen indledes med bombastisk musik, der mest virker som et throwback til krimigenren anno 1930erne. Det virker malplaceret. Åbningen er derefter først smuk, men bliver snart for rodet og går for hurtigt. Tegnefilmens start er meget mørk og uhyggelig og koster både Tarzans forældre og Kalas barn livet. Det formidles på scenen med gepardøjne der bevæger sig omkring på storskærmene og så et hurtigt glimt, hvorefter det næsten virker underforstået at alt dette er sket. Det er forestillingens teknisk svageste øjeblik og fortællemæssigt ikke på niveau med det øvrige. Problemerne med pacing er til stede i en en stor del af 1. akt, tingene går for hurtigt, samtidig er de sange, som ikke er fra filmen, af noget mere uengagerende karakter. 2. akt er helt modsat og løfter forestillingen ved at have større ro, bedre tid og mere varme. Figurerne udbygges og alting løfter sig ganske enkelt. Desværre reintroduceres problemerne med tempoet kortvarigt omkring det store skurkeopgør nær slutningen af forestillingen. Her går det igen alt for hurtigt og man kan næsten få oplevelsen af, ikke at have opdaget hvad der skulle til at ske, før det er overstået. Der gøres dog op for dette med en ret smuk udtoning, som har en hvis poesi over sig.


Jeg vil ikke kloge mig på hvordan man skulle have udjævnet fortælletempoet, men kan bare konstatere at jeg bliver smidt lidt af og hægtet på igen løbende i den først halvdel af forestillingen. Der skal være plads til både det fjollede og det alvorlige, men udsvingende her, virker for store. Alligevel er der ingen tvivl om at mange vil elske den oplevelse de får her og med god grund. Det sentimentale og rørende fungerer, magien i de kendte sange er der. Ensemblet og skuespillerne gør et kæmpe stykke arbejde for at sælge illusionen af at være i junglen og i samspil med scenografien, er der ingen tvivl om at Fredericia Teater fortsætter med at opbygge deres tekniske kunnen. Der er lagt masser af omhu i arbejdet med musicalen og der er masser at opleve, det er bare ikke lige så helstøbt, som nogle af teatrets tidligere forestillinger har været.

4/6

The Prince of Egypt

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gøre det på Fredericia Teaters hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Fredericia Teater skriver selv om forestillingen: THE PRINCE OF EGYPT er historien om Moses og hans bror Ramses, der blev Farao af Egypten, og om et folk, der ændrede dem begge for altid. Om hittebarnet, der blev prins og siden landflygtig for endelig at vende tilbage til Egypten og føre sit folk ud af slaveriet i Egypten og mod det forjættede land Kanaan.


Der er ingen tvivl om at mange af de roser denne her musical har fået er velfortjente. Fredericia Teater har lavet endnu en forestilling, der er teknisk overlegen. Performerne er dygtige, opsætningen er flot og der er et par ekstraordinære tricks til at gøre aftenen lidt ekstra mindeværdig. "Klokkeren fra Notre Dame" står stadig i frisk erindring, som et teknisk mesterstykke, hvor man havde indtaget hele scenen - ja nærmest hele salen - som kulisse. Publikum var rykket med på scenen og i det hele taget var det en ekstravaganza uden lige. Derfor er det et intelligent træk at man hiver lidt i den anden retning her. Man tænker ikke at større pr. automatik er bedre. Tværtimod er denne opsætning mere nedtonet. Kulisserne er simple, meget som det ofte har været tilfældet i de mindre forestillinger på teatret. Det digitale bagtæppe benyttes, men kun i form af nogle antydninger af det gamle Egypten. Performerne er i centrum og særligt danserne hives helt frem, for at skabe livet på scenen. Fredericia Teater vil ikke have siddende på sig, at deres forestillinger lever på teknik alene, så selvom der også er en lille gimmick i forestillingen her, er den (relativt set) nedtonede tilgang et godt og spændende valg.


Der er altså ingen tvivl om at forestillingen er lavet af dygtige mennesker og er opsat på super flot vis. Problemet for mig er at jeg ikke rigtig bliver optaget af alt det den handler om. Historien om Moses er naturligvis meget gammel og Dreamworks versionering af den, er super spændende, både visuelt og musikalsk. I forestillingen er der tilføjet og fjernet sange. Ser man bort fra "Befri os nu", må jeg erkende at jeg ikke rigtig forlader forestillingen, påvirket af musikken. Den er sunget og fremført smukt, men numrene er forglemmelige og jeg bliver ikke draget ind i de figurer der synger dem. Forestillingens grundstemning er svær at få greb om. På den ene side er det en familieforestilling og dermed ikke et rent drama, på den anden side er humoren udeblivende i lange passager. Således blev særligt 1. akt en noget lang og alvorstung affære, som gør anløb mod det komiske, men ikke rigtig vil bevæge sig derhen. Den løssluppenhed, som vi får i en enkelt scene i stykket, savnes gevaldigt i resten, som bliver noget selvhøjtidelig, og det medfører at karaktererne også kommer til at virke lidt stive og ikke bliver spændende at kigge på, gode præstationer og nuancer til trods.

"The Prince of Egypt" griber ikke fat i mig følelsesmæssigt. Det lykkedes ikke at balancere alvor og humor, på samme måde, som det er lykkedes for en lang række af teatrets tidligere forestillinger. Derfor oplevede jeg at jeg tabte interessen for figurerne og historien. Læg dertil en række sange, som bliver lidt jævne, og det begynder at blive svært at løfte forestillingen rigtig højt op. Der er ingen tvivl om at opsætningen teknisk er i orden. Menneskerne der er involveret her er dygtige og der er også lavet nogle spændende visuelle valg, men jeg blev bare aldrig draget ind i dramaet, figurerne og musikken. Hvad vil Moses' fortælling i denne udgave mig, udover at blive fortalt? Min interesse for temaer, følelser og alt det der ligger under det umiddelbare, blev aldrig vakt og derfor er forestillingen en jævn oplevelse for mig.

3/6

Når du har en snegl i dit teater: Problemet med Douglas

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på musicalens egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Fredericia Teater skriver selv om forestillingen: "Douglas er en ung mand med bagagen fuld af succeshistorier. Han lever det gode liv med hans skønne kæreste, og det gør han lige indtil, han forvandles til…… en snegl. Livet kan være finurligt, og det bliver det i allerhøjeste grad for Douglas. Forestillingen er frit inspireret af Franz Kafkas Metamorfose."


Hvad er nu det her for noget? For et øjeblik siden beskæftigede i jer med gaming og nu en mand der bliver til en snegl? Har Fredericia Teater mistet forstanden? På ingen måde. På deres lille scene, har de skabt noget, der på sin helt egen måde, er nøjagtig ligeså storslået som "Klokkeren fra Notre Dame". Under forestillingen blev jeg ved med at sidde at lede efter et ord, der kunne beskrive det jeg var i færd med at opleve. Et ord der kunne omfatte at musicalen, til trods for at være lettilgængelig, også emmer af noget meget nuanceret og fint. Noget dybere. Til sidst fandt jeg det. "Problemet med Douglas" er en raffineret oplevelse, fordi den virker på utrolig mange planer. Dens slapstick taler til et bredt publikum og dens musik er fængende. Samtidig er universet der her skabes komplekst, fordi der i den centrale symbolik er gemt så meget. Teksterne er spidsfindige og rummer stor humor, i samspil med stor alvor. Når Douglas' forældre synger om hvorvidt de nu har gjort det godt nok, med opdragelsen af deres barn, er det sjovt, fordi det er tydeligt at de har lavet fejl. Det triste er at de nu desperat står tilbage med en følelse af at problemet med Douglas er deres skyld.


Skønt Lars Mølsted som Douglas er titelfiguren og hovedpersonen, handler musicalen meget mere om de 4 øvrige figurers reaktion på Douglas' transformation, end om Douglas selv. Det er en del af pointen og ret vidunderligt at betragte, fordi det giver mulighed for at Thomas Jensen, Bjørg Gamst, Christian Damsgaard og Ulla Ankerstjerne kan stråle. Mølsteds rolle er afgørende, fordi han skal præstere at vise os transformationen, hvilket han gør med stor sans for humoristisk såvel som dramatisk timing, men det er de andre figurer der i virkeligheden skal igennem den største udvikling. På den måde kommer særligt Thomas Jensen til at stråle. Som en del af teatrets faste ensemble har han imponeret masser af gange og ofte i humoristiske, drengerøvsroller, som han også tildeles her. Men ligesom forestillingen i det hele taget, stikker også Jensens figur dybere end som så. Det er rørende at betragte netop hans udvikling, fordi han åbnes op, i takt med at Douglas lukker sig i.

"En musical der er raffineret, rørende og røv-morsom."


Kemien mellem Lars Mølsted og Thomas Jensen fornægter sig ikke.
Det er efterhånden tydeligt at Fredericia Teaters "lille" Perhaps Scene, kan indeholde omfattende tekniske formater. Forestillingen er båret af digitale baggrunde, men de er så vellavede og velintegrerede med udvalgte fysiske rekvisitter, at det giver en fin dybde til scenen. Teatret beviser gang på gang at de er ambitiøse med alle deres produktioner - store som små - og selvom "Problemet med Douglas" er mere enkel end eksempelvis "Legendale", er der stadig lagt enorme krafter i at skabe en dragende teateroplevelse, hvilket absolut lykkedes. Forestillingens musik er, som tidligere nævnt, fængende. Ligesom historiens forestilling, er den også skæv og i modsætning til en musical som "Lizzie", er det her de færreste numre, der føles som individuelle sange. Numrene er del af en helhed og har alle til funktion at drive historien frem. Det formindsker dog hverken deres, eller forestillingens, kvalitet.


Ved slutningen af "Problemet med Douglas", sidder jeg med en tåre på kinden. Det til trods for at jeg mest har grinet af det absurde i fortællingen, men jeg har også været med under huden på et ensemble af figurer, der på hver deres måde har mistet grebet. De har givet slip på deres selvstændighed og lænet sig op ad hverandre, mens de langsomt er gledet væk fra det der engang var rigtig lykke. Slutningen giver et nostalgisk sug i maven og efterlader os med en bittersød fornemmelse. Hvad er nu det her for noget, startede jeg med at spørge: Det er minsandten en musical der er raffineret, rørende og røv-morsom.

6/6

2 film i biografen

Tag med ind i biografmørket! Hvor der dufter af popcorn, folk selvfølgelig slukker deres mobiltelefoner og der er den der helt særlige stemning af at vi oplever noget sammen. Noget der efterhånden er en sjælden begivenhed.

Beauty and the Beast (2017)

(Instr. Bill Condon)

Jeg har godt kunne lide live-action udgaverne af "Cinderella" og "The Jungle Book". "The Beauty and the Beast" lægger sig lidt i samme vene. Den føles tættere på sit forlæg, sandsynligvis fordi forlægget er utrolig godt og ikke rigtig havde brug for forbedringer. I modsætning til førnævnte to film, som begge havde godt af en dramaturgisk opstramning. "Beauty and the Beast" får også tilføjet lidt ekstra gods. Lidt mere historie på figurerne og nogle sange hist og her. Det er altsammen ganske fint. Castet er også solidt, nogle gode navne i blandt og de gør det alle godt. Men det er meget jævnt alt sammen. Filmen har gjort udyret mindre intimiderende og selvom Belle stadig er en god figur, mister udyret meget af sin styrke. Det er altsammen blevet lidt for poleret. De andre live-action versioneringer har ellers nydt godt af - til trods for at være Disney - at blive en anelse mørkere og at få lidt mere på hjerte. Ikke nogen dårlig filmoplevelse, men en lettere forglemmelig en af slagsen.

4/6  

 

 

The Fate of the Furious

(Instr. F. Gary Gray)

De her film er grundlæggende fjollede og totalt over the top. Så er det ligesom lagt frem. Men det ændrer ikke ved at de er djævelsk underholdende. "Fast 8" er ingen undtagelse. Filmen er utrolig velproduceret action. Det er medrivende og hele holdet leverer præcis hvad vi efterhånden forventer af dem. Det samme gør selve filmen, som giver os både bilræs, heists og masser af pathos. For det der gør at de her film fortsat bliver produceret, er at Vin Diesels Dom bliver ved at minde os om at det altsammen i sidste ende handler om familie. Og det er super banalt og fjollet. Det er melodramatisk og på en eller anden måde slubrer folk det alligevel i sig. Jeg gør i hvert fald. Jeg bliver decideret en smule rørt nær filmens slutning. Så skammer jeg mig lidt og så tænker jeg det er okay. Vi lever i en tid hvor John Oliver opfordrer til at putte mænd udklædt som zebraer ind i videoer, ikke fordi det ændrer noget, men fordi det gør det ubærlige lidt nemmere at klare. På samme måde er det med "The Fast and the Furious"-serien, det er små pletter hvor man kan få lov at være en 11-årig dreng igen, der sidder benovet og kigger på store ubåde, flotte biler og ting der sprænger i luften. Det ændrer ikke rigtig noget, men et øjeblik får vi lov at flygte ind i en fiktiv verden, hvor det ender nogenlunde godt og folk holder sammen mod alt det onde i verden.

4/6 

 

Kulturbloggeri: Legendale

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på Fredericia Teaters egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Teatret skriver selv om forestillingen: "Legendale er en original og moderne komedie om fantasiens verden. Den handler om Andy, som er en indadvendt programmør, hvis favoritbeskæftigelse er at flygte fra sin kedelige hverdag og ind i computerverdenen i spillet Legendale.  En dag annoncerer skaberen af spillet en once-in-a-lifetime turnering for alle gamerne, hvor de kan vinde en million dollars og ubegrænset magt i spillet. Hvis Andy skal vinde spillet, skal han have fat i den helt rigtige avatar med de helt rette skills.  Han er dog på sit dødkedelige arbejde, da avatarerne skal vælges, og han går glip af ræset om de fedeste af dem og ender med at få Cowmaiden, som mildt sagt ikke er frygtindgydende. Han og Cowmaiden skal nu finde deres indre kriger frem for at vinde spillet." 


Jeg er lidt udfordret. Problemet er at "Legendale" er en musical jeg på alle måder ønskede mig at kunne lide, sådan virkelig lide. Det kan jeg desværre ikke rigtig sige at den er. Der er dele af den jeg absolut er vild med. Lars Mølsted er igen fantastisk og leverer i en af musicalens første sange en af sine allerbedste vokalperformances endnu. Karin Nordly-Holst leverer en powerhouse performance og hun har både gennemslagskraft som skuespiller og sanger. Det samme gælder Søren Bech-Madsen, som er utrolig mindeværdig, fordi han både er utrolig morsom og slesk på den mest kikset (det er en ros!) mulige måde. Hans figur emmer af at være en drengerøv der er blevet slynget ind i noget han ikke helt kan overskue og hans overlegne facon, dækker tydeligvis over noget langt mindre selvsikkert. Jeg er også ret vild med fantasiverdenen der skabes, i hvert fald et stykke af vejen. "Legendale"-spillet ville aldrig fungere i praksis og der er mange ting der ikke giver mening, som spil betragtet. Som fantasiunivers i historien, er det et sjovt og karikeret sted, der leverer alle de bedste øjeblikke af forestillingen. Blandt dem er nogle vidunderligt fjollede robotzombier og et sumpmonster, som lignede noget fra Muppets, hvilket gjorde mig ganske lykkelig, hver gang den trådte ind på scenen.


At jeg ikke sidder med armene over hovedet, er der flere årsager til. Først og fremmest er der noget med historien, der klinger lidt hult. Mens ideen om at springe mellem den virkelige verden og fantasien, er enormt god og underholdende, ender den overordnede fortælling med at blive lidt flad. Det kommer til at handle mere om at fortælle en lidt jævn kærlighedshistorie, end et virkeligt eventyr. Derudover er der nogle falske konflikter der optrappes for at bringe historien frem og jeg savner virkelig at se mere til de andre spillere i "Legendale". Vi introduceres for en gruppe fra start, som ikke bliver brugt så meget, som jeg godt kunne have ønsket mig. Forestillingens sange er meget svingende i kvalitet. Som musical mangler "Legendale" en rød tråd, som musikken skulle have været leverandør af, hvilket aldrig rigtig bliver tilfældet. Melodierne sætter sig aldrig rigtig fast, men kommer til at opleves som lidt jævne. Enkelte numre er naturligvis undtaget. Søren Bech-Madsen leverer smukt et kitsch-præget nummer om de mange velsignelser ved Silicon Valley - centrum for udviklingen af moderne teknologi. Sangen er sjov og samtidig meget overbevisende leveret. Performerne er i det hele taget vanligt solide. 


Der var en del udfordringer på den tekniske side i aftenens forestilling. En stor del af det virkede, som en kombineret mængde uheld. Jeg nævner det fordi det virkelig gør mig meget i tvivl om min holdning til forestillingen. Mikrofonernes lydniveau blev aldrig rigtig godt, skuespillerne kæmpede for at gøre sig hørt, særligt i de tekstmættede vers og til tider sågar i dialogscener, hvor baggrundsmusikken kom til at overdøve stemmerne. Dette gør det meget svært for mig at vurdere om sangene, som jeg just har stillet mig kritisk overfor, er bedre end min oplevelse af dem til aften. Der var udfald i skærmene der fremviste de smukt designede kulisser og nogle andre problemer undervejs. Jeg har valgt at nævne dette, fordi jeg ved at Fredericia Teaters tekniske ambitionsniveau er tårnhøjt og fordi de her ting ellers aldrig sker i deres forestillinger, som på den front plejer at ramme absolut plet. Jeg har derfor valgt ikke at give nogen stjernevurdering til forestillingen, da jeg simpelthen føler mig for usikker i min vurdering.


Jeg har et stort bankende hjerte for nørder og betragter stolt mig selv som en. Derfor vil jeg gerne elske "Legendale". Jeg ville gerne deklarere min kærlighed til denne gamermusical fra hustagene og udbrede mig om hvordan den bare forstår hvad gaming er og hvorfor folk forelsker sig i disse eventyr... Det er bare ikke helt sådan jeg oplever det. "Legendale" har hjerte og den har kærlighed til sine karakterer, men den rammer ikke så rent, som den kunne have gjort. Historien bliver for forceret, musikken har nogle drastiske svingninger i kvalitet og figurerne er interessante, men bliver forkastet til fordel for plottet. På den anden side har denne her musical utroligt morsomme øjeblikke, den opbygger et fantasiunivers man har lyst til at være i og er båret af nogle centrale præstationer, der er virkelig stærke. Jeg er splittet, det er forhåbentlig tydeligt. Så derfor skal du selvfølgelig indløse billet til denne her forestilling og selv gå ind og vurdere om den får din indre nørd til at knappe op for skjorten, for at afsløre en hengemt heltinde og et hjerte formet af tal der danser og synger. 

Post Mortem: Marilyn Monroes sidste film

Post Mortem er en række artikler der beskæftiger sig med de sidste værker i en kunstners karriere: Den sidste film, det sidste album eller den sidste bog. Hvad siger denne svanesang om karrieren som sådan - og hvad efterlades vi med? 




The Misfits: En bittersød afsked

Filmen der gav punkbandet sit navn og markerede afslutningen på to glorværdige Hollywood-karrierer: Blot ti dage efter "The Misfits" afsluttede sine optagelser døde Clark Gable og halvandet år senere i august 1962, blev Marilyn Monroe fundet død, efter at have taget en overdosis af sovepiller. Gable sagde om filmen at det var første gang han for alvor følte han formåede at spille skuespil og Monroe? Hun siges at have afskyet sin karakter. Diskussioner over manuskriptet, som var skrevet af hendes daværende husbond Arthur Miller, ødelagde deres ægteskab og Monroe listede sig med jævne mellemrum afsted til Frankrig, for i hemmelighed at mødes med Yves Montand, som hun spillede overfor i "Let's Make Love" (1960).

"You have the gift for life, Roslyn. The rest of us, we're just looking for a place to hide and watch it all go by." 


Filmen selv er ganske unik i Monroes filmografi. Selvom hun i førnævnte "Let's Make Love" gjorde en fin figur, som en mere intelligent udgave af den blondine hun gjorde en karriere ud af at spille, markerer "The Misfits" en markant skillelinje for skuespillerinden. Hun er mere intelligent i "The Misfits", hendes naivitet udspringer ikke længere af dumhed, men af oprigtig omsorg for verden. Monroe kommer til at symbolisere en femininitet, som er mere fyldig end de roller der tidligere gav hende sin status som sexsymbol. Hun er fortsat sensuel, men i langt højere grad også nærmest moderlig i sin kærlighed til alt levende. Mændene falder stadig i svime over hende, men hun er mere uforudsigelig, skiftende mellem det maniske og depressive. Hun er også mere frygtsom i hendes forhold til mændene. Den fnisende og ubekymrede pige er blevet til en kvinde, der bærer livets forgængelighed på sine skuldre.


"We're all dying aren't we. We're not teaching each other what we really know, are we?"


I filmen venter Monroes karakter Roslyn på at hendes skilsmisse skal gå igennem. Hun får tiden til at gå med Gay (Clark Gable) og hans kammerater. Gay lover hende at de skal leve frie og bekymringsløse liv langt ude på landet. Der går dog ikke længe før det bliver tydeligt at idylen har sin pris og ikke holder evigt. "The Misfits" er en melankolsk filmoplevelse, der er fyldt med velskrevne dialoger, som stikker dybt. Alle filmens karakterer er udskud (deraf titlen) der ikke har kunnet finde deres plads i en forandret verden. På den måde ligner filmen en western, når den viser hvorledes det omgivne samfunds udvikling, smider dem der søger den amerikanske drøm om et lille stykke jord og et fredeligt liv, over bord til fordel for hvad frihedssøgerne opfatter som et moderne slaveri: Det timelønnede arbejde! Som en anden John Steinbeck, kommenterer Arthur Miller på industrialisering og tabet af fokus på individets frihed og lykke. 

Film som denne her er grunden til at det sidste værk i en kunstners karriere kan være interessant. Monroe hadede karakteren, måske netop fordi den viste en virkelig kvinde, med al den usikkerhed og sårbarhed, som hun til overflod selv bar rundt på. Hendes virkelige smerte synes at kunne mærkes i filmen. Om det så er en efterrationalisering, en tilfældighed eller sådan det virkelig forholder sig ved jeg ikke. Hovedsagen er at "The Misfits" er en film der drives frem af karakterer, i langt højere grad en plot. Den handler om menneskene der portrætterer, mere end tingene de udsættes for. Monroe tager afsked med et publikum hun havde i sin hule hånd, selvom hun aldrig selv lader til helt at have troet på sine egne evner eller sit eget værd. Hun er en legende og en del af filmhistorien, sit korte liv til trods. Som altid får Monroe selv det sidste ord, med denne retrospektivt sørgmodige overvejelse:

"Sometimes I think it would be easier to avoid old age, to die, young, but then you'd never complete your life, would you? You'd never wholly know yourself..." 

 


Beta Test

"Beta Test" er stillet til rådighed af Sandrew Metronome og udkom d. 27/2 på en række streaming- og udlejningstjenester, deriblandt Viaplay, iTunes og Blockbuster.

Filmen handler om Max (Larenz Tate), der er gamer og beta tester. Han får et helt nyt spil til test, et spil der skal føles mere virkeligt end nogensinde før. Hvad Max ikke ved at han ved første tryk på controlleren har taget styringen over et virkeligt menneske og at hver en bevægelse han foretager sig i spillet, har konsekvenser i den virkelige verden.



"Beta Test" er en actionfilm, der er lavet på et lavt budget. Filmen har fået en meget hård medfart blandt anmeldere. En ting lader der dog til at være enighed om - og det er at det er en interessant præmis filmen baserer sig på. Ideen om at lade den kære gamer kontrollere et virkeligt menneske, uden at han er klar over det, er spændende. Manu Bennett som spiller Creed, manden der bliver styret via controller, har en overbevisende tilstedeværelse i filmen. De replikker han skal levere tager ofte form af one-liners, men det giver mening, særligt så længe han er styret af Max. Bennett er overbevisende i actionsekvenserne og dem er der flere underholdende af. Måske er det bare længe siden jeg har set en traditionel actionfilm, men jeg var ganske underholdt, ikke mindst af en stor sekvens mod filmens slutning, hvor Creed kommer op imod 16 modstandere på en gang.

Der er ingen tvivl om at der er mange fjollede ting ved "Beta Test". Nogle gange er det meningen at det skal være humoristisk, andre gange bliver den ufrivilligt morsom: Filmens skurk er på ingen måde overbevisende eller tydelig omkring hvad det er hans plan handler om. Ikke fordi han ikke taler om planen og om hvad det er han synes den skal gøre, det han siger hænger bare aldrig rigtig sammen. Han taler om at give magten tilbage til spilleren, men må tvinge sin spiller til at spille og giver ham ingen frihed. Det er ulogisk og usammenhængende. At kidnappe Creeds kone er en klichefyldt klemme at have på hovedpersonen, men jeg synes til gengæld ganske godt om Sara Coates, der giver hendes figur Abbie ben i næsen og en hård attitude, som ikke virker påtaget.


"Beta Test" er en underholdende film. Jeg var revet med og transporteret ud af virkeligheden og ind i den absurde verden filmen eksisterer i. Selvom det lille budget sætter begrænsninger, har der i filmens action og ide alligevel været ambitioner og der er også gjort et ihærdigt forsøg på at levere nogle medrivende spændingssekvenser. Skuespillet rangerer fra det karismatiske til det overspillede (sidstnævnte er der meget af, ikke mindst fra skurkene). "Beta Test" føltes på den måde som en B-film af den gamle slags. Den spændende præmis fænger an, men er grundlæggende en undskyldning for at lave nogle scener der både er humoristiske og medrivende. Ingenlunde en perfekt film, men en underholdende en af slagsen, ikke desto mindre.

4/6