Vagabonden

Modern Times af Charlie Chaplin
I en tid med arbejdsløshed og oprør i gaderne, reintroduceres vi for den nok så velkendte vagabond (Charlie Chaplin), som er blevet ansat på en fabrik, hvor han ikke just nyder at arbejde. Den lille mand bliver så træt af situationen at han siger op, og forlader stedet under stort påstyr (naturligvis igangsat af ham selv). Snart møder han en forældreløs ung kvinde (Paulette Goddard), som han slår sig ned sammen med. Det er imidlertid ikke helt uproblematisk, da myndighederne har deres helt egen mening om hvor den unge dame hører hjemme.

Med "Modern Times" byder filmhistorien farvel til en af sine oprindelige, og fortsat stærkt mindeværdige karakterer, nemlig Chaplins vagabond, som her er blevet placeret i moderne industrialiserede omgivelser, som forvirrer ham voldsomt. Med masser af humor og som sådan også en vis filmisk poesi, leverer Chaplin en film der revser et samfund, som filmen her portrættere som havende mistet sit fokus på mennesket til fordel for maskiner og andre døde ting. Humoren, poesien og samfundskritikken er altså de centraler elementer der må afdækkes i overvejelsen omkring, og anmeldelsen af, hvad der gør denne film til den fremragende oplevelse den er.

Humoren centreres, som vanligt for Chaplin, omkring stumfilmens dyder, nemlig den meget fysiske form for komik, og selvom lyd og også stemmer benyttes flere gange undervejs i "Modern Times" er det aldrig Chaplin selv der taler, men kun omgivelserne, og selv her er det holdt til et minimum. I stedet er det, som nævnt, den fysiske komik, som Chaplin mestrer, der bringes i centrum. Selvom man ikke er meget for slapstick i overdreven grad, er der en charme over netop disse elementer i "Modern Times", og selvom man ikke nødvendigvis ligger flad af grin, er det svært ikke at blive underholdt. Blandt mine personlige favoritmomenter er en scene hvor Chaplins stakkels vagabond ved en forveksling er blevet påvirket af stoffer, hvilket får ham til, mere eller mindre ubevidst, at stoppe et flugtforsøg de andre fanger har istandsat. Der gås dog også nye veje, når lyden benyttes effektivt i en scene hvor Chaplin må vente side om side med en yderst fornem dame, hvis mave siger nogle meget voldsomme lyde. Kvindens reaktioner er her vidunderligt tilbageholdende - hvilket ender med at sige utrolig meget om kvinden som karakter.

Poesien jeg omtaler, er en blanding af mange elementer, nogle af hvilke, det kan være svært at påpege. Først er der naiviteten, som på mange måder er til stede i vagabonden som karakter. Han er ikke uintelligent, men bliver blot ved at tro på at det nok skal gå, hvilket man nemt kan opfatte som naivitet, men hvad man strengt taget også kunne formulere som værende optimisme. Uanset hvad det er, er det en af de elementer som giver filmen sin opløftende kvalitet, og det skal man ikke kimse ad. Hvad der er nok så vigtigt er romantikken, som i denne forbindelse ligger sig tæt op af poesien. For der er i mange momenter en enorm fornemmelse af forelskelse. Ikke bare de to hovedkarakterer imellem, men også fra vagabondens (og på sin vis vel også Chaplin egen) længsel efter, og fulde nydelse af, det simple liv. Bedst beskrives denne længsel i en drømmesekvens hvori vagabonden drømmer om ham og Goddards karakter i et lille hjem, med masser af mad og smukke omgivelser, hvor de meget bogstaveligt er tæt på naturen. Den sidste ting der indgår i denne films poesi er den tidligere omtalte udefinerbare størrelse, som velsagtens er det der gør film så nemme at holde af, når de er allerbedst, og det er den magi som klemmer sig ind imellem film og modtager, en magi som ikke rigtig kan beskrives, og en fornemmelse af at være komplet opslugt og beriget ved filmens ende.

Samfundskritikken er også åbenbar i filmen, og fra og med indledningens brug af får, som symbol for den "lille mand", som tvinges til at følge med flokken, er der lagt op til en anderledes, og relativt kantet komediefilm. Emnerne der tages op er enorme i betydning, og særligt fattigdom er naturligvis central, idet begge hovedpersoner kommer fra den, og har gjort store ofre grundet den. Da vagabonden drømmer om en fremtid sammen med sin nyfundne kvinde, er maden blandt andet central, det er tragikomisk at se de enorme mængder mad manden drømmer om, når man har indser hvor lidt karakteren reelt har. Charlie Chaplin har lavet mange fremragende film, og "Modern Times", er én af de allerbedste.