Mere Dreyer

"Jeg har lidt meget, og jeg har ofte taget fejl,
men jeg har elsket."
Gertrud af Carl Th. Dreyer
Carl Th. Dreyers sidste film som instruktør er fortællingen om Gertrud (Nina Pens Rode), som splitter med sin mand, fordi hun har forelsket sig i musikeren Erland (Baard Owe). Igennem filmen udforskes kærligheden de to imellem, og Gertrud finder at intet er så ligetil, som det måske synes.

Baard Owe, som medvirker i denne film, har forklaret Dreyers stærke instruktionsmæssige evner ved i et interview at fortælle om optagelsen af en bestemt scene til Gertrud. Optagelsen af scenen foregik således at skuespillerne i samarbejde med kameramanden fik frie hænder til at arrangere scenen. I skuespillernes egne ord var der: "Ikke så meget Dreyer i det. Det var os alt sammen." Owe afslutter dog ikke sin historie her, men når frem til sin egentlige pointe da han fortæller videre: "Når jeg så så filmen, og så hvad vi havde lavet - så var Dreyers spillestil i næsten ulidelig grad kommet ind over det alt sammen." Hvilken pointe man vil tage fra denne lille anekdote er naturligvis op til den individuelle læser, men for denne skribent er fortællingen en utroligt rammende beskrivelse af hvor stærkt, og unikt, Dreyers geni var. Den stil Owe imidlertid referere til, er naturligvis central for netop "Gertrud". Den tidligere anmeldte film "Vredens Dag" påbegyndte en stil, som blev intensiveret igennem "Ordet", og er allermest tydelig i "Gertrud". Det kommer særligt til udtryk i replikleveringen, som ofte foregår til publikum. Skuespillerne kommunikerer ofte mere med tilskueren end med hinanden, og ordene får til tider mere karakter af udtalte tanker, end egentlige samtaler. Umiddelbart kan det for nogle fremstå ganske teatralsk, men når det er kombineret med det kameraarbejde og smukke billedbeskæringer Dreyers film (såvel stum- som talefilm) er kendt for, bliver udtrykket langt mere avanceret.

En anden skuespiller der medvirker i denne film er Axel Strøbye, som mindes Dreyers holdning til skuespillere således: "Han sagde også om skuespillerne at det udtryk man får hos skuespillerne, det er deres ejendom. Man kan ikke påtvinge en skuespiller et udtryk, eller belaste ham ved at diktere han skal gøre sådan eller sådan." For nærværende films vedkommende kan der ikke være megen tvivl om at Nina Pens Rode portrættering af hovedrollen, er den absolut mest omsiggribende. Ligesom i "Vredens Dag" og "Le Passion de Jeanne d'Arc" tager Dreyers film atter engang fat på en kvindelig hovedkarakter. Ligesom tidligere af Dreyers kvindeskikkelser må også Gertrud gå meget igennem for at holde fast på sine idealer, og ofre undervejs stort. At beskrive Rodes præstation med ord som "fremragende" eller "brilliant" virker en smule begrænsende. I stedet foretrækker denne anmelder at formulere det således, at Rode flyder sammen med Dreyers særegne stil, og er så stor en force i det samlede udtryk, at karakteren, for at udtrykke det banalt, føles virkelig. De øvrige præstationer er mindre i omfang, men Baard Owe, som senere har haft en tendens til at blive castet, som lettere excentriske mørkemænd, er i denne film en noget yngre mand, men har stadig stor tyngde i sit spil.

Det er i denne tilskuers oplevelse som om Dreyer arbejder i nogle dybere lag. At kalde hans film for surrealistiske er muligvis forkert, men det er alligevel som om at karakterernes umiddelbare virke, ofte fremstår som et meget tyndt lag der sjældent dækker for deres psykologiske tilstand. Fra replikkerne til fremsigelsen kan det i hvert fald siges uden tvivl at Dreyer med denne film tager stilen fra sine tidligere film et skridt videre, og formår at hypnotisere publikum med dens tone. Netop denne er svær at kategorisere, men der er utvivlsomt en stor melankoli i luften, mens kærlighedens blide og onde natur tages under behandling. Som i "Vredens Dag" er billederne enormt smukke, og Henning Bendtsen var fotograf på både denne film og "Ordet", gør et helt særegent arbejde i at viderebringe den æstetik, som er unik for alle Dreyers film.

Der er film på indeværende liste jeg har haft svært ved at skrive om fordi de betyder meget for mange, og selvom Carl Th. Dreyer ikke just er folkeeje her i landet, er hans værker så stærke at det alligevel indgyder en vis ærefrygt at udtale sig om dem.
Her har jeg alligevel forsøgt at skrabe overfladen af min fascination med "Gertrud".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar