Romeo & Julie i nye rammer

Aarhus teater har stået for en række af de bedste teateroplevelser i mit liv. Især de to fantasirige opsætninger af "Det Gyldne Kompas", var mindeværdige. William Shakespeare er dog ikke sådan og toppes med, og han og instruktør Christian Lollike har for få timer siden beriget mig med, hvad der muligvis er den allerbedste teateroplevelse i mit liv.

Mit kendskab til Shakespeare er mangelfuldt (for at sige det mildt), og det er noget jeg skammer mig over, især nu. I Lollikes udgave er der skåret heftigt i Shakespeares original (er jeg blevet fortalt af mere informerede personer), men det var helt tydeligt at Lollike har gjort dette med en intens interesse i at opfange selve essensen af dette mesterværk. Grunden til at jeg tager udgangspunkt i instruktøren er at formerne omkring dette stykke betyder utrolig meget. Man guides igennem historien af en fortæller (Henning Olesen), som ofte dukker op, og medvirker til at lange passager kan fjernes fra det oprindelige stykke. Denne fortællers replikker er meget bevidst benyttet, og skaber en fornemmelse af selvironi omkring hele set-uppet som er fantastisk, og på en eller anden måde, er det min oplevelse, i Shakespeares ånd. Kulissen er ikke-eksisterende. Der er bare scenen, publikum og enkelte rekvisitter, som dog er så effektivt udnyttet at de, i samarbejdende med vores fantasi, skaber hele universet omkring kærlighedshistorien, som vi kender så godt.

Det er interessant at man vælger at fjerne bidder af det oprindelige stykke, for derfor at indsætte sit eget fyld i form af musik. Hvilket i min optik tilføjer endnu et lag af selvironisk distance til forestillingen, men også en forfærdelig masse stemning. Stykkets nøglescener, tilføjet eksperimenterende musikalske numre, som dog aldrig bliver musical-prægede, men holder sig i en stram henvisning til historien. Det at der synges skaber da også enormt stærke scener. F.eks. da Julie skriger af sin mor, som ikke ønsker at reagerer. I stedet for at moderen blot er stille, nynner hun en trist melodi, som viser at der er lagt en bevidst kraft i at ignorere pigen. Dette definerer moderen meget stærkt, og Dorthe Hansen Carlsens kombination af fortabelse og stædigt holden på formerne, er absolut gennemført.

Jeg må igen anerkende at jeg ikke kender meget til Shakespeare, men efter hvad jeg er blevet informeret om, er meget af dette stykkes replikker, på trods af Lollikes gendigtning, stadig Shakespeares, og jeg kan ikke lade være med at være dybt imponeret over mandens udødelige tekster. Det jeg altid har forbundet Shakespeare med, er de dybt romantiske sonetter, og at manden er i stand til at skrive disse fantastiske kærlighedserklæringer, og samtidig have selvindsigt nok til at kunne skrive ting, som balkonscenen, hvor der skiftevis erklæres stor kærlighed, og holdes igen er brilliant. Da Julie f.eks. siger til Romeo at han ikke skal sværge ved "noget så patetisk som månen", er det for mig et klart eksempel på en forfatter der er så dygtig at han kan holde igen med storladenheden så den ikke oversvømmer publikum.

Andreas Jebro er det humoristiske indslag i mange af stykkets scener, og leverer gang på gang sine replikker på så mystisk vis at man må imponeres over mandens evner til at levendegøre sine replikker. Han står samtidig for at trække os med ind i historien som publikum, så den tyngede Romeo ikke er den eneste karakter vi har at relaterer os til i stykkets start. Overfor Andreas Jebro, hvis karakter Mercutio er Romeos nærmeste ven, ses Jacob Madsen Kvols som Tybalt, Julies blodtørstige og hadefulde fætter. Jacob Madsen Kvols er et kapitel for sig. Ligesom Jebro, var han også medvirkende i den store familieopsætning "Det Gyldne Kompas", og hvor de begge klarede sig smukt i denne forestilling, har Kvols yderligere vist sit talent for undertegnede, i Aarhus teaters opsætning af Lars Von Triers "Antichrist", hvori han var selvudleverende sårbar overfor Anne Sofie Espersen. Når jeg alligevel følte at der manglede noget i "Antichrist" skyldtes det dog ingen af skuespillernes præstationer, men blot det faktum at filmen var så enormt stærk for mig, og det filmen gør for den historie Von Trier har at fortælle kunne teatret i dette tilfælde ikke gøre helt ligeså intenst. For dog at vende tilbage til denne forestilling, har Kvols den mest vellykkede af alle sangene i stykket, og er både aggressiv og inderlig i sin præstation som Tybalt.

I rollerne som vores to hovedkarakterer er Marie Dalsgaard og Olaf Højgaard intet mindre end formidable. Ikke et sekund forsvinder de fra deres karakterer, ikke et øjeblik tvivlede jeg på deres kærlighed - hvilket på mange måder kan siges om hele stykket. For ganske vidst har jeg talt om ironi, og distancering, men dette er udelukkende mit forsøg på at analyserer Lollikes motiver i forbindelse med de ganske særprægede (i ordets allerbedste forstand) valg han har foretaget i forbindelse med denne forestilling. For at tale om distancering når det kommer ned til de scener, som er blevet dømt som værende stykkets væsentligste, ville være skammeligt. Skuespillerne er så meget i øjeblikket at jeg sad med enorm klump i halsen da lyset gik ud, og publikum blev helt stille. Jeg kæmper netop nu for at finde bedre ord til at beskrive min fornemmelse end "klump i halsen" som er et overbrugt udtryk for at være rørt, men måske kan det faktum, at jeg rent faktisk kunne mærke mine ben ryste under mig da jeg rejste mig for at give et velfortjent stående bifald, kaste lidt lys over den måden hvorpå dette stykke berørte mig.

1 kommentar:

  1. Det er en rigtig god anmeldelse, du har fået lavet der :D
    Jeg er selv enomrt imporneret stadigvæk, og stykker sparkede benene fuldstændig væk under mig også!!
    Det var virkelig WOW!!
    Godt du fik billetter i årsgave,hva? ;)

    SvarSlet