Blæs

Blow af Ted Demme:
"Blow" er baseret på virkelige hændelser
og George Jung eksisterer i virkeligheden.
George Jung er en ung mand da han første gang opdager at der er noget han vil have. Han vil have det liv hans forældre aldrig opnåede. Hvordan vil han opnå dette? Ved aldrig at skulle bekymrer sig om at have penge nok, og ikke at skulle knokle for dem. Derfor beslutter han sig for at blive rig ved at sælge stoffer. Først marihuana og senere kokain (også kaldet blow, deraf titlen.) George Jung opnår hans drøm. Han er på toppen af verden, og behøver ikke bekymrer sig om penge. Da han en dag står med en lille datter i hånden, går det pludselig op for ham at hans fader havde ret da han sagde at penge kun virker væsentlige, og ikke er det i virkeligheden.

I de klassiske eventyr tager fortællingen tit udgangspunkt i en overgangsfase, som ofte vises ved at foretages en rejse. I ”Blow” er der en lignende rejse, en lignende overgangsfase. George Jung ser fejl i hans forældre, særligt sin mor, som er grådig, og ikke værdsætter hvad faderen gør for familien, hvilket er meget. Moderen er upålidelig og render ind og ud af Jungs liv, hvor faderen er den eneste stabilitet, og dette kommer til at præge hele hans liv. Gang på gang forsvinder kvinder fra Jungs liv. Først moderen, så kæresten og til sidst hans nye kone, som ganske vidst bliver ved at være der, men hun forandrer sig, og bliver til den samme kvinde Jung så i sin mor da han var lille, og deres datter kommer til at opleve det samme svigt som Jung selv har oplevet. Jung selv bliver udsat for den samme ydmygelse som faderen måtte tage fra moderen, og han må ligesom faderen tage denne ydmygelse, for barnets skyld. Barnets oplevelse er dog at det er Jung der svigter hende, og ikke moderen. Dette er naturligvis fordi det er Jung som ender i fængsel, og dermed forlader hende, selvom det er ufrivilligt. Han ender med at blive straffet resten af livet for hans ulovligheder, men den virkelige straf er ikke den han får i fængsel, men den datteren giver ham for at svigte hende.

Instruktør Ted Demme præsenterer os her for en fortælling om tabt naivitet, men også et tidsbillede. I takt med at George Jung taber sin naivitet, og graver sig dybere ned i narkohandel, er det også som om verden omkring ham gør det samme. Om det er en kommentar, en fremvisning af fakta eller blot et spørgsmål om at omgivelserne bliver påvirket af vores hovedkarakters tilstand, er i princippet ligegyldigt, hovedsagen er at Demme viser os en smuk passage af tiden, og især bruger Depp/Jung til at vise denne forandring. Depp er vanligt velfungerende, Cruz er det samme og overordnet viser de to den langsomme passage fra ung til voksen. Årsag og virkning. Den evige fest den første del af filmen er, betales der voldsomt for på den anden side. Alt sammen viser det hvordan vi som mennesker må vokse op. Lærer at der er konsekvenser for alt det man gør. Den afsluttende ”tale” Jung holder for sin fader, om hvordan han endelig har indset at penge ikke er virkelige, er ikke bare enormt rørende, men også essentiel for hele filmens pointe. Da George Jung opdager hvad der er det vigtigste i livet er det, med andre ord, for sent.

”Blow” er en rørende fortælling om en mand hvis liv kunne have været så meget, og på mange måder også blev det, men samtidig gjorde det på en måde der gjorde at det måtte stoppe midt i det højdepunkt ingen, og da slet ikke George Jung, kunne have forudset ville blive et højdepunkt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar