Lidt rødt, lidt blødt og lidt kedsommeligt...

Jeg skylder min dejlige kone for inspiration til den kære filmkrukke. Det var nemlig hende der startede med at lave en to be read-jar (hendes er langt mere formfuldent kreeret end min), som jeg så blot har overført til film. Læs endelig mere ovre på hendes blog. Så credit til hende! Nu videre til atter et par små anmeldelser. 

Cinderella  

(Instr. Branagh, streamet hos Netflix)

Skulle man udelukkende se Kenneth Branaghs "Askepot" i sammenligning med Disney-tegnefilmen, er der for mig ingen tvivl om at det er en bedre film. Mens tegnefilmen er smukt udført og kendetegnet af den periode i Disney-historien, hvor de lavede deres smukkest tegnede og mest detaljerede film, er det også en fejlbarlig film, der er lidt klodset fortalt og mest af alt har en hovedperson der fremstår hjælpeløs. Live-action udgaven gør meget for nuancere Askepot selv, der i tegnefilmen aldrig rigtig gør noget selv eller har særlig meget personlighed udover hendes uskyld. Det gør Lily James' udgave af figuren heldigvis. Hendes udgave af Askepot er ærkegod, men ikke naiv eller dum. Hun opfatter alt det onde der gøres ved hende, men vælger at tro på at der stadig er godt i selv hendes stedmor og hendes døtre - og er snarere idealist end godtroende. Hun vælger igen og igen at tilgive dumhed og ondskab, hvilket gør hende til en større, mere spændende karakter og giver filmen klangbund. James er charmerende og bringer så meget liv hun kan ind i figuren. Det samme kan siges om Branaghs instruktion. Han gør meget for at skabe magi og liv, hvilket lykkedes noget af vejen. Men filmen forfalder til overdreven brug af CGI, benyttet til både det der giver mening og det der ikke gør: Som f.eks. unødvendig slapstick, der er ekstremt fjollet på en træls og nedladende måde. Filmen er umiskendeligt Disney, hvilket viser sig ved at den er ekstremt poleret. Verdenen i "Askepot" er befolket af smukke mennesker og selve billederne er manipuleret til en sådan grad, at selv det virkelige, til tider kommer til at virke computerskabt. Derfor bliver pointen om at være tro mod sig selv, ikke alene banal, men også lidt hult klingende, når hovedpersonen aldrig kommer i nærheden af at se grim eller på nogen vis fejlbarlig ud, hverken af udseende eller som person. Branaghs "Askepot" er mere nuanceret, bedre fortalt og en oplevelse jeg lever mig mere ind i. Samtidig er det svært ikke at føle at filmen, i al sin glamourøse, ofte computerskabte skønhed på mange måder er mere kjoler og fjol, end reelle moraler og virkelige karakterer.

4/6

 

Three Colors: Red 

(Instr. Kieslowski, set på BD)

Det er begrænset hvad jeg kan bidrage med når det kommer til disse film, som vel nok er blandt de mest velanmeldte film nogensinde. Bredt anerkendte er de i hvert fald og med god grund. Kieslowski har lavet tre fortællinger, som kun kunne laves som film. Mediet er brugt så effektivt, at det minder alle de hærdede nørder om, at film stadig kan noget helt særligt. Det er også tilfældet med "Rød", der er fyldt med fascinerende symbolik og mindeværdige billeder. Det allerfineste ved den, er at den i al sin pragt og vælde har et ganske præcist fokus. Det er to personer der er i absolut centrum og det er det almenmenneskelige drama mellem dem (og de mennesker de i øvrigt påvirker med deres handlinger), der danner filmens kerne. Det er mesterligt håndværk vi her præsenteres for i Kieslowskis sidste film.

6/6

The Daughter of Dawn

(Instr. Myles, streamet hos Netflix)

Og så får I også lige en stumfilm med. Jeg er filmnørd på en måde, hvor jeg synes det er fascinerende at grave ned i også det historiske aspekt af filmkunsten. Så jeg blev interesseret da jeg spottede denne film på Netflix, der ellers ikke plejer at være gode til at byde på film fra kunstartens barndom. Desværre er det en noget kedsommelig repræsentant for stumfilmsæraen vi her har at gøre med. Det mest fascinerende ved den, er at det er virkelige native americans der spiller med og at filmen dermed skulle give et relativt virkelighedsnært indblik i kulturen og skikkene. Men som film betragtet er det en kedsommelig historie, der ikke indeholder noget stort visionært - heller ikke rent filmteknisk. Et trekantsdrama der udfoldes både trægt og uengagerende, men der er da to indianere der hopper udover en klippekant for at vinde en kvindes gunst, hvilket er cirka lige så fjollet som det lyder.

Jeg tillod mig faktisk at eksperimentere lidt med "The Daughter of Dawn", ved at erstatte dens soundtrack med Radioheads seneste plade. Det gav da lidt liv til fortællingen, men rigtig meget hjalp det nu ikke og godt blev det aldrig.

2/6