Will & Grace

Will (Eric McCormack) og Grace (Debra Messing) mødes første gang i midtfirserne hvor de begge går på universitet. De to påbegynder et forhold, men Wills homoseksualitet bliver snart tydelig for dem begge. Til at hjælpe Will med at springe ud træder Jack (Sean Hayes) til. Grace har det først svært med at opdage hendes kærestes alternative seksuelle orientering, men efter de to flød fra hinanden i et års tid, mødes de igen og et venskab vokser. År senere bor de to sammen og har hvad de selv af flere gange beskriver som et “herligt disfunktionelt forhold”, der er stærkt problematisk for deres respektive romantiske forhold fra tid til anden. Undervejs er også rigmandskonen Karen (Megan Mullally) stødt til den lille gruppe.

Den lidt kedelige titelskærm til "Will & Grace", som er bakket op af det stærkt genkendelige klaverstykke der udgør seriens titelmelodi.

Samtlige 187 episoder af “Will & Grace” er instrueret af James Burrows, som også har været instruktør på en hel række af andre sit-coms. Det siger naturligvis ikke så frygtelig meget på tv, hvor instruktørens rolle syntes væsentligt mindre end den er på filmproduktioner. Det er dog alligevel bemærkelsesværdigt at instruktøren er hoppet fra kvalitetsshows som “Cheers”, hvor han endda var med til at skrive nogle episoder og var executive producer på serien, til nærværende serie, som ikke er nær samme kvalitet. Indledningsvis får man ellers lyst til at bifalde “Will & Grace” for at tage fat i et tema og behandle det med kærlig humor. Det er en lyst der hurtigt forsvinder, når man erfarer at til trods for at serien har op til flere homoseksuelle karakterer i sit karaktergalleri, alligevel vælger at fokusere afsnittene på en mand/kvinde dynamik. Will og Grace deler ikke overraskende en enorm mængde scener, men også bikaraktererne er en velkendt type duo. Jack og Karens forhold er måske nok mere karikeret end det Will og Grace deler, men det er nogenlunde samme dynamik, bare strukket til en ekstrem. Altså tager serien reelt set kun delvist temaet om homoseksualitet op. Det er ikke fordi førnævnte seksuelle orientering skal problematiseres for at blive behandlet, men se på en serie som “Six Feet Under”. Her lykkedes det på en helt anden måde at vise hvordan et sådant forhold kan fungere, således at det kommer til at fremstå naturligt. Den oplevelse af naturlighed kunne fint have været overført til en situationskomedie, men hvad der i stedet står tilbage er en forsamling, selv for en sit-com, ekstremt fortegnede persontyper.

Eric McCormack gør hvad han kan for sin karakter, men har ikke meget at arbejde med.

Efter nogle afsnit står det tydeligt at serien ønsker, med hele sit persongalleri, at skabe en karikatur af den moderne og egoistiske amerikaner. Særligt er Will og Grace i deres grundessens nogle forfærdelige mennesker. Der efterlades aldrig tvivl om at overflade betyder mere end noget andet, og der grines hånligt af idéen om at skille sig ud - hvilket synes ironisk for en serie som i glimt netop handler om mennesker der har prøvet at “være anderledes”. Et eksempel på hvordan serien portrætterer sine titelkarakterer, er episoden “Steam like old times” fra sæson 8, hvor Will har involveret sig i frivilligt arbejde, men omtaler dette på en sådan måde at han snarere giver udtryk for det som værende del af hans “personlige udvikling” end et reelt ønske han har om at hjælpe. Atter engang vender det tilbage til overflade, og hvor godt det på papiret ser ud at have lavet frivilligt arbejde, uanset hvor uengageret man så har været i dette. I samme afsnit fremviser Grace nogle af sine mindst flatterende sider ved at gå amok på en ældre mand Will tager med på besøg. Årsagen til hendes udbrud er at hendes planlagte aften er ødelagt af den ekstra gæst. Ikke just noget der gør karakteren mere sympatisk. Sådan er oplevelsen af særligt Will og Grace gennem hele serien. Alligevel forventes publikum at skulle kunne engagere sig når de følelsesladede øjeblikke dukker op - hvilket mildest talt er svært. Både fordi de to karakterer ved kernen ikke er særlig sympatiske, men også fordi deres problemer (bortset fra nogle enkelte gange) er usandsynligt små. I modsætning til “Seinfeld”, som også fremviste nogle egoistiske karakterer der gik op i umiddelbart små ting, har “Will & Grace” ikke den samme selvironi, og de seriøse øjeblikke blæses komplet ud af proportioner. Således foretrækker jeg langt Megan Mullallys karakter, som er så helt og aldeles overdreven i sin alkoholisme og sit pillemisbrug, at ethvert glimt af menneskelighed er velkomment. Derfor fungerer hendes humoristiske indslag også ofte langt bedre end de øvriges. Hendes kompagnon Jack er til gengæld ikke synderligt morsom. Karakteren er helt enormt klodset skrevet, og det niveau han repræsenterer, er desværre sigende for hele serien.

Alt for ofte bliver det tydeligt præcis hvor dårligt serien er skrevet og endnu engang er det et problem at serien simpelthen ikke er sjov. Skaberne lader til at være af den misforståede opfattelse at alene ytringen af ordet “gay” i sig selv er morsom, og det tilføjer blot til min indledende overvejelse omkring hvor meget mere rammende og underholdende serien kunne have været med en lidt større naturlighed omkring emnet. I stedet bliver det meget forceret og humoren der forsøges skabt, er ofte baseret på uinteressante stereotyper og deslige. Skulle serien have fungeret tættere på det nuværende udtryk, så undertegnede hellere at man trak konceptet endnu længere ud, og gjorde karikaturen tydelig. I stedet er serien endt med at være en rodebunke af popreferencer og henvisninger til bedre film og tv-serier. I den sags tjeneste har en nærmest endeløs række af gæstestjerner haft cameos på showet: Cher, Madonna, Elton John, James Earl Jones, John Cleese, Alec Baldwin og en masse flere. Lige lidt hjælper det når serien vil være så uddateret om nogle år, at den fuldstændig vil miste sin relevans. Min personlige favorit cameo er imidlertid “Frasier” skuespillerinde Bebe Neuwirth, der dukker op som sig selv, men i en af seriens få virkelig vellykkede scener tager diskussionen omkring hendes forhold til sine karakterer (her specifikt hendes karakter Lillith fra “Frasier”) op, hvilket medgivet ender med at være ret morsomt.

Et glimt af den samlede gruppe der blev indsat i åbningssekvensen under seriens sidste sæson.

Skulle jeg derudover vælge en favoritepisode må det være den liveoptagede åbning til sæson 8: “Alive and Schticking”. Årsagen til at jeg godt kan lide denne episode er det faktum at den er optaget live, og at særligt Debra Messing undervejs har svært ved at holde masken. At det er en sit-com man laver, behøver ikke at afholde en fra at lave noget, med en lille smule kant. Der er godt materiale i skuespillerne her, og både Mullally, Messing og McCormack virker som gode skuespillere, der med bedre materiale kunne løfte et mere rammende og reelt morsomt show. Det vi har fået med “Will & Grace” er i stedet en af de serier, der skaber grund for mange menneskers had til sit-coms. 2/6