Dødedag

Day of the Dead af George A. Romero:
I lighed med de to foregående film i George A. Romeros oprindelige ‘Dead’ trilogi handler ‘Day of the Dead’ om en relativt lille gruppe mennesker, der er lukket inde på et begrænset område. Denne gang er området en underjordisk base, hvor en gruppe forskere har forskanset sig med en lille gruppe militærfolk, som deres eneste beskyttelse fra zombierne. Inden længe vender situationen dog, da dem, der skulle beskytte forskerne, i stedet vender sig imod dem og gør dem til gidsler i en magtkamp. Mens intellekt og desperation splitter menneskene ad, slæber de levende døde sig langsomt nærmere.



Mens George A. Romero i sine to første zombiefilm fokuserede på underliggende temaer som konsumerisme og racisme, er den afsluttende del af hans oprindelige ‘Dead’ trilogi, som instruktøren har udpeget som sin egen favorit, en mere politisk størrelse. Hvad filmen først og fremmest fokuserer på er kontrol. Karaktererne forsøger ikke alene at kontrollere hinanden indbyrdes, men også zombierne, som er blevet en del af en fast rutine i et forsøg på at gennemskue, hvordan man kan skaffe sig af med de levende døde. Det er imidlertid nemmere sagt end gjort, og hvis der er noget, filmen beviser, er det, at magt er en skrøbelig størrelse, ikke mindst når den er taget med vold. Det ligger ikke i mennesket at lade sig holde nede. Faktisk er det en så basal del af mennesket, synes Romero at konkludere, at den intelligente zombie Bub (Sherman Howard), ganske hurtigt genfinder sin uvilje mod at blive trådt under fode.


Zombier behøver ikke at være symbol for noget større men kan også blot være en udløser for persondrama, og selvom det (efter Romeros eget udsagn) havde en del med budget at gøre at mængden af zombier og blodorgier i filmen begrænser sig til den afsluttende del, har det resulteret i en film, der er mindeværdig for at føles som en langt mere intens oplevelse, end man kunne have forventet af en efterfølger til ‘Dawn of the Dead’. Forventet ville det have været, hvis instruktøren med en sådan tredje film havde ønsket at fokusere mere på splat end fortælling og rent havde forglemt sine rødder undervejs. I stedet får vi med ‘Day of the Dead’ en film, der vender tilbage til instruktørens udgangspunkt.

Seriens tredje film rammer mellem sine to forgængere rent stemningsmæssigt. ‘Night of the Living Dead’ (1968) er dunkel og melodramatisk, mens fortsættelsen, ‘Dawn of the Dead’ (1978) påtog sig en smule mere komik og tegneseriestemning med zombiernes blå hud og en række mere slapstick prægede øjeblikke. I ‘Day of the Dead’ er der kun en smule humor at finde i enkelte karakterers dialoger og i den tidligere omtalte trænede zombie: Bub. Derudover er filmen langt mere i tråd med originalen. Andet kunne velsagtens heller ikke forventes, når man vælger en så klaustrofobisk lokation, som en underjordisk bunker. Dertil kommer filmens skurke, som næsten er mere monstrøse end zombierne i denne omgang, efterhånden som de anført af den aggressive Rhodes (Joe Pilato) bliver mere og mere kontrollerende over for basens hold af forskere, som de egentlig burde beskytte. Det er med andre ord menneskene, der er hinandens største fjende, hvilket ofte er tilfældet i Romeros film. Vi spænder i høj grad ben for os selv i vores kamp for at overleve. 

Afslutningen på Romeros oprindelige zombietrilogi er på mange måder en brilliant filmoplevelse. Mens der ikke er den store tvivl om, at nogle af skuespillerne overspiller voldsomt, ender det i sidste ende med at være en del af charmen ved filmen, og hvad jeg i størst grad efterlades med af filmen er en følelse af, at Romero mest af alt ønsker at hive mennesket frem i lyset til trods for hans mangeårige fokus på zombier. Det er karaktererne, der står tilbage efter endt syn af ‘Day of the Dead’, og det gør den i min bog til en glimrende film i genren.

Jeg har i øvrigt anmeldt det rædsomme "remake" ovre hos BDlive.dk, læs mere her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar