Frasier

Da vi først introduceredes for psykiateren Dr. Frasier Crane (Kelsey Grammer) var det i tv-serien "Cheers", hvor han hjalp Diane (Shelley Long) under et ophold hun havde på en institution for rekreation efter et mindre sammenbrud. De to blev senere et par, indtil Diane forlod Frasier ved alteret, noget han aldrig rigtig kom sig over. Senere mødte Frasier imidlertid den intelligente, men hårde, Lillith (Bebe Neuwirth) som senere blev hans kone. I spin-off serien "Frasier" møder vi psykiateren der er draget til Seattle for at starte forfra. Her introduceres vi snart for hans excentriske bror Niles (David Hyde Pierce), som er Frasiers evige konkurrent, men også nyder mange af de samme ting som han. Det bekymringsfri singleliv får doktoren ikke lov at leve længe. For da hans far Martin (John Mahoney) falder i badet, indser de to brødre at det ikke længere er forsvarligt at lade ham bo alene. Således flytter far og søn sammen, hvilket absolut ikke er gnidningsfrit. Til at få faderen tilbage på fode efter såvel sit fald, som den dramatiske skudepisode der var hvad der i første omgang problematiserede Martins liv, hyres den britisktalende Daphne Moon (Jane Leeves). Sidstnævnte er endnu en ting den gode Frasier ikke just bifalder. Nemmere bliver det ikke af at Frasier har svært ved at lære radiomediet at kende, og modarbejdes en smule af sin bidske producer Roz (Peri Gilpin). 

10. sæsons sølvfarvede intrologo

Der er gerne en specifik tematik sit-coms reflekterer over i sit forløb. Der kan naturligvis være variationer af forskellig art og særlige emner der tages op i de individuelle afsnit, men der er også gerne en overordnet pointe, som løber gennem hele serien. Oftest handler det om kønsroller. I "Frasier" er det mere løst. Serien har ikke umiddelbart en utvetydig overordnet pointe og mest af alt følger vi den gode doktor på sin jagt efter en mening med det hele. Det giver sig til tider udtryk i dates, men mindst ligeså ofte går overvejelserne en smule dybere end blot kærlighed og sex. Overvejelser om familie, venner og menneskets indre liv er en dagsorden der mindst ligeså ofte kredses om. Det resulterer i et show der spænder fra fjollet slapstick over intelligent humor baseret på tunge emner og til mere stille øjeblikke, som er hvad der for alvor gør denne serie til noget af det bedste genren har at byde på. De mere fjollede episoder er eksempelvis de der fokuserer på de to brødres ekstreme konkurrencementalitet, som gang på gang får dem til at spolere gode chancer for succes. Således viser det sig hverken som en god idé da de to forsøger at starte en restaurant, en fælles praksis eller at skrive en bog. Det er i mellemtiden ikke i så høj grad de overordnede plots og store jokes, der får mig til at vende tilbage til serien (hvilket jeg har gjort væsentlig flere gange med denne serie end nogen anden), men snarere de små replikvekslinger, karakterernes (i disse typer afsnits tilfælde) vrede dialogudvekslinger og generelt detaljerne. Der er simpelthen så meget at komme efter i hver enkelt episode at de rent faktisk er værd at gense, ikke alene fordi de er underholdende, men også fordi der kan være nye nuancer at finde i såvel karakterernes omgivelser, som i deres dialoger. Det er velsagtens også en stor del af årsagen til at serien holder rekorden med intet mindre end 37 vundne Emmy Awards, og i øvrigt er en af de mest roste af sin art.

David Hyde Pierce blev Emmynomineret for samtlige af seriens 11 sæsoner og slog således den daværende rekord for flest nomineringer.

Det er næsten overvældende at tage fat på karaktergalleriet i "Frasier". Ikke alene er der Frasier selv, hvis snobberi til tider velsagtens er karikeret (som det oftest vil være med denne type serier), men som samtidig indeholder utrolig mange andre og meget menneskelige sider. Kelsey Grammer er en formidabel skuespiller, hvilket han i øjeblikket beviser i den fremragende tv-serie "Boss", og får både mulighed for at være fjollet, men har også en hel række enormt ærlige scener. Fælles for alt hvad Grammer leverer i serien er det at det er nærværende og oftest føles bundet i hans karakter. En anden favorit for mange vil være David Hyde Pierce' Niles, som er en af de mest elskelige snobber nogensinde leveret på tv. Hans charme bunder i det faktum at han på en og samme tid er intelligent og utroligt sårbar. Sidstnævnte kommer særligt til udtryk igennem hans forelskelse i Daphne og nogle af de vaner han har fra barnsben. Hvem får ikke ondt af en mand der i et af sit voksenlivs største kriser søger ind under et klaver, fordi det var hvad han plejede at gøre som barn. Samtidig har Niles, i højere grad end Frasier, et enormt fokus på overflade, som kommer til udtryk gennem hans frygt for hans økonomisk ligestilledes fordømmende blikke. Af flere omgange ses han dog smidende dette af sig. Allerede i seriens 3. sæson og afsnittet "Moon Dance" (som i øvrigt er instrueret af Grammer), ses Niles give fanden i omgivelsernes fordømmelse, da han bevæger sig ud i dans med Daphne. Ganske vist er påskuddet for selv samme dans overfladisk og netop til for at vise snobberne at han klarer sig godt, men da dansen først går i gang er der ikke et sekunds tvivl om at Niles, er komplet opslugt af Daphnes tilstedeværelse. 

Det første kig vi får på Dr. Frasier Crane i første afsnit af seriens første sæson.

Af de mest faste øvrige ansigter er Jane Leeves, Peri Gilpin og naturligvis John Mahoney. Deres karakterer er udmærker sig alle ved at de kunne være stereotypiske i deres udgangspunkt, men hurtigt udvikler sig over det. Roz Doyle har måske nok været mange gange rundt om blokken (som Frasier udtrykker det), men hun er ikke desto mindre en stærk karakter der næsten er mandig i sin måde at bruge og smide væk når det kommer til mænd. Helt anderledes end de fleste kvindelige karakterer der har mange partnere, og som ofte er i offerrollen. Det kommer Gilpins Doyle sjældent og det gør hende unik. "Friends" skuespillerinden Lisa Kudrow havde i øvrigt næsten taget rollen, inden den gik til Gilpin. En stærk kvinde er også Leeves' Daphne, som måske nok starter som en fjollet karakter, men hurtigt bliver mere kompleks end det. Hun indeholder både naivitet og intelligens. Både romantikeren og realisten. Det er bemærkelsesværdigt at serien mestendels er fyldt med denne type kvinder og at der på sin vis er ligestilling gennem særhed. Med det menes der at både seriens mænd og kvinder er fyldt med fejl eller excentriciteter, uanset hvor smukke og rare mennesker de i øvrigt er. John Mahoneys far er indledningsvis ligeså stædig som sin søn og væsentlig mere bitter. Han formildes imidlertid ret hurtigt og selvom han har stor skepsis overfor sønnernes smag i alt fra musik til mad, er han undertiden villig til at lære. Vigtigst af alt er det tydeligt at han på bunden er enormt stolt af de to, selvom både Niles og Frasier til tider tvivler på det. Et løbende tema gennem serien, og det der indledningsvist binder Frasier og Martin sammen igen, er Hester, som var mor til brødrene og kone til Martin indtil sin død. Med mellemrum vender familien tilbage til hende når de tvivler og det er endnu en af de mange årsager til at serien fremstår så moden i tone. Den anerkender at sorg ikke blot er en passerende størrelse, men noget der mildnes over tid, og til tider vender tilbage i form af minder, som ikke er nogen dårlig ting. Helt udeladt har jeg endnu de mange bikarakterer, af hvem særligt Bebe Neuwirths Lillith, Dan Butlers Bulldog og Harriet Sansom Harris' Bebe Glazer er nævneværdige. Der er en hær af mere eller mindre kendte ansigter og særligt stemmer der dukker op i løbet af showets 11. sæsoner, hvilket man kan give sig i kast med at undersøge på enten dvd'erne, der indeholder informationer om de mange stemmegæster, eller på imdb.

I seriens 10. sæson dukker min personlige favoritepisode op. Til trods for at denne sit-com er en af mine to favoritter, er det ikke svært at udpege afsnit 8 fra den sæson: "Rooms with a view", som værende ekstra særlig. Episoden tager sted på et hospital og gennem afsnittet ser vi glimt af Frasier og Niles' barndom samt andre af karakterernes tidligere besøg på hospitalet. Grunden til at afsnittet er så væsentligt at fremhæve er at den er et perfekt eksempel på hvad der gør "Frasier" så fremragende. Der balanceres i dette afsnit mellem humor og drama på en måde som få andre sit-coms formår at gøre det, og der er meget lidt tvivl i mit sind om at en mindre stærkt skrevet serie ville være knækket under i sentimentalitet. Det er ikke tilfældet her. I stedet skydes der nogle relevante overvejelser omkring liv, død og alt det der ligger derimellem ind med en reelt rørende episode, der som nævnt altså også husker at få grinene med. Tidligere sæsoner har også episoder der på lignende måder rammer stemningsmæssigt plet. Sæson 2s afsluttende afsnit "Dark Victory" er et andet godt eksempel på hvorfor "Frasier" er mere end bare eskapisme. Flere af afsnittene der omhandler Niles' forelskelse i Daphne er ligeledes velfungerende. Serien er i mellemtiden ikke fejlfri. Med 11. sæsoner er hver eneste afsnit ikke nødvendigvis i skabet. Værst kritiseret har afsnittene involverende Daphnes familiemedlemmer været, og det må jeg desværre tilslutte mig. Det er dog ingenlunde noget der for alvor kan skæmme en overordnet fremragende serie, som uden besvær balancerer mild filosofi med slapstick og mere intelligent humor. Seriens sjoveste afsnit er i mine øjne fjerde sæsons 18. episode "Ham Radio".

Et af seriens mest følelsesladede afsnit "Rooms with a view", har plads til grin, men indeholder også en stor del alvor.

Tingene går hurtigt i serieafslutningen "Goodnight Seattle (Part I & II)", men selvom det bliver lige lovlig presset er særligt de allersidste minutter af serien enormt rørende. Ikke alene afsluttede "Frasier" sit 263 afsnit lange forløb, men karakteren Frasier tager i afsnittet også sin afsked efter intet mindre end 20 år på tv-skærmen, hvilket blot tilføjer vægt til seriens afrunding. Med det sagt er tid i sig selv ikke nok til at gøre en karakter og havde Grammer, serieskribenterne eller de øvrige dele af produktionen ikke holdt det høje niveau havde karakteren aldrig fået så langt et liv. Således er det (gang på gang) en bittersød afsked vi tager med radiopsykiateren Frasier Crane, som lyttede så grundigt efter. 

6/6