The Drowsy Chaperone

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på Fredericia Teaters egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri". 

Hvad siger du til en frisk rejse tilbage til 1928? Musicalen ’The Drowsy Chaperone (Den snaldrede anstandsdame)’ kører for fulde huse og du er inviteret med! Og dog. Faktisk er det en genfortælling af musicalen der her bydes på. Med sikker hånd guides vi igennem den naive og til tider absurd fjollede musical af den godmodige mand i stolen, der ikke er bange for at dele ud af sine meninger om hvad et godt sceneshow skal indeholde. Gennem hans genfortælling oplever vi også hvem manden selv er og hvad der har ført ham til aften efter aften at søge en flugt fra virkeligheden i musikalsk fiktion anno 1920erne. 

 

”Er der noget bedre end følelsen af at sætte sig godt til rette i teatret og lade sig rive med af en frisk omgang musikalsk underholdning?” Således nåede jeg lige at tænke da lyset dæmpede sig i Fredericia Teaters store sal, en særdeles vinterkold dag i marts. Der sad jeg så, sammen med en sal fuld af mennesker og undrede mig over at lyset på scenen udeblev. ”Jeg hader teater” lyder det inden længe udover salen og med det startede knap 2 timer i selskab med manden i stolen, her spillet af Søren Scheibye. I modsætning til de øvrige forestillinger jeg har oplevet i min tid som kulturblogger for teatret, blev der her budt på en bragende flot scenografi, der var ekstravagant i sin detaljerigdom. Scheibye bevæger sig indledningsvist rundt i en lejlighed, der i sig selv er smukt fremstillet og giver en meget klar fornemmelse af hvor stor en dybde Fredericia Teaters scene rent faktisk kan portrættere, og inden længe skifter lejligheden frem og tilbage mellem virkeligheden og musicalen som manden i stolen elsker så højt. Uden at jeg skal vende tilbage til min klagen over ’Aladdin’, synes jeg uden tvivl at det arbejde man her har gjort for at inddrage tilskueren i et klassisk univers, er langt mere vellykket end det var tilfældet i førnævnte musical. Det er i øvrigt meget morsomt at den netop er så enormt engagerende, fordi det hele jo er fortalt med en enorm distance, hvilket ikke i sådan en grad som her burde kunne fungere i et afbalanceret forhold til den historie distancen tages til, men det gør det altså. Jeg levede mig glad og gerne ind i nostalgien. 

Søren Scheibye spiller manden i stolen med en elegant og sårbar sindssyge, som er helt unik. Sørgmodig og afsindigt morsom.

Til 2012s Oscaruddeling vandt ’The Artist’ en pæn mængde af de eftertragtede gyldne statuetter. Filmen var fortalt som stumfilm, samtidig med at den handlede om selvsamme genres forfald, da de såkaldte ”talkies” først dukkede op. På en og samme tid fik vi fremvist alt hvad der var charmerende og hjertevarmende ved genren og hvad der var dens triste skæbne. Noget nyt og tilsyneladende bedre kom til. Med ’The Drowsy Chaperone’ mødes tilskueren af en lignende dynamik. Ikke alene får vi kommunikeret nostalgien, igennem vores fortæller, som utvivlsomt behøver den virkelighedsflugt som pladen med den gamle musical giver ham, men som heller ikke er længere væk end at han i sin genfortælling minder os om alt det der er naivt, fjollet og søgt i den forestilling han holder så meget af, til trods for at han jo, som det mod slutningen af stykket konstateres: ”Aldrig har set det.” Eller da i hvert fald ikke i virkeligheden. Han minder os om at skuespillerne, som vi i musicalen oplever gøre det ypperligste de kan for at underholde, døde eller blev så gamle at de ikke længere var til at genkende. Vi får med andre ord konstant stillet illusionen op imod dén virkelige verden, som fortælleren helt tydeligt føler sig afskåret fra og måske endda frygtsom overfor. Imens manden i stolen hiver os med længere og længere ind i sin genfortælling oplever vi glimtvis hans virkelighed og hvad der gør at han ikke har nogen videre lyst til at være i den.   

Lars Mølsted får lov at gå linjen fuldt ud, som en mandschauvinistisk stereotype.

Glemmer vi for et øjeblik nostalgien og de alvorlige strenge der binder den mere umiddelbare fortælling, selve historien om den snaldrede anstandsdame, sammen, er det i sig selv en fornøjelse at opleve Ted Sperlings opsætning af denne farverige historie. Udførslen er dreven og professionel udover alle grænser. Netop fordi der er en distance indlagt i den overordnede fortælling, er det en del af illusionen her at manden i stolen hele tiden vandrer på ydersiden af et stramt koordineret stykke maskineri, hvilket kun kan afvikles, når man har et så dedikeret og dygtigt hold, som Fredericia Teater her præsenterer os for. Såvel de velkendte ansigter (Bjørk Gamst, Thomas Jensen, Lars Mølsted og Maria Skuladottir) samt det øvrige ensemble er simpelthen glimrende. Mens de mange karakterer indledningsvist kan virke overvældende, bliver man lynhurtigt så charmeret af samtlige portrætteringer at man blot lader sig rive med. Det betyder også at forestillingen for undertegnede viste sig at være fyldt med anledninger til oprigtige grin. Jeg morede mig ganske enkelt mere end jeg kan mindes at have gjort tidligere i teatret. Forestillingen er gennemført morsom og humoren kommer fra karaktererne, hvilket jeg uden tvivl ser som en force fordi det får morsomhederne til at fremstå oprigtige. Selvfølgelig med det in mente at det tit er fortællerens små fodnoter der skaber konteksten for hvorfor en given scene i musicalen bliver sjov.

Stykkets scenografi er ufravigelig og en af de flotteste Fredericia Teater har præsteret i musicalsammenhæng.

Mod slutningen af denne forestilling leverer Søren Scheibye en monolog der subtilt glider fra det henkastet morsomme til det sørgmodige. Forestillingen bliver i sin konklusion til endnu mere end blot en ekseptionelt underholdende tur i teatret. De antydninger af melankoli og nostalgi der har været undervejs toppes utrolig smukt af i slutningen når fortælleren må erkende at han inderligt og ærligt elsker fortællingen om den snaldrede anstandsdame, dens fejl til trods. ”Det er ikke noget mesterværk” konstateres det tørt om den plade vi har oplevet og det er muligvis rigtigt, men Fredericia Teaters egen opsætning af ’The Drowsy Chaperone’ tør jeg nu godt at smide selvsamme ord i retningen af og kalde absolut mesterlig!

6/6