Højdeskræk

(C) Daniel Norris

Vertigo af Alfred Hitchcock:
I Alfred Hitchcocks klassiker 'Vertigo' (En kvinde skygges) spiller James Stewart en akrofobisk detektiv, John "Scottie" Ferguson, der er hyret til at finde en selvmordstruet kone, Madeleine (Kim Novak), som tror, hun er en reinkarnation af kvide, der er død for mange år siden. Efter at have reddet hende fra at springe i San Francisco bugten, opdager han, at han er blevet besat af den smukke plagede kvinde og han begynder at forfølge hende. Ude af stand til at forhindre hende fra at springe i døden fra et højt kirketårn, på grund af hans højdeskræk, plages han af skyld og må som en konsekvens forlade politikorpset. Måneder senere møder han Judy Barton en kvinde, der er en tro kopi af den afdøde Madeleine og opdager han har været en brik i et forræderisk spil, hvilket får tragiske konsekvenser.
(- Resume fra Kino.dk)

Alfred Hitchcock er blandt de vigtigste instruktører der har levet og arbejdet indenfor branchen. Det er bevist i en stor mængde fremragende film, og en håndfuld mesterværker, som instruktøren har efterladt sig. ‘Vertigo’ falder indenfor sidstnævnte kategori og er blandt instruktørens vigtigste værker. Med sin bedrageriske evne til at manipulere sin seer viser filmen en stor del af hvad der gjorde instruktøren så fremragende, idet den holder fast i mystikken langt hen i plottet. Samtidig med at der er flere velkendte elementer fra instruktørens øvrige produktion, står ‘Vertigo’ også ud fra mængden med sit fokus på romantik og melodrama. Mens instruktørens film så godt som altid formår at bygge interessante karakterer op og skabe sympati for dem, er de, skriver jeg med frygt for at generalisere en ganske alsidig filmproduktion, ofte ofre for en større sammenhæng af den ene eller anden art. Det kan karaktererne heri også siges at være, men filmens hovedfokus er i høj grad romancen mellem Scottie og Madeleine, som er meget smukt udført, såvel af skuespillere som instruktør.

Blandt de filmiske innovationer er det nu så velkendte trick hvor der zoomes ind samtidig med at kameraet bevæges ud og den surrealistiske sekvens hvor James Stewart rammer bunden af sin sørgmodighed samtidig med at han opdager tingenes sammenhæng i en særpræget og unik semi-animeret sekvens. Ingen af disse filmiske greb er dog nok til at udtrykke hvad det er der gør filmen vellykket. Det rolige tempo det bruges i fortællingen af historien er medvirkende til en næsten hypnotiserende virkning, som gør at filmens musik, billeder og fortælling for evigt bliver forbundet med begrebet “kvalitetsfilm”, i hvert fald i denne seers tanker. I det hele taget er musikken blandt Bernard Herrmanns smukkeste og samtidigt både dramatiske og hjerteskærende nogensinde. Det vel at mærke ud af en ret omfattende række helt og aldeles mesterlige soundtracks han har leveret gennem tiden. Et af de bedste eksempler på hvor brilliant musikken kan spille sammen med en i øvrigt uforlignelig scene, er en sekvens hvor Scottie har tvunget Judy Barton (nævnt i resumeet) til at iklæde sig det samme tøj som Madeleine, farve sit hår blond og nu forlanger at hun også skal sætte håret som Madeleine.

Romantik er i dette tilfælde ikke lig med idyl, snarere tværtimod. Der er et stort mørke og en enorm tragik i fortællingen og forholdet mellem karaktererne. Et af de mere sørgmodige ting filmen kan siges at stå for, er at ‘Vertigo’ blev sidste gang Hitchcock arbejdede sammen med den ellers fabelagtige James Stewart, som han ellers havde arbejdet sammen med på flere film. Men hvilken exit for Stewart, som her leverer en af de mest melankolske præstationer jeg kan komme i tanke om. Kim Novak der var i starten af 20erne da filmen blev lavet (mens Stewart var 50), gør ligeledes et stærkt stykke arbejde, med en karakter, der først efter mere end 40 minutter får lov at ytre et eneste ord. Det er imidlertid mellem de to, i den kemi de deler på skærmen, at filmen og deres håndværk for alvor løfter filmen. Længe inden de deler et af de mest passionerede kys, nogensinde fremvist på film, er tiltrækningen mellem de to boblende. Det skyldes naturligvis ikke mindst Samuel A. Taylors replikker, der er fremragende skrevet. 

‘Vertigo’ er blandt de mørkeste dramaer jeg kan komme i tanke om og en film der ligesom blandt andet ‘Psycho’ markere hvilken mester Hitchcock var. Til trods for at han eftersigende skulle have fejet Kim Novak af da hun bad om hendes karakters motivation ved at minde hende om at det “blot er en film”, er der ingen tvivl om at det er lykkedes dette stykke filmhåndværk at blive så stærkt at den menneskelige fortælling, som er dens kerne, træder ubesværet fra 1958, hvor den først havde premiere, og ind i nutidige filmelskeres hjerter.