I 'Revolutionary Road' følger vi April (Kate Winslet) og Frank Wheeler (Leonardo DiCaprio) - et ungt og lykkeligt par, der bor med deres to børn i en forstad til Connecticut i midten af 50’erne. På overfladen virker alt perfekt, men de føler begge en snigende frustration over ikke at kunne slå til i deres forhold og karriere. Frank sidder fast i et velbetalt men kedeligt kontorjob og April går rundt derhjemme og spekulerer over, hvorfor hendes skuespilkarriere aldrig blev til noget. Fast besluttet på at forbedre deres forhold beslutter de sig for at flytte til Frankrig. Men en uendelig række af skænderier, jalousi og beskyldninger er ved at ødelægge deres nye skrøbelige liv sammen.
(- Resume fra Kino.dk)
Endnu en historie om ulykkelig kærlighed. Sam Mendes fortæller en historie der i ligeså høj grad som kærlighed og ægteskab, handler om drømme og livet. Fortællingen er hjerteskærende, men i modsætning til ‘Blue Valentine’, er udsynet en smule større, mens den emotionelle kerne forbliver enormt stærk. Det handler med andre ord ikke om en kærlighed der visner, men snarere om to drømmere der bindes af deres omgivelsers forventninger, indtil der intet andet er tilbage for dem, end at forblive hensunkne i en situation de aldrig havde forventet skulle være permanent. Sorgen er en anden når den ikke udelukkende handler om et pars kompatibilitet med hverandre, men også om tabet af selvet og fornemmelsen af hvem man er. Hvad der i øvrigt er befriende ved filmen, er at karaktererne har et enormt stort selvindblik og fordi de kender hinanden så godt, er i stand til at gennemskue hvad der ligger til grund for deres forskellige uenigheder. Med andre ord springes der aldrig over hvor gærdet er lavest og det får uenighederne, såvel som karakterernes øvrige interaktioner, til at fremstå ægte og nærværende.
Hvad der endvidere har en enorm indvirkning på filmen, er den periode den udfolder sig i. 1950ernes Amerika efterlod ikke meget plads til et blot lettere anderledes syn på livet end hvad der var normen og det er en stor del af hvorfor ægteparret i centrum for fortællingen her, ender i de omstændigheder de gør. Det er svært at gå imod et helt samfunds mentalitet og det er præcis hvad April og Frank her prøver. Leonardo DiCaprio og Kate Winslet blev for første gang sat overfor hinanden igen siden de begge brød stort igennem med deres respektive roller i James Camerons ‘Titanic’ og mens den historie Cameron fortalte handlede om ung, naiv og ubegrænset kærlighed, der er udfordret af forskellige sociale lag, er den fortælling Mendes her giver sig i kast med en anderledes nuanceret og smertelig en af slagsen. De to skuespillere er mildest talt formidable i deres fremvisning af et ægteskab, der har reduceret to stærke individer til kedsommelig normalitet. De sidder med andre ord fast i det faktum at deres liv aldrig blev helt så grænsesøgende og vigtige som de havde troet. Udover de to hovedroller er Michael Shannon værd at fremhæve, i sin rolle som en mentalt forstyrret mand, der mest af alt bliver kaldt sådan, fordi han har en klar evne til at se igennem de facader som nærmest eksklusivt lader til at dominere midt 50ernes middelklasse familier, og ikke holder mund med hvad han ser. Shannons leveringer af nogle både og tunge samt stærkt emotionelle replikker, er forfriskende og det virker ikke usandsynligt at April og Frank ville lade sig provokere og skubbe fremad af hans provokerende væremåde. Mendes sætter sit præg på historien, der er baseret på en roman af Richard Yates, ved at gøre 50er æstetikken til en fyldig del af historien og samtidig formå at tilføje en melankolsk stemning til hele oplevelsen, der er helt anderledes end hvad mange større og mere mainstream film har gjort halvtredserne til. Der er stadig alle de velkendte elementer, blot med den drejning at de nu er baggrund for en trist fortælling om at nøjes og prøve at glemme hvad man havde forventet livet skulle være. Instruktøren beviser at selvom hans historie er realistisk og nuanceret, behøver den ikke være fremstillet gråt. Det er tværtimod meget tydeligt at her gøres en dyd ud af at skabe en stilet og sikker visuel fortælling, der ikke har brug for at tilføje rysten og skælven til billederne for at skabe intensitet. Det lader til at Mendes har været bevidst om at han har udvalgt et fremragende cast og to enormt dygtige hovedroller og at det er deres præstationer der skal bringes i centrum, hvilket er præcis hvad de bliver. Her frygtes det ikke at dvæle ved detaljer og nærbilleder og det giver oplevelsen mulighed for at synke roligt ind hos seeren, der således bliver mere modtagelig for de store og vægtige tematikker der her gribes fat i.
‘Revolutionary Road’ er dygtigt konstrueret. Den er velskrevet, velspillet og instrueret med sikker hånd. De ting gør i samspil en film der er tankevækkende og som ikke er bange for at tage et nuanceret kig på nogle problemstillinger, som er dybtliggende og vil være relaterbare for snart sagt hvem som helst - i det mindste ethvert menneske der ved hvad det vil sige at have oplevet fornemmelsen af en livsdrøm der siver ud mellem fingrene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar