De amerikanske rygsækturister David Kessler (David Naughton) og Jack (Griffin Dunne) tager af sted på en 3-måneders udflugt igennem Europa. På vej gennem et øde engelsk landskab møder de nogle lokale beboere, som giver dem et par iskolde råd: "Hold jer på vejen og væk fra heden" og "Pas på månen". Drengene begiver sig ud i mørket og hører et skrækindjagende hyl ude fra heden. De ved ikke at et mytisk uhyre med smag for blod forfølger dem. Den som bliver dræbt af dette væsen, bliver en af de udøde som flakker om på jorden i al evighed, men for den som slipper med livet i behold venter en ganske anden skæbne...
(- Fra den danske dvd-udgivelse)
‘An American Werewolf’ er blevet hyldet vidt og bredt for dens sorte humor. Der er da heller ikke den store tvivl om at det er afsindigt morsomt når en gruppe udøde med lidt for stor iver forsøger at hjælpe den stakkels David med forslag til hvordan han skal begå selvmord. Men filmens humor findes ikke alene i de mere surrealistiske øjeblikke. Dialogerne der driver filmen fremad bobler over af morsomheder, som strækker sig fra det underfundige til det mere direkte. Man ved at man har med en god komedie at gøre når genren bruges til fordel for karakterernes udvikling og arbejdet med at gøre såvel filmens univers, som karaktererne deri, troværdige. Humoren fremstår som en naturlig del af John Landis’ udtryk, som instruktør såvel som manuskriptforfatter og det gør seeren aldrig får en fornemmelse af at der er presset på for at få plads til humoren, f.eks. igennem fjollede comic relief karakterer, der ikke har nogen betydning for plottet. For selvom Griffin Dunnes karakter Jack står for en del af humoren i filmen, er han samtidig enormt vigtig for fortællingens fremgang og har også en meningsfuld forbindelse til hovedkarakteren. I øvrigt er det fordelagtigt at Jack kan levere nogle af de overnaturlige dele af fortællingen på en så nonchalant måde, at tilskueren nemt godtager disse elementer, uden at de uddybes mere end hvad der er strengt nødvendigt for historien.
Hvad der tilfører filmen hjerte, er dens humor, dens karakterer og ikke mindst den kærlighedshistorie der tilfører filmen et lag af tragik, som er endnu et af de mesterlige aspekter ved den. Som tidligere skrevet er karakterernes styrke i høj grad påvirket af Landis’ humor som gør dem sympatiske og værd at være i selskab med. Vi får igennem de vittige dialoger en fornemmelse af karakterernes baggrund. Skuespillerne fra Naughton og Dunne til Jenny Agutter og John Woodvine skaber nogle personligheder med enorm karisma og liv. Ikke mindst er jeg begejstret for Agutter, der er en herligt skæv karakter, samtidig med at hun er enormt pæn og ordentlig, på en meget britisk måde.
At balancere mellem horror og komedie er en sand kunst og ikke just en nem en af slagsen. Der er ingen tvivl om at det lykkes for denne film. Det bedste eksempel på uhygge er en sekvens i Londons undergrundsbaner, hvor en varulv er på fri fod og jager efter en forretningsmand. Ved brugen af lyde, reaktioner fra den forfulgte og nogle livlige kamerature lykkedes det at opbygge en yderst vellykket fornemmelse af gru. Det kan siges om såvel denne sekvens, som filmen i det hele taget, at der arbejdes med et vist mådehold i forhold til rent faktisk at fremvise filmens monster. Der er massere af glimt, særligt af dyrets hoved, men udover helt til slut, hvor et klip fastholdes lidt længere, bliver det ved det. En vis gru dækker en af filmens mest hyldede øjeblikke: Transformationsscenen hvor menneske bliver til varulv. Her holdes der absolut ikke igen med længden af klippene, som er pinefuldt detaljeret. Smerten passerer næsten gennem skærmen og ud til seeren. David er gennem filmen plaget af mareridt, som er et sidste element der er værd at nævne i forhold til uhygge. Ikke mindst er sekvensen, hvor en hyggelig aften i familiens skød afbrydes af nazi- og maskeklædte maskinpistolspsykopater fremragende.
John Landis’ fortolkning af varulvemyten, er en af de mest mindeværdige der findes og filmen er et stramt fortalt lille mesterværk af en tragisk, morsom og uhyggelig oplevelse. Landis’ evne til at balancere og kombinere disse forskellige stemninger i én historie, gør sig for en ekstremt underholdende og nærværende filmoplevelse. Rick Bakers make-up er ældet med en sådan ynde at det til stadighed vil være film som denne (et andet eksempel kunne være John Carpenters ‘The Thing’), der er bevis for at praktiske effekter kan skabe en illusion, som det sjældent er lykkedes at gøre det med computeranimation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar