'Watchmen' foregår i et alternativt 1985 i USA, hvor Dommedagsuret viser hvor anspændt USA's forhold til Sovjetunionen, og viseren står konstant ved fem minutter i tolv. Da den tidligere superhelt The Comedian (Jeffrey Dean Morgan) bliver myrdet, beslutter hans tidligere makker, den udbrændte maskerede hævner Rorschach (Jackie Earle Haley), sig for at afsløre forbrydelsen. Men komplottet viser sig mere vidtgående og foruroligende, end han havde kunnet forestille sig. Nogen vil dræbe og miskreditere superhelte, og det går op for Rorschach, at komplottet har forbindelse til en fælles fortid. For at undgå potentielt katastrofale konsekvenser for fremtiden samler han derfor sine tidligere forbryderbekæmpende superhelte-kollegaer, som alle har trukket sig tilbage. Deres nye opgave bliver at holde øje med menneskeheden… men hvem holder øje med dem?
(- Resume fra kino.dk)
Med undtagelse af Alex Proyas ‘The Crow’, er Zack Snyders ‘Watchmen’ den bedste superheltefilm jeg har set. Filmen besidder stor tyngde, samtidig med at den er et bragende flot stykke visuel underholdning. Førnævnte dystre og alternative superheltefilm er dog heller ikke umiddelbart sammenlignelig, for mens den fokuserer på en meget personlig historie, er styrken ved nærværende film helt modsat at den vender blikket ud af og sætter en noget mere kritisk vinkel på superhelte end det eksempelvis er tilfældet med mange af Marvels superheltefilm. Selvom der på det seneste er gået mode i mere dunkle og fejlbarlige superhelte, er det sjældent at nogen har turde lægge en så stor samfundshistorisk vinkel på det, som det gøres i nærværende film. Ofrene heltene her må gøre er enorme og langt mere omfattende i betydning end de konkrete gode handlinger der både for dem og mange andre heltefigurer har været del af årsagen til deres skæve karrierevalg. Da vi møder heltene er de afdankede og har i stor stil trukket sig tilbage (i hvert fald for størstedelens vedkommende), men vi forstår gennem talrige flashbacks at det ikke altid var således. Men selv de “gode gamle dage” er ikke så gode endda og gruppen af helte havde allerede dengang svært ved at forene deres personlige holdninger til menneskeheden, med forsøget på at beskytte dem. Deres egne egoer og menneskelighed stod allerede dengang i vejen for det simple og naivt lyserøde billede der normalt forbindes med superhelte. Verdens ondskab havde allerede da gjort skade på heltenes håb for en lysere fremtid.
Zack Snyder er først og fremmest billedmager. Det tyder hans ikke synderligt vellykkede forsøg på selv at skrive og instruere i ‘Sucker Punch’ i hvert fald på. Mens han er afsindigt dygtig til at skabe engagerende og flotte universer, halter det, i hvert fald i førnævnte drømmeprojekt, med det egentlige indhold. Med ‘Watchmen’ har han dog haft et efter sigende ganske glimrende forlæg, som han så vidt jeg er informeret har holdt sig til i ret høj grad, selvom jeg kan forstå at han (eller snarere manuskriptforfatterne) har lavet en ret omfattende ændring på historiens slutning, som selv store fans af originalen, har indrømmet fungerer bedre end den oprindelige afrunding. Instruktørens visuelle evner kommer så absolut til udtryk i filmen her, der har masser af spændende visuelle idéer, der ikke alene bæres frem af ekstrem slowmotion (som imidlertid bruges relativt ekstensivt), men også enormt dygtigt filmhåndværk, hvilket ses i massevis af scener. Ekstrem vold tilføres en skræmmende, men intens poesi, som eksemplificeres i filmens åbning, hvor føromtalte brug af slowmotion også er ret omfattende. Hvad jeg særligt holder af er filmens visualisering af såvel det alternative 1985 hovedplottet finder sted i, som de historiske perioder der kigges tilbage på. Således er et af de første billeder der kommer til mig når jeg tænker på filmen, en blomst der placeres i åbningen af et geværs munding. Peace and love fremstillet simpelt, men effektivt og yderst smukt. I øvrigt har Snyder været dygtig til at udvælge filmens soundtrack, der næsten måler sig med Tarantino når han er på toppen. Numre som ‘The Sound of Silence’ og Jimi Hendrix’ versionering af ‘All Along the Watchtower’ er brilliant udnyttet heri.
Hvad der sandsynligvis er til forlæggets ros (jeg har ikke læst det), er karaktererne, som er enormt interessante og når man tager i betragtning at her er tale om superhelte, er flere af dem samtidig meget mørke i både fremtoning og personlighed. Jeg vil spare jer for en gennemgang af samtlige karakterer, da der trods alt er nogle stykker, men særligt er Dr. Manhattan (Billy Crudup) og Rorscach fascinerende og også meget fint beskrivende for spektrummet karaktererne spreder sig over. Dr. Manhattan er både overnaturlig og alvidende, men i kraft af sin baghistorie og han fortsatte forsøg på at holde sig på linje med menneskeheden en spændende personlighed. Det samme kan siges om Rorscach, som modsat er meget jordbunden og til trods for sin grove overflade, moralsk set er en meget klassisk helt, der først og fremmest forsøger at forbedre verden. En sidste karakter jeg ønsker at nævne er ham der aflives i filmens åbning: The Comedian, der igennem flashbacks bliver symbol på en korrumperet helt, der til trods for hvad vi må antage har været gode intentioner, er blevet skadet mere end han er blevet styrket af at passe på en befolkning, som han langsomt begynder at afsky. På meget fornem vis bliver hverken han, eller filmens umiddelbare skurk fortegnet, tværtimod. Deres perspektiver bliver i høj grad inkluderet og i sidste ende er der ikke for alvor nogen anden skurk, end menneskehedens destruktive natur, som heltene i sidste ende må ofre sig i omfattende grad for at kunne dæmpe.
Nogen vil sikkert ikke føle at Zack Snyders film om ‘Watchmen’ har andet at byde på end ren overflade. Det mener jeg i mellemtiden ikke - tværtimod. Universet er flot etableret visuelt, men uden de særdeles relevante og tungtvejende temaer der er centrale for historien, var filmen faldet igennem, nøjagtig ligesom ‘Sucker Punch’ og til dels den animerede ‘Legend of the Guardians: The Owls of Ga’hoole’ gjorde det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar