Forhistorie

Gran Torino af Clint Eastwood:

Walt Kowalski er krigsveteran, og han er ligeledes tidligere fabriksarbejder. Hans allervæsentligste ejendom er hans Gran Torino, som han passer og plejer, som var det et barn. Derudover er han aflukket, og det i ekstra høj grad da vi kommer ind i filmen, hvor Walt netop har mistet sin kone. Udover at være en lidt indelukket personlighed, har Walt heller ikke meget til overs for andre kulturer. Da Thao, en ung Hmong dreng prøver at stjæle Walts Gran Torino, skærpes hans disrespekt for naboerne.

Gran Torino er formentlig det sidste vi nogensinde kommer til at se til Clint Eastwood på det store lærred. Ikke som instruktør, hvor han de seneste år har skabt massevis af film, men som skuespiller. Eastwood efterlader sig skuespilmæssigt et eftermæle der er meget omfattende, og dette er et værdigt punktum for hans skuespilkarriere. Selve filmens koncept er måske en smule brugt, i forhold til at det handler om en mand der lærer at indse at andre kulturer også har massere at byde på, og at vi alle sammen bare er mennesker, men det er de små ting der gør filmen til noget særligt. Der er Walts forhold til den unge præst, når de snakker om livet som krigsveteran. Der er den faderlige omsorg Walt opbygger for Thao. Sidst, men ikke mindst, er der slutningen, som ikke blot skaber en pointe i forhold til hele Eastwoods karriere, men også er det der gør denne film så overbevisende.

Selve bilen som er filmens titel kommer til at have en symbolsk betydning. For når den til sidst i filmen leveres videre til næste generation, er det ikke bare en bil der gives videre. Det er en hel generations erfaringer, en hel generations opofrelse, og det er rent konkret alt det vores hovedkarakter har kæmpet for i hele sit liv, nemlig den frihed, som vi alle sammen nyder godt af. Clint Eastwood gør et overbevisende job i hovedrollen, og får vist noget af den ”tough love” attitude, som jeg personligt forbinder med hans generation. Man får fornemmelsen af at der ikke er så meget at rafle om med denne karakter – sig tingene som de er, og lad være med at være en tøs omkring det. I en tid hvor tingene nogen gange kan komme til at handle meget om at sige tingene på den rigtige måde, og udtrykke sig så kraftfuldt så muligt, er der fedt at se en karakter som simpelthen forventer at hans omgivelser kan fornemme hans holdning imod dem. Der er dog naturligvis også en bagside til dette, for Walts egne børn, er meget langt fra ham. Måske var Walt ikke den far han burde have været for børnene? Måske var han nødt til at tage på arbejde hver dag for at forsørge dem, og fik derfor ikke givet dem den tid de havde fortjent. 

'Gran Torino' bliver for mig en film om min egen arv, og hvad det er jeg har lært af de mennesker som har været tæt på mig, men ikke er i blandt os længere, og som jeg derfor selv må konkludere hvad ville lærer mig. Når filmen slutter, og Eastwoods rustne vokal kommer på til Jamie Cullums klaver, semi-syngende Kyle Eastwoods tekst, er der en cirkel der bliver sluttet, som kun ganske få film kan afslutte med, og det er noget at være stolt af. Måske er denne film ikke perfekt spillet af alle bi-figurer, måske er den ikke perfekt klippet og afstemt, men ser man bort fra små tekniske fejl og mangler, har denne film noget, som visse andre hollywood produktioner mangler (og ja det er banalt), nemlig hjerte. Jeg synes det lyser langt ud af filmen at den mener dens pointe, at den har meget at give og at den ikke har nogen løftede pegefingre, fordi vores hovedkarakterer er nøjagtig ligeså fyldt med fejl som vi er.