Wyatt (Peter Fonda) og Billy (Dennis Hopper) kører gennem det amerikanske landskab på deres motorcykler. For de to er det den ultimative frihed, for den øvrige verden er det rebelsk ulydighed og svært at udstå, hvilket af flere omgange giver de to venner problemer.
Det er sin opgave at give et resume af Dennis Hoppers syrede ‘Easy Rider’ fra 1969 der i langt højere grad drives frem af stemninger end af traditionelt plot. Filmen er da også resultatet af en abnormt bizar og ustruktureret skydeperiode, der involverede demooptagelser skudt mere end 1 år før hovedoptagelserne, som alligevel blev inkluderet i det færdige produkt, en potentiel medvirkende der trak sig efter Dennis Hopper skulle have trukket en pistol mod ham og et komplet fravær af et færdigt manuskript. Sågar skuespillerne er til tider fundet på de steder Hopper og Fonda kom forbi på deres rejse. Under disse omstændigheder skulle man måske tro at instruktøren tænker tilbage på oplevelsen med negativitet eller ærgrelse, men når man lytter til Hoppers overvejelser omkring filmen, virker det ikke til at være tilfældet. Han havde et ønske om at fremvise et etableret Amerika der frygtede det anderledes og det frie samtidig med at han ønskede at give et billede af de alternative kulturer der spirede på det tidspunkt filmen blev lavet. Med andre var der mening i galskaben og Hoppers film brød på sin egen måde ny grund ved at have et ret omfattende soundtrack, der hovedsageligt bestod af sange der ikke var skabt til filmen, hvilket endnu ikke var almindelig praksis, hvilket ifølge Hopper også gjorde det en del mindre omstændigt at få tilladelse til at gøre brug af dengang end det er tilfældet i dag.
Selvom Peter Fonda var med i skabelsen af filmens historie (og oprindeligt satte processen igang og fik Hopper placeret i instruktørstolen), er det i høj grad på skuespilsiden han trænger igennem, mens Hopper, som instruktør, har dikteret en stor del af stilen, som er meget markant. Et godt eksempel herpå er den provokerende brug af klipning instruktøren har gjort brug af, hvor han ikke klipper direkte fra en scene til den næste, men ofte giver en glimtagtig antydning af det der er på vej, før det indfinder sig. Det er en meget synlig form for klipning, som fungerer enormt godt for filmen og er meget inspirerende, men som også vil være generende for nogen. Hopper er med andre ord alt andet end anonym i de billeder han vælger og måden at vælger at formidle dem på. Såvel gennem hans ekstensive brug af musik til at understøtte det visuelle, som den tidligere omtalte brug af klipning og den sidste del af filmens skift mellem 35 og 16mm kameraer, som måske nok har været delvist ugennemtænkt oprindeligt, men fungerer fremragende til den pågældende scene, som i øvrigt er filmens stærkeste og mest stemningsfulde.
Under optagelserne til ‘Easy Rider’ var Dennis Hopper i et forfærdeligt humør og en meget dårlig periode grundet paranoia, som var forårsaget af det omfattende misbrug han havde i mange år. Hopper selv talte således om sit misbrug (Frit oversat): “Alkoholen var forfærdelig. Jeg var en grum alkoholiker. Folk plejede at spørge hvor omfattende mit stofmisbrug var og jeg svarede gerne at jeg kun tager stoffer så jeg kan drikke mere.” Det var også årsagen til at det var svært for Hopper at holde på sit crew. men måske det også var dette sortsyn der medførte at hans film er så hårdt et stemningsmæssigt spark i kuglerne på tidens fordømmende tankegang, der så absolut stadig er en faktor i vesten i dag. I stedet for at fokusere på en struktureret dramatisk fremgang, kommer filmen til at fremstå som et statement omkring frihed, menneskeligt forfald og det diktatur helt almindelige mennesker i helt almindelige samfund, underlægger hinanden på daglig basis. Filmen blev oprindeligt døbt ‘The Loners’ og selvom det ikke blev den endelige titel, er det ikke desto mindre fortsat det filmen handler om. Selvvalgt ensomhed og de fordele, men også den sorg der følger med at vælge at være relativt alene. I den scene jeg tidligere omtalte som filmens stærkeste, opleves et syretrip, der kulminerer i at Wyatt står med hovedet mod en gravsten og græder efter sin mor. Med andre ord romantiseres frihedsidealet ikke. Det har omkostninger og det er en meget stærk pointe at nå frem til.
‘Easy Rider’ er ikke en nem film på nogen måde. Fra mit første til mit andet gennemsyn af filmen var der ikke stort mellemrum. Den har så mange indtryk, og relativt lidt at holde sig op på, at det sikkert vil smide nogen af i farten. Lader man sig rive med af stemningerne og den hypnotiserende udførsel, er der imidlertid meget at komme efter og Hoppers præsentation af et samtidigt Amerika der var i opbrud, deltog i en krig (som befolkningen langsomt begyndte at erfare de ikke ønskede sig at være med i) og som for alt i verden ikke ønskede at skulle deale med langhårede “tosser” på motorcykler, føles rammende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar