Løst baseret på den provokerende radiopersonlighed Alan Berg, er Barry Champlain (Eric Bogosian) i 'Talk Radio' en skarp debattør der på sit radioshow "Night Talk" tager diskussionen op med enhver form for ekstremist der har lyst. Til trods for at hans synspunkter får ham i problemer med mange folk og flere gange resulterer i trusselsbreve, stopper han ikke. Samtidig forsøger radioværten at få genoprettet et privatliv der ligger i ruiner.
Oliver Stone er ikke kendt for at holde sine politiske holdninger og overvejelser tilbage i sine film - snarere tværtimod. Instruktøren har oftest en underliggende pointe og det er ikke anderledes her, selvom den måske er en smule mindre koncis end i andre af hans film. I instruktørens senere film 'Natural Born Killers' var det medierne og forrådnelsen af den amerikanske kultur der stod for skud, og de temaer kan allerede fornemmes ganske tydeligt her. Samtidig er filmen et kompromisløst karakterportræt der går tæt på protagonistens idealistiske tilgang til sit radioshow og ikke alene publikum, men også Champlain selv begynder undervejs at tvivle på hvad formålet med hans radioprogram er. Eric Bogosians intense spil som den selvdestruktive hovedperson, er en stor del af filmens nerve. Leveringen af de indholdstunge dialoger er lige i øjet. Præstationen er i det hele taget meget nuanceret og ikke en nem en af slagsen, idet karakteren til tider gør usympatiske ting i sit selvhad og at kommunikere det lag af figuren, er ikke nogen simpel opgaven. Selvom Bogosian er med i næsten hele filmen og gør det fremragende hele vejen igennem, er der enkelte scener, der er exceptionelt velleverede og som i sig selv løfter filmen voldsomt. Næsten samtlige scener i radiostudiet er fremragende, men særligt en større monolog mod slutningen af filmen, er nærværende at det næsten gør ondt.
Intensitet er et ord der beskriver mange aspekter af min oplevelse med 'Talk Radio'. Stone dyrker en masse tætte billeder, der bringer Bogosians præstation endnu længere i front. Størstedelen af filmen foregår på radiostationen, som er udnyttet til sit yderste rent dramatisk. Særligt på lydsiden gøres der meget ud af at udnytte de forskellige rum på stationen og fokus skifter mellem Barrys rants, som altid ligger i baggrunden, hans chefs (Alec Baldwin) til tider ganske markante tvivlen på Champlains beslutninger og produceren Stus (John C. McGinley) samtaler med potentielle medvirkende på showet. Altsammen gøres det glidende og på en måde der giver seeren mulighed for, i nogen grad, selv at vælge hvilke detaljer denne ønsker at fokusere på. Stone benytter filmen igennem en til tider mildt stiliseret lyssætning, der sender tankerne hen til teatrets verden, hvor historien da også oprindeligt stammer fra. Eric Bogosian selv forfattede sammen med en mand ved navn Tad Savinar det stykke, som Stones film baserer sig på (mens begge dele som nævnt er baseret løst på Alan Bergs historie.)
Filmens plot er ikke synderligt omfattende og der er ingen tvivl om at filmen først og fremmest er et karakterstudie. Jeg har allerede påpeget hvor velfungerende Bogosian er i filmen, men fortællingen er også velskrevet, hvilket ligeledes har en stor del af æren for at oplevelsen bliv så god. Det er sjældent man stilles overfor en film der fungerer på sin hovedpersons præmisser, men det synes næsten at være tilfældet her. Stone har bygget sin historie op for, på subtil vis, at give en del af svaret på hvad det er for en forskel Champlain har gjort. Samtidig er det ikke nogen lykkelig slutning filmen byder på og mens efterdønningerne af filmens tragiske afslutning markeres, er panoramabillederne der er de sidste i filmen ligeledes med til at give en fornemmelse af hvor flygtig Barrys indvirkning vil være og på lettere grum vis bliver han netop udsat for den skandalementalitet, hvor folk forarges over noget, mest af alt fordi de "fascineres af de ubehagelige detaljer", som Barry udtrykker det. Filmen forlader os således langsomt ovenpå en enormt intens afslutning, der ligesom resten af filmen hovedsageligt bæres af en velskreven dialog og Bogosians fremragende spil.
Oliver Stone har i 'Talk Radio' skabt en åndelig forgænger til 'Natural Born Killers', der er anderledes stilistisk, men synes at have nogle af de samme pointer. Med få midler viser Stone sine evner som instruktør ved at skabe enorm intensitet uden ekstravagant brug af musik, action eller lignende. En frygtelig og intens oplevelse, der sparker til sin seers overvejelser omkring idealisme og kulturelt forfald.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar