Pinocchio

Disney’s udgave af historien om Pinocchio er ganske velkendt. Det er fortælling om dukkemageren Gepetto, som brændende ønsker sig et barn, og en skønne dag, får han opfyldt sit ønske – dette dog på en ganske særlig måde. En af hans dukker bliver vækket til live, og kun hvis han kan bevise at han fortjener at blive en rigtig menneskedreng, kan han få lov at blive dette. 

I virkeligheden burde jeg måske have haft flere af Disney’s mange film på denne liste, men jeg har valgt at holde mig til ”Pinocchio.” At valget er faldet på denne film er der et par årsager til. Først og fremmest skal vi have fat i den der gamle traver: Stemning. Der er så meget atmosfære og stemning i denne film at det halve kunne være nok. Der er alt solbeskinnet glæde til regnfuld ulykke, hvilket jeg finder ret unikt. Flere af Disney’s film har nogle dystre øjeblikke, men ser man bort fra ”Klokkeren fra Notre Dame”, som i mine øjne nok er den mørkeste i rækken af ”Disney klassikere”, er ”Pinocchio” det mest dystre Disney har formået at skabe. Især når man har i tankerne at filmen angives som egnet for børn, som i høj grad er hvem der står for skud her.

Efter indledningen, og de første af Pinocchios ulykker, når vi frem til det frygtede Pjækkeland. Denne portion af filmen, og særligt den dæmoniske chauffør der fører børnene til Pjækkeland er mesterligt udført fra animatorernes side. Faktisk er han så ondskabsfuld at de tidligere skurke frygter ham. Selve Pjækkeland minder ærlig talt mere om noget fra zombiespillet Left 4 Dead 2, end det ligner noget man skulle tro hørte hjemme i denne film. Derudover skal Slap-Hans’ transformation, som mest af alt minder om noget fra en mild horror film, nævnes. Dette er dog ikke negativt, jeg synes det er ret fantastisk at man i 1940 turde skubbe grænserne en smule for denne type film, og jeg finder det ærlig talt inspirerende. Måske noget det moderne Disney burde overveje – og som Pixar måske i virkeligheden har samlet op. Både deres ”Wall-E” og ”Up” prøver nogle nye ting, og er stærkt underholdende imens. Kortfilmen ”Night and Day” der fulgte med til ”Toy Story III” er også et eksempel på dette, denne film formår på ganske kort tid at formidle et simpelt, men samtidig meget vigtigt budskab om ikke at frygte det der er anderledes.

Vender vi tilbage tilbage til ”Pinocchio” er jeg nød til at nævne et sidste øjeblik fra Pjækkeland før vi bevæger os videre. Der er et tidspunkt hvor et af æslerne kalder på dets mor, og det synes jeg simpelthen bare er så hjerteskærende. Nu vi er ved dyr, kan vi jo passende bevæge os videre til det næste dyr vi møder, nemlig en kæmpe hval: Monstrom. Navnet giver lidt væsnets fremstilling væk, men hvilken præstation! Vandet der bruser om denne kæmpe hval, og dens gigantiske ondskab, er simpelthen fantastisk. Generelt er hele slutningen skide godt skruet sammen.

Personligt foretrækker jeg faktisk at se de fleste af disse (Disney’s gamle klassikere) film på dansk. Formentlig fordi det på en eller anden måde binder sig til barndommen. Derfor er det også trist at der er gået mode i at ændre på disse film, og endda stemmeskuespillerne, og i den forbindelse vil jeg da godt lige have lov til at sige: "Hold op med det!" Det er skæmmende for filmene, og de fungerede for størstedelens vedkommende i deres oprindelige form. Nå, men ”Pinocchio” er heldigvis en af de film der har fået lov at blive i sin oprindelige form.

Alt i alt er denne film egentlig mere en repræsentant for et par af disney’s mest vellykkede ”klassiskere” (som de har en dårlig vane med at kalde dem før de overhovedet bliver det.) Men jeg står også ved den som alene stående film på denne liste. En velfortjent 81. plads til hvad der måske er Disney’s mest vellykkede film til dato.