Disney’s
udgave af historien om Pinocchio er ganske velkendt. Det er fortælling
om dukkemageren Gepetto, som brændende ønsker sig et barn, og en skønne
dag, får han opfyldt sit ønske – dette dog på en ganske særlig måde. En
af hans dukker bliver vækket til live, og kun hvis han kan bevise at han
fortjener at blive en rigtig menneskedreng, kan han få lov at blive
dette.
I virkeligheden burde jeg måske have haft flere af Disney’s mange film
på denne liste, men jeg har valgt at holde mig til ”Pinocchio.” At
valget er faldet på denne film er der et par årsager til. Først og
fremmest skal vi have fat i den der gamle traver: Stemning. Der er så
meget atmosfære og stemning i denne film at det halve kunne være nok.
Der er alt solbeskinnet glæde til regnfuld ulykke, hvilket jeg finder
ret unikt. Flere af Disney’s film har nogle dystre øjeblikke, men ser
man bort fra ”Klokkeren fra Notre Dame”, som i mine øjne nok er den
mørkeste i rækken af ”Disney klassikere”, er ”Pinocchio” det mest dystre
Disney har formået at skabe. Især når man har i tankerne at filmen
angives som egnet for børn, som i høj grad er hvem der står for skud
her.
Efter indledningen, og de første af Pinocchios ulykker, når vi frem til
det frygtede Pjækkeland. Denne portion af filmen, og særligt den
dæmoniske chauffør der fører børnene til Pjækkeland er mesterligt udført
fra animatorernes side. Faktisk er han så ondskabsfuld at de tidligere
skurke frygter ham. Selve Pjækkeland minder ærlig talt mere om noget fra
zombiespillet Left 4 Dead 2, end det ligner noget man skulle tro hørte
hjemme i denne film. Derudover skal Slap-Hans’ transformation, som mest
af alt minder om noget fra en mild horror film, nævnes. Dette er dog
ikke negativt, jeg synes det er ret fantastisk at man i 1940 turde
skubbe grænserne en smule for denne type film, og jeg finder det ærlig
talt inspirerende. Måske noget det moderne Disney burde overveje – og
som Pixar måske i virkeligheden har samlet op. Både deres ”Wall-E” og
”Up” prøver nogle nye ting, og er stærkt underholdende imens. Kortfilmen
”Night and Day” der fulgte med til ”Toy Story III” er også et eksempel
på dette, denne film formår på ganske kort tid at formidle et simpelt,
men samtidig meget vigtigt budskab om ikke at
frygte det der er anderledes.
Vender vi tilbage tilbage til ”Pinocchio” er jeg nød til at nævne et
sidste øjeblik fra Pjækkeland før vi bevæger os videre. Der er et
tidspunkt hvor et af æslerne kalder på dets mor, og det synes jeg
simpelthen bare er så hjerteskærende. Nu vi er ved dyr, kan vi jo
passende bevæge os videre til det næste dyr vi møder, nemlig en kæmpe
hval: Monstrom. Navnet giver lidt væsnets fremstilling væk, men hvilken
præstation! Vandet der bruser om denne kæmpe hval, og dens gigantiske
ondskab, er simpelthen fantastisk. Generelt er hele slutningen skide
godt skruet sammen.
Personligt foretrækker jeg faktisk at se de fleste af disse (Disney’s
gamle klassikere) film på dansk. Formentlig fordi det på en eller anden
måde binder sig til barndommen. Derfor er det også trist at der er gået
mode i at ændre på disse film, og endda stemmeskuespillerne, og i den
forbindelse vil jeg da godt lige have lov til at sige: "Hold op med det!"
Det er skæmmende for filmene, og de fungerede for størstedelens
vedkommende i deres oprindelige form. Nå, men ”Pinocchio” er heldigvis
en af de film der har fået lov at blive i sin oprindelige form.
Alt i alt er denne film egentlig mere en repræsentant for et par af
disney’s mest vellykkede ”klassiskere” (som de har en dårlig vane med at
kalde dem før de overhovedet bliver det.) Men jeg står også ved den som
alene stående film på denne liste. En velfortjent 81. plads til hvad
der måske er Disney’s mest vellykkede film til dato.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar