Lig som hånddukke

Repo! The Genetic Opera af Darren Lynn Bousman:
Den mastodontiske kæmpevirksomhed GeneCo har i år 2056 opnået enorm magt. Dette er sket gennem deres monopol på organtransplantation. Lederen af firmaet Rotti Largo (Paul Sorvino) ligger for døden og må tage op til overvejelse hvem af hans tre problemfyldte og nytteløse børn der vil være i stand til at løfte arven fra deres far. Alt imens det tager sted er en af Rottis ansatte, Nathan (Anthony Head), i fuld gang med at ødelægge sit forhold til sin syge datter, hvem han ellers har gjort sit bedste for at skjule sin dystre beskæftigelse fra. For Nathan er en Repo Man, en organhøster, der afhenter de organer der ikke bliver betalt af på i tide...

Historien begyndte oprindeligt som en 10-minutters mini-opera, som blev fortalt gennem en gravrøver, som stadig er til stede i filmen, men hvis rolle er væsentligt formindsket. Idéen om at overføre den kompakte historie til film måtte imidlertid ligge længe, og det var først da instruktør Darren Lynn Bousman fik succes med "Saw" filmene (som han har instrueret tre af), at tiden langt om længe var inde. Således er filmen også lavet for et relativt lavt budget og baseredes i høj grad på idéen om at universet skulle kunne henvende sig til en mindre fanbase, der langsomt men sikkert ville sprede filmen. Det var endvidere bagmændenes håb at en fortsættelse ville blive mulig, hvilket dog endnu ikke er sket. Det ændrer imidlertid ikke på at denne rockmusikalske opera er en herligt kaotisk, mørk og medrivende historie, der både gennem sin musik og en kreativ visuel stil giver lyst til masser af gensyn. Så selvom det er ret tydeligt at filmen på sin vis er skabt for at blive kult, hvilket er svært at forfalske eller regne sig frem til, fornemmes det også at der ligger en masse reelt hjerteblod i fortællingen og afviklingen af denne.

Om det er hjerteblod der har trukket nogle af de interessante navne filmen har at byde på til sig, skal jeg ikke kunne sige, men det er på mange måder en bonus for filmen at have fået navne som den legendariske musicalperformer Sarah Brightman indblandet i hvad der reelt set er hendes første egentlige filmrolle. Bousman var oprindeligt imod at caste Paris Hilton i filmen, fordi det virkede for beregnende at caste et "navn" som hende i en film som denne. Ikke desto mindre fungerer hun faktisk godt i filmen - ja jeg ved godt det er overraskende. Som det også af andre dog er blevet påpeget, skal hun ikke strække sin virkelige personlighed så langt, da hun i filmen spiller en rigmandsdatter, der er snotforkælet, skabet og tror langt højere om sine egne evner (blandt andet inden for sang), end hvad hun egentlig formår. Anthony Head vil måske minde "Dexter" fans om en yngre John Lithgow, særligt fordi den karakter Head leverer her ligesom Lithgows Arthur Mitchell, har nogle intense humørsvingninger der på få øjeblikke kan bringe ham fra omsorgsfuld far til koldblodig morder. Derudover er Head en af filmens største sangtalenter og en absolut fornøjelse at lytte til når han besynger sin afdøde kone og søger hjælp hos hende. Generelt set er det nogle mindeværdige karakterer vi bydes på her, og både Hiltons skabede operationsjunkie, Brightmans tiltrækkende og bizarre Blind Mag samt selvfølgelig vores unge hovedrolleindehaver Alexa Vegas Shilo, tager lang tid om at forsvinde fra det indre øje.

Filmen indeholder masser af velopbyggede sekvenser, som uden at tage fokus indeholder en masse fine detaljer, som ofte holder nøglen til små afsløringer omkring universet. Man kan selvfølgelig synes mere eller mindre om det meget CGI-prægede udseende, men grundet den i øvrigt meget tegneserieagtige fornemmelse der hviler over filmen, generer det ikke undertegnede. Ligesom det var tilfældet med Robert Rodriguez' "Sin City" er der en klar fornemmelse af stilsikkerhed og det løfter filmen. Derudover er det fornøjeligt at man har valgt at forklare flere af karakterernes forhistorier, gennem deciderede tegneseriebidder, som er utroligt smukke, men også enormt effektive. Darren Smith og Terrance Zdunichs er naturligvis hele grundlaget for filmen. Stilmæssigt er det en god blanding af det stærkt rockede (som er dominerende), det let poppede og den mere musicalagtige opbygning, hvor der ikke altid er et omkvæd, selvom det nogle gange er tilfældet. De formår ret dygtigt i hver enkelt sang at bygge mod mindre crescendoer, som kulminerer i den afsluttende sang "I Didn't Know I'd Love You So Much", som er en stille, men passende og rørende måde at lade filmen tone ud (selvom vi får et enkelt ekstra nummer, der samler op på filmens begivenheder.) Generelt er meget af filmens styrke placeret i forholdet mellem Shilo og hendes far, som er meget oprigtigt og velspillet af såvel Vega som Head.

Darren Lynn Bousmans film er ikke ufejlbarlig, men den er absolut både fremragende og medrivende i sin fortælling, der med et spændende univers som underlag, lader en række intriger tage sig ud, der er tragiske på mange niveauer. Hvorvidt der nogensinde kommer en fortsættelse er tvivlsomt, men det gør nu heller ikke så meget, for selvom universets historie ender på en åben note, får vi en fin afrunding på de personlige forhold samt en smule håb om at vores hovedkarakter vil være i stand til at jage morgendagen, med nyt mod. 

Relevante links:
Music movies: Repo! The Genetic Opera - hver opmærksom på spoilers!
Min anmeldelse i en redigeret version på Uncut.dk