The Libertine af Laurence Dunmore:
Jarlen
af Rochester er blevet landsforvist, men bliver kaldt tilbage af
kongen, som vil have Jarlen til at udleve sit potentiale. Først vil han
have ham til at skrive smukke taler til landets styrer, derefter vil
han have ham til at skrive et mesterværk, som kan stå til minde om
kongens styre. Jarlen selv sender al sin kærlighed til teatret, for det
er kun her han kan føle livet. Resten af tiden bruger han på at skubbe
alt langt ud over grænserne, og kæmper desperat for at finde en
følelse i sit liv.
Der er mørkt. Man fornemmer mørket igennem, hvad der nærmest kan
betegnes som et kighul, og pludselig sidder han der. Jarlen af
Rochester. Han fortæller at vi ikke vil kunne lide ham, og at damer
såvel som mænd skal tage sig i agt. På den måde er vi kastet ind i
filmens handling, undrende, for hvorfor denne direkte henvendelse til
publikum? Teatret er det absolutte centrum i denne fortælling, fordi
teatret handler så meget om det vi ser. Facaden. Jarlen af Rochester er
på samme måde, han er mere overflade end fyld. Ikke at der ikke er
masser af vid bagved denne overflade, men han spiller overfladen så
overbevisende, at de fleste tror at dette er hans egentlige
personlighed. Det skal vise sig at det er det ikke. For da filmen
slutter, sidder han der pludselig igen, men nu konstaterer han ikke
længere blot at vi ikke vil kunne lide ham, men spørger: ”Do you like me
now?” igen og igen, alt imens han forsvinder ud i mørket. Til
allersidst kan man se ham tage en tår af sit glas, hvilket viser at vi
stadig har at gøre med overfladen. Vi har stadig at gøre med den mand
der er så følelsesløs at han må finde sine følelser, enten i alkoholens
berusende verden, eller i teatret. Hele filmen er en del af hele den
pointe Jarlen forsøger at kommunikerer. Han siger han er ligeglad,
hvilket han måske også var engang, men pludselig forstår han livet.
Igennem kærligheden forstår han at elske livet, og netop som han når til
det højdepunkt, er det hele slut.
Filmisk er ”The Libertine” bevidst rå. Der er masser af billedstøj, som
giver billedet en ufin kant der passer perfekt til karakteren.
Kulisserne er overbevisende, men bevidst nedspillede, fordi vi har at
gøre med en film der nærmest eksklusivt fokuserer på vores hovedperson.
Der er ikke meget overflødigt fedt på sidebenene af denne film. Sproget
er overvældende, og giver en periode fornemmelse, som er herlig at
bevidne. Musikken er et bærende element, og er meget emotionel og
storladen, hvilket står i god kontrast til de upolerede billeder. Filmen
er fyldt med humor på mange niveauer, der er både jokes langt under
bæltestedet, men der er også mere eftertænksomme morsomheder. F.eks. i
scenen hvor Jarlen foreslår en maler at han i stedet for at male jarlen
og hans hustru, kunne male Jarlen med en abe. Det er virkelig skæv
humor, fordi det skaber en ubehagelig stemning imellem Jarlen og konen,
men det er samtidig eminent udført af de to skuespillere, fordi
hustruen aldeles ikke finder det morsomt, men er såret. Samtidig
skammer Jarlen sig også selv over joken, og siger til sin tjener: ”I
don't mean to upset people, but I must speak my mind. For what's in my mind is far more interesting than what's outside my mind.”
Skuespillet
er naturligvis også i centrum, og vi har måske at gøre med Johnny
Depps mest overbevisende præstation. Ikke alene er hans replikker
overbevisende talt, og bliver aldrig unaturlige på trods af deres
storladne karakter, men indlevelsen er så overvældende, at selv den mest
inkarnerede Depp fan må glemme alt om manden selv, og fokuserer
fuldstændigt på karakteren, som ligesom filmen er upoleret i sit
sprogbrug, og senere i filmen også rent fysisk. Den anden skuespiller
jeg vil nævne er Rosamund Pike, som gør et usædvanligt arbejde med sin
karakter. Karakteren kunne nemlig snildt have forblevet en forsagt
kvinde, som der ofte findes i denne type film, men i stedet bliver hun
en stærk kvinde, som virkelig elsker vores hovedkarakter, på trods af
alle hans fejl. Scenen hvori Pike og Depps karakter endeligt ventilerer
al deres indestængte vrede overfor hinanden, er noget af det mest
velfungerende og rørende jeg har set på film.
”The Libertine” er ikke bare et kostumedrama, faktisk er hele den
historiske setting ganske underspillet, og som tidligere nævnt, er det
Jarlens film og det er ham vi kommer til at fatte sympati for, om han så
vil have det eller ej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar