Ulvehunden

Jeg mindes at dette var coveret der prydede min
gamle VHS-kopi af filmen (naturligvis med den
danske titel påskrevet.)
White Fang af Randal Kleiser
Den unge Jack Conroy (Ethan Hawke) drager til Alaska for at finde sin fars jordlod. Han slår følge med guldgraverne Alex (Klaus Maria Brandauer) og Skunker (Seymour Cassel) og begiver sig ud i snemarken mod Klondike, hvor guldfeberen raser. Det bliver en livsfarlig rejse, men undervejs møder Jack en ulvehund, som siden bliver hans bedste ven.

Jeg skal ikke benægte at nostalgien spiller mig et puds når det kommer til "White Fang", men selv efter et gensyn, finder jeg stadig filmen fremragende. Først og fremmest virker den dannelsesrejse Jack tager på interessant, men måden forholdet mellem Jack og ulvehunden udvikler sig, er rigtig fint og forekommer nærmest uskyldsrent. På den måde er "White Fang" som et eventyr, og som et hvert godt af sådanne, er der også mørke segmenter her. Mestendels er filmen imidlertid en fornøjelig fortælling, der omhandler nogle små personligheder der skal overkomme store odds. Alt sammen tager det sted i Alaskas smukke vinterlandskab, der spiller en stor rolle i fortællingen. Selvom man med ældre øjne kan spotte nogle øjeblikke hvor nogle sår meget hurtigt dækkes, for ikke at forskrække børnene for meget, er det nu ikke fordi det derudover er meget filmen har mistet over årene. Øjeblikke som da Jack ser liget i kisten og nær drukner i det kolde vand er ikke mindre effektive nu end før, hvilket også kan siges om den fine indledning hvor vi præsenteres for den lille ulvehund på en ganske bevægende måde. Det kan siges at være et nemt trick at få små søde dyr til at have en central rolle i sin film, men at udføre på den måde det gøres her, er langt fra nemt, hverken rent praktisk eller sammenspilsmæssigt.

For det føles vitterligt som om der er et reelt sammenspil mellem hund og mennesker, selvfølgelig særligt Jack. Var det ikke tilfældet ville filmens slutning heller ikke fungere nær så godt som den gør. Filmens visuelle side er en stor del af årsagen til at fortællingen virker så godt. Ikke alene tilføjer kinematograf Tony Pierce-Roberts noget storladent til omgivelserne, billederne giver også en fornemmelse af den ensomhed snelandskabet kan byde på og som hele tiden ligger og lurer under såvel Jacks som ulvehundens fortællinger. De er begge forladt på mange måder, selvom Jack også har fundet sig lidt af en faderfigur i den gode Alex, som Klaus Brandauer gør til en afsindigt sympatisk gut, der til trods for på overfladen at være villig til at smide Alex til side, hurtigt får opbygget en forkærlighed for den unge mand. Selvom filmen i bund og grund altså er en velkendt historie er der altså alligevel nogle elementer der tilføjer noget der ender ud i særegen stemning, som langt hen ad vejen er sin egen.

Selvom det er Basil Poledouris der er krediteret med filmens fremragende soundtrack, er det vi hører i filmen ikke alene hans fortjeneste. Efter at være fuldt indspillet blev Poledouris score nemlig afvist, og Hans Zimmer blev bragt ind for at skabe et alternativt lydspor. Hvad der er i filmen er således en blanding af de hele to soundtracks der rent faktisk blev indspillet til "White Fang". Det resulterer dog også i at soundtracket er ganske fremragende og fungerer rigtig godt i sammenhængen. Hvad man også må forvente må have bragt nogle problemer på produktionen er det faktum at en af filmens hovedroller er et dyr. En hund kaldet Jed blev bragt ind for at spille rollen og her kunne de CGI glade filmskabere anno 2012 lære noget om hvad man kan opnå med virkelige dyr. Ikke alene Jed medvirker, men også en stor bjørn har en rolle i filmen og uanset hvor lidt jeg i øvrigt er informeret om hvad det må have bragt af problemer, kan jeg blot konstatere at resultatet fungerer absolut fremragende og intenst.

"White Fang" er en familiefilm og for nogle vil den sikkert forekomme forudsigelig og basal, men med en blanding af naivitet og semi-melankolsk vinterstemning overvandt filmen mig allerede for mange år siden, og er altså ikke faldet i anerkendelse siden. Jeg leder fortsat efter 2eren på DVD, da jeg ligeledes så den et pænt antal gange som barn.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar