Dukkebrud

Chucky's stemme leveres, som tidligere
nævnt, af Brad Dourif, som har
haft roller i både LOTR-trilogien
(Grima Wormtongue)
og tv-serien Deadwood.
Bride of Chucky af Ronny Yu:
Chucky er tilbage. Mere blodtørstig end nogensinde før, og denne gang også med et par verbale lussinger til popkulturen. Tiffany er tiltrukket af døden, og hun indleder da også filmen med at dræbe den politimand hun havde indgået en aftale med om at få udleveret Chucky. Inden længe er Tiffany selv blevet til en dukke ligesom Chcuky, og må nu kæmpe sig frem imod en ny menneskelig form. Et ungt par der er på flugt fra pigens familie bliver rodet ind i hele redeligheden, og der sås så småt mistillid de to imellem.

Jeg kan godt se det. Bride of Chucky er over the top. Den er filmisk ikke på højde med nogen af de film der er nævnt før den på denne liste, men den har en ting som er top årsagen til den høje placering, og det er at den er helt enormt underholdende. Den har humor, den har one-liners og den har to morderiske, sexfikserede psykopatiske dukker i hovedrollerne. Brad Dourif er endnu engang eminent som Chucky, Jennifer Tilly introduceres i denne film som hans bedre halvdel, og hun gør det absolut glimrende. Hendes stemme er som skabt til at komme ud af munden på en forræderisk dræberdukke, som har helt styr på familieværdierne, og præcis hvordan hun forestiller sig en mand skal være.

Der er intet som et morderisk par. Se på Bonnie & Clyde, se på Mickey & Mallory: Det er ikke at vi ikke ved at de gør noget forkert, men det er bare det at især sidstnævntes blodtørst kombineret med deres storladne kærlighed til hinanden, gemmer på en masse romantik, men først og fremmest en masse politisk ukorrekt humor. Med andre ord giver parret Chucky & Tiffany fingeren til populærkulturen, og tilslutter sig samtidig netop denne. Det er det ironiske ved filmen.

En anden grund til at denne film ender med at fungere så godt, i modsætning til fortsættelsen ”Seed of Chucky” som også vægter humoren, er at serien på dette tidspunkt har haft mest vægt på gyserelementet, og det bruges her som en vægtskål til at holde igen på humoren, som også går på hele filmens form, og mordenes udførsel. F.eks. da Chucky forbereder sig på at begå et mord med en kniv, og Tiffany opgivende siger: ”For god's sake Chucky, drag yourself into the 90s.
Stabbings went out with Bundy and Dahmer. You look like Martha Stewart with that thing.”

Alt I alt har vi her at gøre med en film som formentligt ikke vil gå over I historiebøgerne, men når den alligevel ender relativt højt på denne liste er det fordi den morer mig. Jeg har set den gentagne gange, og selvom alle jokes ikke er lige gode, er der alligevel noget herligt mørkt og provokerende over dem, og jeg elsker filmens attitude. Havde den femte film i serien leveret ligeså god underholdning, med ligeså stort engagement og med ligeså stor respekt for sine forgængere, havde der måske været en sjette film under opsejling i stedet for det remake som er blevet lovet fra Hollywood. Uanset kunne man jo aldrig have tvivlet på om Chucky ville vende tilbage, for som han selv siger: ” Go ahead and shoot! I'll be back! I ALWAYS come back! ... But dying is such a bitch!”    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar