Once Upon a Time in the West

I "Once Upon a Time in the West" når det hurtigt voksende, amerikanske jernbanenet efterhånden langt mod vest, og langs en af dens forgreninger, i grænsebyen Sweetwater, krydses de fire hovedpersoners veje: En ung kvinde (Claudia Cardinale) søger en frisk start efter mordet på hendes familie, den fredløse Cheyenne (Jason Robards) er på flugt fra en anklage for en forbrydelse han (denne gang) ikke har begået. Frank (Henry Fonda) arbejder for den lokale jernbanematador og rydder alle forhindringer af vejen. Og den mystiske Harmonica (Charles Bronson) spiller sørgmodige harmonier på sin harmonika, og går ikke af vejen for hævn.
(- Resume fra Kino.dk)



Første gang jeg hørte om "Once Upon a Time in the West" var det den - nu nærmest legendariske Ole 'Bogart' Michelsen - der i et radioprogram beskrev indledningen til filmen. Hans verbale levendegørelse var nok til at vække min interesse. Af instruktøren selv er filmens rytme blevet rytme blevet beskrevet som gengivende "de sidste gisp et menneske giver fra sig lige før døden." Det er hvad der for mig gør filmen unik, og til den absolut bedste western jeg har set. Stemningen heri er tung og stemningsfuld, hvilket særligt skyldes Ennio Morricones ikoniske, og mildest talt fantastiske soundtrack. Komponisten har altid haft en forkærlighed for at blande det semi-rockede med traditionelle soundtracks grandiose udtryk, og det kommer i den grad til udtryk. Selvom der også er numre som den bittersøde melodi der følger karakteren Cheyenne, og en vis håbefuldhed i titelnummeret, er den overordnede fornemmelse tonstung i atmosfære og skæbnesvanger alvor. Det bakker filmen selv op om. Sergio Leone går til ekstremer med både sine close-ups og sin grundige opbygning af actionprægede øjeblikke. For instruktøren betyder det tydeligvis mere at lede op til skyderiet, end at fremvise de egentlige dueller, der konsekvent er lynhurtigt overstået. Det er perfekt eksemplificeret i filmens åbning, der netop var hvad Ole Michelsen beskrev og dermed vækkede min interesse med. Åbningen er siden blevet ikonisk og gør sig særligt bemærket ved sin brug af lydeffekter, som i sig selv skaber en form for musik, længe inden Harmonica ankommer, og leverer de første egentlige toner fra sin mundharmonika.

Det er mestendels stemningen der er væsentlig i filmen. Ikke alene den førnævnte opbygning af de mest dramatiske øjeblikke, men selv de mere stilfærdige momenter er enormt stemningsrige, og Leone skaber af flere omgange billeder der er så afsindigt flotte i deres detaljering, at man griber sig selv i at udforske billedet. De smukke lokationer gør naturligvis ikke det hele mindre seværdigt. Historien selv er ikke omfattende, men hvad der for alvor bærer fortællingen er den underliggende fornemmelse, som instruktøren med sin snak om rytme henleder seerens opmærksomhed på. Filmen er en fortælling om det gamle vestens død: "[Filmen] var fra først til sidst en dødedans. Med undtagelse af Claudia Cardinale er alle i filmen bevidste om, at ikke kommer levende igennem." Sådan siger instruktøren videre om sin film og den forklaring afspejler smukt min oplevelse med filmen. Der er fra starten anlagt en nærmest desperat tone, som fornemmes i størstedelen af karaktererne, men ikke nok med det. Der er også længsel at finde, selv i filmens umiddelbare skurk.

Sympatien driver filmen frem, og selvom den fåmælte Harmonica umiddelbart virker som en typisk westernhelt, erfarer vi undervejs hvad der ligger til grund for hans væremåde, og det faktum at filmen samtidig med at fortælle om enden på det gamle vesten, evner også at gøre sin historie til en meget personlig og rå fortælling om særligt Harmonicas fortid, gør den velfungerende på flere planer. Det er imidlertid ikke alene den stille mand med mundharmonikaen der fokuseres på. Både Claudia Cardinale, Jason Robards og
Gabriele Ferzettis karakterer får også meget plads. Det er mest af alt overraskende fordi de tre karakterer i mange andre film ville have en helt anden plads i fortællingen. Robards forbryder er umanerligt charmerende og fremstår samtidig, som en udmattet mand. Det samme gør sig til dels gældende for Cardinale, som kender til livets skyggesider og desværre ikke for alvor slipper fra dem da hun drager ud af storbyen. Det håb filmen trods alt indeholder skal imidlertid findes netop i Cardinales karakter. Ferzettis pengemand ville i de fleste andre film være gjort til en endimensionel skurk, men bliver her fremvist relativt sympatisk i og med han er svagelig grundet sygdom, og blot ønsker at se havet en sidste gang inden sin død. Til trods for at filmen indeholder mere regulære westernøjeblikke, som når Cheyenne alene overmander en togvogn fyldt med skurke, er der mestendels fokus på karaktererne, og deres individuelle håb og drømme, hvilket i sidste ende på smuk vis kommer til at afspejle sig i den overordnede histories blanding af død og håb. 




Sergio Leones "Once Upon a Time in the West" er efter flere gange at være blevet pillet ved, enkelte steder blevet en smule rodet (mest i sekvensen hvor Morton bevæger sig ud af togvognen), men det ændrer ikke på at filmen er en utrolig stærk oplevelse, og via såvel Leones stilsikre instruktion, som Ennio Morricones musik og de mange andre gode elementer filmen indeholder, bliver den en dødedans seeren gerne tager mere end en gang - hvordan det så end er muligt.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar