The Nightmare Before Christmas

"The Nightmare Before Christmas" handler om Jack Skellington der er Halloweens Græskarkonge. Men han keder sig – det er de samme gamle tricks år efter år. Jack længes efter noget anderledes – noget mere – og finder det den dag han nærmest falder over det magiske Christmas Town! Den gode julestemning med hjem til Halloween Town. Men hans drøm om at blive den nye julemand mislykkedes, og det er nu op til kludedukken Sally, der forguder Jack, at få altid til at passe sammen igen.
(- Resume fra Kino.dk)

Lige omkring det tidspunkt produktionen af "The Nightmare Before Christmas" blev sat igang, havde komponist Danny Elfman igennem flere år arbejdet med sit band Oingo Boingo, der siden startfirserne var gået fra et New Wave band med meninger til et band der i halvfemserne til stadighed havde tekster der prikkede til etablissementet, men hvis musik havde drejet sig i en mørkere, mere episk form. For Elfman var det hele imidlertid gået hen og blevet lidt for velkendt, og komponisten var efterhånden klar til at prøve noget nyt. Således var Elfman, der allerede før nærværende film havde leget med filmsoundtracks, den helt rigtige mand til at sætte sig i græskarkongen Jack Skellingtons sted. Inden længe havde komponisten ikke alene taget arbejdet med musik og tekst på sine skuldre, men fik også overbevist filmens skabere om at han selv var den perfekte mand til at synge Jacks musikalske momenter. I samarbejde med skuespiller Chris Sarandon og naturligvis animatorerne bag filmen, skabtes snart en af de mest mindeværdige karakterer denne anmelder kan komme i tanke om. Ikke alene har Jack Skellington en skæv indgangsvinkel til langt størstedelen af de situationer han stilles overfor, han er også i besiddelse af et gåpåmod og en længsel, som kommunikeres på absolut smuk vis i filmen som helhed og sangene i særdeleshed.

Det hele startede sådan set med Tim Burtons gotiske forestillinger og tegninger, men det blev, som de fleste vil vide, den dygtige Henry Selick der satte sig i instruktørstolen. Ikke desto mindre er Tim Burtons gotiske udtryk at finde i snarsagt samtlige af filmens billeder, som er skabt med en sans for detaljer og perfektion, som Selick og hans hold må have æren for. Det resulterer i en film der er fyldt med scener der føles mindeværdige hver især. Musikken og sangene fylder meget og visuelt brillerer filmen ofte også netop i de momenter der bæres af musik. Eksempelvis er den triumferende og smukke sekvens i Christmas Town fyldt med et tempo og en varme, som er indbegrebet af juleglæde og som (naturligvis helt bevidst) står i skarp kontrast til Jacks egen hjemstavn, som holdes i mørke og farvefattige toner. Helt modsat den tempofyldte "What's this?", er en anden fremragende sekvens, hvori Sally erklærer sin kærlighed for Jack alt imens hun også uddyber sin bekymring. "Sally's song" er ikke alene et smukt nummer, som er fremført med stor følsomhed af Catherine O'Hara, men Sallys bevægelser rundt i en lille gyde, som følger med nummeret, er så fint og udtryksfuldt skabt at man ikke kan lade være med at få endnu større sympati for karakteren og hendes dilemma.

Til at holde mørket stangen er der en stor mængde humor inkluderet i filmen. Det er dog en humor der oftest er yderst subtil og oftest gemmer sig i betoninger, sangenes tekster eller karakterernes bizarre fremtræden. Enkelte momenter af mere slapstick-lignende humor er også inkluderet, mest bemærkelsesværdigt i sekvensen hvor byens borgmester falder baglæns ned af Jacks ganske lange trappe. Hvad der er nøglen i filmens humor, er at den altid tager udgangspunkt i karaktererne, og deres individuelle excentriciteter. Hele filmen flyder på fornem vis grundet den gode mikstur af emotion, humor og plot. Under det hele ligger naturligvis en fortælling om et væsen der længes efter noget andet og mere, hvilket velsagtens var årsagen til Elfmans enorme sympati med Jack Skellington. Uanset hvor ideel en situation kan fremstå for udenforstående, har den også sine minussider, og det lader "The Nightmare Before Christmas" i stilhed seeren relatere sig til, alt imens den underholder på bedste vis. Det handler således ikke om hvorvidt Jack opnår sin drøm, men at han overhovedet forsøger, og i sidste ende rejser sig uanset hvad udfaldet af hans forsøg bliver. 

Det er selvsagt for enhver der har set "The Nightmare Before Christmas" at skaberne er afsindigt dygtige håndværkere. Filmens billeder er afsindigt smukke og en stor andel af dem ikoniske. Særligt falder udtoningen mig i den forbindelse ind. Ikke alene er den afsluttende sang rørende, men billederne der følger med er, ligesom musikken, både bevægende i deres skønhed, men også subtile i deres samlen karaktererne op. Alt sammen efterlader det karakterernes fremtid præcis hvor den hører til: Trygt og godt i seerens fantasi.