Collateral

"Collateral" handler om Max der efter 12 år som taxa-chauffør i L.A. har set det meste, troede han! I aften skal blive en meget anderledes. Max og hans taxa kapres af Vincent – en lejemorder med et tæt skema denne aften. Vincent er sendt afsted for at myrde de vidner, der skal give forklaring i en kæmpesag om international narkotrafik. Max skal køre Vincent rundt i byen, fra mord til mord. Men som aftenen går, kommer både LAPD og FBI på sporet af taxaen. Kapreren og hans gidsel er pludselig afhængige af hinanden for overhovedet at overleve.
(- Resume fra Kino.dk)

På overfladen fremstår "Collateral" som en thriller, og det er da også en stor del af filmens drivkraft. Hvad der virkelig fascinerer undertegnede ved filmen er imidlertid ikke i så høj grad det aspekt af filmen, som dog er ganske stærkt i sig selv. Hvad instruktør Michael Mann rammer helt rigtigt, er det stemningsmæssige. Det urbant mørke udtryk sender tankerne tilbage til den tidligere anmeldte "Night on Earth", men kombineres her med en lidt strammere fortælling. Musikken spiller en stor rolle i at kommunikere det multikulturelle LA til sin seer, og det får gang på gang denne seer til at føle sig godt tilpas i filmens selskab. For selvom jazz spiller en meget konkret rolle i filmen, og ofte er en stor del af stemningsbilledet, er der også mere rockede segmenter blandet sammen med enkelte atmosfæriske indslag, tilført af komponist James Newton Howard. Filmen benytter i nogle scener HD kameraer, som var nyt for instruktøren på daværende tidspunkt. Mann udpeger eksempelvis en scene der foregår i karakteren Annies (Jada Pinkett Smith) kontor, som værende umulig at optage på samme måde. Scenen foregår i næsten komplet mørke, og er udelukkende oplyst af lyset fra byen, der skinner igennem nogle enorme panoramavinduer. Kreativt lader det til at Mann har fået meget ud af sit nye legetøj, og intensitet samt stemning øges tit gevaldigt af de tilsyneladende lidt friere rammer.

Med det sagt er det ikke alene overfladen der fungerer i "Collateral". Filmen er stramt opbygget og væver smukt ind og ud mellem Vincent, Max og efterforskende. De skiftende synsvinkler giver filmen for at kollidere sine historielinjer af flere omgange, og nogle gange mere dramatisk end andre. Når karaktererne pludselig deler en elevator, uden at vide hvem de hver især er, eller når efterforskerne næsten henter ind på deres mistænkte. Det giver en enorm intensitet i filmen, hvilket fortsat skyldes formen i nogen grad, men i høj grad også skyldes en nådesløs råhed, som eksempelvis for skudvekslinger til at klinge langt mere skæbnesvangre end de gør det i den gennemsnitlige actionfilm. Manns instruktion og flair for at hive tilskueren med såvel gennem tempo som via et fængende æstetisk udtryk, er hvad der løfter Stuart Beatties manuskript til det næste plan. 

Filmens stærkeste kort er i mellemtiden dens karakterer. Såvel den drømmende Max som den hårdkogte Vincent er portrætteret med stor overbevisning. Jamie Foxx giver den pertentlige Max en blanding af selvsikkerhed og mangel på samme, der gør ham unik som karakter, og igen, meget virkelig. Det faktum at han har kørt taxa i 11 år og fortsat anser det som "noget midlertidigt", skaber et smukt omend trist billede af en mand der nok aldrig kommer til at opnå hans drøm. Det bliver således virkelig interessant når den provokerende Vincent introduceres. Tom Cruise leverer en af sit livs bedste og mest kantede præstationer, som den toptrænede, men samtidigt sært opgivende og melankolske Vincent. Samtalerne mellem Max og Vincent er filmens hjerte, og rammer gang på gang rigtigt. Der hintes herigennem til de tos respektive liv som de har set ud op til den skæbnesvangre aften der her portrætteres. Man får gennem dialogstykker en fornemmelse af nogle hårde liv, og ligesom i "Night on Earth" skabes der en fornemmelse af at dette blot er to skæbner ud af en million der ligner dem på den ene eller anden led. Med andre ord bliver historien på sær vis almengyldig, og hvor tit får man for alvor denne type overvejelser ud af en thriller? I øvrigt er den todelte kollision af de tos forhold (den ene værende en mere bogstavelig kollision end den anden) utrolig stærk, og en understregning af hvor vigtig en afslutning kan være.

Der er lidt for de fleste i denne film. Semi-filosofiske overvejelser, skæbnesvangre fornemmelser og en relativt stor mængde velfungerende action. Dertil tilføjes et af de mest alsidige og velfungerende soundtracks samt Michael Manns råt autentiske flair for at fremvise et urbant miljø på en både fascinerende og ærlig måde. I smuk sammenhæng skaber de mange fine elementer en film, der er blandt mine absolutte favoritter og har været det i mange år.