The Last Five Years

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på Fredericia Teaters egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af fotograf Søren Malmose.

Teatret skriver selv følgende om forestillingen: "Forlæns og baglæns fortælling i en ny musical. Et ungt par. Hendes historie begynder i slutningen af parrets forhold. Hans begynder den dag, de mødtes."



Håbningsfulde unge mennesker, der igennem hver deres kampe finder hinanden, og for et øjeblik søger trøst i hinandens arme, inden de atter må skilles. Hvad der på papiret kan lyde meget sentimentalt, kan igennem en stilfuld udførsel gøres meget relevant. Det beviser Fredericia Teater med deres opsætning af "The Last Five Years". Musicalen er oprindeligt skabt af Jason Robert Brown, der efter et smertefuldt brud med sin kone, fik lyst til at videregive deres historie (som senere måtte ændres for ikke at få Brown sagsøgt af sin eks.) Forestillingen er skabt under de samme rammer som "Edges", og det er endnu engang Fredericia Teaters mere intime lille sal der er taget i brug. Castet er naturligvis også beskåret, og det er således kun to af Fredericias faste fire-mands ensemble der her tager scenen. At rammerne er de samme giver undertegnede en ustyrlig lyst til at drage sammenligninger mellem de to stykker, men for at forblive på den positive side, vil jeg forsøge at begrænse antallet af gange "Edges" bliver hentet frem til sammenligning her. Tillad mig så alligevel at sige at "The Last Five Years", er en nærmest komplet modsætning til teatrets forrige opsætning.

Et glimt af såvel Maria Skuladottir, som de stilfulde storskærmselementer.

Musikken i "The Last Five Years" er i sig selv med til at fastslå karakterernes kontekst, og selvom stykket gør et stort nummer ud af at understrege sin egen almengyldighed, er det samtidig ikke bange for at slå rødder i den amerikanske jord. Teksterne såvel som det musikalske udtryk kredser fra tid til anden om dette udgangspunkt. Musikken vækker af flere omgange stærke mindelser til det mildt jazzede, og særligt de stedvist stærkt avancerede numre tilføjer stykket megen troværdighed. Det bedste eksempel på netop det, er sangen betitlet "The Schmuel Song" (jeg er desværre usikker på hvad den danske titel er), som fremføres af karakteren Jamie, her portrætteret af Lars Mølsted. Sangen tager udgangspunkt i Jamies forfatterevner og indledes som en historie, der kun langsomt drejes til at handle om parret selv. Her kan de foranderlige teksturer denne musicals' numre byder på for alvor nydes, og selvom der er et hook der vendes tilbage til, er versenes udformninger - særligt musikalsk - enormt omsiggribende. Hvad der er endnu mere imponerende er at nummeret så fint kan balancere mellem det rørende og det indsigtsfulde, hvilket i øvrigt er hele stykkets største styrke. Det hverken flygter fra eller omfavner totalt de store følelser der er på spil i heri. Lars Mølsted får for alvor lov at vise sine talenter i sangen, og selvom hans energi fra "Edges" stadig kan fremhæves som en positiv ting, er det nogle helt andre emotionelle tangenter han her får lov at spille på. Sangene giver ham meget at arbejde med, og det er forfriskende at se hvor grundet i karakteren numrene er. Mange af de samme positive ord kan siges om Maria Skuladottir. Hendes karakter bærer den tunge del af arbejdet i stykkets første halvdel, og skal allerede fra start hive publikum med på de store følelsesmæssige rutsjebaneture hun selv gennemgår, hvilket vitterligt må være en frygtindgydende opgave - som skuespillerinden dog opfylder på bedste vis.

Et par sorte og hvide kasser kan med kreativitet blive til væsentlige rekvisitter.

Grundet historiens form, får vi et grundigt indblik i karaktererne i "The Last Five Years". Først oplever vi hvor let Jamie skyder afsted som forfatter, og lader sig overvælde en smule af egen arrogance. Senere ser vi den modsatte historie med den mindst ligeså håbefulde Catherine, som ønsker at gøre sig i Broadway musicals. De to fortællinger (der sammenfiltres til en) har til formål at lære os karaktererne at kende, og erfare to ting: Hvorfor parret finder sammen og hvorfor deres kærlighed undervejs må gå til grunde. På Catherines side får vi mulighed for at se hvor mange tanker der kan svæve rundt i et kvindesind i "Climbing Uphill/Audition Sequence", mens Jamie forsøger at overbevise sig selv om at han er lykkelig umiddelbart efter parret er blevet gift. Deres individuelle kampe bliver deres fælles kamp og i en af stykkets mest rammende numre forsøger Jamie at forklare Catherine hvor meget han tror på hende. Langsomt bliver det forståeligt hvorfor parret ender med ikke at fungere. Udover bryllupsscenen (som er den eneste de to konkret deler) er stykket som to separate monologer, der gennem skuespillernes gode arbejde, og en fremragende brug af storskærm, kommer til at være smukt sammenvævede, og kulminerer i et hjerteskærende afslutningsnummer, der gjorde det stående bifald bagmændene modtog, endnu mere velfortjent.

Et enkelt kys er hvad det kan blive til for de unge elskende.
Symbolikken er simpel men skarp i Daniel Bohrs opsætning af Jason Robert Browns musical. Det er absolut intet problem for stykket, som ikke behøver at kompliceres. I stedet har man haft den gode fornuft til at lade karaktererne og deres historie tale for sig selv, helt indtil de i stykkets afslutning stopper op for at kigge en sidste gang efter hinanden. Et glimt af vores jordklode på storskærmen konstaterer subtilt at dette par blot er et af mange der mødes og går itu, hvilket endegyldigt slår stykkets eksistensgrundlag fast. Alene det faktum at det sker ofte, ændrer ikke på den smerte det forårsager, og de forandringer det skaber, ikke alene for parret, men for verdenen omkring dem (se bare på denne musical, som vi uden Browns eget brud sikkert aldrig havde fået at opleve.) 

Igennem en alternativ fortælleform og en enormt stærk udførsel, får Daniel Bohrs iscenesættelse af "The Last Five Years" udløst Fredericia Teaters potentiale, og viser at man kan komme langt med relativt få midler og stort talent. Alt sammen får det denne anmelder til at juble, fordi oplevelsen ikke alene var rørende, men også stemningsfyldt på en måde, som kun teater kan være det.

6/6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar