Guido (Roberto Benigni) forelsker sig i den smukke Dora (Nicoletta Braschi), som til en start er lidt undrende overfor Guido, men snart giver efter for hans charme. De to gifter sig og får lille Giosué (Giorgio Cantarini). Da krigen kommer til Italien finder den jødiske familie sig dog snart i store problemer.
Her er en film som har fået ganske mange verbale tæv. Nogle finder filmen for sentimental, andre kan ikke udstå hovedrolleindehaver og instruktør Roberto Benigni. Selv er jeg rigtig glad for Benigni, i hvert fald i denne film. At hans senere filmatisering af "Pinocchio" lader til at være ganske mislykket er en anden sag. "La Vita è Bella" er det nogle år siden jeg først stiftede bekendtskab med, og det er således en af de film på listen jeg har haft rig mulighed for at gense, hvilket jeg da også har gjort i stor grad. Hvad der hver gang virker overvældende er filmens kombination af humor, tragedie og i høj grad også romantik. Sidstnævnte dominerer særligt hele den første del af filmens spilletid ganske eftertrykkeligt, og bibeholdes undervejs, til trods for at tragedie og åndelig armod indtræffer. Under filmens første del bliver der således også rig mulighed for vidunderlige sekvenser, der byder på stor filmisk magi, og via den smukke kinematografi bliver præsenteret med en indbydende skønhed, som i sandhed lader den jublende titels udråb genklinge hos seeren. Undervejs indlægges sekvenser dog, som forvarsler filmens senere skift i tone, hvilket resulterer i at skiftet fra den glade og smukke første halvdel, til den mere gråtonede og virkelighedsnære anden del, er meget vellykket.
Humoren er personificeret i hovedkarakteren Guido, som instruktør Benigni selv spiller. Selvom turbotaleren Benigni leverer masser af særegne overvejelser undervejs, er der formentlig nogle der vil trættes af den energiske skuespiller. Filmen er dog meget intelligent i sin dosering, og sørger for at Benigni også har nedtonede momenter, også i den første halvdel, hvilket gør at de mere omfattende humoristiske sekvenser, forbliver morsomme undervejs, og ikke bliver trættende. En stor hjælp er i den forbindelse det supporterende cast, som Nicoletta Braschi og den unge Giorgio Cantarini, står i spidsen for. De to er utrolig stærke. Braschi fordi hendes karakter både fremstår stærk og selvstændig, men samtidig er meget sympatisk i hvor bjergtaget hun er af Guido. Cantarini får den ganske svære opgave både at levere komisk timing, og sågar også dramatiske evner undervejs, og virker på undertegnede yderst overbevisende, og er en absolut stærk repræsentant for et fantasifuldt, men også frygtsomt og tvivlende barnesind. Værd at fremhæve er også Horst Buchholz, som i rollen som Doctor Lessin formår at nuancere tysken - fordi karakteren til trods for sine forbundsfæller, også har sine charmerende sider. De øvrige roller gør sig mindre bemærket, men fungerer alle som del af fortællingen.
Filmens anden halvdel tager for alvor fat på filmens tungere temaer, men bliver ikke mindre rørende af den grund. For med humor forsøger Guido at holde sin søns humør højt, hvilket resulterer i nogle scener som til tider reelt er sjove, men også scener som er hjerteskærende fordi Guidos handlinger er så uselviske. Om det er denne del der for nogle fremstår patetisk eller overdrevent sentimental ved jeg ikke, men selv oplever jeg den i højere grad som fascinerende, fordi filmens humoristiske bagmand tør føre filmen i en så mørk retning som han gør, og samtidig formår at servere noget livsbekræftende undervejs. Samtidig føles det heller ikke som om filmens sekvenser er humoristiske først, og dernæst del af et plot, men i stedet føles filmen (heldigvis) som en naturligt fortløbende fortælling, der blot involverer nogle morsomme momenter. Med andre ord virker filmen ikke forceret, og de sjove øjeblikke virker til at strømme fra hovedkarakterens konstante søgen efter at se det hele fra den lyse side. En naiv pointe måske, men ikke desto mindre ganske smuk, og i filmens sammenhæng alt andet end ligegyldig. I sidste ende handler det for Guido om at gøre en forskel, og således kæmper han stædigt for at lade sønnen beholde sin barndommelige glæde. Ligeledes kæmper Guido for at videregive sin egen skæve indgangsvinkel til sønnen, og det er trods alt et ganske glorværdigt mål.
"La Vita è Bella" har endnu ikke mistet sin skønhed for denne seer, og ligeså meget jeg kan synes om at sidde igennem film der indeholder mørke og dystre temaer, set fra en pessimistisk synsvinkel, ligeså meget kan jeg glæde mig over fra tid til anden at blive bekræftet i at livet i sandhed kan være smukt, selv når det synes grumt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar