Selvom virkeligheden har fået et lille twist i Charlie Chaplins "The Great Dictator", har fortællingen om den jødiske barber (spillet af Chaplin selv) masser af klare referencer til den verdenskrig der hærgede i 1940. Chaplin spiller både barber og diktator, og de to forveksles sågar undervejs, hvilket leder til en af de fineste momenter i filmhistorien.
Selvom jeg holder utrolig meget af "Modern Times", var nærværende film alligevel den første af Chaplins film jeg så, og muligvis derfor også den jeg holder allermest af. Fortællingen får i denne omgang en ekstra dimension tilføjet i form af den meget konkrete parallel der er imellem filmen og den meget virkelige situation USA stod i ved filmens udgivelse i 1940. Chaplin er i den grad ude på at provokere med denne film, og formår både at fremvise de grinagtige sider af hans barnligt hysteriske diktatorfigur (en åbenlys reference til Hitler) og formår på samme tid at gøre grin med, og vise sin frygt for det verdenssyn en sådan mand må besidde. Alt sammen er det fremvist i den nu legendariske sekvens, hvor diktatoren benytter en bold formet som jordkloden, til at fremføre en form for dans. Denne sekvens er en af filmens højdepunkter, og indfanger på knapt 3 minutter en af filmens delpointer. Endvidere samles her også alle sider af Chaplins talent: Den fysiske komik kombineres med den poesi og kant der fortsat gør andre af Chaplins film som "The Kid" og tidligere anmeldte "Modern Times" så fremragende. Sekvensen er med andre ord mesterlig. Det samme kan siges for filmen som helhed, der kun enkelte gange trækker slapstickmomenterne for langt (eksempelvis i scenen ved togstationen) og i øvrigt gør op for dette med mængdevis af stærke momenter der udover den nævnte sekvens, tæller en slåskamp med en anden statsleder.
Chaplin er som altid dygtig både foran og bag kameraet, hvor alle de rigtige beslutninger træffes, og udførslen er eminent. Paulette Goddard fra "Modern Times" vender tilbage her, og bibringer atter filmen en fantastisk uskyldighed iblandet stædig hårdhed. Allesammen kvaliteter, som hendes karakter også besad i "Modern Times", men som om muligt bliver endnu tydeligere her. Det er ikke nogen hemmelighed at Chaplin og Goddard på daværende tidspunkt var et par, hvilket året før i øvrigt var en af årsagerne til at Goddard ikke fik hovedrollen i "Gone With the Wind", til trods for at hun ellers var en af frontløberne til rollen som Scarlett, som Vivien Leigh endte med at udfylde. Hvorom alting er, er gnisten mellem Chaplin og Goddard i allerhøjeste grad til stede, og er endnu en af filmens mange styrkesider. Særligt cementeres det på den humoristiske front i scenerne hvor Goddard først introduceres (som stegepandesvingende furie). På den mere romantiske side er det særligt scenerne der tager sted på et tag der overskuer hele byen, deriblandt semi-naziernes ødelæggelser, der står stærkest tilbage i min hukommelse.
Jeg er ikke overbevidst om hvorvidt følgende skal betragtes som en spoiler, men jeg skal forsøge at formulere mig så vagt om det plotmæssige så muligt. Det er imidlertid nødvendigt at nævne den afsluttende sekvens, hvori der holdes en tale. Afsløre må jeg også at det er Chaplins barber der holder talen. Dette var første gang Chaplin sagde noget sammenhængende på det store lærrede, og hvilken tale det er. For at være helt ærlig slår denne scene aldrig fejl, og er også en af hovedårsagerne til at filmen ender så højt på listen. For første gang udtrykker en af filmhistoriens legendariske morsomme mænd sig verbalt, og hvad der er ironisk samt enormt rørende, er at emnerne han kredser om, ikke blot er mørke, men også er så stærkt indkapslet, så præcist udpeget og pillet fra hinanden, at man nødvendigvis må blive revet med. Jeg husker tydeligt første gang jeg så filmen, og hvor meget denne afslutning kom bag på mig. Jeg anede intet om Chaplins øvrige historie, eller at han senere skulle blive smidt ud af USA for nogle af de holdninger han i princippet udtrykker her. Nogle vil sikkert kalde formuleringerne og overvejelserne for naive, men at de gang på gang rammer lige midt i hjertekulen på denne seer, gør at jeg må konkludere at der vitterligt må være sandheder skjult i ordene. Nøjagtigt ligesom der var sandheder skjult i Chaplins ligeledes smukke afslutning på "Modern Times", hvor bidder af sangen "Smile" inkluderes.
Det er formentlig ikke svært at fornemme at denne film er en af dem på listen jeg har glædet mig til at afsløre. Ikke alene åbnede den mine øjne for en anden type film, men den var også med til at afsløre Chaplins geni og taler til stadighed til mig når jeg genser den.
"We are coming out of the darkness into the light! We are coming into a new world; a kindlier world, where men will rise above their hate, their greed, and brutality."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar