Ben Sanderson (Nicolas Cage) drager til Las Vegas for at drikke sig ihjel, efter de sidste dele af hans liv er faldet fra hinanden. Her møder han Sera (Elisabeth Shue), som er prostitueret. Sanderson køber hende for en enkelt aften, men har egentlig mere lyst til at tale med hende, og det er just hvad de ender med at gøre, hele natten.
Imellem denne films relativt deprimerende præmis og dens gritty 16 mm udseende, er dette ikke en film der nødvendigvis ønsker at blive beundret for noget andet end dens indhold. Her er ikke nogen farvestrålende overflade, eller nogle glamourøse billeder af Las Vegas, men i stedet er filmen ligesom sine karakterer smukke i kraft af dens "fejl", eller snarere dens uperfekte, upolerede overflade. Man skal ville denne film, og vil man det, er her romantik af den smukkeste grimhed der nogensinde er leveret på film. For de to karakterers grundaftale er at de er sammen med hinanden som dem de er. Særdeles fejlbehæftede og hjerteknusende udbrugte, finder de en trøst i hinandens arme, som filmens billedside gang på gang understreger med nogle billeder, som efter man tilvænnes filmens lettere anderledes udseende, er usandsynligt smukke. Grunden hertil er at filmens billede synes fyldt med sjæl og personlighed. Det samme gør sig i øvrigt gældende for lydsiden, som instruktør Mike Figgis grundet et samt budget selv har måttet skabe musikken til, men det fungerer. Måske er det netop det lave budget der her tvinger kreativiteten frem, og det faktum at billederne ikke er perfekt indrammet i hvert eneste øjeblik, gør filmen virkelig, samtidig med at den er enormt stiliseret. For ligeså virkelig filmen kan virke, ligeså uvirkelig kan den ligeledes være, og det forekommer at filmen mere har karakter af minder end en simpel fortælling.
Hvad der naturligvis også brænder igennem er de to bærende hovedroller. Enkelte andre karakterer er med undervejs, men det er vitterligt bikarakterer i ordets stærkeste forstand, for hvad der medvirker til at skabe den mindeagtige fornemmelse, er blandt andet at det kun er de to elskende der ses i størstedelen af filmen. Uden at have set alle de film den gode Nicolas Cage har medvirket i, tør jeg godt konkludere at dette er iblandt mandens bedste og mest indlevende roller. Cage giver en fysisk præstation, der kan måle sig med den mere følelsesmæssige side af karakteren. Shue er ligeledes velfungerende og har sin del af stærke scener, særligt i et moment hvor de to er skilt ad, og Shues karakter udsættes for noget ganske horribelt. Stærkest er imidlertid den samlede præstation, hvis man tale om en sådan. Scenerne hvor begge skuespillere er i centrum af opmærksomheden er fremragende, og Cages indædte fokus kolliderer med Shues karakterers langsomme skift imod noget mere sårbart. Det er med andre ord en mørk fornøjelse at dykke ned i det afgrundsdybe mørke karaktererne befinder sig på.
Hvad der endvidere medvirker til at gøre filmen stærk, er at den er så nedtonet. Der er ikke nogen store udsving med armene fra skabernes side, i stedet gør man plads til karaktererne, og gør dem til fokus, og lader filmens stemning komme fra dem. I samarbejdet mellem skuespillerne, den melankolsk nostalgiske billedside og Figgis' simple, men effektive score, bliver man som tilskuer langsomt trukket ind i filmens nært magiske greb, indtil i hvert fald jeg, var helt på niveau med karakterernes følelsesmæssige rejse, som er både lang og hård, selvom man som tilskuer aldrig rigtig bliver i tvivl om at den tyngende fornemmelse filmen skaber, må kulminere. Det gør den da også, og her tages ingen gidsler, idet filmen følger sin stemningsmæssige opbygning helt til dørs, og særligt i sine sidste momenter bliver pinefuldt realistisk. Ved filmens ende var det, særligt ved første gennemsyn, umuligt for denne seer ikke at være påvirket af oplevelsen, som lod til at tale direkte til mig med en blå tone, som kan være, og i dette tilfælde er, et utrolig stærkt grundlag at bygge sin film på.
Mike Figgis overvælder mig simpelthen med denne film. I modsætning til andre af filmene på denne liste, som jeg for nogens vedkommende forventede ville være fremragende, ved jeg ikke rigtig hvad jeg forventede af nærværende titel. Det jeg fik var dog både tæt på og langt fra. På den ene side var den dunkle stemning forventet, på den anden side var det umuligt at forvente en så stærk karakterbeskrivelse, og et så overordnet stærkt værk, som jeg vitterligt synes "Leaving Las Vegas" er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar