 |
| En alternativ 'The Shining' plakat af Daniel Norris. |
The Shining af Stanley Kubrick:
Jack Torrance (Jack Nicholson) tager med glæde imod jobbet som opsynsmand på det grandiøse Overlook Hotel. Det er Jacks opgave at passe hotellet vintermånederne igennem, hvilket passer ham glimrende, da han kan få tid til at skrive. Jacks kone Wendy Torrance (Shelley Duvall) og deres søn Danny (Danny Lloyd) skal også bo på hotellet i perioden. Da Danny begynder at opleve og se mærkelige ting, bliver det hele mere kompliceret, og dele af familien Torrance begynder så småt at miste lysten til at overnatte på det enorme hotel.
Med denne film skabte Kubrick et værk, som er forsøgt efterlignet massevis af gange, både i indhold, men i den grad også i dens store mængde af syrede, glimtagtige, indfald. Hvad de mange efterligninger, eller folk som er blevet inspirerede, aldrig har ramt, er den unikke fornemmelse denne film besidder. En fornemmelse af ensomhed som filmen nærmest overvælder sin seer med. Selvom de tre hovedpersoner har hinanden, giver filmens rolige tempo, lange kameraturer og også ofte effektive lydarbejde en spændingsopbygning uden lige, samtidig med at give en fremragende fornemmelse af den psykologiske frustration en enkelt af filmens karakterer langsomt synker ned i. Denne film er råt for uforsødet et værk som sætter en dyd i at fortælle sin historie, med så megen atmosfære og stemning som det er muligt. Sjældent har en film i den grad være vellykket i at kommunikere en fortælling på helt denne måde. Det er da også den langsomme opbygning, der gør at de mere bizarre glimt af ægte gys bliver funktionelle. Et godt sammenligningspunkt er i den forbindelse den senere King filmatisering "1408", som ligeledes forsøger sig med surrealistiske glimt af uhygge, men som i væsentlig mindre grad lykkedes med dette. For selvom glimtene ikke er forklarlige i "The Shining" er der alligevel bygget tilpas megen stemning op til at filmen kan bære den mængde glimt Kubrick præsenterer os for. I "1408" trækkes det for langt, og opbygningen er ikke tilstrækkelig. Derfor falder filmen langsomt fra hinanden, i stærk kontrast til "The Shining", som langsomt bliver stærkere og stærkere, fordi trinene tages mere forsigtigt, og giver mere mening i forhold til karakteren, i stedet for nødvendigvis at være bundet til plottet.
Da vi således nærmer os den dramaturgiske højdepunkt for filmen, er seerens virkelighedsfornemmelse nærmest vendt på hovedet, og den rå desperation karaktererne oplever står alene tilbage i filmens sidste momenter - alt imens brugen af de syrede elementer eskalerer frem mod den grumme slutning. Kubrick viser også her sin mesterlighed, idet filmens allersidste billede er et stort spørgsmålstegn, og kan skabe forvirring hos seeren. Igen kan der henvises til den mindre vellykkede "1408", som med sin slutning frustrerer fordi den føles påtvunget og unødvendig, alt imens denne slutning formår at skabe forundring uden at frustrere. Filmens hovedlokation kan da også siges at være ideel for en fortælling som denne, og ideen med at placerer historien på et hotel er yderst fremragende, fordi dets enorme størrelse får karaktererne til at fremstå ganske små, og at plottet samtidig gør noget ganske andet, da det netop gør meget for at vise hvor megen skade en enkelt person kan gøre. Måske er det også derfor at de overnaturlige momenter, som forfatter Stephen King unægteligt er ret glad for, er relativt nedspillede. Dermed ikke sagt at de ikke er centrale for fortællingen, men tilgangen til dem er bare mere autentisk, end overvældet. Deri ligger en af filmens enorme forcer. Publikum sættes ikke ud på et sidespor, men tages med ind i fortællingen, før de mere komplicerede elementer introduceres. Blandt mine favoritsekvenser er i den forbindelse scenerne i hotellets bar, som udvikler sig ganske uforudsigeligt.
King er en forfatter der ikke er bange for at skrive nogle enorme røvhuller ind i sine historier, og Jack Torrance kan på mange måder anses som værende et sådant, omend det nok er at forsimple karakteren en del. For karakterens udvikling har naturligvis sin årsag, men hvad der er fornemt i både Kubrick og Nicholsons arbejde er at hans trinvise forandring, i høj grad er uforklaret. Hermed menes at man fra skabernes side ikke giver sig i kast med udførligt at forklare karakterens baggrund, men i stedet lader årsagen til karakterens forandring, være op til seeren at gennemskue. Uden at skabe forvirring, eller virke usandsynligt, fungerer denne metode i kraft af instruktøren og skuespillerens fremragende arbejde. Historierne om Kubricks instruktionsmetoder er mange, men Shelley Duvall, filmens kvindelige hovedrolle, er blandt dem som har været hårdest udsat for den. Skuespillerinden mindes, i følge forskellige kilder, oplevelsen med ret dårlige følelser. Eftersom Duvall tilbringer en del af filmen i angst, blev hun eftersigende presset meget hårdt, men det har imidlertid også gjort at skuespillerinden leverer en stærk præstation. Det gør også den unge Danny Lloyd, som ellers sættes overfor en del udfordringer, og skal nå gennem en stor del af det følelsesregister voksne skuespillere kan have svært ved at administrere. På birollesiden står Scatman Crothers, Phillip Stone og Joe Turkels præstationer stærkest, og særligt Phillip Stones præstation synes jeg godt om. Med en blanding af at være stærkt sympatisk og lige under overfladen både ubehagelig og farlig, giver Stone en pragtpræstation.
"The Shining" er i den grad en oplevelse at sidde igennem, og ved senere gensyn er filmen blot vokset for mig. For i modsætning til visse nyere gysere er det ikke blot intensitet her er at komme efter, men stemningen, præstationerne og særligt også billederne, bliver ikke mindre overvældende ved gensyn. Tværtimod bliver mystikken i alle disse elementer blot mere fremtrædende, og filmen bliver så meget desto mere fascinerende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar