Pulp Fiction af Quentin Tarantino:
Quentin Tarantinos "Pulp Fiction" omhandler en række skæbner, der bevæger sig i og omkring den lurvede underverden. Der er Vincent Vega (John Travolta) og Jules Winnfield (Samuel L. Jackson) der er lejemordere, men støder ind i problemer da Winnfield får en åbenbaring, og Vega tvinges til at holde øje med chefens kone Mia (Uma Thurman). Der er bokseren Butch (Bruce Willis) der nægter at foregive en tabe en kamp, selvom han egentlig har forpligtet sig til det. Så er der naturligvis også Ringo (Tim Roth) og Yolanda (Amanda Plummer), som bare er ude på at tjene lidt skejser, da de er så uheldige at støde ind i Vincent og Jules.
Alle disse skæve eksistenser portrætterer Quentin Tarantino i sin humoristiske krimifortælling fra 1994. Med en ulineær tilgang til sin fortælling, tager instruktøren os med på en rejse gennem et univers, der i sig selv er mere hovedperson end karaktererne er det. Trådene forskyder sig på interessante måder, og med stor forkærlighed for mediet, fodres seeren med små bidder af fortællingen, som til sidst giver et overordnet billede, der måske ikke efterlader tilskueren med den store overvejelse, men ikke desto mindre giver en række gode grin, og først og fremmest nogle utroligt velskrevne, og velspillede karakterer. Tarantino er også manden bag filmens manuskript, og filmen igennem gives vi masser af de smalltalk guldklumper som manuskriptforfatteren Tarantino er kendt, og elsket for. Der er en naturlighed i den måde replikkerne flyder, og en rytme der nærmest omformer Tarantinos film til verdens mindst poetiske digt. I det ligger der ikke nogen fornærmelse, for det er rytmen der giver den nærmest sang- eller digtagtige fornemmelse, alt imens den uprætentiøse facade bringer filmen så langt ned på jorden, at sammenligningen med digtekunst bliver en smule bizar.
Filmen er utrolig rammende, og til trods for at karaktererne oftest er nogle røvhuller, er det filmens store styrke at de også præsenteres som almindelige mennesker. Dette sker både gennem replikkerne, de uhøjtidelige situationer vi oplever karaktererne i, og i høj grad også i kraft af præstationerne. Travolta leverer med Vincent Vega arketypen for den karakter han har forsøgt at spille lige siden, Samuel L. Jackson gør som altid Tarantinos replikkerne levende på en helt unik måde og Bruce Willis giver en ukarakteristisk nedspillet præstation med den passende navngivne Butch. Underholdende præstationer er der nok af, og Uma Thurmans spil som den forføreriske, men også sårbare Mia Wallace er en alle tiders og stærkt morsom præstation, som giver en forsmag på hvad det senere "Kill Bill" samarbejde vil føre med sig. I mindre roller ses Maria de Medeiros, Christopher Walken og den altid underholdende Harvey Keitel. Alle er de små karakterer, der på hver deres måde tilfører filmen en smule mere af den skævhed, som den nyder så godt af. Også Tarantino selv dukker op i hvad man kan kalde en udvidet cameo, og giver en lettere bitter præstation.
Der er på en og samme tid meget at sige om "Pulp Fiction", og ganske lidt. For helt at forstå hvad der er det brilliante ved filmens sære fortælling, skal man se filmen, og gerne med et publikum på mere end en filmelsker. De humoristiske elementer styrkes og selv filmens mest underspillede jokes træder tydeligere frem. Det er nemlig ikke givet at alle griner på de samme steder, idet denne film gemmer på mange interessante humoristiske vinkler, som forskellige former for humor vil samle op på. Der er det lettere bizarre islæt, som eksempelvis Christopher Walken ofte står for, der er de grotesk morsomme elementer, som når "The Gimp" introduceres og så er der de mere oplagte momenter som f.eks. de vittige ordvekslinger. Alt sammen skaber det et helhedsbillede, og en film, som er fyldt med gyldne øjeblikke, ofte af humoristisk art, men også enkelte steder af følelsesmæssig ægthed og filmisk nostalgi.
"Pulp Fiction" er på ingen måder en tung film at gå til, og er formentlig noget de fleste vil være i stand til at elske, af forskellige årsager. Selv er jeg glad for filmens karakterer og de mange lag af humor og spænding filmen gemmer på. Quentin Tarantino har bevist masser af gange at han er utroligt dygtig til at tale til filmelskeren i os alle sammen, og "Pulp Fiction" er formentlig den film hvor han gør det allerbedst, og kombinerer gode karakterer med en frækt opbygget fortælleform og en stor mængde velsammensatte sekvenser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar