Som tårer i regn

Plakat af Daniel Norris.

Blade Runner (The Final Cut) af Ridley Scott:
Der er film hvor det at opsamle oplevelsen i et handlingsforløb forekommer forfladigende. "Blade Runner" er en af de film. Her forsøges det ikke desto mindre, for forms skyld. I år 2019s version af Los Angeles bliver Rick Deckard (Harrison Ford) sat til at opsøge og dræbe 4 såkaldte 'replikanter'. Deckard er ikke just opsat på opgaven, men håber på det kan blive afslutningen på hans karriere som 'Blade Runner'.

Ridley Scotts "Blade Runner" har aldrig rigtig været så væsentligt et filmværk, som den er, for dens umiddelbare plot. Bevares, det er da ikke fordi filmen fra det perspektiv er uinteressant, men hvad der for alvor løfter filmen imod skyerne, er dens univers. Scotts mildest talt dystre vision for fremtiden er overvældende ved hvert eneste syn af filmen, og med få og ganske effektive midler opbygger Scott et univers der er blandt de mørkeste sci-fi universer, der endnu er blevet serveret. Hvad der dernæst styrker filmen er den underliggende fortælling, som er en melankolsk stemningsfortælling om hvorfor livet er så vigtigt, og hvad enhver organisme vil gøre for at holde fast i det. Det er de helt store temaer der her trækkes frem, og filmens sci-fi univers er i langt højere grad et middel til at hæve fortællingen til et mere abstrakt niveau, end det er det egentlige centrum for filmens fortælling. Det giver måske ringe mening for de der ikke har set filmen, men der er hviler over hele "Blade Runner" en fornemmelse af afsked, og som sagt, melankolsk tilbageblik. Altsammen samles det meget godt op i Roy Battys (Rutger Hauer) berømte tale imod slutningen af filmen. I den tale er hele filmens pointe opsummeret, og måden æstetikken her arbejder sammen med musikken, og ikke mindst leveringen, er et fremragende eksempel på hvad filmmediets illusion kan.

Vangelis musik er et kapitel for sig, og er i mine ører et af de mest bemærkelsesværdige soundtracks nogensinde. Med en unik blanding af et moderne og samtidig nostalgisk lydbillede, er lydbilledet der skabes med til at hæve filmen endnu et niveau. Filmens essens, dens stemning, stammer i høj grad fra dette soundtrack, og Vangelis arbejde er en af de helt store årsager til hvorfor man kan blive ved med at vende tilbage til "Blade Runner". Stilistisk er Ridley Scotts fingeraftryk helt umiskendeligt. Den fantasifulde og stærke brug af lys og lyd går igen fra "Alien", og det samme gør på sin vis også den klaustrofobiske stemning - hvilket naturligvis er ironisk når man tager i betragtning at filmens omgivelser i virkeligheden er meget åbne. Klaustrofobien er altså af en mere sjælelig art, og her mener jeg til gengæld at ordvalget er ganske passende.

Det træder også tydeligt frem i Harrison Fords præstation, som er helt ulig hans mest kendte præstationer i film som "Star Wars" og "Indiana Jones". Ford er i "Blade Runner" langt mere indelukket, og siger heller ikke nær så meget som i andre roller. Det er en smule uvant at se Ford i en rolle der forekommer så underlegen, men præstationen er samtidig et bevis på at Fords evner som skuespiller rækker langt. Filmen har derudover en række mindeværdige præstationer. Fra Sean Youngs smukke Rachael til Daryl Hannahs dødbringende Pris, er karaktererne fængende og udtrykker, ligesom Deckard, meget med ganske få ord. Rutger Hauer må nødvendigvis også fremhæves i en rolle der er langt mere end en skurk. Leveringen af den afsluttende tale har jeg allerede nævnt i denne anmeldelse, men scenen er simpelthen så skarp at det er svært at gøre den respekt. For helt uden brug af komplicerede special effekter eller andet, fremmaner denne tale nogle billeder for seerens nethinde, som er så katastrofale i deres skønhed, at det er svært ikke at blive provokeret til overvejelse. Sjældent har en anden dialog i den grad indrammet en hel films pointe, og understreget det faktum at vores "skurke" i denne film ikke er onde, men blot kæmper for et minimum af frihed.

I forbindelse med denne anmeldelse så jeg et par bidder af biografversionen af filmen, og jeg kan ikke sige andet end at man for alt i verden skal holde sig til de versioner af filmen som ikke indeholder Deckards voice-over. Al respekt til Harrison Ford, men måden disse replikker er skrevet, og sågar også den måde de er leveret, er forfærdeligt forstyrrende, og ødelægger simpelthen alt det jeg har prist ved filmen i denne anmeldelse. Meget af filmens stemning ligger i de stille momenter, og når de tages væk, bliver oplevelsen i den grad forfladiget. Holder man sig imidlertid til Scotts Final Cut, er "Blade Runner" en stor filmoplevelse, som bliver ved at give, særligt ved gentagne gennemsyn.