Psyko

Psycho af Alfred Hitchcock:
(C) Daniel Norris.
Det starter med et par dråber, men inden længe vælter regnen ned på Marion Cranes (Janet Leigh) forrude. Hun har netop byttet sig til den, efter at være stukket af med 40.000 dollars. Marion kan dårligt se hvor hun kører i det elendige vejr, men da det endelig lykkedes hende at genskabe sit udsyn, får hun øje på et skilt hvorpå der står: "Bates Motel".  
De fleste kender til nærværende films berømte scene i badet, men at have set den sekvens alene er ikke ensbetydende med at man er i nærheden af at have afkodet resten af denne oplevelse. For hvad der er endnu mere for, er filmens overordnede stemning. Alfred Hitchcock kan, som ingen anden, levere en unikt dunkel stemning, som særligt for denne films vedkommende arbejder sammen med Bernard Herrmans score om at indfange sin seer i filmens spænding og fortælling.

Det er ikke mindst i filmens første halve time at seeren indhylles i "Psycho"s unikke stemning. For i filmens indledende del ligger der ikke blot en opbygning af filmens præmis, men også en opbygning af filmens enormt virkningsfulde atmosfære. Med en blanding af klaustrofobi, anger og frygt følger vi Marions flugt fra sin samvittighed, og det siger sit om filmen, at selv montagerne hvori der blot køres bil er mørke og med til at opbygge filmens gys. Hitchcock er ligesom kollegaen Sergio Leone, langt mere interesseret i de ting der ligger imellem de egentlige gyserelementer, og filmen er derfor fyldt med stille perioder, hvor flader af dialog får lov at fylde seeren med eftertænksomhed, og også giver karaktererne rig mulighed for at udvikle sig. Altsammen sker der, imens seeren er eftertrykkeligt underholdt, og for undertegnedes vedkommende, nærmest hypnotiseret af filmens dunkle fortælling.

Stilistisk er også denne Hitchcock film mesterlig, og udover den scene, som gang på gang er blevet gennemgået ned til mindste detalje, er billedsiden ofte enormt stemningsfuld i sine sort/hvide billeder, såvel som i den rolige klipning, der kun stedvist hæver tempoet. Der er ingen tvivl om at filmen har dannet skole for gyserfilm, og særligt den poesi de bedste af slagsen kan indeholde på deres billedsider. "Psycho" kan dog, i forhold til mange af de senere års mainstream gyserproduktioner, fastholde dens æstetiske overlegenhed igennem hele værket, og ikke blot i glimt. Janet Leigh bærer filmens åbningsdel, og det må tillægges min langsomme opfattelse, at jeg ikke vil tidligere gennemsyn af filmen har fanget den enorme femininitet og sensualitet hun ligger i rollen, samtidig med at hun, på undertegnede virker lynene skarp. Hendes karakter har i den grad ben i næsen - hvilket i øvrigt gør sig gældende for flere af Hitchcocks kvindelige hovedpersoner. Nævnes må også Anthony Perkins, som i sin rolle gør et fremragende stykke arbejde med at vise en enorm dualitet og splittelse, hvilket (naturligvis) er helt centralt for karakteren. Vera Miles og John Gavin gør sig også godt, og fastholder filmens stemning, og i høj grad også dens momentum. Joseph Stefano og Robert Blochs manuskript er ligeledes i top, og giver karaktererne en passende indsigt, til at man som seer kan relatere sig til dem, og at de samtidig aldrig bliver endimensionelle. Dialogerne er fyldt med underliggende uhygge (hvilket selvfølgelig også skyldes Hitchcocks orkestrering af dialogscenerne.)


Nærværende anmeldelse af "Psycho" har bestemt ikke været den nemmeste at skrive. Ikke fordi filmen ikke har rigeligt med kvaliteter at prise, men nok snarere fordi undertegnede har svært ved at finde flere superlativer til at understrege filmens mange utroligt velfungerende momenter og som ikke allerede er blevet knyttet til den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar