Dead Man af Jim Jarmusch:
William Blake (Johnny Depp) tager efter sine forældres død rejsen til den lille by Machine, hvor han forventer at kunne leve af et arbejde som revisor, som han er blevet lovet. Da tingene ikke går helt som forventet, står Blake ganske alene. Inden længe indblandes han i en skudveksling, der tvinger ham til at flygte fra den lille by. Efter flugten bliver han fundet af en indianer ved navn Nobody (Gary Farmer), som forveksler Blake med digteren af samme navn. De to bliver venner, og Nobody følger Blake på vej, imod en sidste rejse.
Aldrig har portrætteringen af en by i det gamle vesten været mere kold og hjerteløs, her er ingen romantisering, og skønt filmens sort/hvide æstetiske side ofte er overvældende, er det ikke just skønheden i motiverne der overvælder. Det hjælper i den forbindelse sikkert ikke meget at vi oplever en stor del af filmen gennem Blakes øjne, og således introduceres vi også til filmens landskab, med det samme kulturchok, som karakteren selv. Filmens tunge og ikke just subtile symbolik er ligeledes med til at bibeholde en fornemmelse af hvor verdensfjernt filmens univers er. Således er det at en by kaldes 'Machine' og at indianeren kaldes 'Nobody' meget oplagte muligheder for tolkning, og giver lag til filmens i forvejen interessante fortælling. Langt størstedelen af filmens knapt 2 timer lange spilletid er akkompagneret af lyden af regn, vind og så naturligvis Neil Youngs bidende upolerede soundtrack, som tilføjer en enorm mængde stemning. Noget som instruktøren også i andre af sine film excellerer i. Eksempelvis er også Jarmuschs "Mystery Train" en stemningsdreven perle, som udnytter stilhed, lokationer og fremragende skuespilpræstationer, til at holde sig oven vande.
Humor er der også til stede i "Dead Man". Særligt er der små komiske elementer at finde i Depps indledningsvist forsigtige, og lettere naive karakter. Senere bliver det i enkelte af skurkene af Jarmuschs sorte og kantede humor, er at finde. Det er imidlertid kun momentvist at morsomhederne skinner igennem, og for hovedparten af filmen, er det den umiskendeligt mørke fornemmelse af ensomhed der hersker. Hertil er der også tilføjet elementer af vold, som er relativt grafisk, og enkelte gange sågar bliver overdreven. Det sker eksempelvis da en mands ansigt bliver trådt i stykke uden den store anstrengelse. Præcis dette moment, kan man formode også indeholde en smule af den mørke humor der tidligere blev omtalt. Morderne er ikke mange i omfang, men dem der er, foregår oftest hurtigt, og i modsætning til Sergio Leone, som nyder at dyrke optakten til den egentlige action, er Jarmusch tilsyneladende mere interesseret i hvad der sker efter skuddene er affyret. Det gør ofte at de enkelte dødsøjeblikke bliver mere intense, og er med til at skabe en dybt ubehagelig stemning, som må siges at være passende for døden.
Johnny Depps præstation er allerede blevet nævnt kort, men manden er formentlig min favoritskuespiller, og siden jeg begyndte at opsøge alle de film han har medvirket i, har denne været på toppen af listen. Blot ud fra beskrivelsen af filmen, og de i øvrigt ret begrænsede informationer, var jeg nødt til at opleve den. Skuffet blev jeg, som man fornemmer, heller ikke da jeg omsider fandt filmen. Gary Farmer gør også et fremragende job som den omsorgsfulde, men også mystiske Nobody, som hjælper vores protagonist på vejen imod sin uundgåelige skæbne. Uundgåeligt er det også at nævne de endnu mindre roller, som eksempelvis dem Crispin Glover og Lance Henriksen udfylder. Crispin Glovers rolle er utvivlsomt den mindste, men er også med til at sætte tonen for hele filmen, og give Depp god mulighed for at opbygge sin fintfølende karakter, overfor publikum. Lance Henriksen er filmens ondeste karakter, og for at der ikke skal være noget at være i tvivl om, gives karakteren både anledning til at dræbe en ung mand i koldt blod, smadre et menneskes ansigt med sin støvlehæl og sidst men ikke mindst spise et andet menneske.
Stærkest i Jarmuschs film står melankolien, ensomheden og en sær stilhed, som jeg kan have svært ved at forklare meget dybere end som så. Der hviler en afskedsstemning over filmen, der ligesom Sergio Leones "Once Upon a Time in the West" kan beskrives som værende de sidste åndedræt i en døende persons liv. Således er der også noget desperat over filmen, og særligt Depps præstation. For selvom tempoet i filmen er støt og roligt, fornemmes en trussel hele filmen igennem, som medvirker til at gøre filmen til en af de bedste gengivelser af hvordan et mareridt opleves, jeg nogensinde har oplevet. Om det har været instruktørens formål ved jeg ikke, men jeg har alligevel på fornemmelsen at han ville tage netop den beskrivelse, som et kompliment. Det er i hvert fald ment som et sådant.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar