Tidsrejse

"Back to the Future" fik to efterfølgere,
der udkom i '89 og '90. Plakaten er lavet af
Daniel Norris.

Back to the Future af Robert Zemeckis:
Den unge Marty McFly (Michael J. Fox) bliver i kraft af sit venskab med den distræte videnskabsmand Dr. Emmett Brown (Christopher Lloyd) blandet ind i et videnskabeligt forsøg. Forsøget omhandler tidsrejse, og det varer ikke længe før Marty har forladt det velkendte 1985, og er taget til 1955. Her får han hurtigt skabt forvirring da han ved et tilfælde kommer til at forhindre hans forældres første møde og forelskelse.

Det er ikke just nogen positiv verden vi først imødekommes af da "Back to the Future" tager sin begyndelse. Ganske vist er Dr. Emmett Browns særprægede opfindelse og hjem, som er det allerførste vi ser, både finurligt og sært, men McFlys eget hjem er straks i en noget mere trist tilstand. Hans forældre er ikke videre lykkelige, og særligt lader faderen sig undertrykke af Biff Tannen (Thomas F. Wilson), som vi senere erfarer har været faderens plageånd siden ungdommen. Så meget desto mere interessant er det, da vi ganske tidligt i filmen introduceres for de yngre udgaver af Martys forældre. Særligt er moderen, spillet af Lea Thompson, et langt mere besjælet menneske i sin yngre udgave, og det fornemmes tydeligt at den bitterhed der var så tydeligt i den ældre version, endnu ikke har indfundet sig. Altsammen er det naturligvis et lettere karikeret set-up til at Martys rejse ind i fremtiden og effekten af denne, kan vises senere i filmen. Karikeret er i denne forbindelse imidlertid ikke så dårligt, for idet filmen hører til i den eventyrlige genre, har de skarpe optegninger naturligvis et symbolsk, og her også humoristisk formål.

Humoren er særligt et af de elementer, der gør denne film til så stor en fornøjelse at se. Særligt gør naturligvis Michael J. Fox og Christopher Lloyd sig godt, som henholdsvis ung håbefuld teenager, indeholdende en helt perfekt blanding af selvsikkerhed og tvivl, og den ganske skæve, men også stærkt underholdende forsker. De tos præstationer er allerede blevet rost fra mange sider, men hvad der medvirker til at gøre de to så stærke, er at den excentriske Dr. Brown og den mere jordnære McFly virkelig passer hinanden godt - som karakterer - og det samme gør Fox og Lloyd som skuespillere. I de mindre roller er der imidlertid også mange dygtige præstationer. Fremhæves skal Crispin Glover hvis præstation, særligt ved gentagne syn af filmen, vil fremstå stadigt stærkere. Han er virkelig en guldgruppe som den nervøse George McFly. Grundet filmens stærke komposition, er der perioder hvor Glover og Thompsons karakterer får lov at stå i følgespottet for en tid, og det skyldes dels spredningen af disse momenter, der aldrig forstyrre filmens tempo eller fokus, men i særdeleshed også de to skuespilleres meget ærlige præstationer. Forholdet de to imellem er virkelig fint i sin naivitet, og er samtidig en stærk kontrast til det ældre ægtepar, som de så ud i begyndelsen af filmen.

Da filmen når sin slutning er denne atter en tand styrket for forståelsen, men på dette tidspunkt er det svært ikke at være så dybt ind i filmens elskelige univers, at man ønsker karaktererne alt godt. Altsammen skyldes det en gennemgående fornemmelse af ærlighed fra de fortællendes side, og fra skuespillet over kameraarbejdet og til instruktionen, fornemmes det tydeligt hvilket hjertebarn denne film har været for folkene bag. Det smitter af på hele oplevelsen, som over samtlige to timer er så engagerende at man selv ved gentagende syn vil kunne finde nye ting at glæde sig over. I varmhjertetheden er lykkeligvis også en smule kant, og det giver filmen det sidste skub i den rigtige retning, og gør at den ikke bare er tandløs underholdning, men også har en fin pointe, og nogle momenter der er værd at tænke over. Således er forskellene imellem den lille by anno '55 og '85 meget tydelige, og der lader til at ligge en mindre social kommentar omkring forskellene mellem det naive, men også ganske charmerende '55 og det mørkere, men tilsyneladende også mere nuancerede '85. I "Back to the Future II", som i øvrigt også er en ganske underholdende film, tages mørket et skridt videre, og det er en af grundene til at også den film er et syn værdigt.

Film har alle hver deres styrker. Hvor nogle er mørke, komplicerede og finder skønhed i al sin pessimisme, er der også film som dyrker en simplere, mere nostalgisk stemning, og denne film er bestemt i sidstnævnte kategori. Det gør dog ikke at den alene fungerer som underholdning, for der er i undertegnedes øjne rigeligt med yderligere lag, men dette er bestemt en film der er nem at sidde igennem, for langt de fleste film. Men som Huey Lewis and the News' sang til filmen deklarerer, er det jo nok bare "The Power of Love", der får denne film til fortsat at stå så stærkt. Udestilleret behagelighed sammenkogt i en gryde af fantasirigdom, tidsrejse og humor.