Stjernekrig

Jeg kunne oprindeligt ikke lide "Star Wars". Ikke fordi jeg havde set filmene, og fundet dem af dårlig kvalitet, men fordi jeg som yngre ikke kunne overskue at skulle sætte mig ind i filmenes univers. Heldigvis blev jeg til sidst overtalt til at se filmene, og forstod pludselig at dette univers slet ikke var så uoverskueligt at lære at kende, som jeg havde frygtet.

Star Wars - Episode V: Empire Strikes Back af Irvin Kershner:
I andet kapitel af den oprindelige "Star Wars" trilogi, er problemerne for alvor begyndt at hæve sig over vores hovedkarakterers hoveder. Således er Luke og kompagni nu endnu dybere indvolveret i modstandskampen end nogensinde før, og støder tilmed også på en række mere følelsesmæssigt store overraskelse, som ikke gør kampen nemmere.

Oven på den eventyrlige "Episode IV: A New Hope", som var den spændende oprindelige introduktion til "Star Wars" universet, og dets karakterer, fortsatte "Episode V: Empire Strikes Back" historien, men denne gang i en noget mørkere tone. For allerede fra start gør såvel de bogstaveligt talt kolde omgivelser seeren bevidst om at alvoren nu, mere end nogensinde, har sneget sig ind i "Star Wars" sagaen. Den naivitet, som var en del af den oprindelige films charme, er blæst væk, hvilket tydeligst er vist i Mark Hamills Luke Skywalker, som er tydeligt mærket såvel fysisk, som i sin karakter, af de mellemliggende års strabadser (og i det virkelige liv en bilulykke). Instruktør Irvin Kershner formår lynhurtigt at få genintroduceret vores ledende cast, og er samtidig dygtig til at gøre det med en samtidig fremdrift af historien. Der går da heller ikke mange minutter af filmen før de første mindeværdige sekvenser toner frem på skærmen, og da de første af disse har vist sig, kan filmen næsten ikke stoppe igen.

Det er ikke nogen hemmelighed at George Lucas ikke er den dygtigste manuskriptforfatter nogensinde, og særligt i de mere intime momenter har han en tendens til at ramme ved siden af med sine replikker. Det er dog ikke tilfældet i "Empire Strikes Back", hvor replikkerne ikke lider under de samme problemer som de 3 prequels momentvist kom til at gøre det. Tværtimod er det lykkedes Lucas og Kershner at lave en film der ikke blot er mindeværdig i sine sci-fi og adventure elementer, men meget fin grad også fungerer i sin dialog og sine karakterer. For uden den udvikling karaktererne helt tydeligt har gennemgået fra seriens førstudgivne kapitel, og til denne episode, ville den mørkere tone ikke haft den slagkraft den ender med at have.

Således er særligt udviklingen af de forskellige karakterforhold væsentlige, og særligt er det naturligvis spændende at følge Luke, som ikke alene udvikler et forhold til Yoda, som introduceres i denne film, men også må påbegynde en kamp med sin egen indre ondskab. En kamp som udvikles kraftigt i filmens største twist, som i sin tid var en gigantisk overraskelse for fans af serien, og stadig er et af filmens mest emotionelt velfungerende øjeblikke.  I den forbindelse er det oplagt at nævne Mark Hamill, der som Luke Skywalker gør et fint arbejde med at give en fornemmelse af karakterens udvikling, og særligt i filmens afsluttende kampsekvenser meget fornemt får vist den aggressivitet der vokser i ham. Godt gør også filmens øvrige skuespillere det, og særligt er Frank Oz som Yodas stemme og dukkefører, en fremragende tilføjelse til det spændende persongalleri. Scenerne med Yoda er guld, og giver filmen en underfundig humor, der passer fint ind i den mørkere fortælling. Karaktergalleriet er i øvrigt så fyldt med sympatiske og elskelige karakterer at det er svært at rose dem alle. Han Solo, Princess Leia, R2D2, C3PO, Chewbacca og Lando Calrissian er alle karakterer der for mange vil være genkendelige, selv uden at have set filmene. Forholdet imellem Han Solo og Princess Leia er imidlertid værd særligt at fremhæve, idet det i sin udvikling formentlig er seriens mest vellykkede romantiske forhold. Harrison Ford og Carrie Fisher lader på ret subtil vis karakterernes forhold blomstrer, og på manuskriptsiden er Lando Calrissian velbenyttet, til at skubbe forholdet i en mere kompliceret og interessant retning.

Jeg har ikke lagt skjul på at jeg har haft en vis ærefrygt over for opgaven med at skrive om denne film. Særligt tror jeg at det for mig handler om at jeg ved hvor mange mennesker, der har et meget tæt forhold til disse film. Heldigvis er jeg her jo for at rose filmen, og selvom jeg ikke har de samme nostalgiske forbindelse til filmen, idet jeg først så den som teenager, er filmen fortsat blandt mine favoritter indenfor den eventyrlige del af sci-fi genren. Tilføje kan jeg at jeg aldrig har oplevet de helt originale film. Den tidligste version jeg så, var en VHS udgave af de omdiskuterede 90er special editions - og den version jeg kender allerbedst er DVD versioneringerne, som udkom kort efter jeg først lærte serien at kende. Således har jeg intet forhold til de mange diskussioner omkring forandringerne i filmen, men kan blot nyde dem for hvad de er.