Intermezzo II: Harry Potter (7.2)

En af de første gange jeg hørte om "Harry Potter", længe før filmene var i produktionen, var fra en bibliotekar på min gamle skole. Han fortalte mig at "Harry Potter" bøgerne var lidt ligesom "Ringenes Herre", men blot med langt flere "hyggelige" momenter indskudt. Denne udtalelse må stå for personens egen regning, men hvad der er interessant ved det, er at det viser hvor uforudset det skift der skete i bøgernes tone, fra og med slutningen af den 4. bog, var. Således har også filmene gjort et kæmpe skift, og hvor de tre første film fint kan betragtes som børnefilm, eller noget nær derved, er de efterfølgende film blevet gradvist mere mørke. Således er vi nu ved den sidste film i serien, og hvis ikke det er det mørkeste kapitel, så står den i hvert fald på linje med del I.

Harry Potter and the Deathly Hallows: Part II
Jeg indrømmer gerne, at jeg havde en ganske god oplevelse med den sidste del i serien om Harry Potter. Når man piller al fanhysteriet omkring det faktum at vi nu er nået det sidste kapitel bort, er det heldigvis en solid film der står tilbage. David Yates har gennem sine film i serien været garant for et råt udtryk, der om man så må sige, fjerner lidt af magien fra magiske univers. Med det menes der at Yates i mine øjne har gjort et stort nummer ud af, at nedspille brugen af magi, og det giver fin mening, idet de engang så unge troldmænd i filmenes centrum, ikke længere imponeres på samme måde over magien som de engang gjorde. Det er blevet en naturlig ting for dem, og således skal man heller ikke længere svælge i hver eneste besværgelse som man særligt gjorde det i seriens tidligste kapitler. Således indeholdte del I nogle af de mest upolerede magiholdige kampscener, der nogensinde er blevet skabt på film. Her var mere tale om shoot-outs end magisk kamp, og det element var en af tingene der gav del I sin mørke råstyrke.

Det var derfor også med en vis nervøsitet at jeg gik ind til del II. Uden at afsløre noget, kan så meget siges, at bog såvel som film indeholder nogle ret store kampscener. Disse kampscener kunne snildt have resulteret i en langt mindre karakterorienteret film, der i stedet gik tilbage til at svælge i magisk tvekamp og forsøg på at gå "Ringenes Herre" i bedene, og skabe episke kampscener. Yates er meget skarp, og vælger tydeligt at underspille actionelementerne ret voldsomt. Der er i stedet lagt vægt på de temaer som altid har været centrale for serien. Venskaberne står særligt stærkt i denne film, som i høj grad vil vække gensynsglæde hos fans af serien, som får mulighed for at genopleve en del af seriens tidligere lokationer. Det er da også venskaberne der lægges vægt på i optakterne til kampscenerne, som bestemt ikke er overfladiske i deres stemningsmæssige beskrivelse.

Jeg kan ikke lade være med at blive imponeret over hvor meget af del IIs spændingsopbygning beror på filmens karakterer. Som tidligere sagt er kampene nedspillede, og den største kampscene er nærmere skabt som en montage, end en egentlig sekvens. Der dvæles ikke så længe ved blodsudgydelserne. Så meget desto mere vægt er der på Daniel Radcliffes præstation som Harry Potter, og det er da også imponerende at se hvor meget Radcliffe er vokset som skuespiller over serien. Her leverer han, i forlængelse af del I, sin bedste præstation til dato. Radcliffe når igennem et overbevisende følelsesspektre fra det desperate til det afklarede, at jeg i hvert fald var imponeret. Særligt fordi jeg egentlig altid har fundet Radcliffe en smule stiv i sit skuespil. Mere jævnt fordelt over serien, har min glæde over Rupert Grint og Emma Watsons skuespil været. Grint har fra start haft komisk talent, og det er kun blevet mere imponerende med årene. Fremtrædende, særligt i de 2 sidste kapitler, har naturligvis været de mere dramatiske sider af Grints talent, men også her har han fornemt bevist sit værd. Watson har ligeledes imponeret fra start. Med en karakter der i begyndelsen var meget stærkt tegnet af sine stræberiske tendenser, var hun (og naturligvis forfatteren) lykkeligvis hurtig til at fylde karakteren ud med mere dybde.

Alan Rickmans præstation var i særdeleshed også imponerende for mig at opleve. I denne sidste del bryder han, kan det vist siges uden spoilers, en facade som har stået på igennem hele serien. Rickman får her for alvor lov til at vise sin alsidighed som skuespiller, og at han kan langt mere end det han tidligere har leveret i Potter filmene. Altid har han været underholdende, men først nu er han (i denne sammenhæng) imponerende. Ralph Fiennes er på det seneste gået hen og er blevet en ny af mine favoritskuespillere. Det skyldes ikke alene at han leverer en Lord Voldemort der virker både stærk, men også frygtsom og sårbar, hvilket må siges at være atypisk for en skurk i denne type film. Det skyldes også at manden gang på gang er fremragende i de film hvori han medvirker. Senest før denne så jeg ham i "Red Dragon" hvor han ligeledes imponerer med en forstyrret personlighed, som ligeledes er stærkt intimiderende. Fiennes gør en fremragende repræsentant for ondskaben i del II.

Det er glædeligt at miraklernes tid endnu ikke er forbi. Ikke at filmen i sig selv er et mirakel, trods alt, men det er et mindre mirakel at der er blevet produceret en relativt original film, der samtidig er del af en franchise. Det er et mindre mirakel at man, særligt med de to seneste HP film, ikke har vidst hvad man kunne forvente. Serien sluttes af på en personlig note der i den grad klæder den, og får undervejs leveret overvejelser om mangt og meget, og også ting der går langt udover J. K. Rowlings univers. Dette er formentlig en film der vil dele vandende, selv ligger jeg på den positive side.  

5/6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar