Alien

Det er formentlig de færreste, der vil undre sig over at den middelmådige “Alien 3” eller den elendige “Alien: Resurrection” ikke er blandt mine "ekstraordinære filmoplevelser", men jeg er helt bevidst om at nogle foretrækker James Camerons utvivlsomt vellykkede opfølger: 'Aliens'. Jeg finder Ridley Scotts film Camerons overlegen. 'Aliens' er ikke desto mindre stadig en fremragende film, som på ingen måde skal underkendes. Jeg foretrækker bare den mere stemningsprægede original.

"In space no one can hear you scream" er
en af de mest berømte taglines nogensinde
og beskriver da også meget godt den
ensomhed filmen portrætterer.

Alien af Ridley Scott:
Nostromo og dens besætning tvinges til at afbryde deres rejse, da et nødsignal opfanges af den såkaldte “Mother” - Nostromos AI. En gruppe af besætningsmedlemmerne sættes på opgaven med at undersøge det mystiske signal, og inden længe begynder mystiske ting at ske.

Titelsekvensen er blot det første af mange ikoniske øjeblikke, i en film der er et klasseeksempel på god opbygning. Måden hvorpå stregerne i åbningssekvensen langsomt, men sikkert begynder at forme filmens titel, er et meget godt billede på resten af filmen. Ligesom teksten blot langsomt afsløres, er det også kun langsomt Ridley Scott introducerer sin films egentlige plot. Langt størstedelen af den første del af filmen bruges på opbygning. En stemningsskabende og stærkt velfungerende opbygning af såvel besætningen på skibet, som den klaustrofobiske fornemmelse, der senere bliver så essentiel. Ved hjælp af nogle ekstremt stemningsfulde billeder, får stemningen hurtigt præg af den ensomhed, som er dominerende på Nostromos rejse. Dette understreges yderligere af at der i filmens begyndelse gøres meget effektiv brug af lydsiden, som skifter mellem det højlydte, og det forsigtigt lavmælte. Det er blot et af de mange stilmæssige greb Scott benytter sig af.

Skuespillet er et stort fokus i denne film. Fordi vi meget af tiden er fanget i Nostromos indre, er karaktererne i fokus, og det gør det naturligvis meget væsentligt at de holder. Ved filmens begyndelse er det ikke synderligt oplagt at Ripley nødvendigvis vil ende med at komme så meget i centrum i filmens narrativ som hun gør, men hvor hun til en start blot er en af besætningsmedlemmerne, får hun langsomt filmen igennem lov til at komme til sin ret som karakter. I sidste ender hun med at blive en af de stærkeste kvinder i filmhistorien. Det er virkelig en fornøjelse at se Sigourney Weaver lade karakteren forandre sig gradvist. Det er meget subtilt og fornemt skuespil fra Weavers side, og en af grundene til at filmen er værd at se. I de mindre roller er Weaver dog også stærkt bakket op. Særligt holder jeg af Harry Dean Stantons karakter Brett og leveringen af denne. Der er noget umådeligt sympatisk over karakteren, som til tider fungerer som comic relief, men samtidig har en meget nedspillet form for humor og aldrig bliver plat. En anden skuespiller jeg her vil fremhæve er den mesterlige Ian Holm, som jeg først støtte på i “Ringenes Herre”, men som naturligvis er en meget anerkendt skuespiller, med ganske store evner. Ligesom Stantons karakter er Holms Ash også nedspillet. Ikke alene er det et dygtigt hold skuespillere der medvirker i “Alien”, men det er samtidig helt tydeligt at skuespillerne har stor føling med den film de medvirker i, og den stemning denne er underbygget af.

På den effekt- og designmæssige side, er det nok umuligt at komme udenom H. R. Giger, som er designeren bag filmens monster. Da jeg først så filmen var jeg meget imponeret over alienens udseende i forhold til filmens alder. Senere er det gået op for mig, at en del af det vellykkede udseende, er at filmen har den samme filosofi som “Jaws”. En less is more tilgang, der betyder at monsteret holdes længe tilbage, og derfor virker mere effektivt når det ses. Med det sagt er designet ikke desto mindre meget unikt. Giger skaber et monster der har sit eget mørke, og som i sin udformning både besidder en vis perversitet og en sær realisme. Det kan forekomme sært at tale om realisme i forbindelse med et monster som dette, men som “Alien: Resurrection” (blandt andet) har vist os, skal monsteret heller ikke overgå publikums vilje til at lege med (suspension of disbelief). En anden central årsag til at denne film, og dens monster, fungerer så godt, er at Derek Vanlint bag kameraet gør et fremragende arbejde med fantasifulde vinkler og lyssætning.

Denne og de næste par film på listen, er film jeg har en vis ærefrygt i beskrivelsen af. Nogle film er så anerkendte, og kender folk så godt, at det er svært for alvor at finde nye vinkler på dem. For denne films vedkommende, er det svært at finde en årsag til hvorfor lige netop den taler til mig. Måske er det det faktum at den på nogen måder beskriver ensomhed, et emne som jeg synes film kan udforske som ingen andre kunstformer kan det. Måske er det fordi dens mørke tiltaler mig. Eller måske er det simpelthen fordi “Alien” er en fremragende film.